Browse Category

Artikler

Historieløs og uden identitet – jeg ved ikke mere, hvem jeg selv er

/

Eksperter fortæller befolkningen, at ECT er en effektiv og sikker behandling, men er fortællingen den samme, når ECT patienter selv får mulighed for at komme til orde?

Af Gitte Rebsdorf

Mens førende psykiatere fortæller befolkningen, at ECT er en skånsom og effektiv behandling, så er fortællingen en anden, når ECT patienter selv får mulighed for at oplyse om effekt og bivirkninger.

En spørgeskemaundersøgelse, som PsykiatriAvisen har foretaget blandt 17 medlemmer af facebookgruppen, Samtalerummet, viser, at alle 17 deltagere i undersøgelsen har hukommelsesproblemer, og at hukommelsesproblemerne er af alvorlig karakter

En af deltagerne beskriver det således:

”De absurd mange ECT-behandlinger har gjort, at jeg har glemt alt, hvad jeg har lært på min uddannelse, og derfor har jeg måttet afbryde den, lige før den afsluttende eksamen. Jeg er ikke længere i stand til at gå på en uddannelse på grund af hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær, og jeg kan heller ikke varetage et arbejde, hvorfor jeg nu som 31-årig søger førtidspension”.

Men det, som den 31-årige kvinde oplyser, er langt fra, hvad en førende forsker på området konkluderede i 2018 på baggrund af ny forskning.

»Det betyder meget, at lægerne nu kan give elektrochok med god samvittighed uden at være nervøse for, at patienterne tager skade af det,« sagde en af forskerne bag studiet, professor Poul Videbech til online mediet videnskab.dk.

Hvem er jeg?

De 17 personer, som har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, er blevet bedt om at kategorisere deres hukommelsesproblemer på en skala fra et til 10, hvor 10 er alvorlige skader, og et er ubetydelige skader. Kun en af personerne ligger under fem, mens de resterende 16 ligger over fem, heraf svarer fem personer 10.

En af dem, som kategoriserer sine hukommelsesproblemer til 10, en 42-årig mand, som får ECT hver måned, skriver uddybende:

”Sidste år var jeg på stranden med min kammerat. Jeg kan kigge på billeder af det. Men jeg kan intet huske. Det kan jeg godt leve med, men jeg kan ikke finde ud af mig selv. Hvem er jeg? Jeg har ingen historie”.

Ifølge eksperterne så fortager hukommelsesproblemerne ved ECT sig hurtigt igen, typisk efter 3-4 uger. Det kan befolkningen læse på sundhed. dk, hvor professor Poul Videbech skriver således:

”En hyppig bivirkning er problemer med hukommelsen i dage til uger efter behandlingen.”.

Det stemmer ikke overens med det, som de 17 deltagere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, selv fortæller. De har alle hukommelsesproblemer, selv om det er mere end et år siden, at de første gang fik ECT.

Men hvorfor er der så stor forskel på det, som eksperterne fortæller, og det som folk selv fortæller om ECT?

Befolkningen bliver misinformeret

Ifølge professor John Read fra University of East London, som er kritisk overfor ECT, og som selv har forsket i området, så bliver befolkningen misinformeret.

Resultater af undersøgelse:
17 ud af 17 deltagere svarer, at de har hukommelsesproblemer, selv om det er mere end et år siden, de fik behandlingen.

På en skala fra et til ti, hvor et er ubetydelig og 10 alvorlig, svarer 16 med en score på over fem.

Ni personer skriver, at ECT ingen effekt har haft. Nogle har sat kryds flere steder, fordi de er blevet behandlet med ECT på forskellige tidspunkter, hvor der har været forskel på effekten fra gang til gang.

I hvor høj grad har ECT haft en gavnlig effekt sæt kryds:

Ingen 9

Middel 6

Høj 4

 

”Der er ikke evidens for behandlingen, og der er risiko for alvorlige skadevirkninger, herunder også dødsfald, ”siger han.

Læs også artiklen: Får befolkningen sandheden at vide om ECT

Når en af Danmarks førende forskere konkluderer, at der ikke er tegn på, at folk får hjerneskader efter ECT, så bygger det på MR skanninger af hjernen før og efter ECT. Men MR skanninger af hjernen siger intet sikkert om ECTs skadevirkninger, påpeger John Read

”Det er slet ikke muligt at se, om hjernen er skadet ved brug af en MR skanning. Generelt findes der meget få studier på området, og kun ganske få langtidsstudier. Et af de bedste, som er fra 2007, viser, at der er tab af funktioner”, siger den britiske forsker.

Den danske psykiater vedgår da også, at MR-skanninger ikke er en sikker metode til at konstatere, om ECT forårsager skader på hjernen.

»Principielt kan der selvfølgelig godt være skader eller forandringer, der er så bittesmå, at de ikke kan ses på en MR-skanner. Derfor bliver vi i princippet aldrig færdige med at undersøge det,« sagde Poul Videbech til videnskab.dk

Men hvordan kan Poul Videbech blåstemple ECT behandlingen af ECT, når han samtidig medgiver, at der ikke er sikker viden på området? Det ville PsykiatriAvisen gerne have spurgt Poul Videbech om. Men han vil ikke at give interview til PsykiatriAvisen.

Hvorfor lytter psykiaterne ikke?

En anden deltager i spørgeskemaundersøgelsen, en 58-årig kvinde, som fik ECT for 16 år siden, har stadig alvorlige hukommelsesproblemer. Kvinden, der er tidligere ledende sygeplejerske, har mistet sit job for mange år siden, og har måttet redefinere sig selv fuldstændigt, oplyser hun.

”Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var. Jeg kunne ikke køre bil. Jeg har fire børn, og de fortalte mig, hvornår det var højre og venstre. Jeg kunne ikke se en film eller læse en bog. Det blev ikke siddende, og jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Min personlighed er ændret, og min yngste kan ikke huske, hvordan jeg var før jeg fik ECT.”

I Danmark bliver omkring 2000 mennesker hvert år behandlet med ECT. På verdensplan er det omkring en million mennesker.

Professor John Read fra University of East London undrer sig over, at psykiaterne ikke lytter mere til, hvad ECT-patienterne selv fortæller.

”Hvis psykiaterne er interesseret i at finde ud af sandheden om, hvordan ECT virker, hvorfor spørger de så ikke folk selv? Det er der al mulig grund til for den forskning, der er på området, er ikke særlig god,” siger han.

Den 58-årige kvinde, som har mistet sig selv, efter for 16 år siden at have fået en serie af 6-8 behandlinger, genkender, at psykiaterne ikke spørger patienterne.

”Du bliver ikke regnet for noget, når du har en psykiatrisk diagnose. Så er du skør, og så bliver der ikke lyttet.”

Kvinden har som sygeplejerske paradoksalt nok selv været med til at give ECT:

”Jeg kunne se, at de blev mere og mere zombieagtige jo flere gange, de fik behandlingen. De forsvandt mere og mere. Det var så hårene rejste sig, og til sidst kunne jeg ikke stå inde for det længere,” oplyser hun.

Effekt forsvinder hurtigt

Også når det gælder effekten af behandlingen, er der stor forskel på den fortælling, ECT patienterne selv giver, og den som psykiatriske eksperter, fortæller befolkningen.

10 ud af de 17 deltagere i spørgeskemaundersøgelsen oplyser, at de har haft middel eller høj effekt af behandlingen. Fire svarer høj effekt.

En af deltagerne skriver uddybende:

“ECT-behandlingerne reddede mig ud af en dyb depression og psykose i sin tid, men det har taget min identitet og alle mine færdigheder med sig, der er intet kognitivt tilbage, og alle minder er slettet”.

Deltagerne i undersøgelser oplyser samtidig, at hvis der har været en effekt, så har den været kortvarig, fra en uge til 6 måneder.

“Den første behandling havde effekt på mine fysiske symptomer – efterfølgende mærkede jeg ingen effekt”, skriver en af deltagerne uddybende.

Ni personer skriver, at de ingen effekt har haft. En af dem oplyser uddybende:

“De forsøgte at overtale mig til flere, men jeg var helt blæst i hovedet og kunne ikke holde stedet ud, så valgte at tage hjem. Indlæggelsen og ECT  var traumatiserende, og mine kognitive evner blev svækket”.

Forfærdeligt for ham

Sådan har vi gjort
Undersøgelsen om ECT er foretaget blandt 455 medlemmer af Facebook gruppen, Elektrochok ECT – lukket SAMTALERUM. Den er oprettet i 2013 af Pernille Frandsen, som selv har fået ECT, og som har skrevet bogen, Et anker af flamingo.

33 af gruppens medlemmer ønskede at medvirke i undersøgelsen efter et opslag.

17 af disse har udfyldt spørgeskemaet. Flere har haft problemer med at udfylde spørgeskemaet på grund af hukommelsesproblemer eller kognitive problemer, og har fået hjælp af familiemedlemmer eller af journalist.

Der er foretaget tre kvalitative interview.

Samtalerummet er ifølge facebooksiden et sted, hvor man hjælper hinanden og deler erfaringer og rummer hinanden uanset syn på selve behandlingen.

 

Mens størstedelen af ECT patienterne selv fortæller, at der ingen effekt har været af ECT, og dem, der har mærket en effekt, fortæller, at den kun varer i kort tid, så er psykiaternes fortælling en noget anden.

På sundhed. dk skriver professor Poul Videbech således:

ECT er den mest effektive behandling ved alvorlige depressioner. Det er en sikker og effektiv behandling med moderate bivirkninger.

Der er forsket meget i effekten af ECT. Omkring 80% af personer med svær depression får det bedre, når de bliver behandlet med ECT.

Også Mikkel Vestergaard Olsen, der har skrevet speciale om ECT og skrevet en Phd. i neurovidenskab og farmakologi, betegner behandlingen som god:

 “Elektrochok er den mest effektive behandling mod svære depressioner, vi har,” sagde han til videnskab.dk i 2018

Men hvad forstår forskerne ved en effektiv behandling:

”Nu er jeg ikke læge, men det er selvfølgelig, så de får det bedre, og så man kan se en bedring i deres symptomer. Man bruger jo mest ECT, hvor medicineringen ikke har den ønskede effekt, eller hvor det er ret akut, og hvor der for eksempel er risiko for selvmord,” siger Mikkel Vestergaard Olsen, der dog ikke selv taler med ECT patienter.

Men når forskerne skal forklare, hvordan ECT virker, så er det ikke muligt at svare:

”Jamen det er jo det, vi ikke ved. Det er jo helt vildt. Man kender ikke de underliggende mekanismer for, hvordan det virker, men vi kan se, at der kommer nye hjerneceller i hippocampus,” siger Mikkel Vestergaard Olsen til PsykiatriAvisen.

En af de deltagere, som har besvaret PsykiatriAvisens spørgeskemaundersøgelse, og som betegner effekten af ECT som god men kortvarig, den 42-årige mand, som får ECT hver måned, og som ikke længere ved, hvem han selv er, fortæller uddybende:

“Effekten varer halvanden til to døgn, og nu har de sagt, at de vil skrue op for styrken. Jeg er ligeglad. De kan bare skyde løs, og hvis det er det, de gør, så er det sådan. Jeg skal have slettet alt, der tynger mig, også at jeg ikke kan huske noget som helst. Det er skrækkeligt. Så det skal også væk.

Til det siger Mikkel Vestergaard Olsen:

”Det er rigtig forfærdeligt for ham. Det må jeg jo kun sige, og som sagt, så er der nogen, der får bivirkninger af den her behandling, og dem må vi ikke negligere. Men der er også rigtig mange som har gavn af behandlingen.”

I næste uge kan du læse et interview med en af deltagerne i spørgeskemaundersøgelsen.

Se spørgeskemaet, som de 17 deltagere har besvaret, her

Læs også artiklen om en kvinde, som må bo på et plejecenter for hjerneskadede efter ECT behandling

 

Hjælp til millioner af mennesker som vil ud af psykofarmaka

/

I dag åbner en international webkonference, som sætter fokus på, at ophør med psykofarmaka kan medføre alvorlige gener som muskelspasmer og hallucinationer.

Af Gitte Rebsdorf

Det er International Institute for Psychiatric Drug Withdrawl, IIPDW, der står bag konferencen, som præsenterer den nyeste forskning på området. På programmet er også paneldebatter og taler.

Konferencen skal dæmme op for, at millioner af mennesker verden over ofte står uden hjælp fra officielt hold, når de ønsker at komme ud af psykofarmaka, fastslår bestyrelsesformand i IIPDW professor John Read.

”Rundt om i verden er der millioner af mennesker, som forsøger at komme ud af deres psykofarmaka og som oplever abstinenser, som kan være alvorlige og langvarige. Næsten alle forsøger at gøre dette uden professionel støtte, fordi de fleste læger er misinformeret om problemet”, siger John Read, der er professor og klinisk psykolog på University of East London.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så viser forskning, at mere end halvdelen af de mennesker, der forsøger at stoppe med depressionsmedicin får problemer.

Den viden har dog ikke fået myndighederne til at ændre de officielle retningslinier på området. Senest har Sundhedsstyrelsen herhjemme afvist at forholde sig til, at fem studier er udeladt i de officielle retningslinier.

Det kan du læse mere om her

På konferencen, som begynder i dag og varer ind til og med i morgen, vil man kunne høre professor Joanna Moncrieff og psykiater og forsker Mark Horowitz fortælle om deres seneste forskning om den såkaldte kemiske ubalance. De to forskere har i et studie, som blev offentliggjort for nylig, aflivet myten om at deprimerede mennesker skulle have en ubalance som følge af mangel på Serotonin.

Med på talerlisten er også mennesker, der selv har prøvet, hvor svært det er at trappe ud af psykofarmaka, sådan som PsykiatriAvisen har beskrevet det i flere artikler.

Det kan du læse mere om her

Konferencen er den anden af sin slags, og mennesker fra mere end 20 lande er tilmeldt begivenheden.

Se hele programmet her

Alternativ til diagnoser på vej i Danmark

//

En række psykologer er i gang med at oversætte et britisk alternativ til psykiatriske diagnoser. Oversættelsen af The Power Threat Meaning Framework skal gøre det nemmere for såvel fagfolk som almindelige mennesker at bruge den alternative tilgang.

Af Gitte Rebsdorf

Omkring 10 psykologer i Danmark har igennem et stykke tid brugt en del af deres fritid på at oversætte den 137 sider lange pixie version af et britisk alternativ til psykiatriske diagnoser.

Håbet er, at oversættelsen af The Power Threat Meaning Framework fra engelsk til dansk vil gøre den alternative tilgang mere tilgængelig for såvel fagfolk som almindelige mennesker, siger en af initiativtagerne, psykolog Niels Bagge fra Roskilde.

”Vi håber, at oversættelsen vil få betydning i forhold til definitionsretten i psykiatrien. The Power Threat Meaning Framework  er et alternativ  til det eksisterende diagnosesystem, hvor man typisk opfatter psykiske lidelser som sygdomme i biologisk forstand. I The Power Threat Meaning Framework derimod er man traumebaseret, og ser i højere grad på, hvad der er sket for individet mere end at søge efter, om der er noget i vejen med folk, således at man ser mennesket i sin kontekst,” forklarer Niels Bagge.

Subjektive vurderinger 

Oversættelsen vil gøre ideerne i den i alt 400 sider lange udgivelse, der ligger til grund for The Power Threat Meaning Framework, PTMF, mere tilgængelige for danskerne.

Interessen for ideerne i PTMF har ifølge den britiske psykolog og initiativtager Lucy Johnstone været overvældende. I et interview med PsykiatriAvisen  sagde Lucy Johnstone, at behovet for at finde alternativer til psykiatriske diagnoser bunder  i, at det nuværende system ikke virker.

”Psykiatriske diagnoser er ikke videnskabelige men derimod subjektive vurderinger. Det kan ses i diagnosesystemerne. Det er velkendt, at DSM 5 og ICD10 ikke er videnskabeligt valide, og at systemerne ikke virker”, sagde Lucy Johnstone til PsykiatriAvisen i april 2021.

Opgøret med psykiatriske diagnoser som ADHD, skizofreni og angst åbner ifølge Niels Bagge samtidig op for en tiltrængt debat om, hvad psykisk lidelse egentlig er.

”Psykiatrien er domineret af læger. Medicin og medicinalindustrien spiller en stor rolle på området. Hele forståelsen af psykisk lidelse afspejler sig også i sproget. Men det er mit håb, at vi kan rykke ved nogle af disse opfattelser. I Norge bruger de for eksempel ”psykisk helse” som betegnelse for det, vi i Danmark kalder psykiatri. Det er vigtigt at kunne have en diskussion af det, og at kunne se mere fordomsfrit på, hvad der sker, når mennesker får det dårligt. Er det fordi, de har en sygdom, eller er det fordi, de har været udsat for noget i deres liv, som har påvirket dem? spørger psykologen

Hovedtanker i PTMF.
What has happened to you? (How is Power operating in your life?)
How did it affect you? (What kind of Threats does this pose?)
What sense did you make of it? (What is the Meaning of these situations and experiences to you?)
What did you have to do to survive? (What kinds of Threat Response are you using?

Mentale problemer med rod i fattigdom og overgreb

I modsætning til den gængse psykiatri så belyser PTMF, hvad forhold som fattigdom, overgreb og diskriminering betyder i forhold til udvikling af psykiske lidelser.

Psykiatriske diagnoser bliver typisk stillet ved hjælp af en række spørgsmål fra den såkaldte Hamilton skala. Det er spørgsmål, om man føler sig trist eller har svært ved at sove, eller koncentrere sig.

Bestemte symptomer som søvnløshed, vrede, angst, eller hallucinationer skal være til stede og have et bestemt forløb for, at diagnosen kan stilles.

Men diagnoserne bliver stillet helt uden skelen til, hvad der måtte være sket i det pågældende menneskes liv.

Det er ifølge Lucy Johnstone problematisk.

”Vi ved fra undersøgelser, at størstedelen af mennesker med mentale problemer har været udsat for overgreb, er fattige eller socialt udsatte.  Men det er forhold, som den gængse psykiatri slet ikke medtænker”, sagde hun til PsykiatriAvisen i 2018.

De cirka 10 psykologer i Danmark forventer at være færdige med oversættelsen sidst på sommeren, og herefter er det meningen, at arbejdet skal offentliggøres på den bristiske psykologforenings hjemmeside, The British Psychological Society, hvorfra man frit vil kunne downloade den danske oversættelsen.

Læs også artiklen Psykiatriske diagnoser er meningsløse

Trieste-model er truet – men redningsplan er på vej

/

Et af verdens bedste psykiatriske systemer, den hæderkronede Trieste-model, er ifølge en af dens grundlæggere, Roberto Mezzina, truet. Nu er en gruppe psykiatere med Mezzina i spidsen på vej med en redningsplan.

 

Af Malin Westerlund

 

En kvinde sidder i græsset og prøver forgæves at komme op at stå. To mænd kommer til, rækker hende en hånd, og langsomt kommer kvinden på benene. Scenen udspiller sig i Barcola i det nordlige Trieste, på plænen foran en villa, som førhen husede en velhavende triestinsk familie, og nu danner rammen om et af de i alt seks lokale psykiatriske centre under Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste.

Stilfærdigt, helt udramatisk, rummer den hele essensen af den psykiatri, som i snart 50 år har gjort Trieste-modellen til et af verdens bedste psykiatriske systemer, og fået sundhedsfaglige fra hele verden til at strømme til den norditalienske havneby.

For hvordan undgår man ventelister i psykiatrien? Hvordan nedbringer man antallet af indlæggelser til et absolut minimum? Hvordan gør man tvang og låste døre til undtagelser, der bekræfter reglen?

Det har de svaret på i Trieste.  Her er den seks-senge-store psykiatriske afdeling sjældent fuldt belagt, og i en by med 230.000 indbyggere er det enestående.

Men nu risikerer Trieste-modellen dødsstødet, advarer Roberto Mezzina, tidligere leder af Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste.

Vil afskaffe sundhedscentre og åbne sygehuse

Ifølge Mezzina kommer truslen fra højredrejningen i Italien og et voksende pres fra Friuli-Venezia Giulia-regionens regering.

”Det er den regionale regerings mål at reducere ikke bare de lokale psykiatriske centre, men de lokale sundhedscentre generelt, og genoplive det gamle system med sygehussenge, langtidsophold og ambulante besøg og medicinsk behandling til gavn for spekulation og privat kapital og ikke for de mennesker, det hele drejer sig om. Regionale politiske ledere fra højrefløjen har ved flere lejligheder sagt, at de betragter den humanistiske tilgang, som Trieste-modellen hviler på, som forældet, og at de har til hensigt at vende den helt om, og opgive modellens værdier og etiske grundlag,  og der er allerede flere tegn på, at tiltagende privatisering, specialisering og nedskæringer er i gang med at afmontere Trieste-modellen”, siger Roberto Mezzina. Han er på grund af alder ikke længere er ansat ved psykiatrien i Trieste, men han arbejder fortsat for udviklingen af socialpsykiatriske programmer, som har det enkelte menneske og den enkeltes rettigheder i centrum, bl.a. som Vice President i World Federation for Mental Health.

Roberto Mezzina peger på, at ældre, erfarne kræfter i ledelsen af psykiatrien i Trieste bliver erstattet med yngre, der har en mere biologisk tilgang og syn på mental sundhed. Dertil kommer beskæring af det internationale samarbejde, lukningen af en lang række innovative tiltag samt de første indlæggelser på de ellers for længst nedlagte psykiatriske hospitaler.

Som det måske mest radikale indgreb har man ydermere juridisk banet vejen for, at de døgnåbne lokale psykiatriske centre, der udgør hele kernen i Triestemodellen, nu kan skære åbningstiden ned til det halve, hvilket nu er virkeligheden på et af de seks lokale psykiatriske centre.

Tusinder har skrevet under

Men Trieste-modellen er ikke sådan at tage livet af. En vigtig del af forsvaret udgør ifølge Mezzina familierne til Trieste-modellens brugere, som kæmper indædt for det system, der holder deres kære oppe. Dertil kommer den store opbakning fra kollegaer verden over.

Tusinder har med deres underskrift udtrykt solidaritet med de klinikere, patienter og familier, der brænder for at beskytte den model, der har gjort Trieste til et fyrtårn af håb for verdens mest sårbare borgere.

I oktober sidste år offentliggjorde Cambridge University Press en opfordring til at gå sammen med internationale kollegaer og organisationer i kampagnen for at forsvare og bevare Triestemodellen, og lige nu arbejdes der på at samle kræfterne i et internationalt Trieste Mental Health Network.

For, som psykiateren  S.P. Sadhidharan er citeret for i The British Journal of Psychiatry: ”Truslen mod Trieste er ikke kun et lokalt anliggende men en trussel mod al progressiv psykiatri. Hvis et af de bedste psykiatriske systemer i verden kan afvikles på et politisk indfald, er lignende systemer over hele verden i fare”.

Ifølge Mezzina er en del af opdraget for det internationale Trieste Mental Health Network at få Trieste-modellen dokumenteret og beskrevet, så den til hver en tid og uanset, hvordan det går i Trieste, kan kopieres andre steder i verden.

Støtte fra kunstnere og intellektuelle

”Det er også en måde at bevare Trieste-modellen på”, siger Mezzina, der selv var en af de unge progressive psykiatere, der i halvfjerdserne kom til Trieste, tiltrukket af psykiateren Franco Bassaglia og den revolution, han havde sat i gang på det psykiatriske hospital i den norditalienske by.

Med støtte, ikke bare fra kollegaer inden for psykiatrien, men fra kunstnere og intellektuelle som Sartre, Dario Fo og Foucault var deres mål at demokratisere psykiatrien og frisætte de mennesker, der var spærret inde bag hospitalsmurene. Og ved at åbne alle døre, inddrage familie og lokalsamfund og ikke mindst knytte hver eneste aktør til den samme organisation, Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste, lykkedes det rent faktisk.

Så godt, at modellen for længst er blevet anerkendt som verdensstandard af WHO. Og for at sikre et tæt samarbejde med Trieste, har Verdenssundhedsorganisationen siden 1980erne haft kontor i den gamle hospitalspark oppe på skråningerne bag byen, dør om dør med administrationen, universitetet og flere af de mange socialøkonomiske virksomheder, der hjælper kriseramte mennesker i Trieste tilbage på arbejdsmarkedet.

Således er Trieste-modellen efterhånden modermodel for et hav af tiltag inden for psykiatrien verden over, og ifølge Roberto Mezzina har man flere steder i verden, bl.a. i Island og Polen ligefrem kopieret Trieste-modellen.

Samtidig kan han konstatere, at de internationale netværk af psykiatriske behandlingssteder, som virkelig arbejder helhedsorienteret, skrumper ind, og han ser en sammenhæng med de trange kår, han mener, der generelt er for helhedstænkningen.

”Vi ved, at både psykologiske, biologiske og sociale faktorer spiller ind, når et menneske udvikler psykisk sygdom. Og vi ved fra forskning, at de sociale determinanter er de vigtigste. Derfor handler det om hele tiden at se personen i kontekst. I Trieste-modellen er der fokus på mennesket bag sygdommen, og de sociale og juridiske rettigheder, som ethvert menneske har. Personen, ikke patienten, er i centrum, og personen betragtes ikke kun som den, der har brug for hjælp, men også som hovedressourcen i behandlingen. Men det er blevet sværere. Verden går i retning af mere og mere specialisering, mod standardisering, strict management, som i en virksomhed. Det er imod al kreativitet, og det er stik modsat human medicin, som vi forstår den,”siger Roberto Mezzina.

Kræver idealisme

Men truslen mod Trieste-modellen kommer ikke bare udefra, pointerer Tommaso Bonavigo. Han er psykiater på et af de nu i alt seks centre, og kom til Trieste i 2011, mens han stadig var under uddannelse. Og han mener, truslen i lige så høj grad kommer indefra.

Ifølge Bonavigo kræver det nemlig noget ekstra at være en institution, der forsøger ikke at være en institution. Hvor man ikke bruger ordet patient. Hvor personalet ikke bærer kitler og må være indstillet på at skulle bruge det samme rum til personalemøder og måltider og hyggeaftener med brugerne. Hvor køkkenet er det bedste deeskaleringssted. Og hvor man for at undgå tvang kan risikere at skulle bruge ni timer på at forhandle med et menneske i krise.

”Det kræver ikke bare tålmodighed, ro og fleksibilitet. Det kræver også idealisme. Man kan ikke bare læne sig tilbage. Man er nødt til hele tiden at se på sin egen praksis. ”Gør vi det godt nok?” ”Er vi proaktive nok? Det er et spørgsmål, vi stiller os selv dagligt. Og bare det faktum, at vi gør det, siger noget om, at vi stadig har engagementet”.

Ifølge Bonavigo fortsætter det internationale samarbejde, senest med besøgende fra Burkina Faso, Argentina, Holland, Palæstina og Californien, hvor en gruppe NGOer nu i en længere årrække arbejdet skabe en amerikansk kopi af Triestemodellen.

Læs mere om Triestemodellen her:

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2019-5/ingen-visitation-og-venteliste-i-trieste

https://dsr.dk/sites/default/files/3887/5-2019_psyk_triestemodellen_infografik.pdf

https://politiken.dk/rejser/art7154540/Hvem-er-bedre-til-at-byde-en-fremmed-velkommen-end-et-menneske-som-selv-har-prøvet-at-stå-udenfor

 

20 dage med psykofarmaka gjorde læge syg i flere år

/

En nordsjællandsk læge fik psykofarmaka i 20 dage mod stress, men stoppede fordi han fik alvorlige bivirkninger. Udtrapningen skete efter de officielle forskrifter. I dag fire år efter lider den 44-årige læge stadig af svære ophørssymptomer. Han undrer sig over, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår.

Af Gitte Rebsdorf

2018 var et skelsættende år for Anders Klahn.

Der var pres på både i familielivet og arbejdslivet. Den nu 44-årige ortopædkirurg havde et fuldtidsjob som speciallæge med mange vagter, også nattevagter og ved siden af havde han et bijob for nogle forsikringsselskaber.

Når han endelig havde fri fortsatte presset med mange aktiviteter. Han havde to mindre børn på syv og ni år, og hans daværende hustru havde også et karrierejob. Det var svært at få det hele til at hænge sammen.

En forårsdag i 2018 hang det ikke længere sammen.  Presset blev for stort, og havde varet for længe. Den travle læge og familiefar måtte sygemeldes med stress.

Tilbud om piller

Den hjælp, han blev tilbudt, var blandt andet psykofarmaka, som han som udgangspunkt slet ikke selv så som løsningen.

”I den tid jeg har arbejdet som læge – også i min studentertid – har jeg ikke set, at det har været nogen god løsning på psykiske problemer, så det var ikke noget jeg ønskede”, siger Anders Klahn.

Derfor valgte han i første omgang et anerkendt stresskursus på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som hjalp rigtig fint.

Men problemerne i familien blev værre, og i efteråret måtte Anders Klahn og hans hustru gå fra hinanden. Skilsmissen forværrede hans krise, og han endte med at sige ja til antidepressiv medicin og siden benzodiazepiner.

”Jeg er et åbent menneske, så jeg ville godt give det et forsøg, når jeg nu blev anbefalet at tage medicin,” fortæller den nordsjællandske læge.

Højere dosis vil hjælpe

I første omgang fik Anders Klahn Sertralin, som er et antidepressivt lægemiddel. Men efter bare et døgn blev han nødt til at stoppe på grund af bivirkninger.

”Jeg kunne ikke være nogen steder, og havde en ekstrem indre uro. Men det blev ikke taget alvorligt. Det var første gang jeg blev mødt med mistro,” fortæller han.

Men i stedet for at stoppe medicineringen blev Anders Klahn blot ordineret et nyt SSRI, Cipralex, efter at en psykiater havde rådgivet den praktiserende læge. Psykiateren anbefalede også et benzodiazepin, Oxasepam, mod uroen og alle bivirkningerne, oplyser Anders Klahn.

”Psykiateren var med på sidelinien, og mente, at benzodiazepinet ville klare de absurde bivirkninger, jeg havde, og at jeg så ville få det bedre psykisk i løbet af nogle uger,” siger han.

Men psykiaterens anbefalinger virkede ikke, og bivirkningerne indtraf hurtigt.

”Jeg fik en voldsom indre uro og symptomer, der minder om svær influenza. Herudover en række andre bivirkninger som svimmelhed, muskeltrækninger, mundtørhed, angst, søvnbesvær og hjertebanken”, fortæller Anders Klahn.

Når han nævnte de mange bivirkninger for sin praktiserende læge, blev han mødt med undren og mistænkeliggørelse, og fik at vide, at det var noget, han skulle stå igennem.

”Min læge var helt uforstående overfor bivirkningerne. De blev overhørt, eller også fik jeg at vide, at de skyldtes, at dosis endnu ikke var høj nok. Men symptomerne blev værre og værre i takt med, at dosis blev øget,” fortæller Anders Klahn.

Han fortsatte med psykofarmaka i tre uger, og stod lidelserne igennem, sådan som den praktiserende læge havde anbefalet.

Men herefter havde han fået nok, og besluttede sig for at stoppe.

”Det hjalp ikke imod noget som helst, og med alle bivirkningerne var jeg overbevist om, at det ikke var godt. Bivirkningerne var jo værre end den lidelse, som de blev givet for, ” fortæller han.

Hjemmestrikket metode

Når Anders Klahn tænker tilbage på det i dag, er det med undren.

”Jeg er selv læge, og jeg ville aldrig fortsætte en behandling, som ikke virker, og som gør det hele værre. Så stopper man da,” siger han.

De metaanalyser, der er udarbejdet om antidepressiv medicin viser alle, at effekten er meget beskeden, og at bivirkningerne er mange og alvorlige. En metaanalyse er en forskningsgennemgang af relevante studier på et givent område.

Læs også artiklen: Ny undersøgelse misinformerer.

”Det er kritisabelt, at den evidens, der er på området, bliver negligeret og erstattet af hjemmestrikkede kombinationer af lægemidler, som man mener virker, og hvor man giver patienter højere dosis, når der ikke er effekt eller giver lægemidler i kombination med andre lægemidler.

Det er en forældet metode. Man skal behandle ud fra den bedst tænkelige evidens. Og når behandlingen ikke virker, burde man stoppe og se, hvordan folk klarer sig uden,” siger han, og fortsætter:

”Hvis jeg kan se, at en operation ikke har virket efter hensigten, så fortsætter jeg da ikke med at operere. Så sender jeg patienten til genoptræning og venter og ser, hvad der sker, før jeg gør noget nyt.”

Sidste dosis den værste

I efteråret 2018 begyndte Anders Klahn en udtrapning, efter han havde besluttet sig for at stoppe med psykofarmaka. Han havde kun fået medicinen i sammenlagt 20 dage, og han tænkte, at det ville blive nemt. Men det gjorde det ikke.

Efter 20 dages udtrapning, hvor han gradvist reducerede dosis for såvel benzodiazepiner som SSRI, tog han den sidste dosis. Men hvis han tidligere havde haft slemme gener, så var det intet mod det, han mærkede efter ophør med den sidste lille dosis medicin.

”Det var som at helvede brød løs. Jeg havde en ubeskrivelig voldsom indre uro, som nogle betegner akathisi. Det er ikke en naturlig angst. Det er 10 gange værre. ”Det er Out of this World”. Jeg kunne ikke være nogen steder, og jeg kunne ikke holde noget ud.”

”Jeg fik også en brændende eller sviende smerte overalt i kroppen. De smerter har jeg haft i varierende intensitet lige siden, og de er meget invaliderende,” fortæller han.

Ophørssymptomerne er beskrevet i flere studier, og andre mennesker, som er stoppet med psykofarmaka, beretter om de samme reaktioner.

Psykofarmaka virker ved at påvirke serotonin, noradrenalin og dopamin i hjernen. Men ifølge den britiske professor i psykiatri, Joanna Moncrieff så ved man ikke præcist, hvordan antidepressiva påvirker hjernen.

Man ved, at depressionsmedicin øger serotonin i hjernen, og når det sker, forsøger hjernen at kompensere for dette ved selv at producere mindre serotonin. Medicinen skaber altså ændringer i hjernen, og når man stopper med den, er der derfor ofte voldsomme reaktioner.

Men ingen ved, hvorfor nogle mennesker får voldsomme gener ved ophør med psykofarmaka, mens andre får færre gener.

”Vores receptorer i hjernen reagerer forskelligt, og det kan være forklaringen på, at nogle af os reagerer meget kraftigt. Medicinen skaber fysiologiske ændringer i hjernen, og forårsager ubalance i signalstofferne i hjernen,” siger Anders Klahn.

Han kan dog sagtens sætte sig ind i, at det er svært for udenforstående at forstå – eller for den sags skyld tro på – de mange ophørssymptomer.

Mange læger tror, at de kommer fra en bagvedliggende sygdom. Men sådan forholder det sig ikke, fastslår Anders Klahn.

”Jeg har aldrig før haft det, som da jeg stoppede med psykofarmaka. Man kan ikke forstå det her, hvis ikke selv, man har prøvet det. Det er mareridtsagtigt, og påvirker hele ens liv. Der er for eksempel dage, hvor det eneste jeg har kunnet præstere er, at sidde ned i en sofa og være sammen med mine børn i et par timer. Jeg har ikke engang været i stand til at stå op,” fortæller han.

Fortsætter efter fire år

Selv om det snart er fire år siden, at Anders Klahn stoppede med psykofarmaka, har han stadig gener.

Han har altid været i fysisk god form, og har gennem hele forløbet haft et mål om at gå som minimum 10.000 skridt hver dag uanset graden af symptomer og svømme mindst to gange om ugen.

Han arbejder på nedsat tid og med ”skånefunktioner”, hvor han undgår at blive udsat for den belastning, han ellers er  vant til, fortæller han.

”Jeg har stadig brændende og sviende smerter i huden, som hele tiden skifter lokalisation og intensitet. Jeg har dybe smerter i muskulaturen. Indimellem har jeg svært ved at koncentrere mig, og bliver hurtigt træt. Svimmelheden kommer og går. Jeg har konstant mundtørhed, og bliver nødt til at bruge tyggegummi for ikke at skulle drikke hele tiden.”

”Det er en lang liste af gener. Indimellem er der såkaldte vinduer, hvor symptomerne aftager, og det bliver bedre, så jeg kan slappe af. Men jeg ved aldrig, hvornår det kommer, og jeg har stadig dage, hvor jeg er sat helt ud af spillet” fortæller Anders Klahn.

Manglende respekt for videnskaben

Hans respekt for psykiatriens brug af medicin kan ligge et meget lille sted.

”Det er grotesk, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår. Der er meget lidt respekt for videnskaben. Den praksis, der bliver udøvet, er endda på nogle områder i strid med Sundhedsstyrelsens retningslinier og med god lægegerning,” siger Anders Klahn.

Han henviser til, at Sundhedsstyrelsen for eksempel anbefaler, at benzodiazepiner maksimalt må bruges i to uger mod angst og op til fire uger mod svær angst. Alligevel er tusinder i af mennesker i behandling med dem i længere tid.

”Selv tror jeg ikke på myten om, at psykisk lidelse kan være så svær, at man er nødt til at få medicin.”

”Jeg mener, at vi lever i et samfund, hvor der er en myte om, at psykiske lidelser som angst og depression kan blive så svære, at man er nødt til at få medicin. Men det er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for,” siger han.

Vil helst glemme

Egentlig har Anders Klahn lyst til at glemme det, han har været udsat for med psykofarmaka. Det har været voldsomt og udmattende, og har sat sig varige spor. Han bliver aldrig den samme igen, og nu vil han gerne have lov at leve sit liv og blive glad. Men når han alligevel står frem og fortæller sin historie, er det fordi, han mener, den er vigtig.

”De alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka er ikke anerkendt, og det er ophørsproblemerne heller ikke. Det er derfor jeg står frem og fortæller om det.”

”Vi må vi stoppe med at give folk, der har psykiske vanskeligheder psykofarmaka som en automatreaktion men i stedet tilbyde dem gode og evidensbaserede terapeutiske behandlinger,” siger Anders Klahn.

Selv om hans bekendtskab med psykofarmaka har været ødelæggende, har han alligevel lært af det. Han er blevet skarpere på, hvad der er vigtigt i livet, og hvad han prioriterer.

”I dag ved jeg, at nærværet i de tætte relationer er vigtigere end karriere og at kunne præstere hele tiden.”

Læs også artiklen: Psykiatrien mangler evidens – ikke penge

Psykiatrien mangler evidens – ikke penge

Mens førende psykiatere kræver flere penge til en 10-års plan, så peger kritikere på, at psykiatrien mangler evidens. Men politikere er alligevel parate til at øge bevillingerne

Af Gitte Rebsdorf

Psykiatrien befinder sig i en alvorlig legitimitetskrise, og derfor vil det ikke nytte at poste flere milliarder i området, sådan som førende psykiatere har krævet i forbindelse med den kommende 10-års plan for psykiatrien.  Det mener den prisvindende amerikanske videnskabsjournalist, Robert Whitaker.

”Det er at smide penge efter et falskt narrativ.  Flere penge vil blot føre til flere diagnoser og mere medicin. Det vil ikke løse psykiatriens problemer. I USA er der i de seneste år tilført flere ressourcer til området over tre gange, men det har blot ført til flere diagnoser, og problemerne i psykiatrien er vokset,” siger Robert Whitaker, der har skrevet flere bøger om psykiatri, og som driver siden madinamerica

Herhjemme diskuterer og forhandler Folketingets partier en 10-års plan for psykiatrien, og førende psykiatere har på forhånd presset på for at få tilført flere midler til området, så det bliver muligt at oprette flere sengepladser.

Det fremgår af et åbent brev fra blandt andre formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft.

”Vi håber, det vil lykkes at skabe en langsigtet investeringsplan, så det sikres, at der over mange år tilføres psykiatrien de midler, der er nødvendige for den kapacitetsopbygning og udvikling, der skal finde sted”, hedder det i brevet.

Videbech vil have milliarder 

Psykiater og professor Poul Videbech fortæller også, at psykiatriens problemer skyldes manglende finansiering.  Poul Videbech ønsker ikke at lade sig interviewe til PsykiatriAvisen, men han siger således til Ugeskrift for Læger:

”Vi taler milliarder af kroner, der skal investeres over en længere årrække, hvis psykiatrien kvalitativt skal føres op på et niveau, der både sikrer patienterne ordentlig udredning og behandling og gør psykiatrien til et attraktivt sted at arbejde for læger og de andre faggrupper, der skal sikre kvaliteten i hverdagen.”

Det er ikke første gang, at psykiaterne forklarer psykiatriens problemer med manglende midler. Det skete også op til sidste folketingsvalg i 2019, hvor psykiatrien endte med at få tilført 600 millioner kroner ekstra om året.

Men psykiatrien mangler evidens. Ikke penge, mener Robert Whitaker.

”Psykiatrien befinder sig i en krise, og det narrativ, som psykiatrien bygger på, er faldet mere og mere fra hinanden. Teorien om den kemiske ubalance er tilbagevist, og forskningen viser desuden, at effekten af psykofarmaka er tvivlsom og skadelig,” siger han.

Legitimitetsproblemerne i psykiatrien er også beskrevet af de to forskere Jeppe Oute og Susan McPherson, som problematiserer, at den biomedicinske tilgang i psykiatrien er uforandret, selv om der er krav om forandring.

Skader mere end det gavner

Kvaliteten i psykiatrien bliver ikke bedre af at tilføre flere penge, sådan som Poul Videbech hævder, påpeger Robert Whitaker. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem det som forskningen viser, og den praksis, som bliver udøvet i psykiatrien.

”Folk bliver ikke raske af at være på psykofarmaka. Mere og mere forskning viser, at der er tvivlsom effekt både på kort og lang sigt. Disse lægemidler skader mere end de gavner. Folk bliver deprimerede af dem, de kan ikke arbejde og mange bliver invalideret,” siger han.

Parate politikere

Kravet om milliarder af kroner til 10års planen er i vid udstrækning accepteret af Folketingets politikere, der med afsæt i Sundhedsstyrelsen oplæg forhandler planen. Ifølge DR så afviser flere partier at indgå en aftale om 10-års planen, hvis ikke der på forhånd er afsat penge.

Det gælder også Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen. Han vil ikke som politiker forholde sig til, at kritikere peger på, at psykiatrien mangler evidens.

”Det vil jeg overlade til de faglige selskaber og til Sundhedsstyrelsen. Men jeg mener, at Sundhedsstyrelsen har afsat et punkt i deres plan som handler om at der skal mere forskning i psykiatri,” siger han.

SFs psykiatriordfører Trine Torp er fokuseret på, at flere penge også skal give resultater.

”Jeg er optaget af tanken om recovery og af, at de indsatser, vi laver også skal skabe bedre liv, sådan at indlæggelser og genindlæggelser kan undgås. I min optik skal man kunne få hjælp meget hurtigere, end det er tilfældet i dag, og uden at man behøver at blive diagnosticeret og visiteret. I den sammenhæng kunne kommunerne spille en langt større rolle, end de gør i dag,” siger hun.

PsykiatriAvisen bringer i den følgende tid flere artikler om, hvordan patienter har oplevet manglende evidens i behandlingen, og hvordan de er blevet skadede, og har mistet deres arbejdsevne.

 

 

Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning

/

Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.

Af Gitte Rebsdorf

Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om  Parkinsons syge.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.

Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.

”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger  Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.

Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21  tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.

Skæv magtbalance og intet tilsyn

Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.

Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?

”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.

“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.

På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.

Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?

”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen

Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:

“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som  kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.

Tvang i psykiatrien er et stort problem.  I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Frygter at dø

Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.

Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.

I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.

Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.

Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

 

Modstand mod undersøgelse

At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.

”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.

Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.

”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.

 

Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

1 2 3 8