Reaktionerne kan ofte være voldsomme, når der er debat om behandling med psykiatrisk medicin. Det er der en god forklaring på, mener My Karla Sommer, som fortæller, at kritik af medicin kan skabe angst hos dem, der får psykofarmaka.
Af Gitte Rebsdorf
Fronterne i psykiatrien kan være trukket hårdt op, når det handler om psykofarmaka, mellem fortalerne og modstanderne af medicinsk behandling i psykiatrien. Det skal man tage alvorligt, mener My Karla Sommer, som selv er trappet ud af psykofarmaka efter 30 år i psykiatrien.
”Kritik af psykofarmaka kan skabe angst hos de mennesker, der tager den. Sådan havde jeg det selv, da jeg fik medicin. Hvis nogen var kommet og havde fortalt mig, at medicinen var skadelig, og at jeg måske ikke kunne komme af med den igen, ville jeg være løbet skrigende væk, og så ville jeg have lyttet endnu mere til dem, der fortalte mig, at jeg havde brug for medicin,” fortæller den 48-årige kvinde, der for nylig har udgivet bogen, fra Patient til Menneske – at tage magten tilbage i eget liv.
Medicin og identitet
Medicin og behandlingen i psykiatrien bliver ofte en del af folks identitet, og hvis der bliver rokket ved det, kan et i forvejen spinkelt fundament nemt vakle, forklarer My Karla Sommer.
”Mit eget ståsted var så skrøbeligt, så jeg kunne ikke rumme, hvis nogen rokkede ved det. Da jeg fik en skizofreni diagnose fik jeg at vide, at jeg ikke kunne stole på mig selv, på det jeg mærkede og troede på, og man ender med at tro, at personalet ved bedst. Hvis nogen, så kritiserer den medicin, som man får, vil det nemt få ens verden til at krakelere. Så da jeg selv fik psykofarmaka, undgik jeg at lytte til dem, der kritiserede medicinen, og personalet kunne så bekræfte, at det var det rigtige,” fortæller My Karla Sommer, som med støtte fra en psykiater er trappet helt ud af psykofarmaka.
Læs også artiklen: Skal vi haveundermennesker i Danmark
My Karla Sommer blev indlagt i psykiatrien, da hun var blot 17 år, og fordi hun havde en spiseforstyrrelse.
”Den var egentlig et tegn på mistrivsel i ekstrem grad. I psykiatrien var der mange søde mennesker, som gerne ville hjælpe, men jeg blev først og fremmest set i kraft af de symptomer, jeg havde, og ikke som det menneske, jeg var. Jeg fik det værre, og begyndte at skade mig selv. Det lærte jeg, mens jeg var indlagt. Det blev nærmest en konkurrence med de andre, som var indlagt af samme årsag, og man er parat til at gå meget vidt i den konkurrence, så vidt at man er parat til at dø for det. Det at skære i mig selv var et udtryk for, at jeg havde det dårligt. Uanset hvilket udtryk vi har, om vi tager hash eller bliver psykotiske eller selvskadende, så er det en måde at måde at fortælle omverdenen, at man har det dårligt. Når psykiatrien vil fjerne det, der er ens strategi for at overleve uden at sætte noget andet i stedet, så bliver man helt smadret, og føler sig meget usynlig. Derfor kan det føles som en hjælp at få at vide, at man er psykisk syg. Så er man da noget, og det at være syg bliver mere og mere ens identitet. Man bliver formet af psykiatrien,” siger hun og uddyber:
”Men i bund og grund er det en sund reaktion at forsøge at udtrykke, at der er noget galt. Sådan ser man bare ikke på det i psykiatrien. Her bliver det betragtet som, at man har en sygdom i hjernen.”
Tror ophørssymptomer er sygdom
Dertil kommer at mange mennesker får ophørssymptomer, når de stopper med psykofarmaka. PsykiatriAvisen kunne allerede i 2018 fortælle om, hvordan mere end halvdelen af de mennesker, som stopper med depressions medicin, får problemer, og at nogen får alvorlige gener i form af muskelspasmer, hallucinationer og elektriske stød i hjernen.
Sundhedsmyndighederne har hidtil afvist disse alvorlige problemer, og derfor må folk som regel klare sig uden faglig hjælp.
”Jeg kender flere, der har forsøgt at trappe ud, og som har fået det dårligt. Mange oplever, at det er deres psykiske lidelser fremfor seponeringssymptomer, og det bliver de sikkert også bekræftet i af personalet. Men det må jeg respektere. For hvis jeg kommer og gør mig klog på andres vegne, så gør jeg jo præcist det, som jeg ikke selv brød mig om, nemlig at andre vidste bedst på mine vegne,” mener My Karla Sommer.
Flere fagfolk både herhjemme og i udlandet har kritiseret, at der ikke er tilstrækkelig med informationer om bivirkninger ved psykofarmaka, og at der heller ikke er informationer om, hvor svært det kan være at stoppe med medicinen. Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen er flere studier udeladt fra de officielle retningslinjer.
”Det bliver jeg vred over. Det er magtmisbrug i ekstrem grad, når myndighederne går imod den forskning, der er. Hvad får de ud af det? Det er i hvert fald ikke at hjælpe, og det kommer til at koste flere penge,” siger My Karla Sommer.
En ny britisk vejledning baner dog vej for at komme ud af psykofarmaka.
Skal kunne rumme smerte
Når den 48-årige kvinde i dag ser tilbage på sin tid i psykiatrien, ville hun ønske, at hun aldrig var begyndt at tage psykofarmaka.
”Hvis jeg havde vidst det, jeg ved i dag ville jeg aldrig have taget medicinen. Langt det meste personale i psykiatrien ønsker at gøre en forskel, men problemet er det, de lærer og bliver skolet i. Den asymmetri, der er i psykiatrien mellem patient og behandler er skadelig. Magtforholdet er skævt, og som patient bliver man nærmest inviteret til mere hjælpeløshed. Der er i stedet brug for personale, som er i stand til at rumme den smerte, man har. Altså de skal kunne rumme de følelser og tilstande min smerte evt. skaber i dem. Det er vigtigt, at personalet er autentiske, og så gør det ikke noget, hvis de siger at de ikke ved, hvad de skal gøre. Hvis det altså bliver sagt som en invitation til at hjælpe dem til at blive bedre til at hjælpe mig.”
