Browse Category

Ikke kategoriseret

Psykiater tav om falsk teori

En forskningsgennemgang har for nylig aflivet teorien om, at kemiske ubalancer i hjernen er årsag til depression. Den falske teori har kunnet overleve så længe, fordi eksperter har tiet eller misinformeret, mener kritiker.

Af Gitte Rebsdorf

Da Danmarks Radio første gang i 2017 bragte seks radioudsendelser om depression, kunne  tusindvis af lyttere høre om, hvordan mangel på serotonin er årsag til depression.

Men en forskningsgennemgang har, som beskrevet i PsykiatriAvisen i juli, aflivet teorien om, at kemiske ubalancer er årsag til depression.

Den falske teori har ifølge britiske forskere betydet, at mennesker i årtier er blevet forledt til at tro, at depression skyldes en mangel på serotonin.

I radioudsendelserne, “Ramt af mørket”,  fortæller journalist Anne Kjær om, hvordan det er at være deprimeret, og om at hun skal ”have styr på sin serotoninbalance”.

Men selv om psykiater og professor, Poul Videbech, der er kendt som en af Danmarks førende depressionsforskere medvirker, som ekspert i udsendelsen, gør han ikke journalisten opmærksom på, at det er en fejl.

”Jeg ved ikke, om han burde have fortalt mig det. Det har jeg ikke tænkt over. Men det var jo noget alle troede, og jeg ønsker ikke at fremstå, som én, der er i opposition til Poul Videbech,” siger Anne Kjær.

En foræring.
Denne artikel er en foræring. Men kvalitetsjournalistik er dyrt at producere, så hvis du har mulighed for det kan du støtte avisen. Læs mere under donationer og abonnement
http://www.psykiatriavisen.dk/donationer-og-abonnement/

 

I sine udsendelser giver hun lytteren et indblik i, hvordan det er at være deprimeret, og taler med andre deprimerede som Peter Øvig Knudsen og Anne Lise Marstrand Jørgensen. Det er i den anden af i alt seks udsendelser på P1, at Anne Kjær siger:

”Nu har jeg kun underskuddet af serotonin at slås med”

Men ifølge den amerikanske forfatter og videnskabsjournalist, Robert Whitaker, så har psykiatere som eksperter pligt til at oplyse befolkningen. Han undrer sig over, at psykiaterne har forholdt sig tavse.

 ”Psykiaterne har pligt til at oplyse om fakta, så befolkningen kan træffet informerede valg. Så hvorfor har de ikke gjort det?  Befolkningen har i stedet fået at vide, at lægemidler var effektive, og at de fixede den kemiske ubalance”, siger Robert Whitaker, der blandt andet har skrevet bogen, Mad in America.

Efter at det britiske studie blev offentliggjort, sagde Poul Videbech i et interview i  Weekendavisen i august i år, at han har kendt til den falske teori længe, og at han ikke selv har fremført den siden 2013.

Men da den falske teori blev fremført i udsendelsen på DR i 2017 undlod han altså at fortælle journalisten, at der ikke var dækning for dette udsagn. 

Fra tavshed til råberi

Mens Poul Videbech tav i journalist Anne Kjærs udsendelse, så råbte han derimod højt, da Danmarks Radio i 2013 bragte Poul-Erik Heilbuths dokumentar, ”Pillens mørke skygge”, hvor der blev kigget kritisk på brugen af lykkepiller, og hvor flere danskere fortalte om, hvordan de havde fået voldsomme bivirkninger efter brug af pillerne.

Poul Videbech kritiserede dokumentaren i flere medier, og kaldte udsendelserne på DR for: ”en skræmmekampagne, der kan koste folk livet”.

I en artikel i journalisternes fagblad, ”Journalisten” sammenlignede han kritikken af lykkepiller med, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin.

“Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede. Jeg synes, det er at sparke på folk, der ligger ned. Det er folk, der har behov for det, og de her programmer får dem til at få det mærkeligt med at tage deres medicin,” sagde Poul Videbech til Journalisten i april 2013. 

Videbech vildleder

Sammenligningen er ifølge en af forfatterne til forskningsgennemgangen, psykiateren og forskeren Mark HoroWitz direkte vildledende.

”Især ideen om, at depressionsmedicin virker på samme måde som insulin gør ved diabetes, er vildledende. Folk bør kende til fakta, og vide, at der ikke er evidens,” sagde han til PsykiatriAvisen i juli måned.

Også en af verdens førende eksperter i placebo og antidepressiv medicin, den amerikanske psykolog og Harvard forsker, Irving Kirsch, mener sammenligningen er forkert.

”Det er velkendt, at der er en sammenhæng mellem insulin og sukkersyge. Men det ser ikke ud som om, der er en sammenhæng mellem serotonin og depression,” siger han til PsykiatriAvisen.

Men Videbech fortsætter med at fortælle om ubalancer i hjernen. På netdoktor.dk skriver Poul Videbech følgende om depression:

”Moderne forskning tyder på, at depression skyldes, at der kommer ubalance i samarbejdet mellem forskellige hjernecentre.”

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Poul Videbech, hvorfor han fortsætter med at fremføre denne teori om ubalancer i hjernen.

Men det har ikke været muligt at få svar på disse spørgsmål, for Poul Videbech ønsker ikke at give interview til PsykiatriAvisen.

Rådgiver Sundhedsstyrelsen

Poul Videbech har stor indflydelse på behandlingen i psykiatrien. Som professor og forsker ved Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Region Hovedstaden er han ansvarlig for den videnskabelige forskning om depression. Han bliver desuden brugt som ekspert af mange medier, og Poul Videbech er fast rådgiver for Sundhedsstyrelsen i centrale spørgsmål om psykiatrien. Det oplyser Sundhedsstyrelsens pressetjeneste i et mailsvar til PsykiatriAvisen.

Professor emeritus på Københavns Universitet, Heine Andersen, beskæftiger sig med forskningsfrihed. Han ønsker ikke at udtale sig i den konkrete sag, da psykiatri ikke hans område. Men han vil gerne udtale sig generelt.

”Som forsker og rådgiver for myndigheder er man forpligtet til at levere relevant og den nyeste viden til dem, man er rådgiver for. Det er ens opgave. Det er også forskernes pligt at gengive forskningen korrekt i offentligheden,” siger han.

Falsk teori om ubalance

Men også psykiater professor Lars Vedel Kessing bidrager til den falske teori om de kemiske ubalancer. På sundhed.dk kan man læse følgende tekst:

”Depression er ofte forbundet med ændringer i, hvordan hjernen fungerer. Og det giver mening, eftersom vore følelser, tanker, søvn, appetit og adfærd reguleres af nervebanerne i hjernen. Indenfor disse baner sendes signaler fra nerve til nerve ved hjælp af kemiske budbringere, som vi kalder neurotransmittere. Disse nervebaner fungerer ikke tilfredsstillende, når man er deprimeret. Nogle neurotransmittere, f.eks. noradrenalin og serotonin, er ude af balance i hjernen hos mennesker med depression.”

Ideen om de kemiske ubalancer bliver altså igen bragt til torvs af en professor og ekspert.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Lars Kessing, hvorfor han skriver således.

Men Lars Kessing er aldrig vendt tilbage på PsykiatriAvisens henvendelser.

Heller ikke formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft, har ønsket at kommentere eller forholde sig til det britiske studie om de kemiske ubalancer.

Fortsætter med at anbefale medicin

Ifølge den nye forskningsgennemgang så rokker tilbagevisningen af den falske teori samtidig ved brugen af depressionsmedicin.

For hvis ikke depression er forårsaget af serotoninmangel, er der heller ingen grund til at ordinere medicin, som skulle rette op på denne påståede kemiske ubalance.

Denne viden bør ifølge Mark Horowitz komme befolkningen til gavn så de kan træffe et informeret valg, sagde han tidligere til PsykiatriAvisen.

Men Poul Videbech fortsætter med at anbefale depressionsmedicin. Det gør han både i Weekendavisen og på Facebook, hvor han fremfører, at der er evidens for, at medicinen virker.

»der er evidens for, at antidepressiv medicin har en mærkbar positiv effekt. Effekten gælder ikke for alle. Men jeg synes ikke, vi skal fratage dem, for hvem det kan have en effekt, at få den hjælp, som medicinen yder,« sagde han til Weekendavisen i august.

På Facebook skriver han:

”Når forfatterne til den nævnte analyse føler, at de underminerer begrundelsen for at anvende antidepressiv medicin, tager de dog fejl. Det er ellers et synspunkt der er blevet gentaget i forskellige internationale medier for nylig. Der er jo ingen læger, der ordinerer SSRI, fordi de mener deres patient mangler serotonin. Det gør de derimod, fordi kliniske studier har vist effekt og relativt beskedne bivirkninger ift. placebo gennemsnitligt set,” skriver Poul Videbech på Facebook.

Men professor Irving Kirsch er ikke enig i, at bivirkningerne er beskedne.

”Når en af bivirkningerne er selvmordsadfærd, kan man ikke sige, at de er beskedne. Der er også andre alvorlige bivirkninger, og desuden får mange problemer med at stoppe med medicinen igen efter at have taget den et stykke tid, og får alvorlige udtrapningssymptomer,” siger han.

Læs også: 20 dage med psykofarmaka gjorde læge syg i flere år.

Mens Poul Videbech fremfører, at der er effekt af antidepressiv medicin, så viser metaanalyser, at effekten er beskeden eller tvivlsom, påpeger Irving Kirsch, som har været medforfatter til en ny og stor undersøgelse, som blev offentliggjort i British Medical Journal i august.

”Der er ingen klinisk relevant effekt af medicinen,” siger Irving Kirsch.

I den nye undersøgelse med Marc B Stone i spidsen fremgår det, at at 85 procent ikke har nogen effekt, mens 15 procent har effekt.

Effekten på de 15 procent kan dog hænge sammen med, at undersøgelser af depressionsmedicin har en svaghed, påpeger forfatterne.

”Når man gennemfører disse dobbeltblindede forsøg, hvor en gruppe får placebo og en anden det aktive stof, i dette tilfælde antidepressiv medicin, så kan denne ”blinding” blive brudt, fordi folk kan opdage, at de får det aktive stof. Der er jo bivirkninger, og hvis folk for eksempel kan mærke, at de bliver tørre i munden, kan de regne ud, at de får det aktive stof, og så er blindingen brudt” siger Irving Kirsch.

Vanskeligt at måle

Andre og tidligere metaanalyser viser ligeledes beskeden effekt.Professor Irving Kirsch stod i 2008 i spidsen for en metaanalyse af depressionsmedicin, som kom frem til en effekt på 0,32 på Hamiltonskalaen.

Men effekten på 0,32 er meget beskeden og klinisk ubetydelig, og undersøgelser viser, at man skal op på en effekt på 0.875 for at kunne tale om blot en minimal forbedring, sagde Irving Kirsch til PsykiatriAvisen i 2018.

Når forskere skal måle om depressionsmedicin virker, sker det ofte ved hjælp af forskellige spørge-skemaer, som i det såkaldte Hamilton interview, sådan som PsykiatriAvisen tidligere har beskrevet det. Der findes ingen eksakte metoder at måle med.

Rokker ved troværdighed

Når den falske teori har kunnet overleve så længe, kan det hænge sammen med, at der er stærke interesser på spil.

Ifølge Heine Andersen så er der sket et kraftigt skred i den måde forskningen bliver finansieret på, som gør, at forskerne er afhængige af at være på god fod med dem, der betaler.

”Den frie og uafhængige forskning er truet, fordi forskerne skal ud at søge for at få råd til at lave forskning, og midlerne kommer fra dem, som har råd til at betale På nogle områder kommer 60 til 70 procent af finansieringen fra eksterne midler,” oplyser Heine Andersen og tilføjer:

”Der er internationale undersøgelser, der viser at forskerne er afhængige af industrien, og at det kan smitte af på resultaterne. Det er der klare eksempler på indenfor landbrugssektoren og medicinalindustrien. Det er der intet mærkeligt i. Det er lige så naturligt, som at vand løber nedad, men det rokker ved troværdigheden”, siger han.

You might be interested in

Tusindvis vil have hjælp til at komme ud af psykofarmaka

//

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

[/passster]

You might be interested in

Misinformation om psykiatrisk forskning

/

Psykiatrisk forskning med positive resultater bliver langt hyppigere offentliggjort end forskning med negative resultater, viser en gennemgang af 238 studier. Dermed risikerer effekten af lægemidler at blive overvurderet.

Af Gitte Rebsdorf

Psykiatrisk forskning er i udtalt grad præget af videnskabelige fejl, som kan medføre, at effekten af behandlingen bliver overvurderet, viser et studie, som er offentliggjort i Schizophrenia Bulletin.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

 

You might be interested in

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

You might be interested in

Dødsfald i psykiatrien kan skyldes forfejlet psykiatri

//

I februar skete det igen, at et menneske mistede livet i psykiatrien. Mens foreningen SIND forklarer dødsfaldet med mangel på ressourcer, så mener en tidligere indlagt, at de mange dødsfald i psykiatrien kan hænge sammen med en forfejlet psykiatri.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Hvorfor dør folk i psykiatrien? Det spørgsmål melder sig endnu engang, efter at en 39-årig kvinde i februar blev fundet død på en lukket afdeling på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. En 20-årig mand, som var indlagt sammen med den 39-årige, er sigtet for have dræbt kvinden.

Dødsfaldet er et blandt mange dødsfald i psykiatrien, og ifølge en tidligere indlagt i psykiatrien, Glenn Borgen Hansson, så kan dødsfaldet forklares med, at psykiatrien er forfejlet.

” Den almindelige befolkning aner ikke, hvad der foregår i psykiatrien, men det er ikke mangel på ressourcer, der er problemet. Det er hele psykiatrien der er forkert”, mener Glenn Borgen Hansson, der kender psykiatrien indefra, efter at han igennem seks år var indlagt i retspsykiatrien.

Læs mere her

Formanden for SIND, Knud Kristensen, har i flere medier forklaret dødsfaldet med mangelende ressourcer, og med, at hospitalspsykiatrien er under voldsomt pres med alt for få pladser

Men ifølge oplysninger fra TV2 ØST var der fem medarbejdere på arbejde til tage sig af i alt seks patienter den dag, kvinden blev dræbt. Knud Kristensen vedgår, at det ikke er nogen ringe normering.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre. Eller læs mere her

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

 

You might be interested in

Unge skizofrene kan undvære medicin, viser studie

/

Et australsk studie fra 2020 viser, at unge med diagnosen skizofreni, som får terapi, klarer sig lige godt om de får antipsykotisk medicin eller ej. Men forsøget er ikke overbevisende, og det er problematisk, at sammenligne to behandlinger med hinanden, mener britisk professor i psykiatri.

Af Gitte Rebsdorf

Unge mennesker med diagnosen skizofreni har måske ikke brug for antipsykotisk medicin. Det er konklusionen i et australsk studie, hvor 90 unge i alderen 15-25 år har deltaget i et forsøg, hvor den ene halvdel af gruppen har fået antipsykotisk medicin og terapi, mens den anden gruppe alene har fået terapi og placebo.

”Antipsykotisk medicin er meget potent medicin, og der er nogen, som mener, at der er meget alvorlige bivirkninger, og at det bedste ville være, hvis patienterne kunne komme sig uden medicin. Det har vi ønsket at undersøge i dette studie,” fortæller en af hovedforfatterne på studiet, klinisk psykolog Shona Francey fra forskningsinstituttet og virksomheden, Orygen, der er specialiseret i hjælpe unge med mentale problemer.

De 90 deltagere, som for første gang var diagnosticeret med skizofreni, blev inddelt med 46 personer, som fik placebo plus kognitiv terapi, og 44 som fik antipsykotisk medicin plus terapi.

Ingen forskel

Efter seks måneder, hvor disse to behandlinger blev sammenlignet, viste det sig, at der ikke var forskel på, hvordan de unge klarede sig i forhold til en række på forhånd definerede kriterier i det såkaldte SOFAS program, Social and Occupational Functioning Scale.

Herefter konkluderer forskerne i det australske studie fra 2020, at unge mennesker med skizofreni måske ikke har brug for antipsykotisk medicin.

Men studiet, der er et såkaldt randomized noninferiority clinical trial, er ikke overbevisende, og det er problematisk, at sammenligne en behandling med en anden, sådan som det sker i studiet, mener den britiske professor i psykiatri David Healy fra McMaster University i Canada.

”Studiet er godt at have, men det er ikke overbevisende. Man ved ikke fra dette studie, om den medicin folk får er god, og om den virker, og hvis ikke terapien virker bedre end medicinen, hvis man hverken får det bedre eller dårligere end af stofferne, så er det måske ikke så overbevisende, siger han og uddyber:

”Mange, som læser dette studie, vil måske sige, at selvfølgelig virker medicinen. Og hvis ikke terapien var værre end medicinen, så må den også virke. Men med et mere kritisk syn på studiet er der ikke evidens for, at hverken medicin eller terapi virker,” fastslår David Healy.

Ingen spørgsmålstegn ved medicin

Den australske forsker medgiver, at det er en præmis i studiet, at antispykotisk medicin er en god behandling. Det bliver taget for givet, forklarer hun:

”Antipsykotisk medicin er den anbefalede behandling, og der er megen evidens for, at den virker særligt overfor de positive symptomer. Men vi har ønsket at teste om en ny behandling er lige så god som den, man anvender,” siger Shona Francey.

Det australske studie er et såkaldt RCT studie, randomized controlled trial. RCT studier er lodtrækningsforsøg, hvor man tester, om en ny behandling virker ved at måle den op mod en sammenlignelig gruppe, der ikke får behandlingen.

”RCT studier er gode, hvis man sammenligner med placebo, men i dette studie sammenligner man med en anden behandling. Det er næsten umuligt, og det er ikke godt. Man sammenligner heller ikke to forskellige antipsykotiske præparater med hinanden,” siger David Healy.

Og selv om psykofarmaka er den gængse behandling i psykiatrien, er det ikke ensbetydende med, at stofferne er gode, eller at de virker,” påpeger han:

”I begyndelsen blev disse stoffer slet ikke set som en kur, der skulle hjælpe folk. Der er endvidere mange korttidsstudier, som viser, at der ingen effekt er. Men mange af disse stoffer gør folk rolige, og det kan være hjælpsomt i en akut situation, hvis folk er meget agiterede eller urolige. Men sådan skal det ikke være for hele livet, for det påvirker deres muligheder for at få et job, venner og familie. Det er ikke lægemidler, man skal være på permanent, siger David Healy.

Erkendt viden.

I det australske studie er det undersøgt, om unge skizofrene har brug for antipsykotisk medicin. Men det ved man allerede en del om i forvejen.

Tal, der går mere end 100 år tilbage i tiden viser, at mennesker klarer sig bedre uden antipsykotiske lægemidler, fremgår det af et studie fra 2012.

”Der er enighed om i psykiatrien, at folk med psykiske lidelser lever kortere end resten af befolkning, og at skizofrene gennemsnitligt mister 20 år sammenlignet med resten af befolkningen. Men vi har data, der går mere end 100 år tilbage, og de tal viser, at sådan har det ikke altid været. Før psykofarmaka kom i brug, var der den samme forventning til livslængde som hos resten af befolkningen, siger David Healy og uddyber:

” Der er meget få sygdomme, hvor folk har et værre udkomme nu, end de havde for 100 år siden.”

 

 

 

You might be interested in

Politikere vil have stoppet farlig medicinering

//

Psykiatriske patienter bliver stadig behandlet med flere typer antipsykotisk medicin, selv om det er skadeligt og i strid med Sundhedsstyrelsens regler. Flere politikere vil have sundhedsministeren til at gribe ind.

Af Gitte Rebsdorf

 

Mindst 12.000 psykiatriske patienter bliver årligt behandlet i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, som er kommet frem efter, at PsykiatriAvisen har beskrevet, hvordan reglerne for medicinering bliver omgået.

Det får flere folketingspolitikere til at kræve, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kommer på banen. Fejlbehandlingen sker ved, at psykiatriske patienter fortsat bliver behandlet med flere typer antipsykotisk medicin samtidigt. Det kaldes i fagsprog for polyfarmaci. Men det er skadeligt og i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning.

– Psykiatere skal som alle andre i det danske sundhedsvæsen overholde gældende regler. Vi ved, at netop fejlmedicinering kan have fatale følger. Jeg vil tage sagen op med sundhedsministeren og har bedt ministeren om, at forholde sig til problemstillingen, skriver formanden for Sundheds- og Ældreudvalget, Jane Heitmann (V) i et mail svar til PsykiatriAvisen.

Også SFs medlem af udvalget, Trine Torp mener, at den praksis, der hersker, er uacceptabel.

– Hensigten med Sundhedsstyrelsens arbejde er netop, at de skal udstikke retningslinjer for, hvad der er god behandling, og det kan den enkelte læge ikke være hævet over. Derfor bør reglerne følges, siger hun.

Flere kilder har, som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, oplyst, hvordan Sundhedsstyrelsens regler bliver omgået. Reglerne blev skærpet i 2014 efter en række sager om dødsfald, overmedicinering og polyfarmaci.

Herefter har styrelsen skærpet vejledningen både i forhold til polyfarmaci og til samtidig behandling med benzodiazepiner og antipsykotiske lægemidler, fordi denne form for medicinering er skadelig og livsfarlig. I vejledningen står der:

  • Lægen skal undgå samtidig behandling med antipsykotiske lægemidler og benzodiazepiner udover den akutte fase (1-2 uger), da behandlingen medfører øget risiko for død.
  • Der er ikke evidens for, at samtidig behandling med flere antipsykotiske lægemidler (polyfarmaci) med‐ fører bedre effekt. Derimod ser det ud til, at polyfarmaci medfører flere bivirkninger.

Polyfarmaci fortsætter

Men disse anvisninger bliver ikke overholdt.  Medicineringen med polyfarmaci fortsætter i psykiatrien.

Omkring 12.000 personer var i 2018 i behandling med lavdosis Quetiapin også kendt som Seroquel samtidig med, at de fik mindst et andet antipsykotisk lægemiddel.  Behandlingen med lavdosis Quetiapin og mindst et andet antipsykotika er næsten fordoblet i perioden fra 2008-2018 fra 6.700 personer i 2008 til cirka 12.000 personer i 2018, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.

Hertil kommer, at 5461 personer i 2018 var i samtidig behandling med det gamle antipsykotiske middel Chlorprothixen også kendt som Truxal

Informationerne fremgår af et udvalgssvar, som Trine Torp har fået fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

– Tallene viser, at vi bør have mere fokus på dette område. I dag er der ingen systematisk overvågning af området, og det vil jeg tage op med ministeren. Vi ved heller ikke, hvordan det er gået med patienterne. Har de fået det bedre eller dårligere af behandlingen, siger Trine Torp.

Problemer med polyfarmaci, overmedicinering og dødsfald i psykiatrien er et tilbagevendende problem, og det har flere gange været beskrevet i pressen. Efter den såkaldte Glostrup sag, hvor det kom frem, at patienter fik store doser medicin langt over de anbefalede doser, udtalte tidligere sundhedsminister Astrid Kragh (S) i en artikel i Politiken i 2012, at hun agtede at indføre systematisk overvågning af medicineringen.

Men her otte år senere er der fortsat intet overblik over, hvordan den medicinske behandling af psykiatriske patienter foregår. Det fremgår af et andet udvalgssvar, hvor ministeren er blevet bedt om at oplyse, hvor mange patienter der i særlige tilfælde er i behandling med antipsykotisk medicin.

I Sundhedsstyrelsens vejledning står der, at man ikke må behandle med antipsykotisk polyfarmaci undtagen i særlige tilfælde. Hvor mange det udgør, kan sundhedsminister Magnus Heunicke dog ikke svare på, for tallene er ifølge Sundhedsdatastyrelsen ikke tilgængelige.

Men det er en fejl, at myndighederne ikke ved, hvordan psykiatriske patienter bliver behandlet, mener Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører, Liselott Blixt:

– Jeg mener bestemt, at det er noget som myndighederne skal holde øje med, og jeg vil spørge ministeren, om det er noget, de er opmærksomme på, samt høre hvad de vil gøre, siger hun.

Er voldsom medicinering nødvendig

Men hvorfor bliver psykiatriske patienter overhovedet udsat for denne voldsomme medicinering, hvor de bliver behandlet med doser, der er mange gange højere end det anbefalede, og hvor de bliver behandlet med mange forskellige typer antipsykotisk medicin på én gang.

Årsagen er ifølge farmakolog Gesche Jürgens fra Region Sjælland, at psykiaterne efterspørger denne form for medicinering. De vil gerne kunne sedere patienterne, som hun siger.

Så da Sundhedsstyrelsen i 2014 skærpede reglerne, førte det ikke til et mindre forbrug, men blot til, at forbruget flyttede sig, sådan som det er beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen. Ganske vist er forbruget af benzodiazepiner faldet, men til gengæld er flere personer i behandling med Quetiapin. Se tabel.

Dette lægemiddel bliver ifølge farmakologen lagt oven i den antipsykotiske behandling blot i lave doser.

– Der er store forskelle på, hvordan man behandler, når man ikke må bruge benzodiazepiner mere. Nogle afdelinger bruger antihistaminer for at sedere patienterne, mens andre bruger Quetiapin, som er et sløvende antipsykotikum, blot i lave doser, sagde Gesche Jürgens til PsykiatriAvisen.

Men selv om medicinen bliver givet i lave doser, tæller det fortsat som polyfarmaci, fastslår sundhedsministeren i et udvalgssvar:

I henhold til vores vejledning er samtidig brug af quetiapin (uanset dosis) med et andet antipsykotisk præparat at betragte som polyfarmaci, står der i svaret.

Psykiatere fejlbehandler

Den voldsomme medicinering af psykiatriske patienter kan også hænge sammen med, at psykiatere fejlbehandler patienterne. Det mener flere kritiske psykiatere og læger, hvoraf flere er organiseret i Critical Psychiatry Network.

Den britiske psykiater, professor David Healy fra Bangor University, i Wales, mener, at psykofarmaka bliver brugt helt forkert. Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen så bør disse lægemidler ifølge Healy kun bruges i små doser og i en kort periode.

Neuroleptika virker i mange tilfælde slet ikke, og netop derfor er der en tendens til at eksperimentere med dem, påpeger Healy.

– Der er en tendens til at ordinere høje doser ud fra den logik, at hvis en lav dosis virker, så vil en høj virke bedre. Eller hvis en lav dosis ikke virker, så vil en høj dosis virke. Men det er forkert. Hvis patienten udvikler bivirkninger, vil der ofte blot blive givet nogle nye piller mod disse bivirkninger. Men hvis jeg forgifter dig, så er der ingen anden behandling, der kan afhjælpe det, sagde David Healy i et interview med PsykiatriAvisen i efteråret 2019.

Samme vurdering har professor Peter Gøtzsche, som har skrevet flere kritiske bøger om psykiatri. I januar 2014 skrev han i en kronik i Politiken, at psykofarmaka burde fjernes, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem. Herefter blev han udsat for voldsom kritik ikke mindst fra toneangivende psykiatere.

Men har Peter Gøtzsche og David Healy ret, når de siger, at psykofarmaka bliver brugt forkert.  Hvad mener du. Deltag i debatten på PsykiatriAvisen og læs gerne retningslinjerne .

 

Psykofarmaka er en fælles betegnelse for lægemidler, der bliver anvendt til behandling af psykiatriske patienter. Der er tale om lægemidler med invaliderende og også livsfarlige bivirkninger såsom akatisi, dyskinesier, parkinsonisme, svimmelhed, øget appetit, kraftesløshed, og døsighed.

Den fælles betegnelse dækker over tre grupper medicin:

Antipsykotisk medicin eller neuroleptika, som påvirker dopamin og som bruges til at behandle hallucinationer og vrangforestillinger primært hos psykotiske patienter.

Antidepressiv medicin, som påvirker serotonin og som bruges til behandling af depression

Beroligende lægemidler også kaldet benzodiazepiner

 

Hent som pdf til udskrift

You might be interested in

Advokat vil have ECT sag for Højesteret

//

Retslægerådet spiller en central rolle i en sag om en kvinde, der har fået hjerneskade efter ECT behandling. Men rådet møder kritik for sit arbejde, og kvindens advokat vil have sagen prøvet ved Højesteret.

Af Gitte Rebsdorf

 

Den 26. juni var en trist dag for 51-årige Jette Hansen fra Odense. Den dag afgjorde Østre Landsret, at de skader, hun har fået, ingen sammenhæng har med den ECT behandling, hun fik for 14 år siden på Psykiatrisk Afdeling på Middelfart Sygehus.

Lige siden har hendes liv været ændret. Hun er tilkendt førtidspension, har fået epilepsi, og bor på et plejecenter for hjerneskadede. Før behandlingen levede hun et aktivt liv, hvor hun drev egen virksomhed og dyrkede sport.

Østre Landsret har i sin afgørelse lagt afgørende vægt på de erklæringer, som Retslægerådet er kommet med i sagen, fremgår det af domsudskriftet.

Men en gennemgang af Jette Hansens sag og Retslægerådets to erklæringer viser, ifølge læger og kvindens advokat, Axel Wejse Lodberg, at der er sket fejl i sagen.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre. Eller læs mere her

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

PsykiatriAvisen er en uafhængig avis, der skriver kritisk om psykiatri. Avisen finansieres udelukkende af abonnenter og donationer. Hvis du ønsker at støtte avisen kan du klikke her.

You might be interested in

Er psykiatere troværdige eksperter?

/

Toneangivende psykiatere udtaler sig ofte misvisende om deres fag, som når de for eksempel siger, at psykiske lidelser skyldes en ubalance i dopamin- eller serotonin-reguleringen i hjernen. Eller når de hævder, at psykiatriske patienter begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Når det samtidig er de færreste journalister, der tjekker om psykiaternes udtalelser holder, får vi en meget uheldig cocktail.

 

Dette blogindlæg er skrevet af journalist og redaktør på PsykiatriAvisen, Gitte Rebsdorf

 

Er man en troværdig ekspert, når man hævder, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin?

Det gjorde psykiater Henrik Day Poulsen, da han i juli 2015 udtalte følgende til dagbladet, BT:

Når psykisk syge begår drab, så er det typisk, fordi de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance.

For at kunne bevise, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin, skulle man have gennemført såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne videnskabelige undersøgelser er af gode grunde ikke gennemført.

Henrik Day Poulsen udtaler videre, at psykiatriske patienter har en ubalance i det stof, der hedder dopamin. Men teorien om den kemiske ubalance er aldrig bevist.

Henrik Day Poulsens udtalelser er således ikke korrekte. Han er ikke den eneste psykiater, der udtaler sig misvisende om sit fag.

I april 2013 sammenlignede professor Poul Videbech i fagbladet Journalisten det at have en psykisk lidelse med at have en fysisk sygdom som sukkersyge.

Sammenligningen kom efter en række kritiske programmer på DR om depressionsmedicin. Men sådanne kritiske programmer burde slet ikke sendes, mener Videbech, for det svarer til, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin:

– Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede, sagde Poul Videbech til Journalisten.

Det er problematisk, at ligestille depression med en fysisk sygdom som diabetes. Og det kan ikke dokumenteres, at deprimerede mangler et bestemt stof, ligesom sukkersyge mangler insulin. Det er faktuelt forkert.

Det burde Poul Videbech som toneangivende ekspert vide. Men i stedet misinformerer han befolkningen godt hjulpet på vej af journalister, der ofte glemmer at være kritiske overfor eksperter.

Da Danmarks Radio i 2013 bragte en række kritiske udsendelser om depressionsmedicin, Pillens mørke skygge, fik DR efterfølgende omkring 180 klager.150 af dem fra læger og psykiatere. DR har mig bekendt aldrig siden bragt tilsvarende kritiske programmer.

Toneangivende psykiatere som Poul Videbech tåler ikke at blive sagt imod. Når dansk presse i særlige tilfælde har begået tilbundsgående journalistik om forholdene i psykiatrien, afstedkommer det voldsomme reaktioner fra psykiatere. Da TV2 sidste år bragte en historie om en ung kvinde, der var død i psykiatrien, reagerede Poul Videbech også voldsomt. Han udtalte til det medicinvenlige tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sådanne historier slet ikke burde fortælles.

Men hvorfor tåler psykiatrien ikke at blive kigget efter i sømmene? Hvis man har orden i sin butik, burde det ikke være noget problem. Men spørgsmålet er, om psykiatrien har det.

Psykiatere nøjes ikke med at misinformere. De undlader også meget ofte at fortælle om de skadevirkninger, der er ved psykofarmaka. De fortæller ikke, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse, hvert år dør i forbindelse med, at de får medicin. De fortæller heller ikke, at psykofarmaka kan give uoprettelige og invaliderende skader.

Hvorfor ikke? En af forklaringerne på denne begejstring for medicin, kunne være, at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Henrik Day Poulsen står for eksempel på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og fik alene de sidste to år 200.000 kroner fra den verdensomspændende medicinalvirksomhed, Eli Lilly for at holde foredrag.

Psykiatrien modsiger også sig selv. For samtidig med at Poul Videbech siger, at en psykisk lidelse er en sygdom på lige fod med en fysisk, så vedgår andre psykiatere ind i mellem, at de ikke ved, hvad psykiske lidelser skyldes.

Det gælder professor og psykiater Merete Nordentoft, der udtalte følgende til Kristeligt Dagblad den 1. november 2018:

– Psykiatriens allervigtigste udfordring er, at årsagsforhold og sygdomsmekanismer for mange af de forskellige psykiske lidelser ikke er afklaret.

10 år forinden udtalte professor i psykiatri Tom Bolwig stort set det samme. I en leder i Ugeskrift for Læger skrev han, at psykiatrien mangler et ætiologisk gennembrud.

Hvordan kan vi acceptere så alvorlig misinformation og så alvorlige modsigelser i et oplyst demokrati? Hvorfor får offentligt betalte psykiatere lov at husere på denne måde?

Når jeg har interviewet politikere, er der flere, der har givet udtryk for, at de er klar over, at der er noget galt i psykiatrien, og at mange patienter og pårørende ønsker en anden behandlingsform. Men politikerne siger samtidig, at sådanne ændringer møder voldsom modstand fra psykiaterne, som jo er de officielle eksperter på området.

Sådan var det også, da Folketinget i 2001 besluttede at indføre medicinfri behandling. Det blev efterfølgende syltet af førende psykiatere. Professor Raben Rosenberg udtalte til fagbladet Socialpædagogen i maj 2006, at det var godt, at det aldrig var blevet til noget:

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, sagde Raben Rosenberg.

Men Raben Rosenberg misinformerer. Skizofreni, angst, depression og manio- depressivitet er ikke egentlige sygdomme, som man kender det fra somatikken men blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Det fremgår også af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

Helt galt går det, når journalister glemmer at tale med de mennesker, det handler om. Eller når de glemmer at være kritiske overfor disse toneangivende psykiatere. Det viste sig også, da Politiken sidste år skrev en nyhedsanalyse den 21. september, efter at regeringen havde fremlagt sin psykiatriplan. I nyhedsanalysen stod der:

– De lider typisk af skizofreni, og tager ikke altid deres medicin.

For de fleste mennesker virker sætningen måske umiddelbart harmløs. Men det er den ikke.  Den er en del af en omsiggribende falsk fortælling om, hvad psykiske lidelser er.

Med dette udsagn får befolkningen at vide, at skizofreni er en lidelse, der kræver medicinsk behandling.

Men det er der ikke belæg for at konkludere. For det første kender man ikke årsagen til skizofreni. For det andet er der, så vidt jeg ved, aldrig foretaget undersøgelser, der viser, om såkaldt skizofrene får det bedre af at tage neuroleptika på lang sigt.

Sætningen i Politikens nyhedsanalyse indgår i et afsnit, der handler om, at psykiatrien er under pres, og at regeringen vil styrke indsatsen overfor de allermest syge, som ryger ind og ud af de psykiatriske hospitaler.

I Politikens analyse fremgår det videre, at hver femte patient bliver akut genindlagt efter en måned. Men hvorfor stiller journalister ikke spørgsmålstegn ved dette? Vidner det ikke om, at der er noget galt med selve behandlingen?

I stedet skriver journalisterne videre i deres analyse af de allermest syge patienter:

Disse borgere er også dem, der oftest udsættes for tvang. De indlægges mod deres vilje, fordi de er til fare for sig selv eller andre. De bliver spændt fast med bælte, fordi de er voldsomme over for personalet eller medpatienter. Og de får masser af medicin, selv om de ikke vil, da de under psykosen er overbevist om, at pillerne gør dem syge.

Det fremgår ikke, hvor disse oplysninger stammer fra. For mig, der har interviewet en del psykiatere, er det nemt at høre, hvorfra dette stammer.

Men der er igen tale om voldsom og meget skadelig misinformation.

Udsagnet er stærkt manipulerende og groft nedladende overfor de patienter, der tvinges til at tage neuroleptika.

Pillerne gør patienterne syge. Det er ikke noget patienterne tror, fordi de er psykotiske. Bivirkningerne ved denne medicin er voldsomme. Folk bliver invalideret, og folk dør i forbindelse med, at de får denne medicin. Disse bivirkninger fremgår også af den indlægsseddel, som følger med pillerne.

Har journalisterne mon spurgt deres kilder om, hvorfra de ved, at patienter ikke vil tage medicin, fordi de er psykotiske?

Er det mon videnskabeligt undersøgt? Næppe. Der er nok tale om gætværk som med så meget andet i psykiatrien.

Udsagnet er samtidig udtryk for, at man ikke tager sindslidende alvorligt. Man behandler dem som en slags galninge, der ikke har ret til at blive lyttet til. Det er et af psykiatriens største problemer. Og når vi som samfund accepterer noget sådant, er vi på vej mod et samfund, der risikerer at blive umenneskeligt. For hvis vi stopper med at respektere at ethvert menneskeliv er unikt og dyrebart, så er vi på gale veje.

Mennesker bliver sjældent psykotiske af ingenting. Det er som regel, fordi de har været på stoffer, eller fordi de bliver behandlet med neuroleptika, eller fordi de har været udsatte for forfærdelige hændelser.

Men det forholder psykiatrien sig ikke til, og derfor ender de fleste med at forlade psykiatrien mere syge, end da de kom der.

Psykiatrien bør tænkes helt forfra, og så bør man give plads til de dygtige fagfolk – herunder også psykiatere – der ønsker at skabe og udvikle en ny psykiatri. Dem er der ikke plads til i dag, fordi psykiatrien meget ensidigt fokuserer på medicin.

 

You might be interested in

1 2 3