Browse Category

Tvang

Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning

/

Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.

Af Gitte Rebsdorf

Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om  Parkinsons syge.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.

Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.

”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger  Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.

Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21  tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.

Skæv magtbalance og intet tilsyn

Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.

Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?

”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.

“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.

På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.

Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?

”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen

Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:

“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som  kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.

Tvang i psykiatrien er et stort problem.  I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Frygter at dø

Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.

Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.

I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.

Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.

Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

 

Modstand mod undersøgelse

At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.

”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.

Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.

”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.

 

Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

SST afviser at forholde sig til viden

/

To forskere peger på, at forandringer i psykiatrien udebliver, selv om WHO har løftet pegefingeren. Det afviser Sundhedsstyrelsen, at forholde sig til, og henviser til en udtalelse fra ombudsmanden, som ingen kan finde. Det møder kritik.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Danmark halter bagefter, når det gælder om at indføre forandringer i psykiatrien, og indsatsen fra myndighedernes side er halvhjertet. Sådan lyder kritikken i et ni-sider langt indlæg fra to forskere, Jeppe Oute & Susan McPherson, som PsykiatriAvisen offentliggjorde den 5. september.

Men Sundhedsstyrelsen, sst, kigger den anden vej, og afviser at forholde sig til den viden, som de to forskere fremlægger, og har afvist at stille op til interview.

Magtfuldkommenhed

Det overrasker ikke ph.d. Jeppe Oute, der er lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet- Sørøst, i Norge. Han betegner sundhedsmyndighedernes manglende reaktion som en form for magtfuldkommenhed.

”Det minder om det, vi i vores forskningsverden betegner som strategisk ignorance. Det er et begreb, som dækker over, at man ignorerer forstyrrende forhold eller elementer strategisk for at kunne bevare sin egen stemmes autoritet og gyldighed.Myndighederne kan jo til en vis grad selv bestemme hvilke typer af forskning, de er interesseret i, og de kan selv vælge, hvad de anerkender, og uanset hvor kritisabelt det måtte være, kan de udelukke kritiske perspektiver”, siger Jeppe Oute.

Konsekvenserne er alvorlige, fastslår han:

” Risikoen er, at en påtrængt udvikling udebliver, for hvis dem, der har definitionsretten lader være med at lytte, og løser et problem med mere af det samme, så får man intet forandret”, siger Jeppe Oute.

I det ni sider lange kritiske indlæg fra Jeppe Oute & Susan McPherson henviser de til, at såvel FN som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, længe har peget på, at der er brug for en revolution i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan minimeres.

Problemer med tvang uløst trods milliardinvestering

Men den kritik vil Sundhedsstyrelsen ikke svare på. I stedet har presseafdelingen sendt et mailsvar fra enhedschef i sundhedsstyrelsen, Charlotte Hosbond. Det skriftlige svar forholder sig dog alene til brugen af tvang i psykiatrien. Som bekendt er det ikke lykkedes at mindske den  trods milliardinvesteringer siden 2014. I det skriftlige svar fra sundhedsstyrelsen står der:

”Selvom der gennem en lang årrække har været målrettet og vedvarende fokus på at nedbringe brugen af tvang, er det fortsat ikke lykkedes i tilstrækkelig grad. Jf. Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af monitorering af tvang i psykiatrien, der udkom i maj 2021, ses det, at det i løbet af partnerskabsperioden er lykkedes at nedbringe antallet af personer, der bæltefikseres, men der er i samme periode sket en stigning i antallet af personer, der fastholdes, får akut beroligende medicin, tvangsindlægges, tvangstilbageholdes og tvangsbehandles. Det er afgørende, at den udvikling vendes”, står der i svaret fra Charlotte Hosbond.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt, om den mislykkede indsats kan hænge sammen med, at indsatserne er halvhjertede eller fejlbehæftede, som de to forskere netop skriver i deres indlæg.

Vi ville også gerne have spurgt, hvordan Sundhedsstyrelsen kan sikre høj kvalitet i behandlingen, sådan som den har til opgave, når man ikke vil forholde sig til viden, der vedrører deres område.

Men Sundhedsstyrelsen vil ikke svare på disse spørgsmål.

Udtalelse som ingen kan finde

Ifølge juraprofessor på Syddansk Universitet, SDU, Steen Schaumburg-Müller, kan Sundhedsstyrelsen på sin vis nøjes med at sende et skriftligt svar:

”En forvaltningsmyndighed har ingen generel pligt til at stille op til interview og svare på spørgsmål. Men omvendt er der en forpligtelse til at udvise åbenhed og saglighed”, fastslår Steen Schaumburg-Müller

I sit svar til PsykiatriAvisen gør Sundhedsstyrelsens presseafdeling da også opmærksom på, at de ikke har pligt til at stille op til interview, og samtidig sender de et link til en udtalelse,  som de skriver, er fra ombudsmanden sammen med denne tekst:

2.1. Frihed til ikke at udtale sig Det er en saglig – og vigtig – opgave for en forvaltningsmyndighed at infor[1]mere offentligheden om sit arbejde, jf. også offentlighedslovens § 17 om ak[1]tiv information. Imidlertid pålægger hverken offentlighedsloven eller lovgiv[1]ningen i øvrigt en myndighed, dens politiske ledelse eller dens ansatte at stille op til interviews eller på anden måde indgå i en dialog med et medie.  I sin yderste konsekvens kan en minister og dennes medarbejdere derfor uden komme i konflikt med de forvaltningsretlige rammer nægte at stille op over for pressen og alene kommunikere envejs gennem f.eks. pressemeddelelser og facebookopslag.

Men linket, som Sundhedsstyrelsen har sendt, virker ikke, og det er tvivlsomt om den vedhæftede tekst overhovedet stammer fra ombudsmanden, vurderer juraprofessor på Syddansk Universitet, SDU, Steen Schaumburg-Müller.

” Efter min vurdering kan det ikke komme fra ombudsmanden. Det er noget med sprogbrugen. En forvaltningsmyndighed kan sagtens henvise til et link og en tekst, men hvis det viser sig, at kildehenvisningen ikke findes og ikke er korrekt, bør myndigheden rede trådene ud, og finde ud af hvor teksten stammer fra. Alt andet er kritisabelt”, mener Steen Schaumburg-Müller.

 

Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

/

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kronikken, ingen aviser ville bringe. Denne kronik er sendt til dagbladet Information søndag den 1. august. En måned efter den 1. september blev den afvist.

Svaret var egentlig ventet, og bekræfter som sådan, at der er emner, vi ikke taler om.

Kronikken er efterfølgende sendt til de fleste danske landsdækkende dagblade. Men de takkede alle nej uden begrundelse.

 

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

 

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

 

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Hvad er psykofarmaka. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver brugt i psykiatrien. Antipsykotisk medicin og depressionsmedicin hører med i denne gruppe, og virker ved at påvirke dopamin, serotonin og noradrenalin i hjernen. Det er dog aldrig bevist, at sindslidende skulle have en ubalance i hjernen, og dermed er der ingen årsagssammenhæng mellem den medicin, der gives, og den sygdom man ønsker at behandle.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo

Om kronikken.

Kronikken bygger på bøger, rapporter, studier, interview med forskere, psykiatere og ikke mindst utallige interview med psykiatribrugere

 

Forandringer udebliver trods løftet pegefinger fra WHO

/

Såvel FN som WHO har igennem flere år påpeget, at der er brug for omfattende reformer i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes, men forandringerne udebliver, mener to forskere.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

FN og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i flere år haft pegefingeren løftet i forhold psykiatrien. Der er brug for omfattende reformer, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes.

Men forandringerne udebliver, eller går alt for langsomt, skriver professor i psykologi og sociologi ved University of Essex, Susan McPherson og lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet i Sørøst, Norge, Jeppe Oute i et indlæg, som bliver bragt i PsykiatriAvisen i dag.

«Rapporterne fra FN og WHO handler om, at der er et overforbrug af tvang i psykiatrien som for eksempel udmønter sig i tvangsmedicinering. Men også processen med at lære mennesker med psykiske lidelser, at der ikke er meget håb for dem som kronisk og livslangt syge, og hele den psykiatriske pessimisme, som er godt kendt fra litteraturen, bliver kritiseret”, siger Jeppe Oute.

Herhjemme har myndighederne iværksat tiltag, der skal imødekomme kritikken fra WHO, ved for eksempel at forsøge at komme den store brug af tvang i psykiatrien til livs. Men det er ikke lykkedes, og Sundhedsstyrelsen har selv for nylig udgivet tal, der viser at tvangen på nogle områder i stedet er steget.

 

Pseudoforandringer

De to forskere beskriver indsatsen med at skabe forandringer i psykiatrien som halvhjertet eller forfejlet, og kalder bestræbelserne for pseudoindsatser.

Det begrunder de med, at hele den biomedicinske tilgang i psykiatrien er bevaret, og at den grundlæggende tænkning i psykiatrien om at psykiske lidelser er et medicinsk speciale, er uforandret.

«Hvis patienten har et valg om at samtykke til psykiaterens behandlingsplan eller gå sin vej, er der ikke tale om reel brugerinddragelse. Og man skaber ikke involvering af brugerne ved at give dem et valg mellem en blå eller rød tandbørste, sådan som det kan udmønte sig ved visse situationer med tvangsmedicinering. Her er valget ofte at tage pillen frivilligt eller få den med tvang”, siger Jeppe Oute.

Susan McPherson og Jeppe Oute undrer sig samtidig over, at psykiatriens aktører undlader at gå ind i en dialog om de de kritiske forhold, der hersker på området.

Du kan læse hele indlægget fra de to forskere ved at klikke her