En britisk undersøgelse har vist, at der er utilfredshed med lægers manglende viden om de symptomer, der kan opstå, når man forsøger at stoppe med SSRI, også kendt som lykkepiller. Men lægerne er opmærksomme på problemet, forsikrer Bolette Friderichsen.
Af Gitte Rebsdorf
Som beskrevet i sidste udgave af PsykiatriAvisen så ved læger for lidt om de langvarige og alvorlige symptomer, der kan opstå, når folk forsøger at stoppe med at bruge SSRI, også kendt som lykkepiller.
Men formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM, Bolette Friderichsen, mener, de praktiserende læger er opmærksomme på problemet.
”Vi ved ikke, hvor stort problemet er i Danmark, men det må være frustrerende for dem, der oplever ikke at få den korrekte hjælp, og det er der grund til at tage alvorligt,” siger hun.
Den britiske undersøgelse er foretaget blandt mere end 700 brugere, og viser, at folk er vrede og frustrerede over ikke at blive taget alvorligt, og over ikke at kunne få hjælp til de skader, som medicinen har efterladt dem med.
En af deltagerne i undersøgelsen beskriver det således:
“Læger er simpelthen ikke opmærksomme på langvarige abstinenser, og er meget dårligt rustet til at hjælpe patienter med at komme ud af disse lægemidler.”
Men formanden for DSAM, der selv er praktiserende læge, opfordrer folk til på ny at henvende sig til deres læge.
”De er nødt til at gå tilbage til deres læge og sige, at de har brug for mere hjælp, og at de gerne vil følges tættere. Vi underviser hinanden, og vi er opmærksomme på problemet,” siger hun
Man lærer ikke noget af at spise en pille
Hele 93,5 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de intet fik at vide om, at det kunne være svært at stoppe med medicinen, da den i sin tid blev udskrevet. Det, er der stor utilfredshed med, og en 48-årig deltager fra Danmark skriver, at medicinen kun bør gives samtidig med, at der advares om de mulige langsigtede skadelige virkninger, og at det kan være svært at komme ud af medicinen igen.
Mennesker, der får lykkepiller, skal have tilstrækkelig information om såvel bivirkninger som udtrapningssymptomer, og medicinen bør bruges så lidt, som muligt fastslår formanden.
”Der skal naturligvis være tilstrækkelig information om medicinen i almen praksis, og hvis muligt skal man forsøge at gøre noget andet end at give medicin. Man lærer jo ikke noget af at spise en pille, og hvad så næste gang man får et slag i hovedet? Det er belastninger, der gør, at folk ryger ud i en depression. Nogle gange er folk dog så hårdt ramt, at det er nødvendigt, men medicin må aldrig stå alene,” siger hun.
Uden påvirkning fra industrien
Bolette Friderichsen peger videre på, at patienter, som er i langvarig behandling med medicin som udgangspunkt, får deres medicin vurderet mindst en gang årligt.
”De fleste vil gerne have mindre medicin, men det handler om, at finde det rigtige tidspunkt at trappe ned og ikke, når man skal skilles eller har fået et nyt job. Men patienterne kan få seponeringssymptomer i en periode”, siger formanden for DSAM, som er lægernes fagvidenskabelige selskab.
Den britiske undersøgelse om lægers manglende viden om seponeringssymptomer peger videre på, at det kan være et problem, at praktiserende læger får viden fra lægemiddelindustriens konsulenter. Til det siger formanden for DSAM:
”Jeg er enig i, at vores oplæring primært bør komme fra kilder uden økonomisk interesse i medicinsalg.”
Bolette Friderichse henviser i øvrigt til, at der er en ny klinisk vejledning på vej til de praktiserende læger om angst, depression og stress og bivirkninger og seponeringssymptomer ved SSRI og SNRI. DSAM forventer at have et udkast klar sidst på året.
Læs også:
https://www.psykiatriavisen.dk/2022/09/19/som-om-hjerne-og-krop-braender/
https://www.psykiatriavisen.dk/2018/03/07/ny-undersoegelse-misinformerer-mener-forskere/
Det har generelt været et problem, at læger og psykiatere ikke tager eftervirkningerne af psykofarmaka alvorligt, men istedet mener disse symptomer er et udtryk for gorværret psykisk sygdom- og dermed fortsætter en fejlbehandling istedet for på stedet at indse at piller ikke er løsningen på stress, traumer, livskriser eller psykiske problemstillinger eller svære livsvilkår.
Har personligt oplevet hvordan misforståelser og uvidenhed, samt manglende kommunikation resulterede i et 4 år langt helvede af tvang i psykiatrien.
Og efterfølgende 21 års ptsd, fysiske handicap, frygt og utallige udfordringer. Som alle kunne være undgået om lovgivningen havde været skruet sammen på en måde,så folk ses som individer med forskellige evner og værdier, istedet for som samlebåndsobjekter!