Browse Tag

Psykiatri

20 dage med psykofarmaka gjorde læge syg i flere år

/

En nordsjællandsk læge fik psykofarmaka i 20 dage mod stress, men stoppede fordi han fik alvorlige bivirkninger. Udtrapningen skete efter de officielle forskrifter. I dag fire år efter lider den 44-årige læge stadig af svære ophørssymptomer. Han undrer sig over, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår.

Af Gitte Rebsdorf

2018 var et skelsættende år for Anders Klahn.

Der var pres på både i familielivet og arbejdslivet. Den nu 44-årige ortopædkirurg havde et fuldtidsjob som speciallæge med mange vagter, også nattevagter og ved siden af havde han et bijob for nogle forsikringsselskaber.

Når han endelig havde fri fortsatte presset med mange aktiviteter. Han havde to mindre børn på syv og ni år, og hans daværende hustru havde også et karrierejob. Det var svært at få det hele til at hænge sammen.

En forårsdag i 2018 hang det ikke længere sammen.  Presset blev for stort, og havde varet for længe. Den travle læge og familiefar måtte sygemeldes med stress.

Tilbud om piller

Den hjælp, han blev tilbudt, var blandt andet psykofarmaka, som han som udgangspunkt slet ikke selv så som løsningen.

”I den tid jeg har arbejdet som læge – også i min studentertid – har jeg ikke set, at det har været nogen god løsning på psykiske problemer, så det var ikke noget jeg ønskede”, siger Anders Klahn.

Derfor valgte han i første omgang et anerkendt stresskursus på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som hjalp rigtig fint.

Men problemerne i familien blev værre, og i efteråret måtte Anders Klahn og hans hustru gå fra hinanden. Skilsmissen forværrede hans krise, og han endte med at sige ja til antidepressiv medicin og siden benzodiazepiner.

”Jeg er et åbent menneske, så jeg ville godt give det et forsøg, når jeg nu blev anbefalet at tage medicin,” fortæller den nordsjællandske læge.

Højere dosis vil hjælpe

I første omgang fik Anders Klahn Sertralin, som er et antidepressivt lægemiddel. Men efter bare et døgn blev han nødt til at stoppe på grund af bivirkninger.

”Jeg kunne ikke være nogen steder, og havde en ekstrem indre uro. Men det blev ikke taget alvorligt. Det var første gang jeg blev mødt med mistro,” fortæller han.

Men i stedet for at stoppe medicineringen blev Anders Klahn blot ordineret et nyt SSRI, Cipralex, efter at en psykiater havde rådgivet den praktiserende læge. Psykiateren anbefalede også et benzodiazepin, Oxasepam, mod uroen og alle bivirkningerne, oplyser Anders Klahn.

”Psykiateren var med på sidelinien, og mente, at benzodiazepinet ville klare de absurde bivirkninger, jeg havde, og at jeg så ville få det bedre psykisk i løbet af nogle uger,” siger han.

Men psykiaterens anbefalinger virkede ikke, og bivirkningerne indtraf hurtigt.

”Jeg fik en voldsom indre uro og symptomer, der minder om svær influenza. Herudover en række andre bivirkninger som svimmelhed, muskeltrækninger, mundtørhed, angst, søvnbesvær og hjertebanken”, fortæller Anders Klahn.

Når han nævnte de mange bivirkninger for sin praktiserende læge, blev han mødt med undren og mistænkeliggørelse, og fik at vide, at det var noget, han skulle stå igennem.

”Min læge var helt uforstående overfor bivirkningerne. De blev overhørt, eller også fik jeg at vide, at de skyldtes, at dosis endnu ikke var høj nok. Men symptomerne blev værre og værre i takt med, at dosis blev øget,” fortæller Anders Klahn.

Han fortsatte med psykofarmaka i tre uger, og stod lidelserne igennem, sådan som den praktiserende læge havde anbefalet.

Men herefter havde han fået nok, og besluttede sig for at stoppe.

”Det hjalp ikke imod noget som helst, og med alle bivirkningerne var jeg overbevist om, at det ikke var godt. Bivirkningerne var jo værre end den lidelse, som de blev givet for, ” fortæller han.

Hjemmestrikket metode

Når Anders Klahn tænker tilbage på det i dag, er det med undren.

”Jeg er selv læge, og jeg ville aldrig fortsætte en behandling, som ikke virker, og som gør det hele værre. Så stopper man da,” siger han.

De metaanalyser, der er udarbejdet om antidepressiv medicin viser alle, at effekten er meget beskeden, og at bivirkningerne er mange og alvorlige. En metaanalyse er en forskningsgennemgang af relevante studier på et givent område.

Læs også artiklen: Ny undersøgelse misinformerer.

”Det er kritisabelt, at den evidens, der er på området, bliver negligeret og erstattet af hjemmestrikkede kombinationer af lægemidler, som man mener virker, og hvor man giver patienter højere dosis, når der ikke er effekt eller giver lægemidler i kombination med andre lægemidler.

Det er en forældet metode. Man skal behandle ud fra den bedst tænkelige evidens. Og når behandlingen ikke virker, burde man stoppe og se, hvordan folk klarer sig uden,” siger han, og fortsætter:

”Hvis jeg kan se, at en operation ikke har virket efter hensigten, så fortsætter jeg da ikke med at operere. Så sender jeg patienten til genoptræning og venter og ser, hvad der sker, før jeg gør noget nyt.”

Sidste dosis den værste

I efteråret 2018 begyndte Anders Klahn en udtrapning, efter han havde besluttet sig for at stoppe med psykofarmaka. Han havde kun fået medicinen i sammenlagt 20 dage, og han tænkte, at det ville blive nemt. Men det gjorde det ikke.

Efter 20 dages udtrapning, hvor han gradvist reducerede dosis for såvel benzodiazepiner som SSRI, tog han den sidste dosis. Men hvis han tidligere havde haft slemme gener, så var det intet mod det, han mærkede efter ophør med den sidste lille dosis medicin.

”Det var som at helvede brød løs. Jeg havde en ubeskrivelig voldsom indre uro, som nogle betegner akathisi. Det er ikke en naturlig angst. Det er 10 gange værre. ”Det er Out of this World”. Jeg kunne ikke være nogen steder, og jeg kunne ikke holde noget ud.”

”Jeg fik også en brændende eller sviende smerte overalt i kroppen. De smerter har jeg haft i varierende intensitet lige siden, og de er meget invaliderende,” fortæller han.

Ophørssymptomerne er beskrevet i flere studier, og andre mennesker, som er stoppet med psykofarmaka, beretter om de samme reaktioner.

Psykofarmaka virker ved at påvirke serotonin, noradrenalin og dopamin i hjernen. Men ifølge den britiske professor i psykiatri, Joanna Moncrieff så ved man ikke præcist, hvordan antidepressiva påvirker hjernen.

Man ved, at depressionsmedicin øger serotonin i hjernen, og når det sker, forsøger hjernen at kompensere for dette ved selv at producere mindre serotonin. Medicinen skaber altså ændringer i hjernen, og når man stopper med den, er der derfor ofte voldsomme reaktioner.

Men ingen ved, hvorfor nogle mennesker får voldsomme gener ved ophør med psykofarmaka, mens andre får færre gener.

”Vores receptorer i hjernen reagerer forskelligt, og det kan være forklaringen på, at nogle af os reagerer meget kraftigt. Medicinen skaber fysiologiske ændringer i hjernen, og forårsager ubalance i signalstofferne i hjernen,” siger Anders Klahn.

Han kan dog sagtens sætte sig ind i, at det er svært for udenforstående at forstå – eller for den sags skyld tro på – de mange ophørssymptomer.

Mange læger tror, at de kommer fra en bagvedliggende sygdom. Men sådan forholder det sig ikke, fastslår Anders Klahn.

”Jeg har aldrig før haft det, som da jeg stoppede med psykofarmaka. Man kan ikke forstå det her, hvis ikke selv, man har prøvet det. Det er mareridtsagtigt, og påvirker hele ens liv. Der er for eksempel dage, hvor det eneste jeg har kunnet præstere er, at sidde ned i en sofa og være sammen med mine børn i et par timer. Jeg har ikke engang været i stand til at stå op,” fortæller han.

Fortsætter efter fire år

Selv om det snart er fire år siden, at Anders Klahn stoppede med psykofarmaka, har han stadig gener.

Han har altid været i fysisk god form, og har gennem hele forløbet haft et mål om at gå som minimum 10.000 skridt hver dag uanset graden af symptomer og svømme mindst to gange om ugen.

Han arbejder på nedsat tid og med ”skånefunktioner”, hvor han undgår at blive udsat for den belastning, han ellers er  vant til, fortæller han.

”Jeg har stadig brændende og sviende smerter i huden, som hele tiden skifter lokalisation og intensitet. Jeg har dybe smerter i muskulaturen. Indimellem har jeg svært ved at koncentrere mig, og bliver hurtigt træt. Svimmelheden kommer og går. Jeg har konstant mundtørhed, og bliver nødt til at bruge tyggegummi for ikke at skulle drikke hele tiden.”

”Det er en lang liste af gener. Indimellem er der såkaldte vinduer, hvor symptomerne aftager, og det bliver bedre, så jeg kan slappe af. Men jeg ved aldrig, hvornår det kommer, og jeg har stadig dage, hvor jeg er sat helt ud af spillet” fortæller Anders Klahn.

Manglende respekt for videnskaben

Hans respekt for psykiatriens brug af medicin kan ligge et meget lille sted.

”Det er grotesk, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår. Der er meget lidt respekt for videnskaben. Den praksis, der bliver udøvet, er endda på nogle områder i strid med Sundhedsstyrelsens retningslinier og med god lægegerning,” siger Anders Klahn.

Han henviser til, at Sundhedsstyrelsen for eksempel anbefaler, at benzodiazepiner maksimalt må bruges i to uger mod angst og op til fire uger mod svær angst. Alligevel er tusinder i af mennesker i behandling med dem i længere tid.

”Selv tror jeg ikke på myten om, at psykisk lidelse kan være så svær, at man er nødt til at få medicin.”

”Jeg mener, at vi lever i et samfund, hvor der er en myte om, at psykiske lidelser som angst og depression kan blive så svære, at man er nødt til at få medicin. Men det er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for,” siger han.

Vil helst glemme

Egentlig har Anders Klahn lyst til at glemme det, han har været udsat for med psykofarmaka. Det har været voldsomt og udmattende, og har sat sig varige spor. Han bliver aldrig den samme igen, og nu vil han gerne have lov at leve sit liv og blive glad. Men når han alligevel står frem og fortæller sin historie, er det fordi, han mener, den er vigtig.

”De alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka er ikke anerkendt, og det er ophørsproblemerne heller ikke. Det er derfor jeg står frem og fortæller om det.”

”Vi må vi stoppe med at give folk, der har psykiske vanskeligheder psykofarmaka som en automatreaktion men i stedet tilbyde dem gode og evidensbaserede terapeutiske behandlinger,” siger Anders Klahn.

Selv om hans bekendtskab med psykofarmaka har været ødelæggende, har han alligevel lært af det. Han er blevet skarpere på, hvad der er vigtigt i livet, og hvad han prioriterer.

”I dag ved jeg, at nærværet i de tætte relationer er vigtigere end karriere og at kunne præstere hele tiden.”

Læs også artiklen: Psykiatrien mangler evidens – ikke penge

Psykiatriens krise

En ny amerikansk bog om psykiatri rammer ned i den aktuelle debat herhjemme om 10-års plan og manglende ressourcer i psykiatrien, skriver emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen i denne anmeldelse af Andrew Sculls bog.

Der er for tiden og med god grund vældig megen ståhej om den danske psykiatri, som trods en betydelig stigning i de tilførte midler stadig fra mange sider anses for utilstrækkelig eller ligefrem uhensigtsmæssig.

På den baggrund kan der være god grund til at gøre opmærksom på en ny bog om psykiatri, der har vakt betydelig opsigt i USA. Bogen hedder “Desperate Remedies – Psychiatry and the Mystery of Mental Illness”.

Den er skrevet af den britisk fødte professor i sociologi ved University of California, San Diego, Andrew Scull, som forsker i medicin og psykiatri.

Bogen begynder med en lang gennemgang af de behandlings-metoder, man har benyttet i psykiatrien, siden denne blev etableret som et lægeligt speciale i starten af 1800-tallet samtidig med, at man byggede store anstalter, hvor man kunne indespærre ”de gale”, som ofte generede godtfolk især i byerne.

Disse tidlige forsøg på at bringe ”de gale” til fornuft var i sandhed desperate! Faktisk virker de på en nutidig læser undertiden lige så sindssyge som de mennesker, de skulle behandle, og som nok ofte blev mere snarere end mindre ”gale” af behandlingen/torturen. Den medførte i flere tilfælde adskillige dødsfald, som blev holdt skjult for omverdenen.

Det er dog den sidste større del af bogen, som kritiserer nutidens psykiatri, der er relevant for den hjemlige psykiatridebat. Forfatteren peger især på fire problemer ved den ensidige fokusering på medicinsk behandling i nutidens psykiatri:

For det første ser det ud til, at de positive virkninger af medicinen, der fremgår af forskningen, er stærkt overdrevne. Det beror blandt andet på, at man i vid udstrækning undlader at offentliggøre de undersøgelser, som ikke finder nogen særlig gavnlig virkning af medicinen. I en ny undersøgelse, hvor forskerne fik adgang til både de publicerede og de upublicerede undersøgelser af en bestemt medicin, fandt man, at det samlede billede af medicinens virkning var “ingen sikker positiv effekt”.

For det andet giver forfatteren et afslørende billede af, hvordan den udbredte tiltro til medicinens velsignelser kan bero på penge fra de medicinalvirksomheder, der tjener kolossale summer på salget af medicin. Bogen omtaler flere tilfælde i USA, hvor kendte og indflydelsesrige psykiatere har modtaget enorme summer for at anbefale en bestemt medicin.  Derudover betaler virksomhederne dyre annoncer, der skamroser medicinen i lægernes fagblade, ligesom de betaler for kurser og rejser for læger, der belæres om den storartede medicin, der sælges.

For det tredje mener forfatteren, at man skjuler eller i hvert fald undervurderer de negative bivirkninger af medicinen. Det er en længere historie, men her kan det være nok at påpege, at skizofrene patienter ikke har fået forlænget, men snarere forkortet deres livslængde efter langvarig brug af såkaldt anti-psykotisk medicin. Medicin som i mange tilfælde kan bidrage til hjertesygdomme, diabetes, overvægt og selvmord. Samt at medicin mod angst og de fleste tilfælde af depression ikke virker bedre end psykologisk behandling, men ofte fører til medicinafhængighed, fordi man kan få ubehagelige abstinenser, hvis man stopper medicinen, selv efter den er holdt op med at virke

Sidst, men måske allermest alvorligt, påpeger forfatteren, at man har brugt mange milliarder af dollars på at finde en fejl eller bare en afvigelse i hjernen hos ”de sindssyge,” der kunne forklare deres ”sindssyge”, men at man ikke har fundet noget som helst, der kunne give den ønskede forklaring.

En overgang mente man, at forklaringen på skizofreni var, at de skizofrene havde tyndere hjernebark – indtil man opdagede, at denne fortyndende hjernebark fuldt ud kunne forklares som en bivirkning af den stærke medicin, de havde fået.

I modsætning til, hvad der gælder i hele den øvrige lægevidenskab, giver man altså ”sindssyge mennesker” medicin uden at vide noget om, hvordan den virker. Og som nævnt under punkt to, ved man knap nok, OM den virker.

Afslutningsvis fremhæver forfatteren, at han på ingen måde undervurderer de plager og lidelser, som mennesker med psykiske lidelser gennemgår – og at han iøvrigt ikke vil afvise, at der hos nogle mennesker kan forekomme en biologisk sårbarhed, der kan medføre øget risiko for at udvikle en eller anden psykisk lidelse. Men han mener, at denne sårbarhed kun fører til egentlig psykisk lidelse i forbindelse med psykiske og sociale belastninger senere i livet, og at disse psykologiske og sociale belastninger bedre kan afhjælpes end de ukendte sårbarhedsfaktorer i hjernen. Han anbefaler altså – som stadig flere forskere på området – at psykologisk undersøgelse og hjælp til sindslidende bør prioriteres mindst lige så højt som den medicinske.

Ingen kender forklaringen på det tilsyneladende endeløst stigende antal mennesker, som kommer ud i en eller anden slags psykisk uføre, og får brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Men efter læsningen af den omtalte bog, er man overbevist om, at løsningen for mennesker, der er psykisk nødlidende næppe kan være medicin, og i hvert fald aldrig medicin alene.

Som læser af bogen kan jeg næsten ærgre mig over, at forfatteren bruger så megen krudt i den første lange del af bogen på at omtale fortidens uhyrlige og i sandhed desperate behandlingsmetoder i psykiatrien – med mindre det skal tjene til, at insinuere at nutidens ensidige medicinske behandling, også kan forekomme desperat.

Misinformation om psykiatrisk forskning

/

Psykiatrisk forskning med positive resultater bliver langt hyppigere offentliggjort end forskning med negative resultater, viser en gennemgang af 238 studier. Dermed risikerer effekten af lægemidler at blive overvurderet.

Af Gitte Rebsdorf

Psykiatrisk forskning er i udtalt grad præget af videnskabelige fejl, som kan medføre, at effekten af behandlingen bliver overvurderet, viser et studie, som er offentliggjort i Schizophrenia Bulletin.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

 

Bliver man rask af at være i psykiatrien?

Omkring 300.000 danskere er diagnosticeret med depression, og nu skal sundhedsminister Magnus Heunicke (S) svare på, hvor mange af disse som kommer i arbejde, og hvor mange som ender på førtidspension.

 

Af Gitte Rebsdorf

I 1950erne varede en depression typisk omkring et halvt år, og derefter gik den over af sig selv. Det fremgår af en lærebog for medicinstuderende, skrevet af nu afdøde psykiater og professor i psykiatri, Erik Strømgren.

I dag er omkring 300.000 danskere ifølge PsykiatriFonden diagnosticeret med depression, og spørgsmålet er, hvor mange af dem, som er friske igen efter et halvt år. Det vil medlem af sundhedsudvalget Liselott Blixt (DF) nu have svar på, og hun har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) svare på, hvor mange der kommer i arbejde efter et halvt år, og hvor mange som ender på førtidspension.

”Jeg mener, at det er vigtigt og interessant at finde ud af, om den hjælp, vi yder, nu også virker. Jeg kender selv flere som er gået ned med stress, har fået depression og førtidspension. Mange føler sig ikke godt nok hjulpet, og er i systemet i alt for lang tid, og kan ikke komme sig igen,” siger Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører, Liselott Blixt.

 

Virker behandlingen

Den nu pensionerede læge Herluf Dalhof, som har beskæftiget sig med psykiatri i mange år, undrer sig over, at Sundhedsstyrelsen ikke har noget overblik over, hvor effektiv behandlingen er.

”Jeg har spurgt styrelsen flere gange. Første gang var i 2013, men jeg har ikke kunnet få svar på disse banale men helt centrale spørgsmål, som kan afklare behandlingens effektivitet. Hvis behandlingen virker, vil disse mennesker jo blive raske igen,” siger han.

Mere end 400.000 danskere er ifølge sundhedsdatastyrelsen i behandling med depressionsmedicin, som også bliver brugt ved andre lidelser end depression.

 

Fordobling på 13 år

Tal, som PsykiatriAvisen tidligere har offentliggjort tyder dog på, at effekten af psykiatrisk behandling er tvivlsom. I hvert fald hvis effekten måles i forhold til et liv uden førtidspension.

Mange flere mennesker med sindslidelser ender på førtidspension. I 1999 var 3550 mennesker med mentale lidelser på førtidspension, og 13 år senere i 2012 var det tal steget til 7 164 mennesker, altså mere end en fordobling på 13 år. Tallene er indhentet hos Ankestyrelsen og Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering. STAR.

Du kan læse om det i artiklen, Psykofarmaka bliver brugt forkert.

Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker har dokumenteret samme tendens i sine bøger, Mad in America og Anatomy of an Epidemic.

 

10 år på depressionsmedicin

Samtidig er der forskning, som viser, at  mange mennesker har svært ved at stoppe med at tage depressionsmedicin, og at mange ofte bruger medicinen i årevis. En tidligere patient har fortalt til PsykiatriAvisen, at hun anvendte medicinen i 10 år.

Læs også artiklen: Patienter må selv kæmpe sig ud af medicinskader

Så hvordan kan det være at en lidelse, som tidligere gik over af sig selv efter et halvt år, pludselig bliver en kronisk lidelse, spørger Herluf Dalhof.

”I 1958 skrev Erik Strømgren, at en depression varer et halvt år, og at man derefter typisk bliver rask af sig selv. Det var før psykofarmaka for alvor begyndte at blive brugt i behandlingen. Det er derfor vigtigt at vide, hvor mange som efter et halvt år med depression er i arbejde, eller hvor mange, der er på førtidspension, for det vil fortælle os noget om hvor effektiv behandlingen er,” mener han.

Liselott Blixt er enig i, at der er brug for at have fokus på området.

”Når man har kendskab til, at der er mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for, er det vigtigt, at vi gør noget, ellers bliver det bare dyrere,” siger hun.

Antallet af unge mennesker i alderen 15- 19 år, som bliver diagnosticeret med depression, er tredoblet i en treårig periode, viser et studie fra Rigshospitalet.

 

 

 

Jeg læner mig op ad Sundhedsstyrelsen

/

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Jane Heitmann, (V) synes, ideerne i The Power Threat Meaning Framework er spændende, men hun læner sig op ad Sundhedsstyrelsen, når der er faglig uenighed.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

En række britiske eksperter vil, som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, have afskaffet psykiatriske diagnoser. Begrundelsen er, at der ikke er videnskabeligt belæg for dem, og at de ikke er hjælpsomme. Men formanden for sundhedsudvalget, Jane Heitmann, (V) vil som politiker ikke blande sig i dette.

Dobbeltinterview om et nyt paradigme . Hvad gør man som politiker, når eksperter på ens felt er uenige? PsykiatriAvisen har bedt to politikere fra hver sit politiske spektrum om at forholde sig til ideerne i The Power Threat Meaning Framework.

”Diagnosespørgsmålet er ikke et politisk anliggende. Det er en lægefaglig vurdering, og det er ikke noget man kan vælge til eller fra som politiker. Det er fint, at det er sådan, så jeg læner mig op ad Sundhedsstyrelsen, og de anskuelser der er for nuværende”, siger Jane Heitmann, der også er psykiatriordfører for Venstre.

 

 

Hvordan forholder du dig til som politiker, at der ikke er faglig enighed?

”Jeg er i dialog med mange forskellige faglige selskaber som Dansk Psykiatrisk Selskab og De Lægevidenskabelige Selskaber, og jeg lytter med interesse både til de faglige selskaber og til interesseorganisationerne, men selvfølgelig også til Sundhedsstyrelsen. Når jeg forholder mig til noget, sker det på baggrund af de mange forskellige input, jeg får”.

Der er forskning, som viser, at psykiatriske diagnoser ikke er videnskabeligt valide. Hvad tænker du om det som politiker?

Det er en spændende problemstilling, og det vil jeg gerne høre mere om fra de faglige selskaber og fra Sundhedsstyrelsen, og hvem der ellers kunne tænke sig at komme med input i den sammenhæng.

Det er jo helt almindelig kendt på mange områder, også indenfor psykiatrien, at der er forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert.

Hvordan agerer du i det som politiker?

Jeg har en forventning om at Sundhedsstyrelsen orienterer sig bredt, også om hvad der foregår internationalt – og bliver klogere på, hvad der foregår i England. Jeg har en forventning om, at styrelsen  orienterer sig i forhold til de lande, vi sammenligner os med, og der må man sige, at England hører med i den kategori”.

Vil det være godt at få ideerne fra The Power Threat Meaning Framework indarbejdet i den kommende 10-års plan for psykiatrien?

”Jeg tror altid, at det er godt, at man forsøger at se det hele menneske, og at man også som læge forstår at tage en dialog i øjenhøjde. Vi er jo ikke bare en diagnose. Vi er hele mennesker som alle har nogle udfordringer. Det er vigtigt, at behandlingen forholder sig til det”, siger Jane Heitmann, og uddyber:

”Der er mange mennesker, som har glæde af medicinsk terapi. Det er selvfølgelig op til lægen, som har ordinationsretten, at vurdere om det er nødvendigt. Men jeg tror sjældent, at medicin kan stå alene. Der er en sammenhæng mellem soma og psyke”.

 

Når forskere taler med to tunger

/

En førende farmakolog mener, at psykofarmaka hjælper mange patienter utrolig godt. Samtidig siger han, at der er en stor gruppe, som overhovedet ikke har nogen effekt.  Hvis du er forvirret, er du ikke alene, for de to udsagn ophæver hinanden, og er nonsens, vurderer en kommunikationsekspert.

 

Af Gitte Rebsdorf

Da Danmarks Radio sidste år sendte tre dokumentarer om psykiatri, så man i den første udsendelse, hvordan en patient i psykiatrien døde efter at have fået mange forskellige typer psykofarmaka.

Herefter udtalte en af Danmarks førende farmakologer, professor Kim Brøsen, fra  Syddansk Universitet, SDU, sig om psykofarmaka, som er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.

– Jeg er stor tilhænger af brug af psykofarmaka, som jeg mener i mange tilfælde hjælper patienterne utrolig godt, og er det bedste, man kan gøre for dem.

Men det er klart, man skal ikke bare strø om sig med det som bolsjer. Der er bivirkninger. Mange psykofarmaka har en uheldig indvirkning på hjertet, som gør, at man kan dø af stofferne, hvis man tager en overdosis, og nogen gange dø, hvis man tager en almindelig dosis, og er særligt uheldigt. Det kræver, at man bruger dem med stor ydmyghed.

Der er en mindre gruppe, der har fantastisk effekt af dem.

Så er der en anden gruppe, der har nogenlunde effekt

Og så er der stor gruppe, som overhovedet ikke har nogen effekt. Men der følger altid bivirkninger med

Men det, forskeren siger i dette klip, giver ikke mening, vurderer selvstændig kommunikationsekspert Hanne Feldthus.

– Udtalelserne modsiger sig selv, og er selvophævende, siger hun, og henviser til, at forskeren på den ene side siger, at psykofarmaka i mange tilfælde hjælper pateinterne utrolig godt, og på den anden side siger han, at der er en stor gruppe, som overhovedet ikke har nogen effekt.

– Det er to udsagn, som peger i hver sin retning, og i en kommunikationsfaglig kontekst, kan det ikke hænge sammen. Det er nonsens, fastslår hun.

Budskab om at psykofarmaka er godt

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så viser en aktindsigt, at det institut, hvor Kim Brøsen er forskningsleder, henter en stor del af sin finansiering fra medicinalvirksomheder og fonde.

Det er en del af en generel udvikling, hvor universiteter og forskningsinstitutter i stigende grad bliver finansieret af erhvervsliv og fonde. Indenfor sundhedsvidenskaberne kan helt op til 70 procent komme fra fonde eller industri.

I en femårig periode fra 2013-2017 har Klinisk Farmakologi på SDU således fået bevillinger fra forskellige myndigheder, medicinalvirksomheder og fonde som Amgros I/S, Leo Pharma A/S og Astellas Pharma B.V.

Spørgsmålet er, om det kan have indflydelse på den måde, Kim Brøsen har udtalt sig. Det er svært at bevise, mener kommunikationsekspert, Hanne Feldthus.

– Men der er ingen tvivl om, at han efterlader et generelt positivt indtryk af medicinen, når han siger, at han er en stor tilhænger af brug af psykofarmaka, og at det er det bedste man kan gøre. Så framer han sig selv som en forsker, der mener, at psykofarmaka er en god ting. Det er det budskab han efterlader, siger hun.

Interessekonflikter

Professor emeritus Heine Andersen fra sociologi på Københavns Universitet beskæftiger sig med forskningsfrihed og videnskabsetik, og han mener, at universiteternes og forskningsinstitutternes økonomiske relationer til private fonde og erhvervsliv er et problem.

– Man ved fra undersøgelser, at økonomiske relationer smitter af på ens vurderinger, og at der dermed er en interessekonflikt. Det er der intet overraskende i, man vil altid have en interesse i at holde sig på god fod med dem, der betaler, siger han.

En Cochrane oversigt over 75 studier med mere end 6000 kliniske forsøg viser, at forsøg, der er finansieret af industrien oftere finder positiv effekt af lægemidler end forsøg, der er finansieret af offentlige midler. Mens kun halvdelen af de kliniske forsøg betalt af det offentlige finder positive effekter af lægemidler, så finder de industrifinansierede forsøg positive effekter i helt op til to tredjedele af forsøgene.

Læs mere her.

Problemet bliver bekræftet i en anden undersøgelse fra december 2018 fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Her fremgår det, at hver syvende forsker oplever, at deres forskningsfrihed er under pres, når de skal offentliggøre resultaterne af deres forskning.

Problemet viser sig også på SDU, hvor Klinisk Farmakologi har indgået en ulovlig kontrakt, som indebærer, at forskerne har fået mundkurv på.

Det rejser alt sammen spørgsmålet, om man kan stole på eksperter, som skal tjene to herrer.

Dødsfald fortsætter

I psykiatrien har det været kendt i flere årtier, at den medicin, der bliver anvendt til behandling af sindslidende er forbundet med dødsfald. Da den 32-årige Luise Hjerming Christensen døde i 2005, efter at have fået mange forskellige typer såkaldt antipsykotisk medicin, var sagen meget omtalt i pressen, og dengang udtalte Kim Brøsen således til Nyhedsavisen:

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun fik de kramper, som hun døde af, fordi hun fik flere forskellige slags medicin mod sin sindssygdom

Men siden er brugen af medicin i psykiatrien fortsat. Det er dødsfaldene også. Som beskrevet i PsykiatriAvisen dør der hvert år mellem 100-160 mennesker i forbindelse med, at de får psykofarmaka. Omkring 600.000 danskere bliver årligt behandlet med disse lægemidler, heraf får cirka 125.000 danskere såkaldt antipsykotisk medicin, også kendt som neuroleptika.

Professor emeritus Heine Andersen er fuld af undren over, at disse piller stadig bliver brugt, og over at en af Danmarks førende farmakologer kan udtale sig, som han gjorde i DRs udsendelse sidste år.

– Hvordan kan en læge bruge glosen ”uheldigt” i sådan et tilfælde, hvor en patient kan dø efter at have taget en almindelig dosis. Der er altså ikke tale om et uheld, en fejldosering, men en almindelig dosis. Man skulle tro, at det satte alarmen i gang for at få stoppet brugen af disse piller. Hvis ikke der er sket en fejl, og der alligevel kan ske dødsfald er det helt uansvarligt. Hvis man læge-etisk accepterer dette, står det værre til, end jeg havde forestillet mig, siger han.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt professor Kim Brøsen, hvorfor han ikke arbejder for at få stoppet denne livsfarlige medicinering. Men det har ikke været muligt med et interview.

Ifølge oplysningerne i dokumentaren Psykiatriens dilemma er professor Kim Brøsen en af de eksperter, som rådgiver sundhedsmyndighederne om brugen af psykofarmaka, og han har dermed indflydelse på brugen af lægemidlerne.

Men det er ikke usædvanligt, at de eksperter, der rådgiver sundhedsmyndighederne samtidig har tætte kontakter til medicinalindustrien.

Det er ikke altid helt gennemsigtigt.

Som det fremgår af PsykiatriAvisens aktindsigt så henter Klinisk Farmakologi på SDU, hvor Kim Brøsen er forskningsleder, en stor del af sin finansiering fra industrien. I 2014 fik instituttet således 65,6 millioner kroner fra Dundee University, som der står i aktindsigten.

Men pengene stammer i virkeligheden fra  medicinalvirksomheden Menarini, som er sponsor for både SDU og Dundee University, der arbejder sammen om et forsøg.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Kim Brøsen, om hans modsatrettede udtalelser, og hans udtalelse om at han er en stor tilhænger af psykofarmaka hænger sammen med, at hans institut henter så mange millioner kroner fra industrien. Men det har ikke været muligt at få et svar.

Ifølge Heine Andersen er der tale om et lægetisk skred, når en læge er varm fortaler for medicin, han ved, at patienterne kan dø af.

– Det er svært at bevise, om dette etiske skred skyldes økonomisk pres fra lægemiddelindustrien. Men presset er en realitet, og man kan have en stærk formodning om, at det er sådan, at det forholder sig. Også når det gælder spørgsmålet om, hvordan en læge med viden om, at nogen kan risikere at dø af en almindelig dosis, samtidig kan være stærkt tilhænger af psykofarmaka, siger han.

 

Læs også blogindlægget: Det fik du ikke at vide i DRs dokumentar om psykiatri

 

 

 

Patienter invalideret af psykofarmaka

//

De mere end 125. 000 danskere, som er i behandling med såkaldte antipsykotiske lægemidler, risikerer at blive invalideret. Lægemidlerne kan forårsage uoprettelige skader som muskelspasmer i ansigtet eller bevægeforstyrrelser af parkinsonistisk art, fastslår to psykiatere

 

Af Gitte Rebsdorf

Patienter, som bliver behandlet med neuroleptika, også kendt som antipsykotisk medicin, ser ofte ikke normale ud. De bevæger sig langsomt og slæbende. De kan være skæve i krop og ansigt og hælde til den ene side, det såkaldte Pisa syndrom. Mange har også bevægeforstyrrelser, hvor de for eksempel rykvis presser fingrene mod hinanden. Nogen får muskelspasmer i ansigtet, som får dem til at se abnorme og aparte ud.

For udenforstående kan patienterne se syge ud. Men disse alvorlige og invaliderende bivirkninger er velkendte i fagkredse, og er beskrevet flere steder blandt andet på Pro.medicin.dk, som er en database med information om lægemidler.

 

Hvis du ønsker at læse hele artiklen, skal du indtaste din kode herunder. Hvis ikke du har abonnement kan du læse under Donationer og abonnement.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

De skjulte dødsfald

/
P.J.L Laurens [CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)]

Hvert år dør mellem 100 og 160 psykiatriske patienter i forbindelse med, at de får psykofarmaka, viser hidtil mørklagte tal. Til trods for dette siger psykiatere, at lægemidlerne er gode og nødvendige. Men sandheden om psykofarmaka bliver fortiet.

Af Gitte Rebsdorf

Foto:  P.J.L Laurens – CC BY-SA 3.0

Omkring en halv million danskere bliver årligt behandlet med lægeordineret psykofarmaka. Men sandheden om disse lægemidler bliver fortiet eller tilbageholdt.

 

 

Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter. Indtast din kode herunder og få adgang til hele artiklen. Eller se mere under donationer og abonnement

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

SDU har indgået ulovlig kontrakt med EMA

/

Klinisk Farmakologi på Syddansk Universitet, SDU, har indgået en ulovlig kontrakt med Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA. Aftalen  betyder, at forskere har fået mundkurv på.  Sådanne aftaler risikerer at gå ud over folkesundheden, vurderer ekspert.

Af Gitte Rebsdorf

Forskerne på Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet, SDU kan ikke frit udtale sig om deres forskning. Det er konsekvensen af en kontrakt, de har indgået med Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, fremgår det af en aktindsigt, PsykiatriAvisen har fået.

Kontrakten, som har til formål at undersøge to lægemidler, er i strid med dansk lovgivning, vurderer to eksperter, som har vurderet dokumenterne i den 208 sider lange aktindsigt. Klinisk Farmakologi har i en fortrolighedsklausul, som fremgår af kontraktens bilag 1, artikel 2.9, skrevet under på, at de afgiver alle rettigheder til deres resultater. I stedet får EMA rettighederne til forskningsresultaterne.

Det er en klar overtrædelse af forvaltningslovens paragraf 27. Her fremgår det, at der kun er tavshedspligt i de tilfælde, som er foreskrevet i loven. Man kan ikke aftale sig til en yderligere tavshed, fastslår Sten Schaumburg-Müller, professor på juridisk institut på Syddansk Universitet, SDU.

– Vi har regler i dansk ret, der regulerer offentligt ansattes rettigheder og pligter. Man kan ikke aftale sig ud af loven og for eksempel aftale, at jeg hugger 100.000 kroner eller holder hemmelig, hvad jeg laver. Aftalen er efter min bedste vurdering ulovlig, siger han.

De to lægemidler, som Klinisk Farmakologi skal undersøge er det smertestillende middel, diclofenac, der bliver solgt som Voltaren, samt  hydroxyzin eller Atarax, der bliver brugt mod angst og uro.

Hårrejsende 

Professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Heine Andersen, er enig i, at aftalen er ulovlig. Han har beskæftiget sig indgående med forskning og forskningsfrihed, og han har blandt andet skrevet bogen, Forskningsfrihed – ideal og virkelighed. Han er rystet over ordlyden i kontrakten.

– Det er hårrejsende, at man skriver under på at afgive rettighederne til sit forskningsmateriale. Vi har ytringsfrihed, og vi har forskningsfrihed, så der er noget helt principielt galt. Det fremgår af kontrakten, at forskerne ikke selv må publicere deres resultater hverken mundtligt og skriftligt. Men det er i strid med forvaltningsloven at pålægge offentligt ansatte sådanne tavshedsklausuler. Aftalen er også i strid med Universitetsloven, siger han og henviser til paragraf 2 stykke 2 og 3.

Her fremgår det, at universitetet har forskningsfrihed, og at forskningsresultaterne skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, påpeger professor Sten Schaumburg-Müller:

– Ifølge Universitetsloven skal forskere støttes til at deltage i den offentlige debat, således at samfundet får gavn af den opnåede viden. At begrænse forskeres ytringsfrihed på den måde, som det fremgår af kontrakten er i strid med intentionen i loven, siger han.

Aftalen mellem SDU og EMA er underskrevet af professor Jesper Hallas fra Klinisk Farmakologi og Farmaci på SDU. Han erkender, at der er tale om en fejl.

– Det er en uskik, at EMA laver den slags betingelser, men vi var ikke kommet med, hvis ikke vi havde accepteret dette. Desuden har EMA jo ikke interesser i sagen på samme måde som en producent har, siger Jesper Hallas.

Tæt forbindelse til industrien

Men selv om EMA ikke er lægemiddelproducent, har agenturet alligevel tætte forbindelser til industrien. EMA henter omkring 70 procent af sin finansiering fra gebyrer fra medicinalindustrien. Det sker samtidig med, at EMA fungerer som en myndighed, der skal godkende og overvåge lægemidler på europæisk plan. Denne sammenblanding af interesser har tidligere været genstand for kritik, og tilbage i 2011 besluttede Europa-Parlamentet, at EMAs finansieringsform skulle belyses i en rapport. SFs EU parlamentariker, Margrete Auken mener, at afhængigheden af industrien er problematisk.

– Det er en fejlkonstruktion hos EMA, at de er afhængige af gebyrer fra Novo, Lundbeck osv. Når det er sådan, er der en risiko for, at det er nemmere for de virksomheder, som bidrager med gebyrer, at få godkendt deres produkter. Det er ikke nogen lykkelig konstruktion, og derfor bør EMA have faste bevillinger fra EU, som sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter, siger Margrete Auken.

Klinisk Farmakologi har fået omkring 600.000 kroner for, at undersøge de to lægemidler. Atarax, der bliver brugt mod angst og uro, kan forårsage hjerterymteforstyrrelser, der kan have dødelig udgang. Derfor indskærpede EMA i 2015 brugen af det.

– Vi skal undersøge, hvordan EMAs advarsler virker, og undersøge om forbruget flytter sig til andre produkter, der måske er lige så problematiske, siger Jesper Hallas.

Demokrati og fri debat i fare

De akter, som PsykiatriAvisen har fået, viser, at Klinisk Farmakologi på SDU indenfor en femårig periode fra 2013- 2017 har fået bevillinger fra forskellige myndigheder, medicinalvirksomheder og fonde som: Amgros I/S, Leo Pharma A/S og Astellas Pharma B.V. Langt størstedelen af pengene kommer fra private donationer.

Det er ikke enestående. Danske universiteter henter i stigende grad deres finansiering fra eksterne partnere frem for fra offentlig finansiering. Tilbage i 1970-erne kom kun en lille del af universiteternes finansiering fra eksterne midler. I dag henter universiteterne omkring 45 procent af deres midler fra fonde eller erhvervsliv. På Sundhedsvidenskaberne er tallet helt oppe på 60-70 procent. Men den udvikling er et problem for den frie forskning, mener Heine Andersen.

– En forudsætning for at vi kan have et demokrati og en fri debat er, at forskerne har det bedst mulige faglige grundlag at udføre deres arbejde under, siger han og uddyber:

– For at forskningen skal have troværdighed, så skal forskerne have fuld rådighed over data, og alle skal have adgang til at kontrollere data, så man undgår videnskabelig uredelighed.

Sagen om den ulovlige tavshedsklausul på Klinisk Farmakologi er kommet frem, fordi PsykiatriAvisen forgæves har forsøgt at få et interview med en førende farmakolog, der hidtil har udtalt sig kritisk om bestemte lægemidler.

Tavs i flere år

I juli 2018 henvendte PsykiatriAvisen sig til professor og forskningsleder ved Klinisk Farmakologi og Farmaci, Kim Brøsen for at få et interview om, hvordan psykofarmaka virker. Men han afslog at give interview.

Kim Brøsen har som farmakolog og professor vigtig viden om lægemidler, og i 2005 udtalte han sig om psykofarmaka i forbindelse med, at en ung kvinde på 32 år, Luise Hjerming Christensen, døde efter at have fået en cocktail af forskellige typer psykofarmaka.

– Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun fik de kramper, som hun døde af, fordi hun fik flere forskellige slags medicin mod sin sindssygdom, sagde Kim Brøsen dengang til Nyhedsavisen.

Men siden har forskningslederen forholdt sig tavs om emnet. Og i en mail den 20. juli 2018 skrev han således til PsykiatriAvisen:

Tak for de supplerende oplysninger, som ikke ændrer ved min beslutning om ikke at tilbyde min hjælp. Jeg vil foreslå, at du henvender dig til en rigtig psykiater, for eksempel min kollega Poul Videbech i Glostrup. Han er meget klogere på det felt, end jeg er, og han er god til pressen og til journalister.

Betalt for at holde mund?

Modviljen mod at informere og give interview om psykofarmaka kan hænge sammen med, at  Klinisk Farmakologi har skrevet under på en ulovlig tavshedsklausul i deres aftale med EMA, vurderer speciallæge,  Mats Lindberg fra netværket, Læger uden Sponsor.

– Når man indgår sådanne aftaler, mister man sin uafhængighed, og så kan man være nødt til at give sig selv mundkurv på. I det konkrete tilfælde vil EMA tilsyneladende selv bestemme, hvem der skal informeres, og hvordan der skal informeres. Det gør de i så fald formentlig for at beskytte lægemiddelvirksomhederne, siger Mats Lindberg.

Professor Heine Andersen er enig:

– Kontrakten kan dæmpe forskernes lyst til at kommunikere. De frygter måske at komme til at sige for meget, så de risikerer at miste den næste kontrakt.

Skader folkesundheden

Konsekvenserne af aftalen mellem Klinisk Farmakologi på SDU og EMA kan være alvorlige. For når forskningsfriheden er begrænset, kan det betyde, at befolkningen ikke får sandheden at vide om, hvordan psykofarmaka virker, vurder Heine Andersen.

– Hvis forskerne fandt ud af, at der var bivirkninger ved de lægemidler, de undersøger, har de med denne aftale afskåret sig fra at publicere disse resultater. Det er en meget alvorlig begrænsning, der kan medføre risici for folkesundheden, og som er undergravende for forskningsfriheden og for vores demokrati, fastslår han.

Det er nu mere end 13 år siden, at Luise Hjerming Christensen døde. Hendes mor, Dorrit Cato Christensen er ikke overrasket over, at en ekspert, der tidligere har udtalt sig kritisk om psykofarmaka, nu forholder sig tavs, efter at Klinisk Farmakologi og Farmaci på SDU har indgået en kontrakt med en tavshedsklausul. For det er sådan, at medicinalindustrien arbejder, siger hun:

– Industrien tager de mest anerkendte forskere og psykiatere, som man  betaler for at udføre forskning. Det er smart af industrien. Men etikken har lidt et knæk. Befolkningen tror, at læger og videnskabsfolk opfører sig etisk korrekt, og udfører uvildig forskning. Men sådan forholder det sig ikke altid længere.

 

Denne artikel er en del af dokumentaren, De skjulte dødsfald, som PsykiatriAvisen bringer mandag den 25. marts.

PsykiatriAvisen kan dokumentere:

  • Antallet at psykiatriske dødsfald er mørklagte, og kommer kun frem efter mange spørgsmål til sundhedsministeren.
  • Toneangivende psykiatere og en farmakolog misinformerer om psykofarmaka
  • Psykiatrisk forskning er mangelfuld og påvirket af medicinalindustrien
  • En førende farmakolog, der hidtil har udtalt sig kritisk om psykofarmaka, er blevet tavs og vil ikke længere udtale sig om disse lægemidler
  • Det viser sig, at den afdeling på SDU, hvor han arbejder, har indgået en kontrakt med en ulovlig tavshedsklausul.
  • Tavshedsklausulen betyder, at forskere har fået mundkurv på.

 

Nyt center vil fremme kvalitet i psykiatrisk forskning

/

Kvaliteten af psykiatrisk behandling er ikke altid evidensbaseret, og det vil et nyt center i Region Sjælland gøre noget ved.

 

Af Gitte Rebsdorf

To forskere i Region Sjælland, forskningschef Erik Simonsen og professor Ole Jakob Storebø, har stillet sig i spidsen for et nyt forskningscenter, Center for Evidensbaseret Psykiatri, CEBP. Formålet med det nye center er at højne kvaliteten i den psykiatriske forskning gennem systematiske reviews og randomiserede kliniske forsøg. Ifølge centerets leder, Ole Jakob Storebø, er det en mangelvare i den psykiatriske forskning.

 

– Den behandling, der bliver tilbudt i psykiatrien er ikke altid evidensbaseret. Psykiatrien har ikke selv en forskningsenhed, der udfører forskning på linie med den forskning, der bliver bedrevet i Det Nordiske Cochrane Center og Copenhagen Trial Unit, CTU. Det er der brug for, sådan at alle patienter kan få en behandling, der tager afsæt i evidens, siger han.

Et af de områder, som det nye forskningscenter har kastet sig over, er effekten af forskellige typer af kontrolbehandlinger. Når forskerne gennemfører randomiserede forsøg, er forsøget inddelt i to grupper. En gruppe, der får behandling, og en anden, der får snydebehandling i form af for eksempel kalktabletter.

Denne artikel er en foræring. Men kvalitetsjournalistik er dyrt at producere, så du kan støtte på flere måder. Læs mere under donationer og abonnement.

Problemet ved disse forsøg er, at det ofte er muligt for deltagerne at gætte, om de får behandling eller snydebehandling. Det kan de, fordi der er bivirkninger ved den farmakologiske behandling. Det er der ikke ved kalktabletterne, og dermed bliver resultaterne upålidelige, påpeger Ole Jakob Storebø.

– Derfor arbejder vi på at undersøge mulighederne for at fremstille et aktivt placebo, som har bivirkninger, der ligner dem, der er ved den farmakologiske behandling. Vi ved for eksempel at SSRI giver tørhed i munden, og man kunne forestille sig, at det blev muligt at give en kalktablet med den effekt, således at deltagerne ikke har mulighed for at gætte, om de får behandling eller ej.

Psykiatriske lidelser er ikke egentlige sygdomme på lige fod med somatiske sygdomme. Forskerne ved meget lidt om, hvad de forskellige psykiske lidelser skyldes. Læs også artiklen: Vi ved forfærdelig lidt om skizofreni.

Så når det skal undersøge om en behandling virker eller ej, er det ikke på samme måde som ved fysiske sygdomme muligt at tage en blodprøve eller for eksempel måle om en svulst er blevet mindre. Effekten af om en behandling virker eller ej, bliver som regel undersøgt ved at spørge patienten.

Center for Evidensbaseret Psykiatri har til huse i Psykiatrihuset i Slagelse, og er finansieret af Region Sjælland. Der er syv personer tilknyttet stedet.

 

1 2 3