Browse Tag

Psykiatri - Page 3

Flere spørgsmål til minister

/

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal svare på flere spørgsmål om lykkepiller

Enhedslisten vil have sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til at svare på flere spørgsmål om lykkepiller.

Det sker efter, at ministeren i et samråd i tirsdags afviste, at der er grund til at ændre på brugen af medicinen. Ministeren læner sig op af en gruppe fra lægemiddelstyrelsen, som har frikendt lykkepiller, også kendt som SSRI. Men psykiatriordfører i enhedslisten Stine Brix mener, at der er grund til at se på, om der er habilitetsproblemer i gruppen.

– Vi vil have belyst, hvordan man har sammensat den gruppe i lægemiddelstyrelsen, som skulle analysere undersøgelsen fra Copenhagen Trial Unit, siger Stine Brix.

Forskere fra Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet offentliggjorde i februar en metaanalyse, der viser, at der er øget risiko for skadevirkninger i form af selvmord, død eller hospitalsindlæggelse ved brug af lykkepiller. Det medførte megen debat.

Det er overlæge Eskild Colding-Jørgensen, overlæge Doris Stenver og speciallæge i psykiatri, Anders Frøkjær Thomsen der har analyseret forskernes resultater. Overlæge Eskild Colding-Jørgensen var ind til 2015 ansat i en lederstilling i medicinalvirksomheden, Lundbeck. Den anden person i gruppen, Anders Frøkjær Thomsen, havde offentligt udtalt sig kritisk om undersøgelsen fra Copenhagen Trial Unit og på forhånd afvist resultaterne.

Enhedslisten stiller nu en række udvalgsspørgsmål til sundhedsminister Ellen Trane Nørby

Læs også artiklen: Voldsom strid om lykkepiller.

Om ordet psykiatri

Ordet har længe været brugt om behandlingen af psykiske sygdomme. Men hvad betyder ordet egentlig og hvordan opstod begrebet? Det vil vi kort redegøre for her.

Ophavsmanden til begrebet psykiatri er den tyske læge Johann Christian Reil (f. 1759), der i 1808 skrev et 118 siders indlæg ved navn ”Über den Begriff der Medizin und ihre Verzweigungen, besonders in Beziehung auf die Berichtigung der Topik in der Psychiaterie” (Om begrebet medicin og dets grene, især i forhold til berigtigelsen af emnet i psykiatrien) i en journal omhandlende psykisk helbredelse (1). Ordet der blev brugt var i første omgang ”Psychiaterie”, men Reil ændrede det et par år senere til det vi kender i dag, ”Psychiatrie”.

Reil ønskede at understrege sammenspillet mellem psykiske og fysiske faktorer i forhold til sygdom og mente derfor også, at psykiatri skulle være en del af lægevidenskaben. Reil fremhævede psykoterapi som en vigtig, lægevidenskabelig behandlingsform og advokerede generelt for human behandling og reduktion af stigma. Foruden at være ophavsmand til begrebet, anser flere historikere ham også til at være grundlægger af selve faget psykiatri som medicinsk speciale.

Valget af et begreb for dette fagområde faldt på psykiatri, da selve ordet psykiatri er en sammensætningen af ordet ”psyche”, som betyder sjæl eller sind, og iatrea, som betyder helbredelse eller heling på græsk. Iatros betyder læge. Endelsen ”iatri” var vigtig for Reil, da det demonstrerede at psykiatri var en del af lægevidenskaben og ikke et filosofisk eller teologisk anliggende. Så det tætteste man kommer på en bogstavelig oversættelse af ordet i dets antikke betydning er nok ”helbredelse/heling af sjælen/sindet”. Denne oversættelse bruger f.eks. Encyclopedia Britannica i deres artikel om begrebet (2).

I moderne brug associeres psykiatri ofte med en medicinsk behandling psykiske sygdomme og derfor kan man også se, at flere sider angiver oversættelsen af psykiatri til at være noget i dur med ”medicinsk behandling af sjælen”, som det f.eks. ses på det danske og engelske wikipedia opslag (3). Dette er en stramning af ordets oprindelige betydning, men eftersom det er hvad ordet betyder i en moderne kontekst, så kan det anses som korrekt i den forstand. Bemærk ydermere, at ”medicinsk” i al almindelighed både kan betyde ”som har med lægevidenskab at gøre” og ”som bruger el. vedrører brugen af medicin til behandling af sygdomme” (4). Psykiatri kan således også oversættes til ”lægevidenskabelig behandling af sjælen/psyken”.

(1) The British Journal of Psychiatry Jun 2008, 193 (1) 1-3)

http://bjp.rcpsych.org/content/193/1/1

(2) https://global.britannica.com/topic/psychiatry

(3) https://da.wikipedia.org/wiki/Psykiatri

(4) http://sproget.dk/lookup?SearchableText=medicinsk

Ny avis vil i dybden med psykiatri

PsykiatriAvisen er et nyt specialmedie på nettet. Ambitionen er komme i dybden med dette område. Vi vil levere unikke artikler om psykiatri, som overrasker og giver ny viden og erkendelse. Det er der brug for i en tid, hvor flere og flere mennesker får psykiske lidelser, og hvor der samtidig er strid om behandlingen. Mange aktører i psykiatrien har økonomiske interesser på spil. Det gør det svært for det enkelte menneske at gennemskue, hvad der foregår. PsykiatriAvisen har som sit mål at komme så tæt på sandheden som muligt. Når der kommer ny forskning eller nye undersøgelser, nøjes vi ikke med at informere om dette. Vi undersøger også, hvordan forskning og undersøgelser er blevet til, og hvem der har finansieret dem, ligesom vi forholder os kritisk til vores kilders interesser i området.

Medicinalindustrien står for en del af forskningen inden for psykiatri. Der findes dog ingen opgørelser over, hvor stor en andel industrien finansierer. I 2014 fik professor Birte Glenthøj for eksempel 30 millioner kroner af Lundbeckfonden til forskning i skizofreni.

Som noget nyt inden for journalistikken er det et mål for os at være med til at udvikle og forbedre det område, vi beskæftiger os med, altså den psykiatriske behandling. Det skal ske til gavn for de mennesker, der havner i psykiatrien og til gavn for samfundet. Vi nøjes altså ikke alene med at belyse, hvad der ikke fungerer. Det er vores ambition gennem journalistik at pege på nye løsninger.

PsykiatriAvisen bliver til uden offentlig støtte af nogen art. Derfor er vi glade for enhver opbakning, også økonomisk med donationer eller abonnementer.

Vi begynder i det små, men håber løbende at kunne forbedre avisen. Den første artikel er et interview med en af de mere markante skikkelser indenfor psykiatrien, den nu 88-årige Jytte Willadsen. Hun siger, at psykiatrien er fyldt med illusioner, og at man har lavet et skønmaleri af den medicinske behandling. Den har mange bivirkninger og kan føre til døden. Alligevel mener hun, at det er nødvendigt at bruge medicin.

God læselyst

Psykiatrien er fyldt med illusioner

Den kendte psykiater, Jytte Willadsen, fælder en hård dom over sit fag, og siger, at det bygger på et falskt grundlag. I virkeligheden findes der ikke nogen kur mod psykisk sygdom, og den medicinske behandling invaliderer og kan medføre dødsfald. Det fortier man.

Af Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk

Kun få psykiatere taler deres fag imod. En af dem er tidligere overlæge på Glostrup Hospital, Jytte Willadsen. Hun kritiserer nu, og hun gjorde det, mens hun arbejdede i faget. Ingen ved, hvad psykisk sygdom skyldes, psykiatrien gør ingen fremskridt, og behandlingen er dødsensfarlig. Sådan lyder essensen i den nu 88-årige psykiaters dom over sit fag.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.