Dette debatindlæg er skrevet af Christina-Regitze Pedersen
For nogle måneder siden bragte DR artiklen: ”Psykiatrien har fundet en sjælden guldåre. Svaret gemte sig blandt tidligere patienter”. Artiklen omhandler tidligere patienter med psykiske sårbarheder, der går ud og er peer-mentorer på de forskellige psykiatriske afdelinger i hele landet, og ambitionen er at ansætte flere peers.
Men hvem er peers som faggruppe? Og hvordan sikrer vi peers ordentlig løn og arbejdsvilkår samt en velbeskrevet rolle på arbejdspladsen?
Stadig nødvendigt med kritik
I 2018 skrev jeg et debatindlæg til PsykiatriAvisen med overskriften “Peer betyder det ikke mole”. Dengang kom jeg med en kritik af, hvordan vi integrerede peers på arbejdspladserne, peer-uddannelsernes kvalitet, samt dårlige løn og arbejdsvilkår for peers. I dag skriver vi 2023, og til trods for at man selvfølgelig har fået mere erfaring og hermed også en større viden om, hvordan man anvender peer-støtte, så er kritikken desværre fortsat den samme. Jeg arbejder igennem firmaet Sindslidendes Fokus som organisationskonsulent, hvor jeg laver forskellige arbejdsopgaver for psykiatrien bl.a. supervision, seksualvejledning, undervisning og organisationsudvikling. Omdrejningspunktet for alt mit arbejde er at sætte mine levede erfaringer med psykisk sårbarhed i spil. Jeg har valgt at arbejde som konsulent, fordi jeg ikke føler, at jeg får god nok løn eller arbejdsvilkår som fastansat peer. Et andet dilemma er, at jeg også har flere fagfaglige uddannelser bag mig, og dem vil jeg gerne sætte i spil sammen med mine levede erfaringer. Det er som om, at der er et usynligt krav til mig om, at jeg skal vælge, om jeg vil bruge mine levede erfaringer som peermedarbejder, eller om jeg vil bruge min fagfaglighed. Det er et kunstigt skel i mine øjne, særligt fordi vi ved, at hver tredje fagprofessionel, der arbejder i psykiatrien, selv har en psykisk sårbarhed, og mange peers har i forvejen fagfaglige uddannelser bag sig.
At bruge peer-medarbejdere i psykiatrien er ikke noget nyt. Det har man gjort i flere år under navnet MB’er (medarbejder med brugerbaggrund). I Aarhus startede deres første MB-uddannelse tilbage i 2002. For at starte på MB-uddannelsen krævede det typisk, at man havde en mellemlang uddannelse inden for det sociale, pædagogiske eller sundhedsfaglige område. Peerbegrebet dækker bredere end det, vi har set tidligere ved MB’erne, idet det ikke er et krav, at man skal have en fagfaglig uddannelse. Peer betyder i sin enkelthed blot ligemand.
Er peers kun et supplement?
I artiklen fra DR udtaler SIND’s forperson Mia Kristina Hansen: ”Det er ikke en ekstra hånd, som skal erstatte personale, men er et supplement, som kan gøre noget helt specielt, så det samlede behandlingsforløb bliver bedre”. Det bliver i artiklen fra DR tydeliggjort flere steder, at peers udelukkende er et supplement til det øvrige personale. Hvor det giver fin mening at bruge peers som et supplement inde på de psykiatriske afdelinger, så mener jeg, at det lukker for muligheden for at anvende andre modeller for peerstøtte, der kan være lige så anvendelige. Forskning peger på, at der findes flere af typer af peerstøtte, herunder den konventionelle model, hvor peers indgår på lige fod med det øvrige personale. Et eksempel på dette kunne være en sygeplejerske, der arbejder på et socialpsykiatrisk bosted, og som indgår i samme normering som sine kollegaer, men som har det ekstra lag med sig i kraft af sine levede erfaringer.
Det er ærgerligt, hvis vi udelukkende fokuserer på den supplerende brug af peer-støtte, da det kan lukke for andre muligheder for at anvende peers ind i den konstellation, der giver mest mening på den enkelte arbejdsplads, samt at give den enkelte peer-medarbejder mulighed for også at sætte sin fagfaglighed i spil på arbejdspladsen.
Peer-Netværket Danmark har udgivet rapporten ”Peermedarbejdere på det danske arbejdsmarked” på baggrund af 137 respondenter. Rapporten viser, at 54 procent af de adspurgte peer-medarbejdere har en uddannelse på kandidat- eller masterniveau. Alligevel vælger man primært at fokusere på, hvordan man kan anvende peer-medarbejdere som supplerende peer-støtte.
Der er ingen tvivl om, at peer-støtte har en gavnlig effekt for både modtager og givere af peer-støtten. Det viser adskillige rapporter og evalueringer. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, om vi skal bruge peer-medarbejdere i psykiatrien, men jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi sikrer peer-medarbejdere en veldefineret rolle samt ordentlige løn og arbejdsvilkår.
FOA sætter sig på området
I 2021 tegnede FOA en overenskomst for peer-medarbejderne, hvor daværende formand for FOA Torben Hollmann gik ud med budskabet om, at peermedarbejderne fortjente at blive behandlet med samme respekt og ret som andre faggrupper i FOA. På baggrund af FOA’s mangelfulde inddragelse af og forståelse for peers er virkeligheden i dag desværre den modsatte. Vi oplever at peers bliver underbetalt og ofte bliver ansat på få timer, som vi ikke kan leve for. Vi oplever dårlige arbejdsvilkår med stigmatisering og forskelsbehandling, og i det hele taget er der ofte ikke en klar funktionsbeskrivelse for, hvad man vil bruge en peermedarbejder til. Alle de vilkår er beskrevet i pressemeddelelsen ”DR påstår at Psykiatrien har fundet en sjælden guldåre – Nu svarer danske patient- og brugerorganisationer igen: for det er løgn”.
Bedre uddannelse til peers er vejen frem
Hvis vi skal ansætte peer-medarbejdere i psykiatrien, så er det vigtigt, at de bliver ordentligt klædt på til at indgå i den rolle, og jeg anser det som essentielt, at peers får bedre muligheder for at tage en formel peeruddannelse på en uddannelsesinstitution, så peerfeltet bliver blåstemplet.
Jeg anser det for mindst ligeså vigtigt, at medarbejdere og arbejdsgiver, der skal ansætte peers, får et grundkursus i, hvordan man arbejder med levede erfaringer. Da hver tredje fagprofessionel har en psykisk sårbarhed, kunne det være godt at få skabt en mere åben kultur – Det handler om at nedbryde de barriere, som hindrer en “dem og os” kultur.
Christina-Regitze Pedersen er uddannet folkeskolelærer med diplomfag i psykiatri, seksualvejleder og peer. Christina-Regitze har arbejdet med udvikling af peer-støtte siden 2008, og hun har blandt andet været med i to store peerprojekter fra henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen.
Andre kilder:
Fakta om psykisk sygdom | Danske Patienter
Typer af peerstøtte | Vidensportal
Vedr. Peer ansatte i psykiatrien.
Så længe loven tillader psykiatere at fejlbehandle og misbruge tvang, vil Peer ansatte og psykologer for den sags skyld også kunne opleve sig forskelsbehandlede på deres arbejdsplads.
Der hersker jo en, efter min mening, syg og forældet norm for hvad normalt og unormalt, raskt og sygt er, i det danske sundhedsvæsen.
Personligt vil jeg ikke kunne arbejde i psykiatrisk regi, med min personluge og faglige viden og indsigt, fordi jeg alene qua min uddannelsesbaggrund af ” de rigtige sundhedsuddannede” betragtes mere som kvaksalver ( bl.a. udd. Zoneterapeut m. mangeårige erfaringer indenfor personlig udvikling og undervisning og behandling).
Men også fordi jeg ikke vil kunne være i et miljø, hvor ansatte gang på gang begår fysiske, verbale og medicinske overgreb mod indlagte/ tvangsindlagte, som er betydeligt mere bevidste om egne behov, end de ansatte som mener at de ved bedst!.
Mit håb er, at danskerne over en bred kam snart forstår, at det st reagere følsomt, at være sensitiv er hundrede procent naturligt og ikke betyder at de har en psykisk sygdom, som kræver medicinsk behandling med psykofarmaka.
For de menneskelige, helbredsmæssige og økonomiske omkostninger ved den overdrevne anvendelse af psykofarmaka, ikke mindst når tvang indgår, er uoverskuelige, traumatiserende og kan være livslange.
Det handler i høj grad om uvidenhed og magtmisbrug fra psykiatere og politikeres side, og den autoritetstro, som mange i befolkningen tilsyneladende ligger under for.