Browse Tag

bivirkninger psykofarmaka

20 dage med psykofarmaka gjorde læge syg i flere år

/

En nordsjællandsk læge fik psykofarmaka i 20 dage mod stress, men stoppede fordi han fik alvorlige bivirkninger. Udtrapningen skete efter de officielle forskrifter. I dag fire år efter lider den 44-årige læge stadig af svære ophørssymptomer. Han undrer sig over, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår.

Af Gitte Rebsdorf

2018 var et skelsættende år for Anders Klahn.

Der var pres på både i familielivet og arbejdslivet. Den nu 44-årige ortopædkirurg havde et fuldtidsjob som speciallæge med mange vagter, også nattevagter og ved siden af havde han et bijob for nogle forsikringsselskaber.

Når han endelig havde fri fortsatte presset med mange aktiviteter. Han havde to mindre børn på syv og ni år, og hans daværende hustru havde også et karrierejob. Det var svært at få det hele til at hænge sammen.

En forårsdag i 2018 hang det ikke længere sammen.  Presset blev for stort, og havde varet for længe. Den travle læge og familiefar måtte sygemeldes med stress.

Tilbud om piller

Den hjælp, han blev tilbudt, var blandt andet psykofarmaka, som han som udgangspunkt slet ikke selv så som løsningen.

”I den tid jeg har arbejdet som læge – også i min studentertid – har jeg ikke set, at det har været nogen god løsning på psykiske problemer, så det var ikke noget jeg ønskede”, siger Anders Klahn.

Derfor valgte han i første omgang et anerkendt stresskursus på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som hjalp rigtig fint.

Men problemerne i familien blev værre, og i efteråret måtte Anders Klahn og hans hustru gå fra hinanden. Skilsmissen forværrede hans krise, og han endte med at sige ja til antidepressiv medicin og siden benzodiazepiner.

”Jeg er et åbent menneske, så jeg ville godt give det et forsøg, når jeg nu blev anbefalet at tage medicin,” fortæller den nordsjællandske læge.

Højere dosis vil hjælpe

I første omgang fik Anders Klahn Sertralin, som er et antidepressivt lægemiddel. Men efter bare et døgn blev han nødt til at stoppe på grund af bivirkninger.

”Jeg kunne ikke være nogen steder, og havde en ekstrem indre uro. Men det blev ikke taget alvorligt. Det var første gang jeg blev mødt med mistro,” fortæller han.

Men i stedet for at stoppe medicineringen blev Anders Klahn blot ordineret et nyt SSRI, Cipralex, efter at en psykiater havde rådgivet den praktiserende læge. Psykiateren anbefalede også et benzodiazepin, Oxasepam, mod uroen og alle bivirkningerne, oplyser Anders Klahn.

”Psykiateren var med på sidelinien, og mente, at benzodiazepinet ville klare de absurde bivirkninger, jeg havde, og at jeg så ville få det bedre psykisk i løbet af nogle uger,” siger han.

Men psykiaterens anbefalinger virkede ikke, og bivirkningerne indtraf hurtigt.

”Jeg fik en voldsom indre uro og symptomer, der minder om svær influenza. Herudover en række andre bivirkninger som svimmelhed, muskeltrækninger, mundtørhed, angst, søvnbesvær og hjertebanken”, fortæller Anders Klahn.

Når han nævnte de mange bivirkninger for sin praktiserende læge, blev han mødt med undren og mistænkeliggørelse, og fik at vide, at det var noget, han skulle stå igennem.

”Min læge var helt uforstående overfor bivirkningerne. De blev overhørt, eller også fik jeg at vide, at de skyldtes, at dosis endnu ikke var høj nok. Men symptomerne blev værre og værre i takt med, at dosis blev øget,” fortæller Anders Klahn.

Han fortsatte med psykofarmaka i tre uger, og stod lidelserne igennem, sådan som den praktiserende læge havde anbefalet.

Men herefter havde han fået nok, og besluttede sig for at stoppe.

”Det hjalp ikke imod noget som helst, og med alle bivirkningerne var jeg overbevist om, at det ikke var godt. Bivirkningerne var jo værre end den lidelse, som de blev givet for, ” fortæller han.

Hjemmestrikket metode

Når Anders Klahn tænker tilbage på det i dag, er det med undren.

”Jeg er selv læge, og jeg ville aldrig fortsætte en behandling, som ikke virker, og som gør det hele værre. Så stopper man da,” siger han.

De metaanalyser, der er udarbejdet om antidepressiv medicin viser alle, at effekten er meget beskeden, og at bivirkningerne er mange og alvorlige. En metaanalyse er en forskningsgennemgang af relevante studier på et givent område.

Læs også artiklen: Ny undersøgelse misinformerer.

”Det er kritisabelt, at den evidens, der er på området, bliver negligeret og erstattet af hjemmestrikkede kombinationer af lægemidler, som man mener virker, og hvor man giver patienter højere dosis, når der ikke er effekt eller giver lægemidler i kombination med andre lægemidler.

Det er en forældet metode. Man skal behandle ud fra den bedst tænkelige evidens. Og når behandlingen ikke virker, burde man stoppe og se, hvordan folk klarer sig uden,” siger han, og fortsætter:

”Hvis jeg kan se, at en operation ikke har virket efter hensigten, så fortsætter jeg da ikke med at operere. Så sender jeg patienten til genoptræning og venter og ser, hvad der sker, før jeg gør noget nyt.”

Sidste dosis den værste

I efteråret 2018 begyndte Anders Klahn en udtrapning, efter han havde besluttet sig for at stoppe med psykofarmaka. Han havde kun fået medicinen i sammenlagt 20 dage, og han tænkte, at det ville blive nemt. Men det gjorde det ikke.

Efter 20 dages udtrapning, hvor han gradvist reducerede dosis for såvel benzodiazepiner som SSRI, tog han den sidste dosis. Men hvis han tidligere havde haft slemme gener, så var det intet mod det, han mærkede efter ophør med den sidste lille dosis medicin.

”Det var som at helvede brød løs. Jeg havde en ubeskrivelig voldsom indre uro, som nogle betegner akathisi. Det er ikke en naturlig angst. Det er 10 gange værre. ”Det er Out of this World”. Jeg kunne ikke være nogen steder, og jeg kunne ikke holde noget ud.”

”Jeg fik også en brændende eller sviende smerte overalt i kroppen. De smerter har jeg haft i varierende intensitet lige siden, og de er meget invaliderende,” fortæller han.

Ophørssymptomerne er beskrevet i flere studier, og andre mennesker, som er stoppet med psykofarmaka, beretter om de samme reaktioner.

Psykofarmaka virker ved at påvirke serotonin, noradrenalin og dopamin i hjernen. Men ifølge den britiske professor i psykiatri, Joanna Moncrieff så ved man ikke præcist, hvordan antidepressiva påvirker hjernen.

Man ved, at depressionsmedicin øger serotonin i hjernen, og når det sker, forsøger hjernen at kompensere for dette ved selv at producere mindre serotonin. Medicinen skaber altså ændringer i hjernen, og når man stopper med den, er der derfor ofte voldsomme reaktioner.

Men ingen ved, hvorfor nogle mennesker får voldsomme gener ved ophør med psykofarmaka, mens andre får færre gener.

”Vores receptorer i hjernen reagerer forskelligt, og det kan være forklaringen på, at nogle af os reagerer meget kraftigt. Medicinen skaber fysiologiske ændringer i hjernen, og forårsager ubalance i signalstofferne i hjernen,” siger Anders Klahn.

Han kan dog sagtens sætte sig ind i, at det er svært for udenforstående at forstå – eller for den sags skyld tro på – de mange ophørssymptomer.

Mange læger tror, at de kommer fra en bagvedliggende sygdom. Men sådan forholder det sig ikke, fastslår Anders Klahn.

”Jeg har aldrig før haft det, som da jeg stoppede med psykofarmaka. Man kan ikke forstå det her, hvis ikke selv, man har prøvet det. Det er mareridtsagtigt, og påvirker hele ens liv. Der er for eksempel dage, hvor det eneste jeg har kunnet præstere er, at sidde ned i en sofa og være sammen med mine børn i et par timer. Jeg har ikke engang været i stand til at stå op,” fortæller han.

Fortsætter efter fire år

Selv om det snart er fire år siden, at Anders Klahn stoppede med psykofarmaka, har han stadig gener.

Han har altid været i fysisk god form, og har gennem hele forløbet haft et mål om at gå som minimum 10.000 skridt hver dag uanset graden af symptomer og svømme mindst to gange om ugen.

Han arbejder på nedsat tid og med ”skånefunktioner”, hvor han undgår at blive udsat for den belastning, han ellers er  vant til, fortæller han.

”Jeg har stadig brændende og sviende smerter i huden, som hele tiden skifter lokalisation og intensitet. Jeg har dybe smerter i muskulaturen. Indimellem har jeg svært ved at koncentrere mig, og bliver hurtigt træt. Svimmelheden kommer og går. Jeg har konstant mundtørhed, og bliver nødt til at bruge tyggegummi for ikke at skulle drikke hele tiden.”

”Det er en lang liste af gener. Indimellem er der såkaldte vinduer, hvor symptomerne aftager, og det bliver bedre, så jeg kan slappe af. Men jeg ved aldrig, hvornår det kommer, og jeg har stadig dage, hvor jeg er sat helt ud af spillet” fortæller Anders Klahn.

Manglende respekt for videnskaben

Hans respekt for psykiatriens brug af medicin kan ligge et meget lille sted.

”Det er grotesk, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår. Der er meget lidt respekt for videnskaben. Den praksis, der bliver udøvet, er endda på nogle områder i strid med Sundhedsstyrelsens retningslinier og med god lægegerning,” siger Anders Klahn.

Han henviser til, at Sundhedsstyrelsen for eksempel anbefaler, at benzodiazepiner maksimalt må bruges i to uger mod angst og op til fire uger mod svær angst. Alligevel er tusinder i af mennesker i behandling med dem i længere tid.

”Selv tror jeg ikke på myten om, at psykisk lidelse kan være så svær, at man er nødt til at få medicin.”

”Jeg mener, at vi lever i et samfund, hvor der er en myte om, at psykiske lidelser som angst og depression kan blive så svære, at man er nødt til at få medicin. Men det er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for,” siger han.

Vil helst glemme

Egentlig har Anders Klahn lyst til at glemme det, han har været udsat for med psykofarmaka. Det har været voldsomt og udmattende, og har sat sig varige spor. Han bliver aldrig den samme igen, og nu vil han gerne have lov at leve sit liv og blive glad. Men når han alligevel står frem og fortæller sin historie, er det fordi, han mener, den er vigtig.

”De alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka er ikke anerkendt, og det er ophørsproblemerne heller ikke. Det er derfor jeg står frem og fortæller om det.”

”Vi må vi stoppe med at give folk, der har psykiske vanskeligheder psykofarmaka som en automatreaktion men i stedet tilbyde dem gode og evidensbaserede terapeutiske behandlinger,” siger Anders Klahn.

Selv om hans bekendtskab med psykofarmaka har været ødelæggende, har han alligevel lært af det. Han er blevet skarpere på, hvad der er vigtigt i livet, og hvad han prioriterer.

”I dag ved jeg, at nærværet i de tætte relationer er vigtigere end karriere og at kunne præstere hele tiden.”

Læs også artiklen: Psykiatrien mangler evidens – ikke penge

Kejserens nye klæder og den skadelige psykofarmaka

/

Bivirkningerne ved psykofarmaka er forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, man risikerer af få, skriver professor Jørgen Brandt, der har mærket konsekvenserne på egen krop.

 

I debatten om psykiatriens udvikling, mangler det at blive belyst, hvor meget skade den omfattende brug af psykofarmaka forvolder.

Udgangspunktet er tilsyneladende, at mennesker skal behandles med medicin, når de får reaktioner på livet som stress og deraf følgende angst/depression. Der kan være mennesker, der er så syge, at medicin kan være nødvendig, men når omkring 10% af befolkningen får psykofarmaka af den ene eller anden slags, bør alarmklokkerne ringe.

Jeg har selv tidligere har været stressramt og har i den forbindelse mærket konsekvenserne af psykofarmaka på min egen krop.

Når man bliver sygemeldt med stress, angst eller depression, tilbyder lægen typisk antidepressiv medicin, og hvis man er ”heldig”, får man også benzodiazepiner (eller tilsvarende agonister), fx mod søvnløshed. Baggrunden er en hypotese om, at sygdommen skyldes en ubalance i signalstofferne i hjernen (fx serotonin), og at denne ubalance kan helbredes med medicin. Problemet er bare, at denne hypotese er blevet endeligt afvist1.

Psykisk lidelse fra stress, overbelastning, og heraf følgende angst og depression, skyldes ikke en ubalance i hjernen. Tværtimod skaber medicinen, i sig selv, en ubalance i hjernen, som kan være invaliderende. Der er stor risiko for, at blive endnu mere syg, når man begynder på psykofarmaka. Bivirkningerne kan være forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, som man risikerer at få, når man stopper med medicinen.

Ifølge forskning får op mod 25% af dem, der ophører med antidepressiva og benzodiazepiner, svære og langvarige ophørssymptomer, som kan vare i årevis2,3. For dem er symptomerne typisk langt værre end den tilstand, som de oprindeligt blev behandlet for. Den lange liste over de mulige ophørssymptomer er nogenlunde den samme, uanset om man ophører med fx antidepressiver, benzodiazepiner eller antipsykotisk medicin, selvom det er forskellige signalstoffer og receptorer i hjernen, de påvirker4. Pointen er, at disse lægemidler har forstyrret den meget fine balance, der i forvejen var i hjernen. Når man tager medicinen, indstiller hjernen sig på, at nu kommer nogle af stofferne udefra, og når man så fjerner medicinen igen, kan hjernen have svært ved at genskabe den naturlige balance imellem signalstofferne og receptorerne. Det påvirker hele nervesystemet og derved mange funktioner i kroppen.

Resultatet kan være både psykiske og fysiske senfølger, i form af kemisk induceret angst, depression eller endog psykoser, samt et utal af fysiske symptomer i form af træthed, hovedpine, svimmelhed, influenzafølelse, invaliderende smerter i kroppen, maveproblemer, søvnløshed, ødelagt sexliv, tinnitus, ”brain zaps” (stød i hovedet) og meget mere. Ofte ender folk med at få en diagnose, som fx fibromyalgi, irritabel tyktarm, funktionel lidelse, eller endog nye psykiatriske diagnoser, som man ikke umiddelbart forbinder til ophør af medicinen.

Konsekvensen af at forstyrre hjernens balance med psykofarmaka kan være enorm, med tab af arbejdsevne, indtægt og manglende evne til at leve et socialt liv.

Forskning viser også, at antidepressiv medicin (fx SSRI og SNRI) ikke virker meget bedre (og sandsynligvis værre) end placebo5,6. Forsøgene med antidepressiv medicin er typisk meget korte (6-12 uger). De foregår typisk ved at man tager halvdelen af en gruppe, der tager antidepressiv medicin og erstatter medicinen med placebo. Hvis denne gruppe får det værre, konkluderes det, at medicinen virker. Problemerne med forsøgene er at:

  • forsøgene er meget kortvarige så langtidseffekter ikke studeres,
  • abstinenser fra antidepressiv medicin ikke er anerkendte og derved forveksles med tilbagevenden af de oprindelige symptomer
  • omkring halvdelen af forsøgene, som viste et negativt udfald (at medicinen ikke virker) er ikke blevet publiceret7 og indgår derved ikke i den samlede vægtning af resultaterne. Effekten er derved yderst diskutabel, mens risikoen for bivirkninger og langvarige ophørssymptomer er store.

Benzodiazepiner virker til gengæld særdeles godt beroligende. Udfordringen er bare, at de er stærkt afhængighedsskabende. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man kun må udstede benzodiazepiner i få uger. Ellers risikerer man at blive afhængig og udvikle tolerance, og så skal man have større og større doser for, at få en virkning. Desuden risikerer man, at få abstinenser imellem doserne. I løbet af kort tid holder pillerne altså op med at virke, men man tager benzodiazepiner for at dæmpe abstinenserne fra selvsamme piller. De mulige langvarige abstinenser fra benzodiazepiner er stærkt undervurderet. Det er på ingen måde holdbart.

Der er åbenbart ikke den store interesse i psykiatrien eller i Sundhedsstyrelsen for denne forskning, der er udkommet i de senere år omkring langtidsvirkningerne fra udtrapning af psykofarmaka, samt manglende evidens for at antidepressiva virker efter hensigten.

De praktiserende læger har næppe tid til at sætte sig ind i den nyere forskning, selvom de udskriver langt størstedelen af psykofarmaka, uden egentligt at vide hvilke risici, som de udsætter patienterne for.

Når ens tilstand forværres pga. af ophør med medicinen, er budskabet ofte, at det er “den underliggende sygdom”  der vender tilbage, og at man derfor skal have endnu mere medicin og højere doser. I værste tilfælde ender nogle mennesker med at få adskillige præparater – bare fordi de er blevet syge af stress.

I stedet burde lægerne for det første spørge, om medicinen er risikoen værd i forhold til den, i bedste fald, lille virkning fra antidepressiva og den store risiko for hurtig afhængighed fra benzodiazepiner. For det andet bør man spørge patienterne, om de er villige til at tage den op mod 25%2 store risiko for, at de ender med at blive invalideret pga. langvarige og invaliderende ophørssymptomer.

Der mangler en helt basal anerkendelse af, at psykofarmaka kan gøre mere skade end gavn, og at antidepressiva virker tvivlsomt ud over placeboeffekten. Samt at bivirkningerne for mange er store, og at risikoen for svære og langvarige ophørssymptomer kan være endnu større, når man stopper med medicinen igen – specielt hvis man ikke trapper meget langsomt ud. Udtrapning af medicinen skal ikke ske lineært med fx halvering af dosis hver anden uge, men i mindre og mindre reduktioner over måneder og måske endda år, pga. den stærkt ikke-lineære sammenhæng mellem koncentrationen (mætningen) af signalstofferne i hjernens receptorer og dosering af medicinen8, fx med 5-10% af tidligere dosis, hvert 4-6 uge.

Der bør i langt højere grad fokuseres på lægernes udskrivning af psykofarmaka, så vi ikke bare ender med mere medicin. Pga. den store risiko for invaliderende senfølger er det vigtigt, at sundhedsstyrelsens anbefalinger bliver overholdt. Det drejer sig fx om, at benzodiazepiner kun må udskrives i få uger. At antidepressiva kun skal gives i de sværeste tilfælde af depression og måske ikke engang dér, da virkningen er særdeles tvivlsom (i bedste fald ca. 2 point på Hamilton skalaen ud af 52 mulige)4,6.

Mange mennesker føler sig fortabte i det etablerede system, da langvarige abstinenser, ophørssymptomer og senfølger ikke er anerkendte. I stedet tyer de til støttegrupper og internetfora, hvor de søger information. Desuden risikerer man, at blive stigmatiseret af systemet, da man typisk får at vide, at man lider af angst/depression, mens man selv kan mærke, at symptomerne er helt anderledes. Der findes fx viden og erfaring hos MedicinRådgivningen (smr.dk), der rådgiver om udtrapning af psykofarmaka, som bør inddrages i udviklingen af psykiatrien, sådan at vi kan sikre, at folk ikke bliver mere syge af medicinen, end de var i forvejen.

Da mange mennesker bliver mere syge af at få psykofarmaka, end de var i forvejen, må målet være, at få reduceret den omfattende brug af psykofarmaka væsentligt og tilbyde bedre behandlingsformer, fx metakognitiv terapi, som har vist langt bedre resultater mod angst og depression end medicin. Der er brug for meget klare retningslinjer og en udvikling i retning af, at langvarig psykisk og fysisk lidelse ikke starter med, at man går til lægen og får en recept på psykofarmaka.

Referencer
1Moncrieff, J., Cooper, R.E., Stockmann, T. et al. The serotonin theory of depression: a systematic umbrella review of the evidence. Mol Psychiatry, 2022. https://doi.org/10.1038/s41380-022-01661-0
2Davies, J. and J. Read, 2019. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: Are guidelines evidence-based? Addictive Behaviors. Volume 97, October 2019, 111-121. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30292574/

3Finlayson, A. J. R., J. Macoubrie, C. Huff, D. E. Foster, and P. R. Martin, 2022. Experiences with benzodiazepine use, tapering, and discontinuation: an Internet survey. Therapeutic Advances in Psychopharmacology 12, 1-10.https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/20451253221082386

4Hengartner, M. P., 2017. Methodological flaws, conflicts of interest, and scientific fallacies: Implications for the evaluation of antidepressants’ efficacy and harm. Frontiers in Psychiatry, 8(275). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5725408/
5Nielsen, M., E. H. Hansen, and P. C. Gøtzsche, 2011. What is the difference between dependence and withdrawal reactions? A comparison of benzodiazepines and selective serotonin re-uptake inhibitors. Addiction 107. 900-908. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/21992148/ 
6Horowitz M and A. Wilcock, 2022. Newer generation antidepressants and withdrawal effects: reconsidering the role of antidepressants and helping patients to stop. Drug and Therapeutics Bulletin 2022;60:7-12. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34930807/
7Erick H. Turner, Annette M. Matthews, Eftihia Linardatos, Robert A. Tell, L.C.S.W., and Robert Rosenthal, 2008. Selective Publication of Antidepressant Trials and Its Influence on Apparent Efficacy. N Engl J Med 2008; 358:252-260. https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMsa065779
8Sørensen,A.,H. G. Ruhé, and K. Munkholm, 2022. The relationship between dose and serotonin transporter occupancy of antidepressants—a systematic review. Molecular Psychiatry volume 27, 192–201. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34548628/