20 dage med psykofarmaka gjorde læge syg i flere år

/

En nordsjællandsk læge fik psykofarmaka i 20 dage mod stress, men stoppede fordi han fik alvorlige bivirkninger. Udtrapningen skete efter de officielle forskrifter. I dag fire år efter lider den 44-årige læge stadig af svære ophørssymptomer. Han undrer sig over, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår.

Af Gitte Rebsdorf

2018 var et skelsættende år for Anders Klahn.

Der var pres på både i familielivet og arbejdslivet. Den nu 44-årige ortopædkirurg havde et fuldtidsjob som speciallæge med mange vagter, også nattevagter og ved siden af havde han et bijob for nogle forsikringsselskaber.

Når han endelig havde fri fortsatte presset med mange aktiviteter. Han havde to mindre børn på syv og ni år, og hans daværende hustru havde også et karrierejob. Det var svært at få det hele til at hænge sammen.

En forårsdag i 2018 hang det ikke længere sammen.  Presset blev for stort, og havde varet for længe. Den travle læge og familiefar måtte sygemeldes med stress.

Tilbud om piller

Den hjælp, han blev tilbudt, var blandt andet psykofarmaka, som han som udgangspunkt slet ikke selv så som løsningen.

”I den tid jeg har arbejdet som læge – også i min studentertid – har jeg ikke set, at det har været nogen god løsning på psykiske problemer, så det var ikke noget jeg ønskede”, siger Anders Klahn.

Derfor valgte han i første omgang et anerkendt stresskursus på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som hjalp rigtig fint.

Men problemerne i familien blev værre, og i efteråret måtte Anders Klahn og hans hustru gå fra hinanden. Skilsmissen forværrede hans krise, og han endte med at sige ja til antidepressiv medicin og siden benzodiazepiner.

”Jeg er et åbent menneske, så jeg ville godt give det et forsøg, når jeg nu blev anbefalet at tage medicin,” fortæller den nordsjællandske læge.

Højere dosis vil hjælpe

I første omgang fik Anders Klahn Sertralin, som er et antidepressivt lægemiddel. Men efter bare et døgn blev han nødt til at stoppe på grund af bivirkninger.

”Jeg kunne ikke være nogen steder, og havde en ekstrem indre uro. Men det blev ikke taget alvorligt. Det var første gang jeg blev mødt med mistro,” fortæller han.

Men i stedet for at stoppe medicineringen blev Anders Klahn blot ordineret et nyt SSRI, Cipralex, efter at en psykiater havde rådgivet den praktiserende læge. Psykiateren anbefalede også et benzodiazepin, Oxasepam, mod uroen og alle bivirkningerne, oplyser Anders Klahn.

”Psykiateren var med på sidelinien, og mente, at benzodiazepinet ville klare de absurde bivirkninger, jeg havde, og at jeg så ville få det bedre psykisk i løbet af nogle uger,” siger han.

Men psykiaterens anbefalinger virkede ikke, og bivirkningerne indtraf hurtigt.

”Jeg fik en voldsom indre uro og symptomer, der minder om svær influenza. Herudover en række andre bivirkninger som svimmelhed, muskeltrækninger, mundtørhed, angst, søvnbesvær og hjertebanken”, fortæller Anders Klahn.

Når han nævnte de mange bivirkninger for sin praktiserende læge, blev han mødt med undren og mistænkeliggørelse, og fik at vide, at det var noget, han skulle stå igennem.

”Min læge var helt uforstående overfor bivirkningerne. De blev overhørt, eller også fik jeg at vide, at de skyldtes, at dosis endnu ikke var høj nok. Men symptomerne blev værre og værre i takt med, at dosis blev øget,” fortæller Anders Klahn.

Han fortsatte med psykofarmaka i tre uger, og stod lidelserne igennem, sådan som den praktiserende læge havde anbefalet.

Men herefter havde han fået nok, og besluttede sig for at stoppe.

”Det hjalp ikke imod noget som helst, og med alle bivirkningerne var jeg overbevist om, at det ikke var godt. Bivirkningerne var jo værre end den lidelse, som de blev givet for, ” fortæller han.

Hjemmestrikket metode

Når Anders Klahn tænker tilbage på det i dag, er det med undren.

”Jeg er selv læge, og jeg ville aldrig fortsætte en behandling, som ikke virker, og som gør det hele værre. Så stopper man da,” siger han.

De metaanalyser, der er udarbejdet om antidepressiv medicin viser alle, at effekten er meget beskeden, og at bivirkningerne er mange og alvorlige. En metaanalyse er en forskningsgennemgang af relevante studier på et givent område.

Læs også artiklen: Ny undersøgelse misinformerer.

”Det er kritisabelt, at den evidens, der er på området, bliver negligeret og erstattet af hjemmestrikkede kombinationer af lægemidler, som man mener virker, og hvor man giver patienter højere dosis, når der ikke er effekt eller giver lægemidler i kombination med andre lægemidler.

Det er en forældet metode. Man skal behandle ud fra den bedst tænkelige evidens. Og når behandlingen ikke virker, burde man stoppe og se, hvordan folk klarer sig uden,” siger han, og fortsætter:

”Hvis jeg kan se, at en operation ikke har virket efter hensigten, så fortsætter jeg da ikke med at operere. Så sender jeg patienten til genoptræning og venter og ser, hvad der sker, før jeg gør noget nyt.”

Sidste dosis den værste

I efteråret 2018 begyndte Anders Klahn en udtrapning, efter han havde besluttet sig for at stoppe med psykofarmaka. Han havde kun fået medicinen i sammenlagt 20 dage, og han tænkte, at det ville blive nemt. Men det gjorde det ikke.

Efter 20 dages udtrapning, hvor han gradvist reducerede dosis for såvel benzodiazepiner som SSRI, tog han den sidste dosis. Men hvis han tidligere havde haft slemme gener, så var det intet mod det, han mærkede efter ophør med den sidste lille dosis medicin.

”Det var som at helvede brød løs. Jeg havde en ubeskrivelig voldsom indre uro, som nogle betegner akathisi. Det er ikke en naturlig angst. Det er 10 gange værre. ”Det er Out of this World”. Jeg kunne ikke være nogen steder, og jeg kunne ikke holde noget ud.”

”Jeg fik også en brændende eller sviende smerte overalt i kroppen. De smerter har jeg haft i varierende intensitet lige siden, og de er meget invaliderende,” fortæller han.

Ophørssymptomerne er beskrevet i flere studier, og andre mennesker, som er stoppet med psykofarmaka, beretter om de samme reaktioner.

Psykofarmaka virker ved at påvirke serotonin, noradrenalin og dopamin i hjernen. Men ifølge den britiske professor i psykiatri, Joanna Moncrieff så ved man ikke præcist, hvordan antidepressiva påvirker hjernen.

Man ved, at depressionsmedicin øger serotonin i hjernen, og når det sker, forsøger hjernen at kompensere for dette ved selv at producere mindre serotonin. Medicinen skaber altså ændringer i hjernen, og når man stopper med den, er der derfor ofte voldsomme reaktioner.

Men ingen ved, hvorfor nogle mennesker får voldsomme gener ved ophør med psykofarmaka, mens andre får færre gener.

”Vores receptorer i hjernen reagerer forskelligt, og det kan være forklaringen på, at nogle af os reagerer meget kraftigt. Medicinen skaber fysiologiske ændringer i hjernen, og forårsager ubalance i signalstofferne i hjernen,” siger Anders Klahn.

Han kan dog sagtens sætte sig ind i, at det er svært for udenforstående at forstå – eller for den sags skyld tro på – de mange ophørssymptomer.

Mange læger tror, at de kommer fra en bagvedliggende sygdom. Men sådan forholder det sig ikke, fastslår Anders Klahn.

”Jeg har aldrig før haft det, som da jeg stoppede med psykofarmaka. Man kan ikke forstå det her, hvis ikke selv, man har prøvet det. Det er mareridtsagtigt, og påvirker hele ens liv. Der er for eksempel dage, hvor det eneste jeg har kunnet præstere er, at sidde ned i en sofa og være sammen med mine børn i et par timer. Jeg har ikke engang været i stand til at stå op,” fortæller han.

Fortsætter efter fire år

Selv om det snart er fire år siden, at Anders Klahn stoppede med psykofarmaka, har han stadig gener.

Han har altid været i fysisk god form, og har gennem hele forløbet haft et mål om at gå som minimum 10.000 skridt hver dag uanset graden af symptomer og svømme mindst to gange om ugen.

Han arbejder på nedsat tid og med ”skånefunktioner”, hvor han undgår at blive udsat for den belastning, han ellers er  vant til, fortæller han.

”Jeg har stadig brændende og sviende smerter i huden, som hele tiden skifter lokalisation og intensitet. Jeg har dybe smerter i muskulaturen. Indimellem har jeg svært ved at koncentrere mig, og bliver hurtigt træt. Svimmelheden kommer og går. Jeg har konstant mundtørhed, og bliver nødt til at bruge tyggegummi for ikke at skulle drikke hele tiden.”

”Det er en lang liste af gener. Indimellem er der såkaldte vinduer, hvor symptomerne aftager, og det bliver bedre, så jeg kan slappe af. Men jeg ved aldrig, hvornår det kommer, og jeg har stadig dage, hvor jeg er sat helt ud af spillet” fortæller Anders Klahn.

Manglende respekt for videnskaben

Hans respekt for psykiatriens brug af medicin kan ligge et meget lille sted.

”Det er grotesk, at der er faglige fyrtårne, som forsvarer den behandling, der foregår. Der er meget lidt respekt for videnskaben. Den praksis, der bliver udøvet, er endda på nogle områder i strid med Sundhedsstyrelsens retningslinier og med god lægegerning,” siger Anders Klahn.

Han henviser til, at Sundhedsstyrelsen for eksempel anbefaler, at benzodiazepiner maksimalt må bruges i to uger mod angst og op til fire uger mod svær angst. Alligevel er tusinder i af mennesker i behandling med dem i længere tid.

”Selv tror jeg ikke på myten om, at psykisk lidelse kan være så svær, at man er nødt til at få medicin.”

”Jeg mener, at vi lever i et samfund, hvor der er en myte om, at psykiske lidelser som angst og depression kan blive så svære, at man er nødt til at få medicin. Men det er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for,” siger han.

Vil helst glemme

Egentlig har Anders Klahn lyst til at glemme det, han har været udsat for med psykofarmaka. Det har været voldsomt og udmattende, og har sat sig varige spor. Han bliver aldrig den samme igen, og nu vil han gerne have lov at leve sit liv og blive glad. Men når han alligevel står frem og fortæller sin historie, er det fordi, han mener, den er vigtig.

”De alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka er ikke anerkendt, og det er ophørsproblemerne heller ikke. Det er derfor jeg står frem og fortæller om det.”

”Vi må vi stoppe med at give folk, der har psykiske vanskeligheder psykofarmaka som en automatreaktion men i stedet tilbyde dem gode og evidensbaserede terapeutiske behandlinger,” siger Anders Klahn.

Selv om hans bekendtskab med psykofarmaka har været ødelæggende, har han alligevel lært af det. Han er blevet skarpere på, hvad der er vigtigt i livet, og hvad han prioriterer.

”I dag ved jeg, at nærværet i de tætte relationer er vigtigere end karriere og at kunne præstere hele tiden.”

Læs også artiklen: Psykiatrien mangler evidens – ikke penge

6 Comments

  1. Jeg føler så stor afmagt når jeg læser ovenstående artikel, både i medfølelse med Anders Klahn og alle andre andre, som frivilligt eller ufrivilligt udsættes for psykofarmaka, uden at kende de for manges vedkommende livstruende og destruktive følgevirkninger.

    Jo flere historier folk, som på egen krop har mærket virkningen af psykofarmaka og er mærkede for livet af disse medikamenter, jo mere afmægtig og ked af det bliver jeg, når jeg hører mange flere forsvare deres tro på psykofarmaka.

    De som kender mig godt, ved at jeg er dyb modstander af psykofarmaka, men det er langt fra alle der forstår hvorfor, så jeg kan fint følge Anders Klahn når han beskriver sine symptomer og er bevidst om, at kun de som personligt har oplevet disse symptomer, forstår hvor farlige disse medikamenter kan være for nogle af os.

    Det gør mig også ondt, at den indstilling, at hvis en foræder får eller påtvinges en diagnose, da er det sandsynligt at vedkommendes børn “får en psykisk sygdom”.

    I min familie, er der desværre samme tro på psykisk sygdom, og medicinering, som psykiatere og mange i befolkningen deler, og det er derfor stort set umuligt at nå igennem til deres sunde fornuft.
    Det gør ondt at se ens nærmeste både tro på autoriterne og samtidig negligere egne reaktioner på den psykofarmaka de sluger – og tilmed blive mødt med mistillid og mistro når jeg fortæller hvad jeg altid har vidst om heling af krop og psyke.
    Ikke at jeg tror jeg har svaret for alle, men jeg har tilegnet mig og udviklet en bevidsthed om eksistentielle emner i en grad som har været livreddende for mig selv, og andre som har søgt min hjælp.

    Verden er på mange måder et skrækindjagende sted at være, med krige og terror, og folk som misbruger magt over andre, det skaber frygt, angst, sorg og smerte i følsomme mennesker, og da hjælper det ikke at indtage stoffer som mest af alt smadrer alle naturlige kropslige funktioner og forhindrer ens hjerne i at fungere optimalt.

    Politikerne taler fortsat om en ti års plan for psykiatrien, og taler om flere ansatte læger og sygeplejersker i sundhedsvæsenet, men de har for mig at se, overhovedet ikke forstået hvad sundhed og sygdom handler om. De vil lappe, og lappe og lappe, i stedet for at lade alle med livsduelige erfaringer personligt og fagligt bidrage med vores viden.

    Det kan gøre mig så uendeligt træt, konstant at blive parkeret på et sidespor, uden reel mulighed for at hjælpe de af mine medmennesker som kunne lære af det jeg og andre, der som jeg har konstruktive erfaringer med selvheling. Så længe psykiaterne sidder på magten, og politikerne ikke tør andet end følge deres tro og autoritet, og befolkningen tilsyneladende i stor stil følger trop, ja da ser jeg ikke en udvikling i bredere forstand og vi kan blive ved at poste milliarder ind i et sundhedsvæsen, som tydeligvis mangler forståelse og respekt for en del menneskers personlige erfaringer, viden og indsigt.

    Hjerteligste tanker herfra.
    Susanne Holgaard.

  2. Hei alle sammen. Jeg kjenner meg godt igjen i dette med bivirkninger, automatisk medisinering av psykisk sykdom og altfor lite kunnskap og informasjon om hva disse medisinene gjør med kropp, hjerne og sjel!
    Jeg er nå 51 år. Jeg ble plutselig gradvis psykotisk senhøsten/vinteren 2000, da jeg var i full jobb som salgskonsulent i Oslo. Ble innlagt for aller første gang på Blakstad Sykehus i november 2000! Veldig psyk og forvirret! Heldigvis hadde jeg en samboer og mye familie rundt meg som var glad i meg og hjalp meg igjennom dette. Men denne første innleggelsen ble starten på et liv som «svingdørspasient»; ut og inn på lukkede akuttavdelinger, videre til subakutt (mere åpen avd med frihet og avtaler). og av og til videre til langtidsavdelinger, både på Blakstad Sykehus og DPS (Distrikts psykiatri) i min egen kommune. Men som regel fikk jeg KANSKJE en uke på akuttavdelingen og rett hjem! Selvom jeg var veldig syk og helt utslitt!! Fordi jeg er et oppegående menneske som både kunne snakke for meg, stille spørsmål og krav samt hjalp mine medpasienter…Som vi brukere pleide å si: «Jeg er ikke dum, jeg er syk!» Samtidig var det til tider ekstremt høyt trykk og pågang av psyke mennesker til ganske få plasser. Nåløyet var trangt, og spenningen stor der du satt på legevakten, når som helst på døgnet, etter et suicidalforsøk eller du var psykotisk, og hørte på den ukjente legens beskrivelse av deg på telefon med sykehuset for å legge deg inn! Det var ikke alltid så lett!
    Du må ha hatt angst for å skjønne hva det er! Akkurat som legen Anders Khlan beskriver. Man må ha prøvd psykofarmika og dens bivirkninger og abstinenser for å forstå hva det dreier seg om! Jeg har prøvd så mange forskjellige medisiner, som jeg tilslutt ble satt på faste doser med. De har også blitt forandret flere ganger..
    Jeg har vært i behandling og snakket med så mange terapeuter, psykiatrikere, psykologer, leger, sosionomer, sykehus-og psykisk helse-personell opp i gjennom årene at man skulle tro at jeg snart kan greie meg uten medisiner! Neida! I tillegg har jeg etter flere akuttinnleggelser blitt stående på akutt-forhøyede doser av mine faste medisiner i lang tid etterpå. Fastlegene er ikke alltid så flinke på psykofarmika og venter på beskjed fra «fyrtårn»folka.
    Jeg har aldri blitt sittende passiv i krok, men jeg har opplevd så mye vondt og etterhvert funnet meg i mye dårlig behandling i møte med psykiatrien.
    Så 22 år etter bruker jeg både Fluoxetin Mylan-antidepressiva, Quetiapin-antipsykotika og Orfiril R-stemningsstabiliserende medisin. Av og til ved høy angst bruker jeg sobril, benzodiasipin. Dette har jeg gjort i mange år. I tillegg står jeg fast på Cetrizin-mot allergi, Trio Be, Metode multi -og D3 vitaminer. Jeg får det som i Norge heter Multidose. Som innebærer ferdigpakkede dagsdoser i små plastposer på lange ruller. Reseptene kommer i hovedsak fra fastlegene og apotekene bruker et firma som lager multidosene. De bestemmer at noen tabletter/kapsler ikke bør ligge åpent i plastposene. Da får jeg originalboksene ved siden av.
    Ellers går maskineriet…millioner av piller som hvert år havner i og fucker opp folks mager og hjerner! Jeg har riktignok fått noen diagnoser, og vi har trappet ned mine medisiner en god del. Men HJELP!

  3. Anders Klahn du beskriver nøjagtig min historie, jeg troede på, at lægerne havde styr på deres medicin, styr på hvordan man skal behandle mennesker med medicin.

    Men men vi er ikke andet end forsøgskaniner, ingen læger stopper det. Det er kun patienten selv som kan stoppe det.

    Hvorfor er der ingen som følger op på patientens brug af medicin, udtrapning, intet sker der udover de gladeligt fylder medicin på os, selvom de ved det er skidt for vores organer, selvom vi bliver nedbrudt af det. Selvom vi får gener bagefter som hukommelsestab, svimmelhed, manglende koncentrationevne, manglende energi og ydeevne når vi skal arbejde, eller være sammen med andre mennesker.

    Jeg er ødelagt efter 10år på det lykkepiller, fordi jeg stolede på læger, psykiater, psykologer, istedet for og stole på den vigtigste person i mit liv. (Mig selv) de lyttede ikke til hvad jeg sagde, da jeg sagde de tog fejl, og lod mig komme længere ud i medicin misbrug.

    Har jeg fået nogen for for erstatning?
    Niks fordi sådan fungerer systemet ikke, når vi er ødelagt, må vi klare os selv, der er ingen som tager hånd om os.

    Systemet er pilråddent, man svigter borgerne. Ingen hjælp, ingen erstatning for deres fejl.
    John Mogensen havde ret, der er noget galt i Danmark………..

  4. Kære Anders Klahn . Hvor gør din situation mig ondt . Jeg har altid rystet på hovedet af de
    såkaldte lykkepiller ,…..men efter at ha passet min 95 årige , syge mand i fem år , …bad min
    dejlige læge mig prøve 25 mg. SERTRALIN i bare 14 dage ,…..og jeg havde intet at miste , for jeg
    var helt ødelagt , og alt var sort og trist . Efter at ha taget den lille ,halve pille i OTTE dage ,
    lettede dagens opgaver ganske lidt,…..og det blev bedre og bedre ,…..så jeg idag priser mig så
    lykkelig for den. …….Hvorfor JEG tåler den lille dosis SÅ godt ,…..og andre slet ikke , forstår vel
    ingen , da der er andre piller ,jeg slet ikke tåler . Føler , at min lille historie har sin plads her ,
    skønt det er uretfærdigt , at jeg tåler den så godt ,….mens I andre har så store problemer . 🍀

  5. Det kan se ud, som er du blevet søgt medicineret med antidepressivum (uden andre behandlings-/livsstilstiltag) for stress og sorg over skilsmisse. Hvis det er sådan det forholder sig, er det helt klart en behandlingsfejl. Jeg udtaler mig her som psykolog.

  6. SSRI virker nok bedst på PTSD og OCD pga signaler der ændres i hjernen 3 uger inde med sølle 50 mg og jeg har det fint fik kun cirka 4 timers bivirkninger og sover tungt som er vigtigt på PTSD det netop fordi SSRI stopper svingninger det virker godt på PTSD planen er at trappe ud til januar og bytte midler til fx medicinsk Cannabis behandling med at lille skvat THC det SSRI virker nemlig på mange måder ens med Cannabis men som i ved er det ikke ,,flertallet” som tåler Cannabis fx men i mit tilfælde vil jeg bytte det kemiske om til det organiske.. Google selv Cannabis og Serotonin.. fx THC and Serotonin.. CBD and Serotonin.. og virkeligheden rammer en .. hvis SSRI virker godt er Cannabis nok bedst

Skriv et svar til Susanne Holgaard Svendsen Annuller svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Forrige opslag

Tusindvis vil have hjælp til at komme ud af psykofarmaka

Næste opslag

Psykiater tav om falsk teori

Seneste fra Artikler

Flere studier er udeladt

En række langtidsstudier er udeladt fra den nationale kliniske retningslinje for skizofreni, og det møder kritik