17-årig får Leponex og kan ikke gå i skole

En 17-årig pige på et psykiatrisk bosted er i behandling med Leponex, men kan kun klare at være i skole i en time om dagen. Helt i tråd med hvad Lundbeck støttet psykiater oplyser, så er der ingen diskussion af medicin og bivirkninger, fortæller peermedarbejdere.

Af Gitte Rebsdorf

Et sted i Danmark er en ung pige på 17 år i behandling for en psykisk lidelse. Hun er i et år blevet behandlet med psykofarmaka, herunder også det potente og farlige lægemiddel, clozapin, som sælges under navnet Leponex. Det fortæller en peermedarbejder på stedet.

”Hun er en intelligent pige, men hun har ikke været i skole i omkring otte måneder. De seneste måneder har hun dog været afsted en lille time hver dag. Hun har hovedpine, er svimmel og hun kaster op. Pigen siger selv, at hun får det dårligt af medicinen. Men selv om nogle blandt personalet taler om, at det kan skyldes bivirkninger fra medicinen, så er den medicinske behandling ikke til diskussion,” fortæller peermedarbejderen, Pia.

Behandlingen er helt i tråd med den lære, som psykiater Charlotte Emborg Mafi fremsætter i en række Lundbeck videoer.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen så spiller Lundbeck en stor rolle i uddannelsen af sundhedspersonale i psykiatrien. Det gør de ved at samarbejde med førende psykiatere, og i en video på Lundbecks uddannelsesplatform oplyser psykiater Charlotte Emborg Mafi om, hvor vigtigt det er at fastholde psykiatriske patienter i medicinsk behandling.

”Målet i forhold til behandlingen er, at de overholder den. Det kan vi kun opnå, hvis vi opbygger en god relation. Vi skal ikke konfrontere dem med deres vrangforestillinger, og vi skal heller ikke diskutere diagnosen med dem.” siger hun i videoen.

Lundbeck smitter af på behandling

Den lære kan findes i såvel hospitalspsykiatrien som på de psykiatriske bosteder, hvor medicin og diagnoser som udgangspunkt ikke er til diskussion. Det oplyser en anden peermedarbejder, Karoline.

”Fortællingen i psykiatrien er, at folk er syge og har brug for medicin. Det er udgangspunktet for behandlingen, og der er ofte ingen anden hjælp. Hvis der er tale om en retspsykiatrisk patient, er der dom til behandling, og så er der ingen rettigheder i forhold til at få reguleret medicinen,” fortæller peermedarbejderen, der tidligere har arbejdet på et bosted for voksne sindslidende. En peermedarbejder har selv erfaringer fra psykiatrien.

Begge peermedarbejdere er anonyme. De har en begrundet mistanke om at miste job eller skade deres jobmuligheder, hvis de står frem med kritik af den behandling, der foregår i psykiatrien. PsykiatriAvisen kender begge medarbejderes fulde identitet.

Polyfarmaci i strid med regler

Leponex, som den unge pige bliver behandlet med, har mange alvorlige bivirkninger. Svimmelhed og opkast er blot nogle af dem, fremgår det af indlægssedlen fra Lægemiddelstyrelsen.

Medicineringen af den unge pige er dog ikke usædvanlig, tværtimod er det almindeligt, at medicin er den primære behandling for de unge, der bor på stedet, fortæller peermedarbejderen.

”Der er ingen blandt personalet, der betvivler eller sætter spørgsmålstegn ved den medicin, som psykiateren har ordineret. Derfor er det også de færreste, der forbinder pigens mistrivsel med bivirkninger fra medicinen,” siger hun.

Antallet af børn og unge, som bliver behandlet med antipsykotika, er i løbet af en femårig periode steget fra 2480 i 2019 til 2.745 i 2023. Det fremgår af tal fra sundhedsdatastyrelsen.

Det er sket, selv om en vejledning fra Sundhedsstyrelsen præciserer, at antipsykotika ofte slet ikke er godkendt til børn og unge, og at der skal udvises særlig påpasselig også fordi børn og unges hjerner ikke er færdigudviklede. I vejledningen står der:

at der vil være skærpede krav til omhu og samvittighedsfuldhed ved behandling af børn og unge med denne gruppe lægemidler, som generelt har mange potentielle skadevirkninger, og hvor der er sparsom dokumentation for behandling af børn og unge.

Leponex er imidlertid ikke det eneste præparat, den unge pige bliver behandlet med. Hun får i alt fire forskellige typer psykofarmaka samt et lægemiddel mod bivirkninger.

Det er i strid med reglerne på området. Ifølge vejledningen fra Sundhedsstyrelsen skal en sådan behandling undgås:

Der er ikke evidens for, at samtidig behandling med flere antipsykotika (polyfarmaci) medfører bedre effekt, men polyfarmaci medfører flere bivirkninger. Samtidig behandling med flere forskellige antipsykotiske lægemidler hos børn og unge skal derfor undgås

Den 17-årige pige får altså en behandling, som er i strid med anbefalingerne, og som ifølge en peer medarbejder på stedet heller ikke virker, men skader.

”Man kigger ikke på, hvorfor hun kaster op, eller på hvorfor hun ikke kommer i skole. Personalet siger, at det er utroligt hun ikke får det bedre. Bivirkninger spiller ikke nogen rolle og ingen forbinder psykofarmaka med pigens gener. Hun laver reelt set ingenting, og er ikke i stand til at passe sin skole,” fortæller Pia. 

PsykiatriAvisen har forsøgt at få en kommentar fra børnepsykiater Nina Tejs Jørring. Men det har ikke været muligt inden deadline.

Dysfunktionel familie

Ingen i behandlingssystemet forholder sig til, at pigens mistrivsel kan handle om noget helt andet, end at den 17-årige skulle have en sygdom i hjernen.

”Pigen har en enkelt gang haft en psykose med en indlæggelse. Det kan dog have været en reaktion på noget, hun har været ude for eller et udtryk for, at hun kommer fra en dysfunktionel familie. Men det spiller ingen rolle i behandlingen i psykiatrien,” fortæller Pia.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har der længe været viden tilgængelig, som dokumenterer at der ikke forskningsmæssigt er belæg for den praksis, der bliver anvendt i psykiatrien.

Medicin er heller ikke til diskussion på psykiatriske bosteder for voksne. Men fordi der er tale om voksne, som ofte har været i psykiatrien længe, er der endnu mindre bevågenhed end hos de unge, fortæller peer medarbejderen Karoline.

”Jeg talte med en mand som havde dom til behandling, fordi han havde sat ild i en opgang. Han var overvægtig, sløvet og slukket i øjnene. Han havde seksuelle bivirkninger, fordøjelsesproblemer og udposninger på tarmen. Han havde et ønske om at komme ned i medicin, men det kunne ikke komme på tale” fortæller hun og uddyber:

”Disse behandlingssteder er ofte afskærmet fra resten af samfundet. Det er et samfund i samfundet. Hvis beboerne tager ned for at  handle ved folk i området, at det er dem ude fra bostedet. De fleste lever isoleret og har ikke arbejde og laver reelt set ingenting. Folk er sløvede af medicinen, overvægtige og de fleste har tilpasset sig systemets magt. De er der ofte til de dør,” fortæller Karoline.

Den vurdering deler peermedarbejderen Pia, som tidligere har haft job i hospitalspsykiatrien.

”Jo ældre folk er, og jo længere tid de har været i psykiatrien, jo mere afhængige bliver de også. Folk kommer selv om beder om pn medicin (red: ekstra medicin), hvis de har en dårlig dag. De ender med at adoptere den måde, som psykiatrien ser dem på, som nogen, der bare skal have medicin,” siger Pia.

Den ekstra medicin, der bliver givet oven i den ordinerede medicin, bliver ifølge peer medarbejderen typisk givet i form af benzodiazepiner.

”De er rare og giver ro i kroppen. Jeg har selv prøvet det. Men efter fem timer har du endnu mere uro, og så har du brug for endnu mere medicin,” fortæller hun.

Recovery i falske klæder

De to anonyme peermedarbejdere, Pia og Karoline, har begge en fortid i psykiatrien, og de har begge prøvet at være medicineret med psykofarmaka. Ingen af dem får medicin i dag, og de er ikke længere en del af psykiatrien.

De fortæller begge om, at det er grænseoverskridende at arbejde i et system, som de selv har mærket skader, og som grundlæggende strider imod deres egne overbevisninger.

”Da jeg søgte jobbet så det så godt ud. Der er kreative værksteder, musik, motion og wellness og man siger, at man arbejder recovery orienteret. Men det gør man ikke. I stedet handler det om at lære at leve med psykisk sygdom,” mener Pia.

Hun kom selv i psykiatrien, da hun var midt i tyverne, og kom helt ud af medicin i 2010.

”Jeg havde fået at vide af en førende psykiater, at jeg skulle være glad, hvis jeg kunne gøre min universitetsuddannelse færdig, men at jeg skulle droppe at få børn. Det ville jeg ikke kunne klare. Der var mange, der sagde, at jeg var heldig, fordi jeg havde fået tid hos Danmarks bedste psykiater, men den mand har ødelagt så mange liv,” siger Pia, der siden er blevet mor og har fået en søn.

Det var en langsom og krævende proces at komme ud af psykiatrien og finde ud af, hvad der var foregået. Der gik mange år, før det gik op for hende, hvad der egentlig var sket i psykiatrien.

” Jeg trappede ud af medicin igennem halvandet år ved at mikrodosere den og begyndte at motionere. Men i mange år havde jeg troet på det, jeg fik at vide, at jeg var psykisk syg og havde brug for medicin. Det gør de fleste,” siger Pia.

I dag, hvor hun er kommet på afstand og har løsrevet sig mere og mere, tænker hun, at psykiatrien har frarøvet hende mange vigtige år.

Derfor får hun også sværere og sværere ved at være en del af et system, som hun på alle måder tager afstand fra.

”Jeg kan næsten ikke holde ud at give medicin. Mange tror, at bivirkningerne skyldes deres sygdom. Men man ved, hvordan det kan skade, og så giver man det til børn og unge, hvis hjerner ikke er færdigudviklede. Der er børn på 11 år, som får psykofarmaka,” fremhæver peermedarbejderen Pia.

Måske er det i virkeligheden de færreste, som bryder sig om at arbejde i psykiatrien. Måske følger de blot med, mener peemedarbejderen Karoline.

”Som ansat kan det være et hårdt miljø at være i. På nogle bosteder er der også misbrugere, og stoffer oveni psykofarmaka er en farlig cocktail. Der er personale, som har prøvet at blive truet med en kniv. Der er ofte stor personaleudskiftning, og mange føler sig magtesløse i forhold til det, der foregår, og man overbeviser hinanden om, at det, man gør, er godt” fortæller hun.

Hvis du vil vide mere om, hvordan psykofarmaka virker så læs med her.