Mediekommentar: Journalist Anders Agger har været på et guidet besøg på Sikringen. Her giver DR helt ukritisk mikrofonen til psykiatrien og udstiller mennesker, som er fanget bag panserglas. Det bliver vi hverken klogere eller mere oplyste af.
Af Gitte Rebsdorf
I dag sender DR den sidste af i alt fire udsendelser om Sikringen i Slagelse. Selv har jeg kun set den første, som er en fortælling om meget syge og farlige mennesker, som med hjælp fra gode mennesker i psykiatrien får lov til at få behandling på en sikret institution.
Sådan lyder budskabet i DRs udsendelse, og det er helt i synk med psykiatriens fortælling.
Men hvad med de mennesker, som bliver skildret eller måske nærmere udstillet i udsendelsen. Hvem fortæller deres historie? Hvem tager deres parti? Tilsyneladende ikke DR og journalist Anders Agger. Det ligger næsten implicit i udsendelsen at disse mennesker, som udgangspunkt ikke bør tages alvorligt eller lyttes til.
Da en af de patienterne/fangerne i det første program kalder stedet for Guantánamo, spørger Anders Agger ikke ind til dette. Det er en markant udmelding, som burde have fået Anders Agger til at spidse ørene.
I stedet læner han sig op ad en smilende og venlig psykiater, som guider ham rundt, som var det en zoologisk have og giver forklaringer på alt det, der foregår på Sikringen. Vel og mærke psykiatriens forklaring. Hun har en rolle som alvidende, som da Anders Agger cirka 15 minutter inde i første udsendelse undrer sig over, at en af de indsatte bliver fjern og går helt i stå, da psykiateren og Anders Agger taler med ham.
”Er det en absence – det der med at han går i stå? spørger han efterfølgende psykiateren, som svarer:
”Indenfor psykiatrien kalder vi det tankestop, men jeg ved ikke helt, hvad der sker”.
Kort forinden har patienten, der ser meget syg eller måske snarere ødelagt ud, fortalt, at han får medicin, altså neuroleptika, som meget misvisende bliver kaldt antipsykotisk medicin.
Neuroleptika gør netop, at folk stivner, bliver langsomme og svarer forsinket. Det burde psykiateren vide og italesætte. Men hun fortæller intet om, at neuroleptika har invaliderende bivirkninger.
Den indsatte fortæller videre om, at han får ECT, og at det har skadevirkninger. Men udtalelsen har ingen gyldighed, hverken hos journalisten eller psykiateren.
ECT er ikke en sikker og effektiv behandling, som mange psykiatere fortæller. Det er der ingen forskningsmæssig dækning for, så der er al mulig grund til at tage patientens udsagn alvorligt.
Men psykiateren fortæller intet om, hvordan ECT kan skade.
”Vi tager os af behandling ikke af straf,” siger hun og fortsætter med at være venlig og smile.
Men er hun lige så venlig, når tv-holdet har forladt stedet. Ikke ifølge en af patienterne, som siger, at psykiateren har al magt. Det burde denne patient have haft mulighed for at uddybe. Men psykiateren har magt til at bestemme; hvor meget medicin denne patient skal have, til at bestemme om der er bivirkninger eller ej, til at bestemme om patienten er syg eller ej, til at bestemme, om det patienten siger er normalt, til at bestemme hvor længe patienten skal være isoleret. I nogle tilfælde vist 23,5 time i døgnet. Hvordan kan det være behandling?
Da en patient siger, at han har mange bivirkninger af medicinen, at han vågner hver morgen og er badet i sved, bliver der trukket på skuldrene både hos personalet og DRs hold.
En af personalerne – en stor mand, der har muskler, som var han på steroider, fortæller sådan en passant, at patienterne da også får medicin i doser, der sprænger rammerne for det tilladte.
Men hvem bekymrer sig om det? Hvem undersøger det nærmere? I hvert fald ikke DRs joviale journalist, Anders Agger eller holdet bag ham.
Der har ellers i mange år været viden om, at neuroleptika kan forårsage permanente hjerneskader. Samtidig med at brugen af disse midler er steget, er antallet af retspsykiatriske patienter også steget, så vi i dag har over 4000 retspsykiatriske patienter. Men hvis medicinen virkede, ville vi vel ikke se denne stigning?
Sådanne forhold ser ikke ud til at undre Anders Agger og DR, som i det hele taget ikke sætter spørgsmålstegn ved psykiatriens præmisser. Det gjorde Anders Agger heller ikke, da han var på besøg på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor han fulgte patienten Bo, der fik ECT hver tredje uge.
Journalisten spørger ikke ind til det patienterne siger, og undersøger det heller ikke. I stedet skal han have det oversat af psykiateren på stedet, som han forholder sig helt ukritisk til.
DRs udsendelser giver et øjebliksbillede af nogle mennesker på Sikringen, hvor psykiatrien styrer, hvor kameraet må filme og hvilke spørgsmål, der må stilles.
Danmarks Radio har accepteret, at afdelingsledelsen har haft mulighed for at gennemse de færdige udsendelser, inden de bliver offentliggjort, og der har været afholdt en række møder og indgået en kontrakt, som skal sikre, at DR sender det, som er i overensstemmelse med psykiatriledelsen. Det fremgår af Regions Sjællands Facebook side.
Psykiatrien og medicinalindustrien gør en del for at påvirke den offentlige opinion. I Dansk Psykiatrisk Selskabs årsberetning kan man læse om, hvordan selskabet arbejder på at få sine synspunkter igennem i offentligheden. I beretningen fra 2021 står følgende:
For at kunne føre en proaktiv pressestrategi ansatte vi derfor i oktober S. H. som pressemedarbejder, således at hun og M.D. begge er tilknyttet DPS to dage om ugen.
Som vi kan se, lykkes psykiatrien fint med at være proaktive og komme igennem til medierne. Men hvordan kan man som journalist gå med til de betingelser Region Sjælland opstiller? Det er journalistik i frit fald.
Denne joviale journalist får tilmed ros for at jokke rundt i denne menneskelige tragedie, som når sognepræst og mediekommentator Jesper Bacher i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 11. februar kalder personalet i psykiatrien for; velfærdsstatens jægersoldater:
Disse mennesker har gjort forfærdelige ting, de er syge og måske uhelbredelige. De er farlige, de er formørkede, de er uforudsigelige. Hvad gør vi med dem?
Ja, så meget kristendom er der fremdeles indlejret i Danmark at vi behandler dem med værdighed, at vi ikke opgiver dem, låser dem inde og smider nøglen væk.
Hvis disse udsendelser og det, der foregår på Sikringen er udtryk for kristendom, så ønsker jeg ikke længere kalde mig kristen.
Uforudsigelige og formørkede. Sådan skriver Jesper Bacher om de mennesker, som er dømt til at være på Sikringen. Det er også det billede DRs udsendelse efterlader. Men er de ikke først og fremmest vores medmennesker?
Danmarks Radios udsendelse er psykiatriens fortælling og ikke patienternes/fangernes fortælling.
For at få et indblik i forskellen, kan man læse den undersøgende artikel om en psykiater, der ville tvangsmedicinere en patient på Sikringen til tavshed.
Hvis Danmarks Radio og Anders Agger gerne ville give et indblik i, hvad der ligger bag skæbnerne på Sikringen, burde de have undersøgt sagerne til bunds. Vi ser disse mennesker i et øjeblik. Men hvorfor er de havnet der? Hvordan har deres vej ind i psykiatrien været? Hvad er der sket for dem?
Konteksten er fuldstændig fraværende. Det er mangelfuldt, specielt når vi taler om et public service-medie, som vi alle er tvunget til at betale til over skatten og som med sin udbredelse har mulighed for at påvirke den offentlige opinion i væsentlig grad.
Jeg ved ikke, hvad de mennesker, der sidder på Sikringen, har gjort. Men der er mange måder at begå forbrydelser på. I min optik er det en forbrydelse mod menneskeheden at fremstille lægemidler, som folk bliver invaliderede og afhængige af, sådan som vi har set det med opioid skandalen.
Neuroleptika er farlige lægemidler, som nogle førende forskere advarer imod. De er også forbundet med ophørssymptomer, som indebærer, at folk kan blive meget syge og psykotiske, hvis de stopper med at tage disse midler fra den ene dag til den anden. Et forhold som psykiatrien og offentligheden slet ikke har fokus på. Det kan man undre sig over, for vi ser flere og flere voldsomme og tragiske hændelser i psykiatrien. Kunne det hænge sammen med brugen af neuroleptika? Det er der en begrundet mistanke om. Men det bliver ikke undersøgt. Måske fordi dem, der har definitionsretten i psykiatrien, ikke ønsker det.
I udsendelsen fra Sikringen har Danmarks Radio givet mikrofonen til dem, der i forvejen har magt, og det er der kommet en meget uskøn og misvisende udsendelse ud af, som aldrig burde have været sendt. Pressen bliver ofte betegnet som den fjerde statsmagt, men det giver ofte ikke længere mening. Mange medier er selv ved at blive en del af magten.
Tak
Tak for at nuancere DR. s vinkling Gitte.
Som journalist tænker jeg du rammer hovedet på sømmet.
Noget som undrer mig, men som på den anden side, i virkeligheden blot bekræfter min erfaring og mit syn på psykiatrien generelt, er fraværet af årsag og virkning.
Det oplyses i serien, at årsagen til, at de pågældende befinder sig på Sikringen, altså det faktum at de er dømt for kriminelle handlinger, ikke er et emne som psykiaterne taler med patienterne om!.
Det er for mig at se, i den grad symptomatisk for psykiatriens behandlingsmetoder, at ÅRSAGER Ikke afdækkes, selvom et menneske i krise, netop hsr behov for at erkende og forstå sammenhænge i sit liv, også i forhold til det at være en del af et samfund.
I “hverdags psykiatrien”, findes samme undvigelsesmanøvre, at psykiaterne undgår at gå ind i HVORFOR en borger har det som han/ hun har det?
Så er vi tilbage ved dit fokus Gitte, på anvendelsen af psykofarmaka og ECT, på medicinalindustrien interesser, og den magt, som psykiatere gives.
Virker ” skidtet”?
Hvis et menneske har fået 80 ECT behandlinger, (var det over sammenlagt 1 1/2 år), skulle det da have virket forlængst, HVIS det som flere psykiatere hævder har positiv virkning.
Mon ikke virkningen først og fremmest er tab af hukommelse, og dermed også betydeligt nedsat bevidsthed om vedkommendes handlinger, og dermed muligheden for at opnå den nødvendige selvindsigt for at kunne komme til at fungere som medmenneske i samfundet igen.
Jeg kan som udgangspunkt holdt li’ at der er nogle mennesker, som tør, og ønsker at arbejde med resocialisering og behandling, samt undervisning af virkelig farlige mennesker, men jeg stiller også stort spørgsmålstegn ved om behandlingsmetoder, som kan ødelægge hjernens og resten af kroppens normale og livsnødvendige funktioner virkelig er det der skal til.
Jeg har ikke svar på hvad der skal til, for at mennesker med voldsomme reaktionsmønstre kan ændre adfærd, men jeg tænker at de i bjnd og grund har brug for at udvikle dyb psykologisk og fysiologisk selvindsigt, som alle vi andre, psykiaterne inklusive. Og for at kunne det, kræver det at vi som individer har en forståelse for, og vilje til at gøre dette arbejde.
Jeg bliver nødt til at slutte her, for jeg mærker en afmægtighedsfølelse, for der er også en masse mennesker, hvis liv de omtalte på Sikringen har smadret og / eller forhindret i at fortsætte, og vi kan jo ikke tillade sådanne handlinger!.
Og så bliver jeg bare nødt til at sige, at også en masse borgere på ” almindelige” psykiatriske afdelinger har oplevet sig udsat for lignende behandlingsmetoder, tvangsmedicinering og påtvunget ect, uden på nogen måde at være farlige eller have gjort noget kriminelt.
Jeg arbejder først og fremmest for, at alle disse fejlbehandlede skal have en undskyldning fra staten, som tillader det ske igen og igen og igen, med katastrofale og livstruende tilstande til følge.
Psykiatriens syn på mennesker og sundhedsbehandling, er den dag et SORT kapitel, og desværre er bogen endnu ikke færdigskrevet !