Får befolkningen sandheden at vide om ECT?

12. juni 2020

Efter en gennemgang af ECT-forskningen konkluderer tre britiske forskere, at al behandling med ECT bør stoppe. Der er ikke evidens for behandlingen, som samtidig har mange skadevirkninger. Dette er i direkte modstrid med flere danske psykiateres fortælling om ECT, og det rejser spørgsmålet, om befolkningen får korrekt information om psykiatrisk behandling.

 

Af Gitte Rebsdorf

Et nyt britisk studie konkluderer, at al behandling med elektrochok, ECT, bør stoppe

Det er måske ikke det mest opsigtsvækkende ved studiet, men det er måske snarere, at det står i skærende kontrast til, hvad flere danske psykiatere fortæller om ECT.

I Danmark bliver omkring 2000 mennesker hvert år behandlet med ECT. På verdensplan er det omkring en million mennesker.

Men hvad skal befolkningen tro? Er ECT en effektiv og skånsom behandling, sådan som flere danske psykiatere fremfører, eller er effekten tværtimod udokumenteret og skadevirkningerne alvorlige, sådan som det fremgår af det nye studie, der blandt andet er omtalt i BBC.

Stueren

Danske psykiatere har været dygtige til at profilere og gøre ECT behandling stueren. Flere førende og højt profilerede danske medier har således igennem de seneste år bragt positive historier om den kontroversielle behandling, hvor folk får sendt strøm igennem hjernen, så det udløser en række krampeanfald.

I september sidste år kunne online mediet Zetland fortælle, at ECT virker, at det er langt bedre end sit rygte, og at skadevirkninger og magtanvendelse i forbindelse med ECT er det pure opspind:

Elektrochokbehandling er i fiktionen et effektivt billede på psykiatrisk magt og afstraffelse, og det har givet behandlingen et dårligt image i årtier. Men i disse år er det image på vej væk til fordel for en fortælling, der har sin grund i virkeligheden: At elektrochok faktisk er en effektiv, frivillig og ikke særlig lidelsesfuld behandling mod blandt andet svær depression og psykoser.

Det britiske studie, som blev offentliggjort i Ethical Human Psychology i sidste uge, kommer frem til et helt andet resultat.

12-55 procent får skader

Forskerne med professor John Read i spidsen konkluderer, at al brug af ECT bør stoppe øjeblikkeligt, ind til der er gennemført ordentlige videnskabelige undersøgelser.

ECT virker ikke bedre end placebo, viser forskernes gennemgang og sammenholdt med, at der er risiko for hjerneskader og dødsfald, så er der intet grundlag for at anvende behandlingen, lyder konklusionen.

– Vi fandt, at mellem 12 og 55 procent af de patienter, som modtager ECT, får hukommelsesproblemer. Det er ganske mange, og en af grundene til, at behandlingen bør ophøre, ind til vi har mere sikker viden, siger John Read fra University of East London til PsykiatriAvisen.

Som PsykiatriAvisen har beskrevet tidligere, så har en 50-årig kvinde på Fyn fået alvorlige skader efter behandlingen.

Men skadevirkninger hører vi slet ikke om i Danmarks Radios udsendelse, Indefra med Anders Agger.

Udsendelsen bliver genudsendt i august 2019, og her hører vi, hvordan det er nødvendigt for den psykiatriske patient, Bo Andersen, at blive behandlet med ECT hver tredje uge.

I en Voice Over i udsendelsen bliver det fortalt:

 ”at behandlingen er livsnødvendig, og at den lægger et låg på en forvredet verden af stemmer og tungsind”.

Og at:

”Gøgereden med en storspillende Jack NIcholsen med strithår og lammede øjne nok ikke fremmer forståelsen af behandlingen”.

Disse konklusioner i udsendelsen læner sig tilsyneladende op ad klinikchef Louise Behrend Rasmussen fra Psykiatrisk Center Ballerup. Hun udtaler følgende om, hvordan ECT virker:

Det er et godt spørgsmål, som man kun kan svare delvist på. Det virker jo ved at udløse et krampeanfald i hjernen, og det krampeanfald udløser en kaskade af hændelser i hjernen – kemiske hændelser – der er nogle signalstoffer, der ændrer sig, der er et stofskifte i hjernen, der ændrer sig, der opstår vækst af nerveceller, og det virker på det psykotiske – så det er ikke en generel dæmpende behandling – der bare får det hele til at blive mindre slemt – det virker også specifikt på hans psykotiske oplevelse.

Flere af de kilder, PsykiatriAvisen har talt med, bemærker dog, at når der opstår vækst af nerveceller som Louise Behrend Rasmussen udtaler i citatet ovenfor, så er det formentlig, fordi hjernen forsøger at kompensere for, at hjernecellerne bliver ødelagte ved ECT-behandling.

Et ondsindet og uetisk angreb

John Read og hans to kolleger, professor Irving Kirsch fra Harvard Medical School og professor Laura McGrath  fra University of East London kommer da også frem til et helt andet resultat i deres gennemgang af fem metaanalyser og 11 studier, som sammenligner ECT med placebo.

Den videnskabelige standard i undersøgelserne er meget lav, og derfor er der intet belæg for at konkludere, at ECT virker, fastslår John Read.

– Der er blandt andet problemer med blindingen i de randomiserede forsøg. Efter behandling med ECT får patienterne typisk hovedpine, og da det er kendt for de fleste, er det svært at skjule for deltagerne, om de får ECT behandling eller placebo, forklarer han.

Herhjemme bliver den nye undersøgelse modtaget med vrede hos professor Martin Balslev Jørgensen fra Psykiatrisk Center København, som er hovedkilde i den  positive artikel i Zetland.

– Det er et uetisk og ondsindet angreb på hele den verden, der bruger ECT, siger han og uddyber:

– Der er intet nyt i den britiske undersøgelse. Den baserer sig på gamle undersøgelser helt tilbage fra 1959 og 1985, og det giver ikke mening at bruge Cochrane-standarder i forhold til så gamle undersøgelser, siger Martin Balslev Jørgensen.

Til det bemærker John Read:

– Men pointen er jo netop, at der ikke er udført nogen randomiserede kontrollerede studier, RCT, siden 1985, så før man kan hævde, at ECT virker, bør man udføre et sådan forsøg, der viser det.

– Studier som sammenligner med placebo, RCT studier, er anerkendt for at være såkaldt golden standard.

Men kritikken fra Martin Balslev Jørgensen er også personlig. Han mener, at de tre forskere er uegnede til at gennemføre en sådan undersøgelse.

– Der er ikke nogen psykiatere, som er i tvivl om, at ECT virker. De mennesker, der har udarbejdet undersøgelsen, har ikke forstand på det her. De har jo aldrig stået med en patient, og hvis du ser på, hvor den er publiceret henne, siger han og gør en pause

– den er formentlig blevet afvist alle steder.

Professor John Read er ikke overrasket over angrebet. Det er typisk mener han:

– I stedet for at forholde sig til substansen, bliver de personlige. Det er dumt og arrogant, og i øvrigt har jeg selv haft massevis af patienter.

Vildledning 

Mens den britiske undersøgelse har været omtalt og diskuteret i britiske medier, så er den øjensynlig ikke nævnt i et eneste medie i Danmark.

– Vi har en åben debat om psykiatri i England. Vi har flere psykiatere og psykologer, som er kritiske i forhold til psykiatrien, fortæller John Read

Det 40 sider lange studie ender med at konkludere, at befolkningen bliver snydt, når den får at vide, at ECT er en sikker og effektiv behandling:

The remarkably poor quality of the research in this field, and the uncritical acceptance of that research by psychiatry’s meta-analyses, and its professional bodies, all of which endorse ECT as an effective and safe treatment, is a sad indictment of all involved, and a grave disservice to the public.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

PsykiatriAvisen har brug for din støtte

…så hvis du synes vores journalistik er vigtig, beder vi dig købe et abonnement

Læs mere >

Poul Videbech kan ikke anbefales

Foredrag

Vil du bestille et foredrag om psykiatri så læs mere

Forrige opslag

Psykologisk skizofrenibehandling som afløsning for medicin?

Næste opslag

Sådan er Klinisk Farmakologi finansieret

Seneste fra Elektrochok

Mangelfuld information om ECT

17 ud af 17 ECT-patienter oplyser, at de har fået mangelfuld eller yderst mangelfuld information om behandlingen, og hovedparten ville takke nej,

Leif bad selv om ECT

Psykofarmaka virkede ikke, og derfor bad Leif Sørensen selv om at få ECT for at komme ud af en forfærdelig tilstand. Men
Gå tilToppen

Don't Miss