Viden, analyse og udvikling

Er psykiatere troværdige eksperter?

Toneangivende psykiatere udtaler sig ofte misvisende om deres fag, som når de for eksempel siger, at psykiske lidelser skyldes en ubalance i dopamin- eller serotonin-reguleringen i hjernen. Eller når de hævder, at psykiatriske patienter begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Når det samtidig er de færreste journalister, der tjekker om psykiaternes udtalelser holder, får vi en meget uheldig cocktail.

 

Dette blogindlæg er skrevet af journalist og redaktør på PsykiatriAvisen, Gitte Rebsdorf

 

Er man en troværdig ekspert, når man hævder, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin?

Det gjorde psykiater Henrik Day Poulsen, da han i juli 2015 udtalte følgende til dagbladet, BT:

Når psykisk syge begår drab, så er det typisk, fordi de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance.

For at kunne bevise, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin, skulle man have gennemført såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne videnskabelige undersøgelser er af gode grunde ikke gennemført.

Henrik Day Poulsen udtaler videre, at psykiatriske patienter har en ubalance i det stof, der hedder dopamin. Men teorien om den kemiske ubalance er aldrig bevist.

Henrik Day Poulsens udtalelser er således ikke korrekte. Han er ikke den eneste psykiater, der udtaler sig misvisende om sit fag.

I april 2013 sammenlignede professor Poul Videbech i fagbladet Journalisten det at have en psykisk lidelse med at have en fysisk sygdom som sukkersyge.

Sammenligningen kom efter en række kritiske programmer på DR om depressionsmedicin. Men sådanne kritiske programmer burde slet ikke sendes, mener Videbech, for det svarer til, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin:

– Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede, sagde Poul Videbech til Journalisten.

Det er problematisk, at ligestille depression med en fysisk sygdom som diabetes. Og det kan ikke dokumenteres, at deprimerede mangler et bestemt stof, ligesom sukkersyge mangler insulin. Det er faktuelt forkert.

Det burde Poul Videbech som toneangivende ekspert vide. Men i stedet misinformerer han befolkningen godt hjulpet på vej af journalister, der ofte glemmer at være kritiske overfor eksperter.

Da Danmarks Radio i 2013 bragte en række kritiske udsendelser om depressionsmedicin, Pillens mørke skygge, fik DR efterfølgende omkring 180 klager.150 af dem fra læger og psykiatere. DR har mig bekendt aldrig siden bragt tilsvarende kritiske programmer.

Toneangivende psykiatere som Poul Videbech tåler ikke at blive sagt imod. Når dansk presse i særlige tilfælde har begået tilbundsgående journalistik om forholdene i psykiatrien, afstedkommer det voldsomme reaktioner fra psykiatere. Da TV2 sidste år bragte en historie om en ung kvinde, der var død i psykiatrien, reagerede Poul Videbech også voldsomt. Han udtalte til det medicinvenlige tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sådanne historier slet ikke burde fortælles.

Men hvorfor tåler psykiatrien ikke at blive kigget efter i sømmene? Hvis man har orden i sin butik, burde det ikke være noget problem. Men spørgsmålet er, om psykiatrien har det.

Psykiatere nøjes ikke med at misinformere. De undlader også meget ofte at fortælle om de skadevirkninger, der er ved psykofarmaka. De fortæller ikke, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse, hvert år dør i forbindelse med, at de får medicin. De fortæller heller ikke, at psykofarmaka kan give uoprettelige og invaliderende skader.

Hvorfor ikke? En af forklaringerne på denne begejstring for medicin, kunne være, at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Henrik Day Poulsen står for eksempel på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og fik alene de sidste to år 200.000 kroner fra den verdensomspændende medicinalvirksomhed, Eli Lilly for at holde foredrag.

Psykiatrien modsiger også sig selv. For samtidig med at Poul Videbech siger, at en psykisk lidelse er en sygdom på lige fod med en fysisk, så vedgår andre psykiatere ind i mellem, at de ikke ved, hvad psykiske lidelser skyldes.

Det gælder professor og psykiater Merete Nordentoft, der udtalte følgende til Kristeligt Dagblad den 1. november 2018:

– Psykiatriens allervigtigste udfordring er, at årsagsforhold og sygdomsmekanismer for mange af de forskellige psykiske lidelser ikke er afklaret.

10 år forinden udtalte professor i psykiatri Tom Bolwig stort set det samme. I en leder i Ugeskrift for Læger skrev han, at psykiatrien mangler et ætiologisk gennembrud.

Hvordan kan vi acceptere så alvorlig misinformation og så alvorlige modsigelser i et oplyst demokrati? Hvorfor får offentligt betalte psykiatere lov at husere på denne måde?

Når jeg har interviewet politikere, er der flere, der har givet udtryk for, at de er klar over, at der er noget galt i psykiatrien, og at mange patienter og pårørende ønsker en anden behandlingsform. Men politikerne siger samtidig, at sådanne ændringer møder voldsom modstand fra psykiaterne, som jo er de officielle eksperter på området.

Sådan var det også, da Folketinget i 2001 besluttede at indføre medicinfri behandling. Det blev efterfølgende syltet af førende psykiatere. Professor Raben Rosenberg udtalte til fagbladet Socialpædagogen i maj 2006, at det var godt, at det aldrig var blevet til noget:

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, sagde Raben Rosenberg.

Men Raben Rosenberg misinformerer. Skizofreni, angst, depression og manio- depressivitet er ikke egentlige sygdomme, som man kender det fra somatikken men blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Det fremgår også af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

Helt galt går det, når journalister glemmer at tale med de mennesker, det handler om. Eller når de glemmer at være kritiske overfor disse toneangivende psykiatere. Det viste sig også, da Politiken sidste år skrev en nyhedsanalyse den 21. september, efter at regeringen havde fremlagt sin psykiatriplan. I nyhedsanalysen stod der:

– De lider typisk af skizofreni, og tager ikke altid deres medicin.

For de fleste mennesker virker sætningen måske umiddelbart harmløs. Men det er den ikke.  Den er en del af en omsiggribende falsk fortælling om, hvad psykiske lidelser er.

Med dette udsagn får befolkningen at vide, at skizofreni er en lidelse, der kræver medicinsk behandling.

Men det er der ikke belæg for at konkludere. For det første kender man ikke årsagen til skizofreni. For det andet er der, så vidt jeg ved, aldrig foretaget undersøgelser, der viser, om såkaldt skizofrene får det bedre af at tage neuroleptika på lang sigt.

Sætningen i Politikens nyhedsanalyse indgår i et afsnit, der handler om, at psykiatrien er under pres, og at regeringen vil styrke indsatsen overfor de allermest syge, som ryger ind og ud af de psykiatriske hospitaler.

I Politikens analyse fremgår det videre, at hver femte patient bliver akut genindlagt efter en måned. Men hvorfor stiller journalister ikke spørgsmålstegn ved dette? Vidner det ikke om, at der er noget galt med selve behandlingen?

I stedet skriver journalisterne videre i deres analyse af de allermest syge patienter:

Disse borgere er også dem, der oftest udsættes for tvang. De indlægges mod deres vilje, fordi de er til fare for sig selv eller andre. De bliver spændt fast med bælte, fordi de er voldsomme over for personalet eller medpatienter. Og de får masser af medicin, selv om de ikke vil, da de under psykosen er overbevist om, at pillerne gør dem syge.

Det fremgår ikke, hvor disse oplysninger stammer fra. For mig, der har interviewet en del psykiatere, er det nemt at høre, hvorfra dette stammer.

Men der er igen tale om voldsom og meget skadelig misinformation.

Udsagnet er stærkt manipulerende og groft nedladende overfor de patienter, der tvinges til at tage neuroleptika.

Pillerne gør patienterne syge. Det er ikke noget patienterne tror, fordi de er psykotiske. Bivirkningerne ved denne medicin er voldsomme. Folk bliver invalideret, og folk dør i forbindelse med, at de får denne medicin. Disse bivirkninger fremgår også af den indlægsseddel, som følger med pillerne.

Har journalisterne mon spurgt deres kilder om, hvorfra de ved, at patienter ikke vil tage medicin, fordi de er psykotiske?

Er det mon videnskabeligt undersøgt? Næppe. Der er nok tale om gætværk som med så meget andet i psykiatrien.

Udsagnet er samtidig udtryk for, at man ikke tager sindslidende alvorligt. Man behandler dem som en slags galninge, der ikke har ret til at blive lyttet til. Det er et af psykiatriens største problemer. Og når vi som samfund accepterer noget sådant, er vi på vej mod et samfund, der risikerer at blive umenneskeligt. For hvis vi stopper med at respektere at ethvert menneskeliv er unikt og dyrebart, så er vi på gale veje.

Mennesker bliver sjældent psykotiske af ingenting. Det er som regel, fordi de har været på stoffer, eller fordi de bliver behandlet med neuroleptika, eller fordi de har været udsatte for forfærdelige hændelser.

Men det forholder psykiatrien sig ikke til, og derfor ender de fleste med at forlade psykiatrien mere syge, end da de kom der.

Psykiatrien bør tænkes helt forfra, og så bør man give plads til de dygtige fagfolk – herunder også psykiatere – der ønsker at skabe og udvikle en ny psykiatri. Dem er der ikke plads til i dag, fordi psykiatrien meget ensidigt fokuserer på medicin.

 

2 Comments

  1. TUSINDE TAK GITTE REBSDORF. 👣.

    Du udtrykker i din artikel præcist hvad der foregår.

    Tak – tak – tak.

  2. Mit læserbrev i Jyske Vestkysten for et par dage siden(https://www.jv.dk/artikel/2748263)
    Behov for ny tilgang til psykiatrien
    Jeg har i lang tid funderet over årsagen til, at mange patienter i psykiatrien vælger den tilbudte hjælp fra. Hvorfor er der mange patienter, der ganske enkelt ikke kan bruge den psykiatriske behandling til noget som helst? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende.
    Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste, for at hjælpe patienterne, alligevel siger nogle patienter fra. Hvorfor?
    Jeg har meget stor respekt for en psykiaters viden, først som uddannet læge, og senere en stor viden om psykofarmaka som psykiater. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser kniber det med min respekt.
    Selvfølgelig har en psykiater stor viden om forskellige teorier, der har været fremført gennem tiden, men det er altså kun teorier der bliver fremført for senere at blive forkastet når nye dukker op. Denne viden om disse teorier har bare ikke noget med følelser at gøre.
    For hver enkelt patient i psykiatrien har individuelle følelser, som kun patienten har adgang til. En psykiater kan aldrig vide hvordan den enkeltes psykisk lidelse føles, det kan kun patienten. Og jeg tror på – efter egen erfaring – at en psykisk lidelse er en følelsesmæssig lidelse. Selvfølgelig kan traumer være bundet i den fysiske krop, men helt grundlæggende vil jeg mene, at det er følelser der løsner op for traumer.
    Jeg er temmelig overbevist om, at en tilgang til patienterne hvor symptomerne ikke bliver set som sygdommen, men bliver set som budskabet om, at noget er gået skævt på et tidspunkt, for det meste i opvæksten, og det har givet traumer og følelsesmæssige problemer, som banker på for at blive bearbejdet.
    Pladsen her tillader desværre ikke en yderligere gennemgang af mine tanker om en ny tilgang til psykiatrien. Jeg kan henvise til bogen – Tanker og utængte tanker om psyke og samfund – hvor jeg forsøger at formulere en logisk måde at anskue og forholde sig til en psykisk sygdom.
    Jeg er ganske sikker på, at man altså er nødt til at se på den bagvedliggende årsag til følelsesmæssige forstyrrelser og traumer, og man er nødt til at henføre ansvaret for problemers opståen, selvom jeg ved, det er et kontroversielt emne.
    Hvis et hvilket som helst problem opstår i al almindelighed, må man lokalisere problemets årsag, for at løse problemet, det gælder også psykiske problemer. Jeg har endnu aldrig hørt eller set en psykiater give udtryk for en klar stillingtagen om årsagen til psykiske problemer, kun vage brede forklaringer, og på den måde kommer vi aldrig videre.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Blog

Gå til Toppen