I februar skete det igen, at et menneske mistede livet i psykiatrien. Mens foreningen SIND forklarer dødsfaldet med mangel på ressourcer, så mener en tidligere indlagt, at de mange dødsfald i psykiatrien kan hænge sammen med en forfejlet psykiatri.
Af Gitte Rebsdorf
Hvorfor dør folk i psykiatrien? Det spørgsmål melder sig endnu engang, efter at en 39-årig kvinde i februar blev fundet død på en lukket afdeling på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. En 20-årig mand, som var indlagt sammen med den 39-årige, er sigtet for have dræbt kvinden.
Dødsfaldet er et blandt mange dødsfald i psykiatrien, og ifølge en tidligere indlagt i psykiatrien, Glenn Borgen Hansson, så kan dødsfaldet forklares med, at psykiatrien er forfejlet.
” Den almindelige befolkning aner ikke, hvad der foregår i psykiatrien, men det er ikke mangel på ressourcer, der er problemet. Det er hele psykiatrien der er forkert”, mener Glenn Borgen Hansson, der kender psykiatrien indefra, efter at han igennem seks år var indlagt i retspsykiatrien.
Formanden for SIND, Knud Kristensen, har i flere medier forklaret dødsfaldet med mangelende ressourcer, og med, at hospitalspsykiatrien er under voldsomt pres med alt for få pladser
Men ifølge oplysninger fra TV2 ØST var der fem medarbejdere på arbejde til tage sig af i alt seks patienter den dag, kvinden blev dræbt. Knud Kristensen vedgår, at det ikke er nogen ringe normering.
Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre. Eller læs mere her
Jeg føler dybt med den unge, afdøde kvinde.
I følge artiklen på Tv øst, blev hun tvangsindlagt, som følge af et familiemedlems indgriben, hvilket ofte er tilfældet.
Det er et kæmpe problem, at pårørende, og personale på en lukket psykiatrisk afdeling, politiet, praktiserende læger m.fl. ikke aner hvad de sætter igang.
Det er LIVSVIGTIGT, at den brede danske befolkning bliver meget mere bevidste om følelsesmæssige reaktioner, familiestruktur er i egen familie, og udvikler dybere selvsigt, så vi undgår alle de unødvendige indlæggelser, som for en dels vedkommende medfører betydeligt forværrede livsbetingelser, overgreb, mistillid, traumer, handicap, og desværre også kan føre til død og lemlæstelse.
Jeg er enig i, at der foregår en uhensigtsmæssig sammenblanding af ” patienter”.
En person, som er kendt for personfarlig kriminalitet, skal selvfølgelig ikke opholde sig på en lukket afdeling, hvor andre tvangsindlagte ikke har en jordisk chance for at komme væk/ beskytte sig. F.eks. kender jeg personligt til et eksempel, hvor en kvinde var tvangsindlagt, og fik tildelt et værelse ved siden af yngre mand, som var anklaget for voldtægt. Hun havde end ikke mulighed for at låse sin dør indefra om natten! Og personalet sad typisk i personalerummet,vi den anden ende af værelsesgangen!
Nu var hun et menneske med stor empati, menneskelig indsigt og forståelse, og forholdt sig med sin terapeutiske tilgang til den unge mand, som ikke selv huskede noget fra episoden, men andre af hendes ” med patienter”, havde ikke hendes overskud, og var mere bange.
Psykiatrien er et rod af tilfældigt placerede mennesker, med vidt forskellige baggrunde, evner og reaktioner. Problemet med psykiatrien er, at alle behandles med stort set samme underlødige behandlingsmetoder, og i vid udstrækning psykofarmaka, fordi de ansatte ikke intellektuelt, personligt og fagligt er kompetente nok, til at evne at se bagom den uddannelse og træning de har gennemgået.
De mangler selvindsigt, eller i det mindste muligheden for at bruge den, og under alle omstændigheder mangler de viljen til at forstå og respektere de mennesker der ufrivilligt er påtvunget deres selskab og arbejdsmetoder.
Det er der ikke ret mange i den brede befolkning som er sig bevidst, for da ville “pårørende” ikke kontakte de instanser, som reelt tvangsindlægges.
Vi skal uddannes i selvreflektion, samfundsforhold og magtstrukturer. Personlig udvikling skal på skoleskemaet, skal indgå i voksenuddannelser af alle slags, og VI skal frem for alt allesammen fremelske viljen til at forstå is selv og hinanden meget bedre end tilfældet er idag.
Intet menneske bør risikere at opleve det kolossale svigt det kan være, når ens nærmeste, fordi de heller ikke selv er bevidste nok, svigter den tillid og kærlighed, som kan være mellem to og flere.
I psykiatrien fralægger man sig ofte ansvaret, som pårørende fralægger man sig ofte ansvaret, fra politisk hold fralægger man sig stort set altid ansvaret for at det alt for ofte går galt!
Nogle tvangsindlagte fralægger sig også ansvaret for egne handlinger, og det bliver ikke bedre af, at behandlingsmetoderne u psykiatrien er så sygeliggørende, og at indlagte bliver mødt med komplet mangel på forståelse og indsigt, fra både ansatte, pårørende og politikere, at deres situation kan blive betydeligt forværret.
Jeg kan ikke løse problemerne i psykiatrien, for det kræver, at ALLE i dette land gør et kæmpe personligt arbejde for at forstå sig selv og andre. Men jeg har nogle erfaringer, fra mit 58 år lange liv, som et bevidst undersøgende, reflekterende individ, som jeg gerne deler til gavn for sund fysisk og psykisk udvikling.
Jeg har selv reddet mig ud af det helvede nogle af mine medmennesker, med deres uvidenhed og manglende respekt for min ret til at være mig, har skabt. Men det er en lang historie, som der ikke er plads til her.
Husk, at bag hver eneste indlæg, hver eneste historie, er et menneskeliv, et personligt erfaringsgrundlag, nogle evner, men også et behov for at udvikle mere selvindsigt, såvel som forståelse for andre mennesker.
Det husker jeg mig selv på, både når jeg ikke oplever mig elsket og respekteret, og når jeg oplever at jeg ikke selv forstår – nok💚.
Samtaler og selvreflektion kan føre til bevidsthed – og større bevidsthed kan føre til afklaring og kærlighed, og psykologisk indsigt – og det er i høj grad et behov alle mennesker har – eller bør have, efter min mening.