Browse Tag

misinformation

Leif bad selv om ECT

/

Psykofarmaka virkede ikke, og derfor bad Leif Sørensen selv om at få ECT for at komme ud af en forfærdelig tilstand. Men ingen fortalte ham om bivirkninger, og i dag har han alvorlige hukommelsesproblemer efter ETC.

Af Gitte Rebsdorf

I august 2019 ruller en reportage om ECT over skærmen på dansk stats finansieret TV. I udsendelsen, Indefra med Anders Agger, kan seerne følge patienten Bo, der får ECT hver tredje uge, og som ifølge klinikchef på Psykiatrisk Center Ballerup, psykiateren, Louise Behrend Rasmussen, har rigtig god effekt af behandlingen.

Udsendelsen på Danmarks Radio, som er sendt flere gange, er blot en del af et nyt hype om ECT, hvor psykiatriske eksperter og andre meningsdannere maner billederne fra Gøgereden til jorden, og fortæller befolkningen, at ECT nærmest er en ny mirakelkur.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

You might be interested in

Er psykiatere troværdige eksperter?

/

Toneangivende psykiatere udtaler sig ofte misvisende om deres fag, som når de for eksempel siger, at psykiske lidelser skyldes en ubalance i dopamin- eller serotonin-reguleringen i hjernen. Eller når de hævder, at psykiatriske patienter begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Når det samtidig er de færreste journalister, der tjekker om psykiaternes udtalelser holder, får vi en meget uheldig cocktail.

 

Dette blogindlæg er skrevet af journalist og redaktør på PsykiatriAvisen, Gitte Rebsdorf

 

Er man en troværdig ekspert, når man hævder, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin?

Det gjorde psykiater Henrik Day Poulsen, da han i juli 2015 udtalte følgende til dagbladet, BT:

Når psykisk syge begår drab, så er det typisk, fordi de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance.

For at kunne bevise, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin, skulle man have gennemført såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne videnskabelige undersøgelser er af gode grunde ikke gennemført.

Henrik Day Poulsen udtaler videre, at psykiatriske patienter har en ubalance i det stof, der hedder dopamin. Men teorien om den kemiske ubalance er aldrig bevist.

Henrik Day Poulsens udtalelser er således ikke korrekte. Han er ikke den eneste psykiater, der udtaler sig misvisende om sit fag.

I april 2013 sammenlignede professor Poul Videbech i fagbladet Journalisten det at have en psykisk lidelse med at have en fysisk sygdom som sukkersyge.

Sammenligningen kom efter en række kritiske programmer på DR om depressionsmedicin. Men sådanne kritiske programmer burde slet ikke sendes, mener Videbech, for det svarer til, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin:

– Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede, sagde Poul Videbech til Journalisten.

Det er problematisk, at ligestille depression med en fysisk sygdom som diabetes. Og det kan ikke dokumenteres, at deprimerede mangler et bestemt stof, ligesom sukkersyge mangler insulin. Det er faktuelt forkert.

Det burde Poul Videbech som toneangivende ekspert vide. Men i stedet misinformerer han befolkningen godt hjulpet på vej af journalister, der ofte glemmer at være kritiske overfor eksperter.

Da Danmarks Radio i 2013 bragte en række kritiske udsendelser om depressionsmedicin, Pillens mørke skygge, fik DR efterfølgende omkring 180 klager.150 af dem fra læger og psykiatere. DR har mig bekendt aldrig siden bragt tilsvarende kritiske programmer.

Toneangivende psykiatere som Poul Videbech tåler ikke at blive sagt imod. Når dansk presse i særlige tilfælde har begået tilbundsgående journalistik om forholdene i psykiatrien, afstedkommer det voldsomme reaktioner fra psykiatere. Da TV2 sidste år bragte en historie om en ung kvinde, der var død i psykiatrien, reagerede Poul Videbech også voldsomt. Han udtalte til det medicinvenlige tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sådanne historier slet ikke burde fortælles.

Men hvorfor tåler psykiatrien ikke at blive kigget efter i sømmene? Hvis man har orden i sin butik, burde det ikke være noget problem. Men spørgsmålet er, om psykiatrien har det.

Psykiatere nøjes ikke med at misinformere. De undlader også meget ofte at fortælle om de skadevirkninger, der er ved psykofarmaka. De fortæller ikke, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse, hvert år dør i forbindelse med, at de får medicin. De fortæller heller ikke, at psykofarmaka kan give uoprettelige og invaliderende skader.

Hvorfor ikke? En af forklaringerne på denne begejstring for medicin, kunne være, at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Henrik Day Poulsen står for eksempel på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og fik alene de sidste to år 200.000 kroner fra den verdensomspændende medicinalvirksomhed, Eli Lilly for at holde foredrag.

Psykiatrien modsiger også sig selv. For samtidig med at Poul Videbech siger, at en psykisk lidelse er en sygdom på lige fod med en fysisk, så vedgår andre psykiatere ind i mellem, at de ikke ved, hvad psykiske lidelser skyldes.

Det gælder professor og psykiater Merete Nordentoft, der udtalte følgende til Kristeligt Dagblad den 1. november 2018:

– Psykiatriens allervigtigste udfordring er, at årsagsforhold og sygdomsmekanismer for mange af de forskellige psykiske lidelser ikke er afklaret.

10 år forinden udtalte professor i psykiatri Tom Bolwig stort set det samme. I en leder i Ugeskrift for Læger skrev han, at psykiatrien mangler et ætiologisk gennembrud.

Hvordan kan vi acceptere så alvorlig misinformation og så alvorlige modsigelser i et oplyst demokrati? Hvorfor får offentligt betalte psykiatere lov at husere på denne måde?

Når jeg har interviewet politikere, er der flere, der har givet udtryk for, at de er klar over, at der er noget galt i psykiatrien, og at mange patienter og pårørende ønsker en anden behandlingsform. Men politikerne siger samtidig, at sådanne ændringer møder voldsom modstand fra psykiaterne, som jo er de officielle eksperter på området.

Sådan var det også, da Folketinget i 2001 besluttede at indføre medicinfri behandling. Det blev efterfølgende syltet af førende psykiatere. Professor Raben Rosenberg udtalte til fagbladet Socialpædagogen i maj 2006, at det var godt, at det aldrig var blevet til noget:

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, sagde Raben Rosenberg.

Men Raben Rosenberg misinformerer. Skizofreni, angst, depression og manio- depressivitet er ikke egentlige sygdomme, som man kender det fra somatikken men blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Det fremgår også af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

Helt galt går det, når journalister glemmer at tale med de mennesker, det handler om. Eller når de glemmer at være kritiske overfor disse toneangivende psykiatere. Det viste sig også, da Politiken sidste år skrev en nyhedsanalyse den 21. september, efter at regeringen havde fremlagt sin psykiatriplan. I nyhedsanalysen stod der:

– De lider typisk af skizofreni, og tager ikke altid deres medicin.

For de fleste mennesker virker sætningen måske umiddelbart harmløs. Men det er den ikke.  Den er en del af en omsiggribende falsk fortælling om, hvad psykiske lidelser er.

Med dette udsagn får befolkningen at vide, at skizofreni er en lidelse, der kræver medicinsk behandling.

Men det er der ikke belæg for at konkludere. For det første kender man ikke årsagen til skizofreni. For det andet er der, så vidt jeg ved, aldrig foretaget undersøgelser, der viser, om såkaldt skizofrene får det bedre af at tage neuroleptika på lang sigt.

Sætningen i Politikens nyhedsanalyse indgår i et afsnit, der handler om, at psykiatrien er under pres, og at regeringen vil styrke indsatsen overfor de allermest syge, som ryger ind og ud af de psykiatriske hospitaler.

I Politikens analyse fremgår det videre, at hver femte patient bliver akut genindlagt efter en måned. Men hvorfor stiller journalister ikke spørgsmålstegn ved dette? Vidner det ikke om, at der er noget galt med selve behandlingen?

I stedet skriver journalisterne videre i deres analyse af de allermest syge patienter:

Disse borgere er også dem, der oftest udsættes for tvang. De indlægges mod deres vilje, fordi de er til fare for sig selv eller andre. De bliver spændt fast med bælte, fordi de er voldsomme over for personalet eller medpatienter. Og de får masser af medicin, selv om de ikke vil, da de under psykosen er overbevist om, at pillerne gør dem syge.

Det fremgår ikke, hvor disse oplysninger stammer fra. For mig, der har interviewet en del psykiatere, er det nemt at høre, hvorfra dette stammer.

Men der er igen tale om voldsom og meget skadelig misinformation.

Udsagnet er stærkt manipulerende og groft nedladende overfor de patienter, der tvinges til at tage neuroleptika.

Pillerne gør patienterne syge. Det er ikke noget patienterne tror, fordi de er psykotiske. Bivirkningerne ved denne medicin er voldsomme. Folk bliver invalideret, og folk dør i forbindelse med, at de får denne medicin. Disse bivirkninger fremgår også af den indlægsseddel, som følger med pillerne.

Har journalisterne mon spurgt deres kilder om, hvorfra de ved, at patienter ikke vil tage medicin, fordi de er psykotiske?

Er det mon videnskabeligt undersøgt? Næppe. Der er nok tale om gætværk som med så meget andet i psykiatrien.

Udsagnet er samtidig udtryk for, at man ikke tager sindslidende alvorligt. Man behandler dem som en slags galninge, der ikke har ret til at blive lyttet til. Det er et af psykiatriens største problemer. Og når vi som samfund accepterer noget sådant, er vi på vej mod et samfund, der risikerer at blive umenneskeligt. For hvis vi stopper med at respektere at ethvert menneskeliv er unikt og dyrebart, så er vi på gale veje.

Mennesker bliver sjældent psykotiske af ingenting. Det er som regel, fordi de har været på stoffer, eller fordi de bliver behandlet med neuroleptika, eller fordi de har været udsatte for forfærdelige hændelser.

Men det forholder psykiatrien sig ikke til, og derfor ender de fleste med at forlade psykiatrien mere syge, end da de kom der.

Psykiatrien bør tænkes helt forfra, og så bør man give plads til de dygtige fagfolk – herunder også psykiatere – der ønsker at skabe og udvikle en ny psykiatri. Dem er der ikke plads til i dag, fordi psykiatrien meget ensidigt fokuserer på medicin.

 

You might be interested in

Misinformationen om SSRI fortsætter

/

En af Danmarks førende eksperter i depression fortsætter med at give forkerte oplysninger om SSRI, lyder kritikken fra en række forskere. Han siger, at bivirkninger er godt undersøgt og at nogle typer SSRI har en helt fantastisk effekt.

 

Af Gitte Rebsdorf

Mere end 400.000 danskere tager depressionsmedicin. Disse mennesker har krav på at få korrekt information om, hvordan medicinen virker. Men en af Danmarks førende eksperter i psykiatri, overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, Poul Videbech bliver kritiseret for at give forkerte og misvisende oplysninger om depressionsmedicin.

PsykiatriAvisen har foretaget en gennemgang af Videbechs udtalelser i Radio24syv den 8. marts og forelagt dem for en række eksperter, der fastslår, at udtalelserne er ukorrekte.

Poul Videbech siger i interviewet den 8. marts, at bivirkningerne ved de forskellige typer af depressionsmedicin, SSRI og SNRI er grundigt undersøgt.

Hans reaktion kommer efter, at overlæge ved CTU, Janus Christian Jakobsen har påpeget, at en ny og meget omtalt undersøgelse af depressionsmedicin helt undlader at tage stilling til bivirkninger ved SSRI.  Poul Videbech har udtalt sig i meget rosende vendinger om den nye undersøgelse, der er lavet med seniorforsker på institut for Psykiatri på Oxford Universitet, Andrea Cipriani i spidsen.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så bliver der sået tvivl om undersøgelsen.

Ikke læst på tingene

Videbech mener, at det er uproblematisk, at det nye studie fra Andrea Cipriani og hans kolleger undlader at undersøge for bivirkninger. For som han sagde til Radio24syv, så kan man ikke starte ved Adam og Eva hver gang:

Så vil jeg altså lige belære ham (Janus Jakobsen) om, at de her stoffer, dem har vi haft siden 1980’erne og de er ekstremt grundigt undersøgt, hvad angår bivirkninger og langtidsbivirkninger og alvorlige og ikke-alvorlige bivirkninger

Hvis Janus Jakobsen hævder, at det er de ikke, så er det simpelthen fordi, han ikke har læst på tingene. Han er heller ikke psykiater, så han har ikke nogen praktisk erfaring med de her stoffer

Men det er ikke korrekt, at SSRI og SNRI er ekstremt grundigt undersøgt, når det gælder bivirkninger og langtidsbivirkninger. De fleste studier af depressionsmedicin er foretaget af de lægemiddelvirksomheder, som fremstiller og sælger pillerne, og det er typisk korte studier på cirka 8 uger, oplyser psykiater og overlæge ved Psykiatrisk Center København, Klaus Munkholm, der også er forsker ved Det Nordiske Cochrane Center

– De fleste undersøgelser er af 6-8 ugers varighed. De er typisk udført af lægemiddelindustrien med det formål at få medicinen godkendt. Disse undersøgelser siger ikke meget om, hvordan disse stoffer virker i virkelighedens verden. Det ved vi meget lidt om. Der er foretaget meget få langtidsstudier, og da folk sjældent bruger disse lægemidler i mindre end et halvt år, er de korte studier ikke et udtryk for, hvordan lægemidlerne virker for de fleste patienter, der behandles med dem.

– Men ud fra de studier, der er, ved vi, at der er bivirkninger. Problemet med Cipriani undersøgelsen er, at de slet ikke er medtaget, siger Klaus Munkholm

Skønmaleri af SSRI

Han får opbakning af Professor Irving Kirsch fra Hull Universitet i England, som i 2008 stod i spidsen for en metaanalyse af depressionsmedicin.

– SSRI’er har vist sig at give seksuelle problemer hos de fleste patienter. Lægemidlerne øger risikoen for diabetes, slagtilfælde, intestinal blødning, hjerteanfald, voldelig adfærd og selvmordsadfærd hos unge mennesker. FDA (den amerikanske lægemiddelmyndighed) kræver faktisk, at der er en etikette på lægemidlerne, som advarer om selvmordstanker, skriver Kirsch i et svar til PsykiatriAvisen.

Så selv med meget ufuldstændige undersøgelser viser depressionsmedicinen sig at have alvorlige bivirkninger. Det bør få alarmklokkerne til at blinke, mener overlæge Janus Christian Jakobsen fra Copenhagen Trial Unit, CTU.

– De resultater, vi ser fra Cipriani, er formentlig et skønmaleri af SSRI. Hvis der havde været længere opfølgning og lavere risiko for, at økonomiske interesser påvirker resultaterne, så ville de skadelige virkninger af disse stoffer formentlig være endnu mere udtalte, siger Janus Christian Jakobsen.

Han har stået i spidsen for en metaanlyse, der viser, at der er alvorlige bivirkninger ved SSRI.  CTU studiet, der blev offentliggjort i februar 2017 viser, at effekten af depressionsmedicin er minimal, og at den bliver ophævet af de alvorlige bivirkninger, der er ved midlerne.

Janus Christian Jakobsen har kritiseret, at Andrea Cipriani og hans kolleger helt har undladt at undersøge for bivirkninger i deres undersøgelse, der blev offentliggjort for nylig i The Lancet.

Fantastisk effekt

Poul Videbech siger videre til Radio24syv, at det nye ved Cipriani undersøgelsen er, at den undersøger effekten af de forskellige SSRI og SNRI, og at effekten af nogle præparater er fantastisk. Men den påstand møder også kritik.

Videbech sagde følgende om Cipriani undersøgelsen den 8. marts:

Det nye ved den her undersøgelse, det er, at den deler det op på de forskellige stoffer. Så kan man se, at nogle af stofferne har en ganske fantastisk effekt, og nogle af dem har en middelmådig eller svag effekt, kunne man sige. Det er klart, at når man sidder med en patient, så vil man lade sig vejlede af, hvad patienten tidligere har prøvet af behandling og prøve sig frem og finde det stof, som har den bedste effekt mod depression og de færreste bivirkninger, og det er den proces, som man så kan bruge den her undersøgelse til at lade sig vejlede af.

Konklusionen er absurd og særdeles misvisende, påpeger kritikerne. For hvordan kan man konkludere, at et stof er bedre end andre, når man ikke har undersøgt bivirkningerne, spørger de.

– Hvis man vil anbefale et bestemt lægemiddel frem for et andet, er det nødvendigt at forholde sig til de skadevirkninger, der er ved det. Men det gør undersøgelsen ikke, fastslår Klaus Munkholm og fortsætter.

– Det giver kun mening at tale om, at effekten kan variere mellem forskellige lægemidler, hvis man på forhånd ved, at der er tale om stoffer, der virker.

Janus Christian Jakobsen er enig.

– Det ville være at bombe videnskaben 30 år tilbage, hvis man undlod at undersøge for lægemidlers skadelige virkninger. Man skal undersøge for såvel skadelige som gavnlige effekter, det fremgår af alle internationale guidelines.

Cipriani studiets pointe med at fremhæve nogle lægemidler frem for andre, bør således ikke bruges til noget.  De misvisende oplysninger om SSRI er alvorlige, mener overlæge og psykiater Klaus Munkholm:

– Folk har krav på at få korrekt information om, hvordan lægemidler som SSRI virker, og hvilke bivirkninger, der er.

Flere fejl

Men fejlinformationen fortsætter. Videbech siger videre i Radio24syv den 8. marts

Irving Kirsch udgav en meta-undersøgelse i 2008, der viste, at effekten af antidepressiv medicin tiltog, jo sværere depressionen var. Det er jeg enig i. Man skal ikke bruge medicinen til de lette depressioner. Det skal bruges til moderat til svær depression, for ellers er bivirkningerne uacceptable i forhold til det, man kan opnå. Så medicinen virker ikke ved de lette depressioner. Det er der ikke mange, der er uenige i. Det er problemet ved meta-analyserne, at man inkluderer patienter, der ikke er særligt syge, og så virker medicinen ikke særlig godt. Det viste Irving Kirsch i 2008.

Men hvis man dykker ned i Irving Kirsch studie fra 2008,så fremgår det ikke, at medicinen har en særlig god effekt ved moderat til svær depression. Tværtimod fremgår det, at den heller ikke har en mærkbar effekt på denne type depression.

Kirsch konkluderer:

Drug-placebo differences in antidepressant efficacy increase as a function of baseline severity, but are relatively small even for severely depressed patients. The relationship between initial severity and antidepressant efficacy is attributable to decreased responsiveness to placebo among very severely depressed patients, rather than to increased responsiveness to medication.

Psykiatriavisen har bedt Irving Kirsch om en kommentar, og han fastholder og uddyber sin konklusion:

–          Det, vi har skrevet, gælder stadig. Det er korrekt. Næsten alle patienter i vores forsøg var svært deprimerede. Men selv for denne gruppe var effekten lille.

Overlæge på CTU, Janus Christian Jakobsen afviser ligesom Kirsch, Videbechs påstand.

– Den effekt man ser i Kirsch’s studie overfor de svært deprimerede, er stadig yderst minimal og langt under den grænse, man nu ved skal til for, at en patient kan registrere det. Og når alle forsøg med SSRI inkluderes, sådan som vi gjorde, så forsvinder den forskel, der er i Kirsch’s studie.

Radio24syv bragte i samarbejde med PsykiatriAvisen tre interview om Cipriani –studiet den 8. marts 2018 om morgenen. Hør med her

 

 Skævvridning af data 

Det store problem ved undersøgelserne af depressionsmedicin er, at det som regel er industrien selv, der undersøger deres egne produkter. En metaanalyse samler alle undersøgelser på et givent område, men mange af de studier, der indgår i metaanalyserne har en høj grad af bias eller skævvridning. Det gælder også Cipriani studiet, siger Klaus Munkholm

– Det er velkendt, at industrien tilbageholder informationer om skadevirkninger i de studierapporter, der bliver lavet, mens man laver et sådant forsøg – både alvorlige og mindre alvorlige. Det er også velkendt, at mange af skadevirkninger bliver underdrevet og underrapporteret, siger Klaus Munkholm.

Af Cipriani undersøgelsen, som er offentliggjort på The Lancet, fremgår det da også, at der er høj risiko for bias eller skævvridning. Ud af de 522 forsøg, der indgik i metaanalysen var 380 eller 73 procent kategoriseret som i høj risiko for bias. I undersøgelsen står der:

of 522 trials were rated as high risk of bias, 380 (73%) trials as moderate, and 96 (18%) as low; and the certainty of evidence was moderate to very low.

Klaus Munkholm er bekymret for, om forskerne har taget tilstrækkelig højde for bias i deres konklusioner.

– Der er så mange fejl og bias i de forsøg, der indgår i undersøgelsen, at det resulterer i en skævvridning af data. Det er et problem ved Cipriani undersøgelsen, at de ikke har været strikse nok i forhold til dette. Hvis man tager højde for denne skævvridning, så er det meget svært at have tiltro til den effekt, de når frem til, at SSRI har, siger han.

Janus Christian Jakobsen er enig.

– Cipriani og hans kolleger ignorerer bias i deres data, når de drager konklusioner. Det er særligt problematisk, fordi nogle af forfatterne har udtalt, at det nu endelige er bevist, at depressionsmedicin virker.

PsykiatriAvisen ville gerne have haft et interview med professor Poul Videbech, der i Politiken har betegnet Cipriani studiet som det største og bedste, og udtalt, at nu har vi det mest solide grundlag til at fastslå, at selvfølgelig virker antidepressiva. Men det har ikke været muligt at få et interview med Poul Videbech.

You might be interested in