SSRI og SNRI - Page 3

Claus Flygenring har taget lykkepiller i cirka 15 år. Han vil gerne stoppe, men hver gang han forsøger, bliver han ramt af voldsom angst og depression, og er endt på førtidspension ligesom tusindvis af andre med samme diagnose. Skyldes det mon pillerne?

Af Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk

41-årige Claus Flygenring fra Valby ved København har brug for sine piller. Han begyndte at tage SSRI, også kendt som lykkepiller, da han var først i tyverne, og gør det stadig. Hver morgen trykker han en pille ud af kapslen og skyller den ned med et glas vand. Medicinen er lige så vigtig, som den luft han indånder, og han kan ikke fungere uden de 225 mg. Venlafaxin.
– Jeg har forsøgt at trappe ud flere gange. Men hver gang går det galt. Jeg bliver ramt af voldsom angst og depression, så jeg bliver sat fuldstændig ud af drift.

Efter at medicinalgiganten Eli Lilly sidst i 1980erne kom på markedet med deres præparat Fontex er forbruget af SSRI vokset. Herhjemme bruger cirka en kvart million mennesker SSRI. Men mange mennesker har svært ved at stoppe med medicinen igen, viser en række undersøgelser. På Harvard Medical School, kom psykiater Ross Baldessarini i en undersøgelse fra 1997 frem til, at halvdelen af de mennesker, der stopper med at tage SSRI, får tilbagefald indenfor en periode på 14 måneder.

Psykolog og ph.d. studerende Anders Klokmose Sørensen fra det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet bekræfter, at der kan være store problemer med at komme ud af medicinen igen. Han er i gang med at samle al litteratur, der handler om udtrapning af SSRI, og forskningen viser, at det er et område, som er meget lidt belyst.

– Der er ganske få undersøgelser om udtrapning, og dem der er, er ikke tilbundsgående nok. Stofferne påvirker nervesystemet, og der er grund til at antage, at den reaktion folk får er kemisk betinget. For eksempel oplever nogen, at de får elektriske stød i kroppen. Det er ikke en reaktion, man får som følge af depression, så når man ikke kan komme af med medicinen, hænger det sammen med, at stofferne har påvirket hjernen, siger Anders Klokmose Sørensen.

Usikker diagnose

Da Claus Flygenring begyndte at tage SSRI for nu godt 15 år siden, var han ung og autoritetstro, som han siger.

– Da jeg kom op til psykiateren, gik der ikke mere end 15 minutter, før han havde stillet en diagnose. Han mente, at jeg havde en depression og udskrev SSRI. Men jeg var ikke deprimeret. Jeg begyndte dog at tage pillerne, sådan som psykiateren havde sagt. Måske fordi jeg var autoritetstro og ung.

I dag er Claus Flygenring overbevist om, at diagnosen er en fejl, og at udskrivningen af medicin er sket på et forkert grundlag.

Depression er ikke en sygdom på lige fod med sukkersyge eller kræft. Som med andre psykiske lidelser er der tale om en række symptomer, som er blevet til en diagnose. Da depression og angst ikke er sygdomme i egentlig forstand, er det heller ikke muligt at måle eller vide med sikkerhed, om der er tale om depression. Diagnosen bliver stillet ved at en læge eller speciallæge stiller en række spørgsmål til patienten om humør, søvn og sociale liv, og blandt andet ud fra disse spørgsmål bliver diagnosen stillet.

Claus Flygenring havde selv ønsket at komme til at tale med en psykolog, fordi han bøvlede med en række eksistentielle problemer, som har bund i en hård opvækst. Og da han samtidig kom under pres, fordi han lige var blevet far og var i gang med en uddannelse, hang det ikke længere sammen for ham. Men i modsætning til konsultationen hos psykiateren, så var psykologen ikke gratis, og Claus havde ikke råd at betale for den.

I opstartsfasen oplevede Claus Flygenring alvorlige og ubehagelige bivirkninger ved at tage medicinen.

– Jeg husker, at jeg var svimmel, og at jeg besvimede flere gange. Jeg blev træt og udmattet af ingenting. Jeg blev også diffus og havde svært ved at koncentrere mig. Men jeg fik at vide, at bivirkningerne ville forsvinde.

Efter et stykke tid oplevede jeg følelsen af, at blive dulmet eller beroliget. Det var på sin vis meget rart og tillokkende. Grundlæggende var jeg dog imod virkningen, for jeg levede fjernt fra verden, og var ikke mig selv, men jeg var ikke i stand til at stoppe, fortæller Claus og holder en pause inden han fortsætter.

– Man bliver lagt ned og ender med at miste sin modstand. Til sidst accepterer man, at man må tage medicinen.

Ender som førtidspensionist

I dag er Claus Flygenring førtidspensionist. Han er langt fra den eneste med angst eller depression, som er endt på førtidspension. Angst er den lidelse, som sender flest mennesker på førtidspension. En rapport fra Sundhedsstyrelsen, Sygdomsbyrden i Danmark, viser, at der gennemsnitligt i årene 2010-2012 er 1935 personer med diagnosen angst som er er endt på førtidspension. Til sammenligning er lænde- og rygsmerter kun årsag til 850 nye førtidspensioner årligt.   Depression er årligt årsag til, at 751 mennesker årligt kommer på førtidspension.

Men hverken angst eller depression er kroniske sygdomme, så hvordan kan det være, at så mange mennesker ender på førtidspension?

Mange undersøgelser fra før 1960erne viser, at mennesker med depression normalt kommer sig. Den svenske læge Gunnar Lundquist har i en undersøgelse fulgt 216 depressive patienter i 18 år, og han kom frem til, at 76 procent af disse mennesker blev raske og genoptog deres arbejde.

Dobbelt så mange

Det bemærkelsesværdige er, at dette billede har ændret sig efter at SSRI er taget i brug. Antallet af psykisk syge, der ender på førtidspension er mere end fordoblet indenfor en tiårig periode, viser tal fra Ankestyrelsen, som PsykiatriAvisen har indhentet. I 1999 kom 3550 med en psykisk lidelse på førtidspension. I 2010 var det steget til 8812.

De mange tilfælde af angst og depression er fra flere sider blevet forklaret med et presset arbejdsliv eller med utilstrækkelig hjælp til disse lidelser. Bestyrelsesformand i Psykiatrifonden har tidligere udtalt til DR:

– Jeg tror, vi har haft et stort efterslæb med at anerkende angst-sygdomme som sygdomme og så få sat ind med behandling. Der har været for lidt af den tidlige opsporing, så når man når frem til en førtidspension, som man jo har gjort i de her tilfælde, så har man været syg rigtig længe, siger hun.

Men hvad hvis problemet er den medicin, som folk får at vide, at de skal tage? I Psykiatrifonden afviser psykiater Anne Lindhardt dog, at medicinen skulle være årsag til, at mennesker bliver invalideret og ender på førtidspension.

– For langt de flestes vedkommende vil medicinen virke og ikke skade. Det gælder hvis de har den del af sygdommen, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at medicin er påkrævet, siger formand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

Den engelske psykolog Irving Kirsch har i 2008 påvist, at der stort set ikke er nogen effekt af SSRI. I sin undersøgelse fandt han, at der stort set ikke var forskel på at bruge SSRI og placebo. Den hollandske læge J. D. Van Scheyen har videre påvist, at mennesker der tager SSRI får tilbagefald, når de stopper med at tage deres medicin. Senest har forskere fra Copenhagen Trial Unit ved Rigshospitalet dokumenteret, at medicinen ikke virker, og at der er alvorlige bivirkninger. Det ønsker formand for Psykiatriforeningen Anne Lindhardt dog ikke at forholde sig til.

– Jeg forholder mig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som anbefaler medicin til svær depression. Og så skal man naturligvis følge om der er bivirkninger.

Værre og værre

Claus har fået det værre og værre jo længere tid, han har taget SSRI. For nogle år siden måtte han skifte til noget stærkere medicin, fordi medicinen ikke havde samme effekt som i begyndelsen. Han tager nu SNRI, som også påvirker dopamin balancen i hjernen. Men han døjer med mange og alvorlige bivirkninger såvel psykiske som fysiske.

– Jeg har taget på og er blevet overvægtig. Jeg har fået fedtlever. Jeg har seksuelle forstyrrelser, for højt blodtryk, jeg får hedeture, er ekstremt træt, og kan ikke bevæge mig. Det er vigtigt at dyrke sport, men det kan jeg ikke. Kroppen er stiv.

Claus Flygenring har indimellem overvejet, om han er syg, eller om det er medicinen, der er årsag til de alvorlige gener, han har.

– Det er et godt spørgsmål. Men mange af de gener jeg har, får man ikke af at være deprimeret eller angst. Før jeg begyndte på medicinen, havde jeg ikke angst. De sidste 10 år har jeg rendt fra Herodes til Pilatus i vores sundhedssystem for at finde grunden til min træthed, og alle de andre symptomer jeg har. Men lægerne kan ikke finde årsagerne. Mine blodprøver viser flere ujævnheder. Jeg har for lavt testosteron. Jeg har også for lavt stofskifte, men man kan ikke finde ud af hvorfor. Det peger alt sammen på indflydelse fra SSRI.

Den 41-årige mand har ikke opgivet at komme ud af medicinen, men han er indstillet på at det kommer til at tage lang tid.

– Udtrapningen skal ske langsomt. De andre gange er jeg gået for hurtigt frem, så jeg er indstillet på, at det kan komme til at tage mellem 5 og 10 år.

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.

Billede: Erich Ferdinand