Browse Category

Blog - Page 2

Det, fik du ikke at vide i DRs dokumentar om psykiatri

Dette blokindlæg er skrevet af filminstruktør og debattør Anahi Testa Pedersen

 

Den 13. maj var der premiere på Danmarks Radios’s dokumentarserie, Psykiatriens Dilemma.

Men måske har DR selv stået i et dilemma, for det var planen, at professor og tidligere direktør i Det Nordiske Cochrane Center, Peter Gøtzsche, skulle have medvirket i serien.

Det er godt at sætte fokus på, at psykofarmaka kan være skadelige, men ikke helt så godt, at der er direkte forkerte oplysninger i udsendelserne. Der bliver i en voice-over sagt, at psykofarmaka har revolutioneret behandlingen, og at det kan være nødvendigt at bruge en potentiel farlig blanding af psykofarmaka for at behandle psykiske sygdomme.

Der er dog mange, der har påvist, at psykoterapi er bedre på lang sigt. Desuden har der på verdensplan været kritik af, at pillernes skadevirkninger ikke bliver offentliggjort.

Men disse oplysninger var ikke med, og Peter Gøtzsche var klippet helt ud af serien om Psykiatriens Dilemma, efter at der er optaget adskillelige sekvenser med ham, hvor han deler ud af sin veldokumenterede viden. Det er for mig at se virkelig under lavmålet, når vi har at gøre med en public service station. Hvad sker der?

DR burde servicere offentligheden med viden, om den medicin, som mere end 650.000 danskere får i dag for en psykisk lidelse og burde også give sendetid til en så anerkendt forsker som Peter Gøtzsche. I den tredje udsendelse bliver der i en voice-over sagt, at der ikke er tvivl om, at antidepressiver virker. Det er tankevækkende, at DR gør sig til dommer over sandheden på den måde, når det i udsendelsen ellers fremgår, at der er uenighed blandt forskerne.

Peter Gøtzsches udtalelser om, at antidepressiver ikke har nogen relevant virkning, og at de øger risikoen for selvmord, kom slet ikke med i udsendelsen.

Jeg har lavet filmen Diagnosing Psychiatry, som handler om Peter Gøtzsche og min egen personlige historie. Jeg fik i 2010 en psykiatrisk diagnose, som det har vist sig, at jeg ikke kan komme af med, selvom jeg er sund og rask og bare havde en livskrise, som så mange kommer ud for.

Jeg udvikler aktuelt på en film/program om, hvorfor Peter Gøtzsche egentlig blev smidt ud af det Internationale Cochrane Samarbejde og blev fyret fra sin stilling som leder af Det Nordiske Cochrane Center, for jeg bliver ærligt talt forbløffet over at se, at denne sag på ingen måde er blevet diskuteret i den danske presse.

En forsker, der er anerkendt i store dele af verden og som kæmper for menneskers sundhed bliver fjernet fra sin post, uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved det. Pressen er tavs.

Kigger man til udlandet er der flere eksempler på, at journalister, der forholder sig kritisk til medicinering i psykiatrien enten bliver fyret eller også er deres programmer taget af sendefladen.

Da jeg talte med en redaktør på DR om mit næste projekt om Cochrane-skandalen, var hans kommentar, at den sag jo var dækket. Dækket? Nej, den er på ingen måde blevet dækket. Peter Gøtzsche blev smidt ud med begrundelsen dårlig opførsel efter en skueproces, og efter at Cochranes egen advokatundersøgelse havde frikendt ham. Jeg kommer i mit program til at påvise, at Peter Gøtzsche blev fyret på grund af hans forskning – specifikt hans kritik af brugen af psykofarmaka og HPV-vaccinen.

Public service defineres som oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio. At DR ikke alene holder viden tilbage, men også fejlinformerer om psykofarmaka, må siges at stride imod grundlæggende principper om public service.

Jeg ser et generelt problem i, at medierne ikke tager ansvar i forhold til at skulle oplyse og sprede viden og perspektiv. Det er helt afgørende, at journalister i stedet for at søge sensationerne, begynder at grave i de historier, der har relevans for befolkningen og som til tider kan være under indflydelse af kommercielle andre interesser.

Det er nærliggende at tro, at DR ikke tør bruge Peter, da han for nylig er blevet fyret, og man fristes til at spørge, hvem, der kunne have mest imod, at Peters viden kom med som perspektivering? Den vigtigste indtægtskilde i Danmark er vores eksport af lægemidler.

 

Anahi Testa Pedersen har en kandidat i Medievidenskab fra Københavns Universitet.

You might be interested in

Er psykiatere troværdige eksperter?

/

Toneangivende psykiatere udtaler sig ofte misvisende om deres fag, som når de for eksempel siger, at psykiske lidelser skyldes en ubalance i dopamin- eller serotonin-reguleringen i hjernen. Eller når de hævder, at psykiatriske patienter begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Når det samtidig er de færreste journalister, der tjekker om psykiaternes udtalelser holder, får vi en meget uheldig cocktail.

 

Dette blogindlæg er skrevet af journalist og redaktør på PsykiatriAvisen, Gitte Rebsdorf

 

Er man en troværdig ekspert, når man hævder, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin?

Det gjorde psykiater Henrik Day Poulsen, da han i juli 2015 udtalte følgende til dagbladet, BT:

Når psykisk syge begår drab, så er det typisk, fordi de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance.

For at kunne bevise, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin, skulle man have gennemført såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne videnskabelige undersøgelser er af gode grunde ikke gennemført.

Henrik Day Poulsen udtaler videre, at psykiatriske patienter har en ubalance i det stof, der hedder dopamin. Men teorien om den kemiske ubalance er aldrig bevist.

Henrik Day Poulsens udtalelser er således ikke korrekte. Han er ikke den eneste psykiater, der udtaler sig misvisende om sit fag.

I april 2013 sammenlignede professor Poul Videbech i fagbladet Journalisten det at have en psykisk lidelse med at have en fysisk sygdom som sukkersyge.

Sammenligningen kom efter en række kritiske programmer på DR om depressionsmedicin. Men sådanne kritiske programmer burde slet ikke sendes, mener Videbech, for det svarer til, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin:

– Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede, sagde Poul Videbech til Journalisten.

Det er problematisk, at ligestille depression med en fysisk sygdom som diabetes. Og det kan ikke dokumenteres, at deprimerede mangler et bestemt stof, ligesom sukkersyge mangler insulin. Det er faktuelt forkert.

Det burde Poul Videbech som toneangivende ekspert vide. Men i stedet misinformerer han befolkningen godt hjulpet på vej af journalister, der ofte glemmer at være kritiske overfor eksperter.

Da Danmarks Radio i 2013 bragte en række kritiske udsendelser om depressionsmedicin, Pillens mørke skygge, fik DR efterfølgende omkring 180 klager.150 af dem fra læger og psykiatere. DR har mig bekendt aldrig siden bragt tilsvarende kritiske programmer.

Toneangivende psykiatere som Poul Videbech tåler ikke at blive sagt imod. Når dansk presse i særlige tilfælde har begået tilbundsgående journalistik om forholdene i psykiatrien, afstedkommer det voldsomme reaktioner fra psykiatere. Da TV2 sidste år bragte en historie om en ung kvinde, der var død i psykiatrien, reagerede Poul Videbech også voldsomt. Han udtalte til det medicinvenlige tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sådanne historier slet ikke burde fortælles.

Men hvorfor tåler psykiatrien ikke at blive kigget efter i sømmene? Hvis man har orden i sin butik, burde det ikke være noget problem. Men spørgsmålet er, om psykiatrien har det.

Psykiatere nøjes ikke med at misinformere. De undlader også meget ofte at fortælle om de skadevirkninger, der er ved psykofarmaka. De fortæller ikke, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse, hvert år dør i forbindelse med, at de får medicin. De fortæller heller ikke, at psykofarmaka kan give uoprettelige og invaliderende skader.

Hvorfor ikke? En af forklaringerne på denne begejstring for medicin, kunne være, at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Henrik Day Poulsen står for eksempel på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og fik alene de sidste to år 200.000 kroner fra den verdensomspændende medicinalvirksomhed, Eli Lilly for at holde foredrag.

Psykiatrien modsiger også sig selv. For samtidig med at Poul Videbech siger, at en psykisk lidelse er en sygdom på lige fod med en fysisk, så vedgår andre psykiatere ind i mellem, at de ikke ved, hvad psykiske lidelser skyldes.

Det gælder professor og psykiater Merete Nordentoft, der udtalte følgende til Kristeligt Dagblad den 1. november 2018:

– Psykiatriens allervigtigste udfordring er, at årsagsforhold og sygdomsmekanismer for mange af de forskellige psykiske lidelser ikke er afklaret.

10 år forinden udtalte professor i psykiatri Tom Bolwig stort set det samme. I en leder i Ugeskrift for Læger skrev han, at psykiatrien mangler et ætiologisk gennembrud.

Hvordan kan vi acceptere så alvorlig misinformation og så alvorlige modsigelser i et oplyst demokrati? Hvorfor får offentligt betalte psykiatere lov at husere på denne måde?

Når jeg har interviewet politikere, er der flere, der har givet udtryk for, at de er klar over, at der er noget galt i psykiatrien, og at mange patienter og pårørende ønsker en anden behandlingsform. Men politikerne siger samtidig, at sådanne ændringer møder voldsom modstand fra psykiaterne, som jo er de officielle eksperter på området.

Sådan var det også, da Folketinget i 2001 besluttede at indføre medicinfri behandling. Det blev efterfølgende syltet af førende psykiatere. Professor Raben Rosenberg udtalte til fagbladet Socialpædagogen i maj 2006, at det var godt, at det aldrig var blevet til noget:

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, sagde Raben Rosenberg.

Men Raben Rosenberg misinformerer. Skizofreni, angst, depression og manio- depressivitet er ikke egentlige sygdomme, som man kender det fra somatikken men blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Det fremgår også af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

Helt galt går det, når journalister glemmer at tale med de mennesker, det handler om. Eller når de glemmer at være kritiske overfor disse toneangivende psykiatere. Det viste sig også, da Politiken sidste år skrev en nyhedsanalyse den 21. september, efter at regeringen havde fremlagt sin psykiatriplan. I nyhedsanalysen stod der:

– De lider typisk af skizofreni, og tager ikke altid deres medicin.

For de fleste mennesker virker sætningen måske umiddelbart harmløs. Men det er den ikke.  Den er en del af en omsiggribende falsk fortælling om, hvad psykiske lidelser er.

Med dette udsagn får befolkningen at vide, at skizofreni er en lidelse, der kræver medicinsk behandling.

Men det er der ikke belæg for at konkludere. For det første kender man ikke årsagen til skizofreni. For det andet er der, så vidt jeg ved, aldrig foretaget undersøgelser, der viser, om såkaldt skizofrene får det bedre af at tage neuroleptika på lang sigt.

Sætningen i Politikens nyhedsanalyse indgår i et afsnit, der handler om, at psykiatrien er under pres, og at regeringen vil styrke indsatsen overfor de allermest syge, som ryger ind og ud af de psykiatriske hospitaler.

I Politikens analyse fremgår det videre, at hver femte patient bliver akut genindlagt efter en måned. Men hvorfor stiller journalister ikke spørgsmålstegn ved dette? Vidner det ikke om, at der er noget galt med selve behandlingen?

I stedet skriver journalisterne videre i deres analyse af de allermest syge patienter:

Disse borgere er også dem, der oftest udsættes for tvang. De indlægges mod deres vilje, fordi de er til fare for sig selv eller andre. De bliver spændt fast med bælte, fordi de er voldsomme over for personalet eller medpatienter. Og de får masser af medicin, selv om de ikke vil, da de under psykosen er overbevist om, at pillerne gør dem syge.

Det fremgår ikke, hvor disse oplysninger stammer fra. For mig, der har interviewet en del psykiatere, er det nemt at høre, hvorfra dette stammer.

Men der er igen tale om voldsom og meget skadelig misinformation.

Udsagnet er stærkt manipulerende og groft nedladende overfor de patienter, der tvinges til at tage neuroleptika.

Pillerne gør patienterne syge. Det er ikke noget patienterne tror, fordi de er psykotiske. Bivirkningerne ved denne medicin er voldsomme. Folk bliver invalideret, og folk dør i forbindelse med, at de får denne medicin. Disse bivirkninger fremgår også af den indlægsseddel, som følger med pillerne.

Har journalisterne mon spurgt deres kilder om, hvorfra de ved, at patienter ikke vil tage medicin, fordi de er psykotiske?

Er det mon videnskabeligt undersøgt? Næppe. Der er nok tale om gætværk som med så meget andet i psykiatrien.

Udsagnet er samtidig udtryk for, at man ikke tager sindslidende alvorligt. Man behandler dem som en slags galninge, der ikke har ret til at blive lyttet til. Det er et af psykiatriens største problemer. Og når vi som samfund accepterer noget sådant, er vi på vej mod et samfund, der risikerer at blive umenneskeligt. For hvis vi stopper med at respektere at ethvert menneskeliv er unikt og dyrebart, så er vi på gale veje.

Mennesker bliver sjældent psykotiske af ingenting. Det er som regel, fordi de har været på stoffer, eller fordi de bliver behandlet med neuroleptika, eller fordi de har været udsatte for forfærdelige hændelser.

Men det forholder psykiatrien sig ikke til, og derfor ender de fleste med at forlade psykiatrien mere syge, end da de kom der.

Psykiatrien bør tænkes helt forfra, og så bør man give plads til de dygtige fagfolk – herunder også psykiatere – der ønsker at skabe og udvikle en ny psykiatri. Dem er der ikke plads til i dag, fordi psykiatrien meget ensidigt fokuserer på medicin.

 

You might be interested in

Norsk ombudsmand har afgjort, at tvangsmedicinering ikke kan begrundes

I Norge har ombudsmanden for nylig afgjort, at tvangsmedicinering ikke kan begrundes i henhold til psykiatriloven. Ombudsmanden kritiserede, at betingelserne om, at den gunstige virkning klart skal opveje ulemperne, var blevet tilsidesat. Det skriver professor dr. med. Peter Gøtzsche i dette debatindlæg, hvor han taler for, at vi også i Danmark bør arbejde for, at tvangsmedicinering af psykiatriske patienter afskaffes i psykiatriloven.

 

Med henvisning til psykiatriloven har den norske ombudsmand, Aage Thor Falkanger, afgjort at  man ikke må tvangsmedicinere en patient med et antipsykotikum, Cisordinol Acutard, og en beroligende pille, Stesolid. Afgørelsen er af stor principiel betydning.

Patienten havde ikke fået disse medikamenter før, og ombudsmanden har lagt vægt på, at tvangsmedicinering i sig selv er et alvorligt og svært indgribende tiltag. Samtidig er der stor risiko for ubehagelige og alvorlige bivirkninger.

Ifølge norsk lov må tvangsmedicinering kun bruges, når det med ”stor sandsynlighed kan føre til helbredelse eller væsentlig forbedring i patientens tilstand, eller at patienten undgår en væsentlig forværring af sygdommen”.

Den danske psykiatrilov indeholder ikke disse bestemmelser i reglerne om tvangsmedicinering, men derimod i reglerne om tvangsindlæggelse:

§5. Tvangsindlæggelse, jf. §6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

De to kriterier omtales sædvanligvis som helbreds- og farekriteriet.

Afgørelse er også relevant for Danmark

Den norske lov er mere præcis end den danske. “Stor sandsynlighed” for positiv virkning af tvangsmedicin er mere end almindelig sandsynlighed, som allerede betyder over 50% sandsynlighed for en væsentlig bedring. Helbredskriteriet i den danske lov taler om, at udsigten til en betydelig effekt skal være væsentligt forringet, hvis man skal kunne tvangsindlægge patienten. Dette er en blødere formulering, men fælles for den norske og danske lov er, at man ikke skal kunne hjemle tvang, med mindre man forventer at opnå noget væsentligt. Derfor er den norske ombudsmands afgørelse også relevant for Danmark.

Ombudsmanden kritiserede en lang række forhold, som også ses i sådanne sager i Danmark. Det fremgik ikke af myndighedens beslutning, at betingelserne i loven om, at den gunstige virkning klart skal opveje ulemperne, var blevet vurderet, hvilket er i modstrid med forvaltningslovens krav om begrundelse. Det blev ikke engang overvejet.

I Danmark kan man ofte anføre en helt tilsvarende kritik om manglende begrundelse, når folk bliver tvangsindlagt ifølge helbredskriteriet. Faktisk kan det næppe nogensinde begrundes, når meningen er, at patienten efterfølgende skal behandles med antipsykotika for at opnå væsentligt bedring.

Myndigheden havde henvist til, “hvad der opstod i” en samtale med patienten, hvad der stod i journalen, og en samtale med behandlingspersonalet, som hovedsagelig gik på, hvordan patienten fremstod og opførte sig.

Myndigheden henviste også til, at personalet gav udtryk for at være kommet til ”vejs ende” med hensyn til at opnå en bedring uden antipsykotika; at den fagligt ansvarlige mente, at det ville være “uansvarligt og uetisk” ikke at indlede medicinsk behandling for at forhindre væsentlig forværring; at den generelle viden om virkningen af medicinen måtte lægges til grund; at patienten var syg og havde brug for hjælp; at den ansvarlige for behandlingen havde valgt at bruge relevant medicin; og at man havde bred faglig ekspertise og erfaring med fokus på patientens bedste.

Ingen af disse forklaringer blev godtaget af ombudsmanden, da de ikke har noget at gøre med, om lovens krav er opfyldt. Hvor syg patienten er, og hvad der har været forsøgt for at hjælpe patienten, kan ikke sige noget om sandsynligheden for, at medicinen vil have den ønskede effekt.

Myndigheden henviste også til Lægemiddelkataloget, men Lægemiddelstyrelsen svarede, at det er umuligt at sige, hvilken virkning et bestemt lægemiddel vil have på en bestemt patient, og at man ikke kan sige noget om sandsynligheden for en positiv effekt for den enkelte patient.

Ombudsmanden henviste til et psykiatriudvalg, som i en omfattende rapport skrev, at det er veldokumenteret, at antipsykotika har effekt på psykoser. Men også, at den absolutte forskel i risikoen for ikke at opnå den tilsigtede forbedring er 10-20%, hvilket betyder, at man skal behandle mellem 5 og 10 patienter for at gavne én patient. Udvalget skrev, at man kan forebygge et tilbagefald for hver fjerde patient, der behandles i et år eller to, og konkluderede, at lovens krav ikke er opfyldt i praksis. Det betyder, at man i årtier har truffet ulovlige beslutninger om tvangsmedicinering. Det mener jeg også er tilfældet i Danmark, idet en sådan beslutning sædvanligvis forudgås af en tvangsindlæggelse.

Myndigheden spurgte, hvorfor ombudsmanden ønskede at gå ind i en faglig problemstilling, om den ansvarlige behandler havde anvendt relevante lægemidler i den konkrete sag. Tilsvarende argumenter ses også i Danmark, når nogen udenfor psykiatrien forsøger at belyse tingene objektivt, og de har hovedsagelig til formål at holde alle væk, så psykiaterne ikke skal stå til regnskab for nogen. Dette undrede ombudsmanden sig over, fordi hans legitime opgave var at finde ud af, om loven var overholdt, hvilket den ikke var.

Hovedårsagen til, at der er en begrundelsespligt, er, at parter og domstole skal have mulighed for at kontrollere, om afgørelsen om tvang er berettiget. Ombudsmanden kritiserede, at der ikke blev taget noter fra samtalen med behandlingspersonalet, eller fra samtaler mellem hospitalet og myndigheden, hvilket var en tilsidesættelse af god administrativ praksis. Det strider mod forvaltningsloven, når det ikke fremgår af beslutningen, at betingelsen om, at den gunstige virkning klart skal opveje ulemperne, er opfyldt.

Når jeg har valgt at skrive om sagen, skyldes det primært hensynet til patienterne, men også, at jeg har afgivet en ekspertvurering i en anden sag i Norge, som også endte hos ombudsmanden. I den sag lagde jeg vægt på den videnskabelige dokumentation og på sandsynlighedsargumentet, som aldrig vil kunne opfyldes for antipsykotika.

Jeg har også samarbejdet med tidligere højesteretssagfører Ketil Lund om disse ting. I en artikel i ”Kritisk Juss” (2016;42(2):118-57) forklarede vi, hvorfor tvangsmedicinering ikke kan forsvares. Medicinens effekt er ringe, og risikoen for skadevirkninger er så betydelig, at tvangsmedicinering gør langt større skade end gavn. Vi forklarede også, hvorfor det er misvisende at hævde, at antipsykotika kan forebygge tilbagefald hos en fjerdedel af patienterne. Det, man kalder tilbagefald, når patienterne ikke længere får medicinen, er meget ofte ophørssymptomer, der kommer, fordi hjernen er blevet tilvænnet medicinen. Det, man ser i den medicinfrie gruppe er derfor i reglen skadevirkninger af medicinen, og ikke tilbagefald af sygdommen.

Vi bør også i Danmark arbejde for, at tvangsmedicinering af psykiatriske patienter afskaffes i psykiatriloven. Danmark har ratificeret FN’s handicapkonvention, som forbyder dette, men har ikke gjort noget endnu, selvom komiteen bag konventionen har udtrykt stærk kritik af regeringen.

 

Professor Peter C. Gøtzsche har skrevet flere kritiske bøger om psykiatri, og er aktueIt i færd med at oprette: Institute for Scientific Freedom

 

You might be interested in

En psykiatrisk diagnose hænger ved resten af livet

For ni år siden blev Anahi Testa Pedersen diagnostiseret med skitzotypi. I dag har hun det godt, men hun kan ikke slippe af med sin diagnose. I stedet forsøger myndighederne at holde hende fast i diagnosen, skriver hun i dette debatindlæg.

 

Forleden var SF’s forslag om raskmelding af psykisk syge til førstebehandling i Folketinget. Men det blev mødt med modstand fra professor i psykiatri, Poul Videbech, som mener, at forslaget er naivt.

– Der er ikke noget, der hedder raskmelding. Det findes ikke. Man kan hverken blive raskmeldt for en psykisk eller legemlig sygdom. Hvis du tager kræftområdet, så er der jo ingen læge, der kan sige, at patienten er helt rask, sagde Poul Videbech til Ritzau.

Poul Videbech er tilsyneladende ikke bekendt med, at man kan erklæres kræft fri. Jeg kender en del, der har fået en psykiatrisk diagnose på et tidspunkt i deres liv, og som i dag er velfungerende og har et godt liv. Nogen af disse mennesker bliver grundet deres diagnose forhindret i eksempelvis at tage deres drømmeuddannelse.

For ni år siden blev jeg selv indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med en hård skilsmisse. Jeg var træt, udmattet, ked af det og forvirret. Meget normalt, når man er i krise. Jeg blev udskrevet med diagnosen skitzotypi, og da jeg satte spørgsmålstegn ved mærkaten, fik jeg beskeden: Her giver vi diagnoser.

Efter indlæggelsen fik jeg igen styr på mit liv, jeg fik talt om mine følelser med en terapeut, og kom ud af den medicinske behandling, som kun dopede mig og gjorde mig apatisk. Jeg begyndte at dyrke regelmæssig sport, hvilket gør, at jeg i dag og de sidste mange år har haft et godt og rigt liv, været en god mor, kæreste og ven.

Men i sommer, otte et halvt år efter mit forløb, modtog jeg en indkaldelse fra Region Hovedstaden. De ønskede at undersøge min datter. Psykiatriske diagnoser er i deres optik arvelige, og derfor er det ifølge dem sandsynligt, at psykisk syges børn også bliver syge.

Min datter er velfungerende, glad, frisk og har mange venner. Så jeg undrende mig. Men jeg blev også vred. Indkaldelsen kom uden, at der var blevet spurgt ind til mit forløb efter indlæggelsen, eller til min datters situation og velbefindende.

Inger Mortensen, som er tidligere psykiatrisk patient, fortalte i P4 midtvest den 8. januar om, hvor svært det er at møde omverdenen. I psykiatrien tales der meget om recovery, og Inger mener, at muligheden for at kunne erklære sig raskmeldt, vil fremme patientens recovery. Det vil give en anden selvfølelse og værdighed, at man også på papiret kan bevise, at man har klaret den, og at man bliver vurderet på lige fod med andre.

I min dokumentarfilm Diagnosing Psychiatry undersøgte jeg, om jeg kan få fjernet min diagnose. Jeg fandt ud af, at folk med psykiske diagnoser afholdes fra at tage bestemte uddannelser, at modtage visse pensioner, kan have svært ved at blive godkendt til adoption og at diagnoserne flittigt bliver misbrugt af forældre i statsforvaltningssager.

Da jeg havnede i psykiatrien, var jeg i en personlig krise. Men det er længe siden, og det har jeg lagt bag mig. Med indkaldelsen fra Region Hovedstaden bliver jeg pludselig igen sygeliggjort, og min datter skal også sygeliggøres. Det er tankevækkende, at man efter så mange år, kan blive holdt fast i en tilstand, som var forbigående, meget menneskelig og noget, man faktisk kan lære meget af.

Jeg kan ikke få fjernet min diagnose, selvom min læge siger, at jeg har det godt og i øvrigt, synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg i første om gang overhovedet fik diagnosen. Jeg er ikke blevet undersøgt igen, men har bare fået at vide, at: Det gør systemet ikke.

Systemet bør kunne afslutte sygdoms-forløb, så patienterne ikke efterlades med en livstidsdom, der hæmmer dem i at komme videre, specielt, når det efterhånden er et velkendt fænomen, at der foregår en overdiagnostisering.

Anahi Testa Pedersen er filminstruktør og foredragsholder.

 

 

You might be interested in

Peer betyder det ikke mole?

Debatindlæg af Christina-Regitze Pedersen

Det er blevet populært at ansætte såkaldte peer-støtter i forskellige psykiatriske tilbud. Men der mangler en afklaring af, hvad Peers er og skal bruges til. Peer medarbejdere skal på den ene side være brugernes advokat, og på den anden side skal de varetage organisationens interesser. Det kan være konfliktfyldt, og når organiseringen og uddannelsen af disse medarbejdere samtidig ikke er god nok, risikerer det at gå galt, mener debattøren.

Dette er et debatindlæg skrevet af Christina-Regitze Pedersen. Hun er folkeskolelærer med diplom i psykiatri og peer-medarbejder 

 

Peer betyder det ikke mole? Det spørgsmål er jeg blev mødt med et utal af gange, når jeg har fortalt, at jeg arbejdede som peer-støtte. Det kommer sig højst sandsynligt af, at folk hører det som pier, og pier betyder, direkte oversat fra engelsk til dansk, mole.

Slår man op i Gyldendals engelsk-dansk ordbog, står der, at peer betyder ligemand. Peers er nemlig dem, der bringer håb, dem der ved, hvad det vil sige at være psykisk sårbar, og som har opnået en vis grad af recovery.

Kigger man rundt i det ganske land, vil man også støde på forskellige projekter, der har til formål at uddanne peers til at gå fra at være mennesker med levede erfaringer, til at være mennesker med erfaringskompetencer.  Med levede erfaringer menes det liv, man har levet med psykisk sårbarhed, hvor man har fundet strategier til opnåelse af recovery. Når man formår at bruge og omsætte den viden, bliver det en erfaringskompetence, man kan tage med sig, når man som peer for eksempel skal hjælpe en bruger i psykiatrien.

Socialstyrelsen har på deres side, vidensportalen.dk, samlet en række erfaringer om værdien og brugen af peer-støtte. Der er ingen tvivl om, at når man kigger på de udenlandske og danske erfaringer, så er der evidens for nytten og værdien i at have en peer-støtte ansat.

Alt sammen lyder da meget godt, gør det ikke? Sådan har jeg altid tænkt, og det har altid givet mening for mig, at vi skulle bruge peers noget mere på arbejdsmarkedet.

Ikke en veldefineret rolle

Men i de 10 år, hvor jeg har fungeret som peer støtte medarbejder, er jeg stødt på en række problematikker, der har udfordret mig. Organiseringen af peer-støtte medarbejdere er ikke god nok og der er brug for at få defineret en lang række forhold.  Føler peer medarbejdere sig integreret på arbejdspladsen? Får de en ordentlig løn og nogle ordentlige arbejdsvilkår? Og er deres rolle og arbejdsopgaver veldefineret?

Jeg stiftede selv bekendtskab med psykiatrien da jeg var 27 år. Siden har jeg fået 9 forskellige diagnoser, og er blevet medicineret med et utal af forskellige typer psykofarmaka med mange bivirkninger til følge. Jeg har haft mange korte hektiske indlæggelser, og er blevet smidt frem og tilbage mellem forskellige behandlingstilbud i psykiatrien.  I dag er jeg 40 år og recovered, og har ikke haft tilknytning til psykiatrien som patient i fem år. Jeg arbejder nu som konsulent i firmaet Sindslidendes fokus, som jeg har været med til at stifte. I 2008 blev jeg uddannet MBer, medarbejder med brugererfaring.

Mange gange når jeg er begyndt som konsulent på en ny arbejdsplads, så har medarbejderne ikke helt vidst, hvad min rolle og min funktion skulle være, og det samme gør sig gældende for brugerne, de har ikke vidst, hvad de kunne eller måtte bruge mig til.

Spændt ud mellem to stole

Der er kommet et boom i stillingsopslag, hvor der bliver søgt peers til forskellige organisationer, primært i social- og regional psykiatrien, men også på jobcentrene. Når jeg har læst de forskellige stillingsopslag, har det været svært for mig, at se hvilken rolle og funktion, man skulle indgå i.  For eksempel står der i en stillingsannonce, hvor de søger peers på jobcenteret:

 Peer-guiderne skal være et supplement til virksomhedskonsulenterne i projektet og bidrage til, at understøtte de ledige personer i tilbagevenden til arbejde eller uddannelse.

Hvordan havde jobcenteret tænkt sig, at det supplement skulle forgå i praksis?

Der er ingen tvivl om, at jobcentrene er blevet mere barske, og at skruen er strammet de sidste mange år. Mange syge borgere, kommer ind i systemet og bliver holdt på ressource forløb i årevis. Det er blevet meget svært, ja nærmest umuligt, at få en førtidspension.

Jeg er bekymret for, at de peers, der bliver ansat på jobcentrene, risikerer at skulle vælge side eller at falde ned mellem to stole. Jobcentrenes agenda er, at få folk så tæt på arbejdsmarkedet så hurtig som muligt. Men mange borgere bliver syge af det pres, som ligger her. Som peer guide kan man risikere, at blive tilskyndet til at presse borgerne yderligere. Det er en usynlig dagsorden, der ligger i kortene fra jobcentrenes side. Som peer støtte kan man derfor sidde med meget syge borgere, som man skal hjælpe og reparere , fordi de bliver presset af jobcenteret. Og hvis ikke man passer på, ender man som dresseret  peers, som har til formål at promovere organisationens egen forståelse frem for at hjælpe borgerne.

Recovery bliver modarbejdet

I de regionale- og socialpsykiatriske tilbud er der også set uheldige eksempler på, hvordan peers er blevet brugt målrettet i forhold til at motivere patienter til at starte i eller fastholde medicinsk behandling.

Dette problem beskriver tidligere forstander på Slotsvænget Jørn Ditlev Eriksen i sin bog, Det sociales betydning for mennesker med sindslidelse:

Mange af brugerne af psykiatrien bliver stadig fortalt, at de lider af en kronisk psykisk sygdom, der skyldes en kemisk ubalance i deres hjerne. Selvom grunduddannelserne for de faggrupper, der arbejder i socialpsykiatrien, har inddraget recovery-perspektivet i deres uddannelser, så undervises de studerende stadigvæk i de samme medicinske forklaringsmodeller”.

Peersene kommer med en erfaring, som kan være anderledes i forhold til det, som medarbejdere på de forskellige faguddannelser lærer. Det kan give en række konflikter i organisationen og det kan vanskeliggøre samarbejdet.

Jørn Ditlev Eriksen, der har et mangeårigt kendskab til recovery, skriver videre:

Det er problematisk, hvis organisationer vælger at ansætte en gruppe medarbejdere, der skal formidle håb, hvis de ikke samtidig arbejder målrettet på at fjerne barrierer for håb i deres organisationer.

Det vil være meningsløst og urimeligt over for peersene og brugerne, hvis brugerne arbejder ud fra en målsætning om at komme sig, når de samarbejder med peersene, mens resten af organisationen ikke aktivt understøtter denne målsætning. Det vil med stor sandsynlighed føre til konflikter i organisationen. Peers kommer derfor nemt til at falde ned mellem to stole, hvor de på den ene side skal være brugernes advokat, og på den anden side skal varetage organisationens interesser. Dette konfliktfyldte felt er enormt svært og hårdt at stå i. Man balancerer som peer på en knivsæg, og kan derfor nemt komme til at føle sig ensom og udstødt og føle, at man ikke har en plads.

Så spørgsmålet er, hvordan vi peers medarbejdere kommer videre. Vi står et sted, hvor vi muligvis ikke formår at forstå psykiatriens medie og kode og på den måde, er vi med til at ekskludere os selv. Vi har måske endda haft dårlige erfaringer med psykiatrien.  Vi kan på den baggrund ende med at blive skraldespand for ledernes og medarbejdernes frustrationer over, at vi ikke følger deres kode. Vi risikere at ende med at blive fastholdt i et stigma, der hedder, at grunden til at vi i virkeligheden ikke kan tilpasse os er, at vi har en eller anden psykiatrisk diagnose.

Ikke anerkendt i vores uddannelsessystem

Der er mange forskellige projekter, som har til formål at uddanne peers. De fleste projekter er ofte af kort varighed, og hedder noget forskelligt alt efter, hvor det er henne i landet. I et af de projekter jeg var med i, oplevede jeg , at der kom deltagere med på holdet alene for at få holdet fyldt op. Der var ingen officiel prøve, og ingen kunne risikere at dumpe. Det vil sige, at der blev uddannet rigtigt mange peers. Peers som var forskellige steder i deres liv, og som måske ikke helt var klar til at gå ud og arbejde med andre mennesker.

Da oplevede jeg selv da jeg afsluttede min uddannelse. Jeg følte mig dygtig til at arbejde med mennesker, og det gav mening for mig at gå ud og bruge mine levede erfaringer. Men jeg skulle sande, at jeg på ingen måde var klar til at gå ud og bruge mine levede erfaringer. Jeg stod ikke stærk nok i mig selv, og jeg var ikke tilstrækkelig forberedt på, hvad der ventede mig.

Peers er ikke anerkendt i vores uddannelses system. Alle med psykiske sårbarheder kan gå ud og kalde sig peers. Vi har ingen fagforening i ryggen, og vi har ingen fast defineret rolle, som man har på andre uddannelsesinstitutioner.

Alle disse faktorer gør os skrøbelige, så jeg kan være bekymret for, at alle de gode initiativer ender med at drukne i en stor grå masse. Når pengene er sluppet op, og projekterne skal implementeres, så risikerer det hele at gå tabt.

Jeg har ikke en skræddersyet løsning på, hvordan vi kommer disse udfordringer til livs. Det handler blandt andet om politik og økonomi.

Vi som peers kan dog gøre en hel del selv. Mange af os peers vil så gerne ud at arbejde og få anerkendelse, og i den forbindelse kan vi glemme at stille kritiske spørgsmål til de stillingsopslag, der bliver slået op. Vi kan med fordel vænne os til at læse jobannoncer med kritiske øjne, ringe og stille kritiske spørgsmål, og til en evt. jobsamtale insistere på at få italesat dilemmaer, for herved at sikre bedre arbejdsvilkår.

De forskellige intuitioner, der overvejer at ansætte en peer medarbejder, kan med fordel vælge at følge Socialstyrelsens gode råd på vidensportal.dk omkring organisering og implementering af peerstøtte medarbejdere.

Socialstyrelsen peger på, at det er vigtigt at tage højde for: Forberedelse, rekruttering, ledelse og beskæftigelse, introduktionskurser, supervision og kompetencer.

I Holland har de uddannet peers på flere niveauer, hvor det højeste niveau er det, der svarer til en diplomuddannelse i Danmark.

Jeg kunne godt tænke mig, at peers kom til at hedde det samme over hele landet. At peers blev en fast integreret del på en uddannelses institution, som var blåstemplet af staten, og som man fik et bevis på.

Da jeg tog MB uddannelsen, havde uddannelsen et samarbejde med VIA University College, hvor jeg havde mulighed for at tage to diplomfag i psykiatri, som jeg kunne bygge videre på, så jeg kunne få en fuld diplomuddannelse.

Vi må holde fast i, at peer medarbejdere er vigtige. Men hvis ikke vi gør noget, er jeg bange for, at vi ender med at blive overflødige eller blot bliver kransekagefiguren i en organisation. Vi skal kæmpe for ordentlige arbejdsforhold, ordentligt løn og en respekt for vores faglighed.

Debatindlægget er skrevet af Christina-Regitze Pedersen. Hun er folkeskolelærer med diplom i psykiatri og peer-medarbejder 

 

You might be interested in

Faren for stereotyper i diagnoseopfattelser

 

Blogindlæg af Susanne Lip, cand.psych. & Anne Kjær, cand.psych.

 

Den 3. november 2017 blev det i en radioudsendelse i Orientering på P1 fremlagt, at ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at piger er klart underdiagnosticerede, når det gælder om at opdage børn med ADHD. Dette grunder, ifølge udsendelsen, i at mange piger lider af såkaldt ”stille-pige ADHD, også kaldet ADD”. Hvorvidt denne forskning er valid, kan dette indlægs forfattere ikke tage stilling til, da forskningens videnskabelige belæg ikke fremgår eksplicit af udsendelsen, og dette er ej heller formålet med nærværende indlæg. Dog finder vi det tankevækkende, at to diagnoser, der kan fremføres i separate koder i ICD-10, som hhv. ADD og AHDH er, på denne måde ligestilles[i]. Dette er et interessant eksempel, der vidner om, at diagnoser i højere og højere grad synes af være blevet en del af hverdagssproget. Og samtidig et eksempel på en af de måder, hvorpå diagnoser tilpasses hverdagsforståelsen, når et sprogbrug, der almindeligvis anvendes i hverdagen, sættes i forbindelse med diagnoser. Dermed skabes en såkaldt diagnostisk kultur, hvor psykiatriske diagnoser, ved hjælp af blandt andet dette sprogbrug, kan anvendes til at fortolke, regulere og mediere forskellige former for selvforståelse og aktiviteter. Dette har gjort, at diagnoser er blevet en del af, hvordan den enkelte skaber mening omkring sig selv, andre og verden[ii]. Der opstår i denne henseende en skepsis hos os i forhold til, hvordan et sådan sprogbrug, i forbindelse med diagnoser, kan være stigmatiserende – i dette tilfælde for de stille piger, der potentielt er i fare for at blive stemplet, ved italesættelsen af ADD diagnosen som værende specifikt rettet mod de stille piger, med betegnelsen ”stille-pige ADHD”, som den i udsendelsen benævnes. Men så sandelig også for de drenge, der potentielt lider af ADD, som ifølge denne betegnelse kan komme i fare for ikke at kunne identificere sig med deres ADD-diagnose, da den bliver italesat som en ”pige-diagnose”.

Omend det kan have sine fordele at gøre diagnosebetegnelser mere forståelige, kan det være farligt, såfremt der skabes så kønsspecifikke betegnelser, som i ovenstående eksempel. Diagnoser er først og fremmest et hjælpemiddel til at opnå bedre forståelse af en given tilstand[iii],[iv]. Da en diagnose kan give adgang til behandling og anden form for hjælp, bør der være opmærksomhed på, at kriterierne er tilpas specifikke til, at målgruppen rammes så godt, som muligtiii, så eksempelvis stille drenge med koncentrationsbesvær ikke går glip af muligheder for at få hjælp, fordi de, og det øvrige samfund, tænker at ADD er en diagnose rettet mod piger. Hertil kan det at få stillet en diagnose give mulighed for at få en bedre selvforståelse end som udiagnosticeret person med en psykisk lidelse, og dermed få bedre hold på tilværelsen. Således kan en diagnose være meningsskabende i forbindelse med en forståelse af egen identitet såvel som tilværelsen generelt set. En væsentlig del af dette kan eksempelvis være ved at opnå en følelse af tilhørsforhold til andre grupper med samme diagnoseiii,[v], hvilket er endnu en grund til at være påpasselig med at skabe et hverdagssprog omkring diagnoser som det i ovenstående eksempel.

Sprogbrugen omkring diagnoser synes altså at være en væsentlig faktor. Som sagt kan det at skabe en betegnelse som ”stille-pige ADHD” udgøre et interessant eksempel på, hvorledes diagnoser i dag italesættes. Intentionen bag er bestemt forståelig, da det kan være med til at gøre diagnoser mere forståelige for den almene befolkning. Med dette in mente mener vi dog, at en sådan form for hverdags-italesættelse af diagnoser, som den i ovennævnte udsendelse, skaber fare for, at diagnosers egentlige formål kompromitteres samt, at det kan gå ud over fagligheden og betydningen af den enkelte diagnose. I værste fald bliver den almene befolkning således misinformeret om, hvad en given diagnose repræsenterer. Hertil kan det fremføres, at det, som følge af ovennævnte diagnosekultur, i dag i høj grad er muligt at diagnosticere sig selv gennem eksempelvis blade og på internettet, hvilket kan føre til sygeliggørelse og mange falsk positive diagnoser, der muligvis aldrig bliver bekræftet af medicinske fagfolk. Ikke desto mindre kan dette få en væsentlig indflydelse på selvforståelsenii. Ved at lave sproglige fremstillinger som i denne udsendelse, kan der således potentielt opstå fare for, at særligt de piger, der er stille i skolen, bliver ofre for den nutidige diagnosekultur og dermed får opfattelsen af, at de er kvalificerede til en psykiatrisk diagnose, og måske endda diagnosticerer sig selv, i dette tilfælde i forhold til ADD. Intentionen med anvendelse af mere hverdagssproglige betegnelser, som “stille-pige ADHD”, kan såmænd være god nok, da det kan antages, at disse fordrer forståelsen hos lægmænd, men der synes dog at opstå risiko for, at nogle grupper sygeliggøres unødvendigt.

Det kan selvfølgelig have en vis fordel at gøre diagnoser mere forståelige – eksempelvis kan man forestille sig, at der i dag er meget mindre stigmatisering omkring de, der har en depressionsdiagnose, fordi alle har prøvet at være ”deprimerede” i en eller anden, ikke-klinisk forstand. Problemet synes dog at opstå, når betegnelsen forsøges at blive gjort til hverdagssprog på en sådan vis, at der potentielt sker en overgeneralisering og en fejlagtig brug samt forståelse heraf. Vi har nok alle prøvet at være stressede på jobbet, men at blive diagnosticeret med stress er en helt anden sag. De fleste har nok også prøvet at føle sig deprimeret over, at det eksempelvis regner i dagevis, men at få diagnosen depression vidner om en tilstand af en helt anden kaliber. Så vores pointe er her, at vi i dagens samfund bør veje vores ord med omhu, når vi taler om diagnoser og bruger dem til at forklare dagligdagens udfordringer af ikke-patologisk karakter. Potentielt kan det ende med at forvrænge vores billede af, hvor invaliderende en psykiatrisk diagnose kan være, og skabe et misforstået billede af, hvordan det er at være en person, der lider under en diagnose.

Her er det interessant at nævne det socialpsykologiske fænomen omkring stereotyper, der synes at kunne ses i forbindelse med udsendelsen i P1. Her synes særligt at være en stereotyp italesættelse omkring piger som værende stille, mindre udadreagerende og energiske, sammenlignet med drenge. Stereotyper opstår blandt andet, fordi vi mennesker har et behov for at forstå og skabe mening ud af komplekse situationer[vi]. Og i mange tilfælde eksisterer der stereotype opfattelser af, hvilken adfærd der er henholdsvis normal eller patologisk, samt i dette tilfælde ønskværdig eller ej, hvilket antageligt har betydning for, hvorfor specifikke adfærdsmønstre patologiseres og hertil diagnosticeres. Stereotyper kan dog i værste tilfælde skabe en negativ form for stigmatisering for de grupper, som de involverer[vii]. I dette tilfælde drenge overfor piger, der således eksempelvis ikke føler, at de kan identificere sig med det, der bliver dem pålagt i forhold til den givne diagnose, der beskriver deres tilstand. Nogle forskere fremfører, at manglende evner til at fungere socialt grundet en psykisk lidelse, for eksempel i form af afvigende øjenkontakt eller mærkværdige valg af samtaleemner, potentielt kan skabe stigmatiserende reaktioner fra omverdenen. Samtidig fremlægges det dog, at der er risiko for at fejlvurdere individer som værende psykisk syge, mens deres tilstand reelt set ligger inden for det raske område, trods deres adfærd kan afvige fra den brede norms. Desuden kan en diagnose øge stereotype antagelser, i form af eksempelvis fordomme og diskrimination, og dermed være hæmmende for den enkeltes muligheder for at opnå eksempelvis vigtige mål i livetvii. Dette kunne eksempelvis være i forhold til at opnå en ønsket ansættelse, trods man har en psykiatrisk diagnose. Det kunne således tænkes, at en person med skizofreni ville fravælges, hvis denne stod som ene af to tilbageværende kandidater til en stilling, hvor begge ellers var ligeligt kvalificerede til jobbet, grundet antagelser om personens evne til at varetage stillingen samt udfordringer med lidelsen.

Med denne teoretiske viden in mente synes det kritisabelt, at et indslag som det i P1’s Orientering således kan være bidragende til dannelsen af stereotyper – trods dets fremlagte videnskabelige fundering. Det er ikke vores hensigt at modsige, at der forefindes en underdiagnosticering i gruppen af piger med ADD, men vi mener dog, at der bør udvises forsigtighed, når man forholder sig diagnostisk til gruppen af “stille piger”, blandt andet med tanke på alle de konsekvenser, det kan have for store dele af fremtiden for de, der får en psykiatrisk diagnose.

Denne kritik kan lede os videre til det førnævnte fænomen omkring diagnosekultur. Når vi hører et indslag som dette, bliver vi kritiske overfor, hvorvidt dette fokus på underdiagnosticering af ADD-diagnosen kan være et udtryk for en voksende sensitivitet overfor “de stille piger” og deres såkaldte indadvendte adfærd. Flere teoretikere mener, at nogle konsekvenser af de diagnostiske kulturer kan ses ved, at flere i dag bliver psykisk syge, da en diagnose kan anvendes til at regulere og fortolke selvforståelsen. Hertil opfatter vi i stigende grad os selv som individer, hvis humør, adfærd og personlighed kan formes og modereres af medicinske medikamenter, og at eksempelvis psykofarmaka, der nævnes som en behandlingsform i indslaget, dermed kan anvendes til at hjælpe os til i højere grad at få en ønskværdig adfærdii,[viii].

Der kan således, med indslag som dette, opstå en fare for, at de unge, der reelt set ligger indenfor normen i eksempelvis undervisningssituationer, som der blandt andet fokuseres på i indslaget, fristes eller endda presses til at bortforklare koncentrationsbesværet i denne sammenhæng med en psykiatrisk diagnose, muligvis uden tanke for den fremtidige betydning heraf. Hertil kan man gøre sig tanker om, hvorvidt den omtalte stigning i antallet af særligt piger med ADD potentielt lige såvel kan være en afspejling af en stigende mængde af forstyrrende elementer, der kan tænkes at være i den nutidige undervisning. Eksempelvis en vibrerende smartphone, brugen af bærbare computere med fri adgang til Facebook, spil osv. Vi kan jo i denne forbindelse passende se på os selv og spørge, hvorvidt vi ville præstere vores bedste og have optimale kår for koncentration, hvis vi sad i klasselokaler, som dem vores børn sidder i dagligt i folkeskolen, med op mod 30 elever pr. lokale, et højt støjniveau samt en udpræget grad af forventning til hensyntagen til det enkelte individs behov. Denne diskussion er i sig selv ganske omfattende, og vi vil derfor lade den stå åben for den enkelte at reflektere over.

[i] Jævnfør henholdsvis diagnoserne F90.1 Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse samt F98.8 Andre adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser i barndom og ungdom, inkl. bl.a. opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, i ICD-10’s kapitel V

[ii]  Brinkmann, S. (2016). Diagnostic Cultures. A Cultural Approach to the Pathologization of Modern Life. Oxon, UK: Routledge

[iii] Bertelsen, P. (2013). Tilværelsespsykologi – Et godt nok greb om tilværelsen. Frederiksberg: Frydenlund

[iv] Cullberg, J. (1999). Fra symptom til diagnose. I Cullberg, J. (Ed.) Dynamisk psyki-atri. Kbh.: Hans Reitzels Forlag

[v] Aursand, K. S. (2011). Hvad gør diagnoser med menneskers identitet? Artikel på Angstforeningens hjemmeside. Nedtaget d. 23. april 2015, fra: http://angstforeningen.dk/index.php?page=hvad-gor-diagnoser-med-menneskers-identitet

[vi] McGarty, C., Yzerbyt, V. Y. & Spears, R. (2002). Social, cultural and cognitive fac-tors in stereotype formation. I: Stereotypes as Explanations – The formation of meaningful beliefs about social groups. Cambridge: University Press.

[vii] Corrigan, P. W. & Kleinlein, P. (2005). The Impact of Mental Illness Stigma. I: Corrigan, P. W. (Ed). On the Stigma of Mental Illness – Pratical Strategies for Research and Social Change. Washington, DC: American Psychological Associa-tion.

[viii] Rose, N. (2006). Disorders Without Borders? The Expanding Scope of Psychiatric Practice. I: BioSocieties (2006), 1.

 

Ny avis vil i dybden med psykiatri

De fire humører

PsykiatriAvisen er et nyt specialmedie på nettet. Ambitionen er komme i dybden med dette område. Vi vil levere unikke artikler om psykiatri, som overrasker og giver ny viden og erkendelse. Det er der brug for i en tid, hvor flere og flere mennesker får psykiske lidelser, og hvor der samtidig er strid om behandlingen. Mange aktører i psykiatrien har økonomiske interesser på spil. Det gør det svært for det enkelte menneske at gennemskue, hvad der foregår. PsykiatriAvisen har som sit mål at komme så tæt på sandheden som muligt. Når der kommer ny forskning eller nye undersøgelser, nøjes vi ikke med at informere om dette. Vi undersøger også, hvordan forskning og undersøgelser er blevet til, og hvem der har finansieret dem, ligesom vi forholder os kritisk til vores kilders interesser i området.

Medicinalindustrien står for en del af forskningen inden for psykiatri. Der findes dog ingen opgørelser over, hvor stor en andel industrien finansierer. I 2014 fik professor Birte Glenthøj for eksempel 30 millioner kroner af Lundbeckfonden til forskning i skizofreni.

Som noget nyt inden for journalistikken er det et mål for os at være med til at udvikle og forbedre det område, vi beskæftiger os med, altså den psykiatriske behandling. Det skal ske til gavn for de mennesker, der havner i psykiatrien og til gavn for samfundet. Vi nøjes altså ikke alene med at belyse, hvad der ikke fungerer. Det er vores ambition gennem journalistik at pege på nye løsninger.

PsykiatriAvisen bliver til uden offentlig støtte af nogen art. Derfor er vi glade for enhver opbakning, også økonomisk med donationer eller abonnementer.

Vi begynder i det små, men håber løbende at kunne forbedre avisen. Den første artikel er et interview med en af de mere markante skikkelser indenfor psykiatrien, den nu 88-årige Jytte Willadsen. Hun siger, at psykiatrien er fyldt med illusioner, og at man har lavet et skønmaleri af den medicinske behandling. Den har mange bivirkninger og kan føre til døden. Alligevel mener hun, at det er nødvendigt at bruge medicin.

God læselyst

You might be interested in

1 2