Viden, analyse og udvikling

Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kronikken, ingen aviser ville bringe. Denne kronik er sendt til dagbladet Information søndag den 1. august. En måned efter den 1. september blev den afvist.

Svaret var egentlig ventet, og bekræfter som sådan, at der er emner, vi ikke taler om.

Kronikken er efterfølgende sendt til de fleste danske landsdækkende dagblade. Men de takkede alle nej uden begrundelse.

 

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

 

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

 

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Hvad er psykofarmaka. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver brugt i psykiatrien. Antipsykotisk medicin og depressionsmedicin hører med i denne gruppe, og virker ved at påvirke dopamin, serotonin og noradrenalin i hjernen. Det er dog aldrig bevist, at sindslidende skulle have en ubalance i hjernen, og dermed er der ingen årsagssammenhæng mellem den medicin, der gives, og den sygdom man ønsker at behandle.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo

Om kronikken.

Kronikken bygger på bøger, rapporter, studier, interview med forskere, psykiatere og ikke mindst utallige interview med psykiatribrugere

 

3 Comments

  1. Den alvorlige bivirkning, lungeemboli og dyb venetrombose er ikke nævnt ser jeg Ved forhøjet triclycerid og lipider i blodet udvikles alvorlige kredsløbslidelser der nedbryder hjerte og lunger. Det ser i faglige kredse ud som har borgeren levet meget usundt ( livstilslidelser) uanset det sjældent er tilfældet

  2. wow Gitte.

    Jeg blev lidt rystet over at læse dine meget indtrængende ord, for jeg kunne lige så godt selv have skrevet de fleste af dem – lige bortset fra det med at cigaretterne bliver inddraget – det mener jeg personligt kun vil være gavnligt, uanset om vedkommende ryger er indlagt i psykiatrien eller ej.
    Men jeg kan tilføje at 30 kg. overvægt, diffuse smerter i led og muskler, fordøjelsesproblemer, kuldeområder og oplevelsen af elektriske stød i hjernen, mistede taleevner m.m. også kan være virkningen af psykofarmaka.

    Jeg synes det lyder forfærdeligt, at vedkommende læge, som selv valgte at indtage psykofarmaka, og tilmed delte sine erfaringer i et fagligt forum, blev tiet “ihjel”.

    Men det og det angivelige faktum, du også beskriver, at din artikel blev afvist, er et symptom, på en reaktion, som bestemt ikke er fremmed for mig.
    Vi mennesker har det med at “overhøre”, problematikker, som vi ikke selv har evner for at forholde os til. Det kan skyldes manglende personlige skills, men også angsten for at kende sandheden om verden – og os selv!!!

    Hvor mange ansatte i psykiatrien har ikke gennem årene deltaget i det ene overgreb efter det andet, uden at reagere, uden at undskylde, uden at indrømme – uden at udvikle empati, respekt og kærlighed???
    Hvor mange ansatte i psykiatrien, har ikke gennem deres arbejdsliv lagt hjertet fra sig hjemme hos familien, inden de endnu engang har låst sig inde på en psykiatrisk afdeling, og med nøglerne som et synligt – og hørbart – bevis på at netop de selv har magten, har overset, overhørt og negliseret den smerte, de bønner, den ensomhed, som mange tvangsindlagte har mødt dem med?

    Hvordan kan noget menneske, lulle sig ind i den tro, at de qua de behandlingsmetoder de deltager i, overfor sensitive, følsomme medmennesker, gør deres bedste? – Når faktum er at de gang på gang mødes af modstand, verbale forsvar, tavshed, og på næst-nærmeste hold kan se at et menneske, som de netop har injiceret med stærk psykofarmaka og bedøvende medikamenter, vakler afsted, ydmyget, tavs, skræmt fra vid og sans, alt i mens vedkommende af al sin magt forsøger at holde fast i retten til at være det tænkende, intuitive , rummelige, elskende, sørgende, angste menneske det er ?
    Hvorfor er der stort set aldrig nogen af de ansatte på landets lukkede afdelinger, som offentligt tør erkende at de har taget fejl, at de har fejlbehandlet, at de ikke vidste nok, at de lullede sig ind i en professionel rolle? Hvorfor?

    Kom nu til tasterne, “kære” ansatte, og VIS, at I ikke kun er nogle hårde bananer, fagprofessionelle krænkere og overgrebspersoner.
    Vis os alle, at I har hjerter, at I er fejlbarlige, og frem for alt, at I har viljen til at ændre jeres – og ikke mindst de indlagtes og tvangsindlagtes vilkår.

    Jeg har skrevet en sang om dette, som jeg kalder: Mine fødder de kan bær`, og jeg har netop udgivet en digtsamling, som hedder Ord – en digtsamling, som skarpt, men følsomt fortæller om nogle af alle de ting, som offentligheden ikke ser, fordi de foregår bag nedrullede gardiner og låste døre, bag tykke mure, som om de indlagte alle var livsfarlige kriminelle – hvilket de ikke er.
    Jeg var i hvert fald ikke, men jeg vil påstå, at enhver som bliver udsat for de overgreb, som ansatte – og dermed staten – begår, er i stærk risiko for at blive stemplet som værende kriminelle og farlige, alene fordi det er naturligt at forsøge at forsvare sig mod overgreb og tortur.
    Det er et brud på menneskerettighederne!

    Tak Gitte, for at råbe højt, skrive tydeligt, og give din holdning til kende.
    Jeg tror jeg er parat til at skrive et indlæg, hvis du stadig ønsker det.

    Hjerteligst Susanne Holgaard Svendsen.

  3. Jeg jobbet en liten stund på en psykiatrisk avdeling på 90 tallet. Jeg likte ikke tvangen der, og låste dører, så jeg fikk meg en annen jobb ganske fort. I 2014 var jeg selv tvangsinnlagt og tvangsmedisinert der. Nå 7 år etterpå er jeg endelig ferdig i psykiatrien. Jeg er ferdig behandlet og ferdig med medisiner. Selv er jeg i tvil om jeg egentlig var sånn syk. At jeg var syk, vet jeg, men jeg tror det var noe forbigående. Så jeg har aldri vært enig i medisineringen. Nå får vi se da, om jeg får tilbakefall. Det vet jeg ikke ennå, for det kan skje mellom 9 og 18 mnd. Uansett, hvis man trenger psykofarmaka, bør det ikke være så langvarig. Jeg syns 7 år er alt for lang tid.

Skriv et svar til Meriem Mathesoff Annuller svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Blog

Gå til Toppen