Psykologisk skizofrenibehandling som afløsning for medicin?

Psykiatrien skal ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) have et ti-årigt løft i 2020. Men hvordan løfter vi psykiatrien bedst muligt? Det giver lektor emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen, et bud på i dette indlæg.

 

 

Der har i mange år været fremsat kritik af den stærke medicin, der bruges til at behandle sindssyge personer, der kaldes skizofrene.

Tidligere blev medicinen ofte omtalt som en kemisk spændetrøje eller en lammelse af psyken, men i nyere tid går kritikken nok så meget på den omstændighed, at skizofrene – der næsten alle har fået medicin i hvert fald i nogle år – gennemsnitlig dør 20-25 år tidligere end raske mennesker.

Forskningen tyder på, at medicinen medvirker til denne livstidsreduktion – bl.a. ved at øge risikoen for diabetes, hjertesygdom og sandsynligvis også selvmord. Det rejser et indlysende spørgsmål:

Hvis medicinen på langt sigt er en dårlig løsning på denne utrolig gådefulde lidelse, skizofreni, hvad i alverden kan man så stille op?

For en del år siden – omkring 1930-1960 – mente mange i amerikansk psykiatri, at man nok kunne behandle skizofreni med freudiansk psykoanalyse. Nyere opgørelser over resultaterne af denne (i bund og grund uvidenskabelige) behandling viste dog faktisk snarere negative end positive virkninger. Så denne behandlingsform er stort set forladt i vore dage.

Men i perioden 1930-1960 var den videnskabelige, forskningsbaserede psykologi ved vestens universiteter kun i sin tidlige vorden – og siden 1980 er der fremkommet en mængde troværdig forskningsbaseret psykologisk viden om skizofreni – og om de rent psykologiske muligheder for at afhjælpe denne lidelse. Det har ført til udvikling af en række behandlingsmetoder, der kunne tænkes at være nyttige for mange skizofrene.

I de senere år har man således i flere tilfælde undersøgt virkningen af psykologisk behandling af skizofreni ved at sammenligne en gruppe, der kun fik medicin med en gruppe der fik både medicin og psykologisk behandling – men dog ingen gruppe der kun fik psykologisk behandling. Det har blandt læger været anset for ”uetisk” at undlade medicinsk behandling til nogen af de undersøgte skizofrene personer. Disse undersøgelser har i gennemsnit vist en positiv, men undertiden beskeden effekt, så der er nogen uenighed blandt lægerne, om det er noget, der skal satses på.

Medicin forringer psykologiske indsatser

Men her kan man så bemærke, at undersøgelser over virkningen af henholdsvis medicin og psykologisk behandling ved andre psykiske lidelser som angst og depression ofte viser, at psykologisk behandling virker dårligere, hvis der samtidig gives medicin.

Det skyldes formodentlig, at medicinen påvirker hjernen, så det er sværere at opnå de psykiske forandringer, der søges tilvejebragt gennem den psykologiske behandling. Derfor er det nærmest af historisk betydning, at et stort engelsk forskerhold nu for første gang har fået mulighed for at sammenligne virkningen af medicin med ren psykologisk behandling af skizofrene.

Resultaterne af denne undersøgelse er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Lancet 2018 May;5(5):411-423. Undersøgelsen viser kort sagt, at der ikke er nogen signifikant forskel på virkningen af medicin og ren psykologisk behandling! Til gengæld var der en stor og signifikant forskel i ubehagelige bivirkninger i de to grupper: Gruppen, der havde fået medicin havde mange og alvorlige klager over ubehag ved medicinen – mens gruppen, der havde fået psykologisk behandling stort set ikke havde nogen klager over bivirkninger. Forskergruppen udtaler på denne baggrund, at man nu ikke længere bør være tilbageholdende med at udføre sammenligninger mellem medicinsk og ren psykologisk behandling af skizofrene.

Det kan tilføjes, at det engelske institut for bedst mulig behandling af alle slags sygdomme (NICE) for nylig har ændret deres vejledning for behandling af skizofrene, således at der i alle tilfælde bør begyndes med psykologisk behandling – samtidig med, at man tilbyder men ikke kræver, at patienten derudover tager sædvanlig medicin.

Hviler på omfattende forskning

Den specielle form for psykologisk behandling, der er benyttet i stort set alle nyere undersøgelser over psykologisk skizofrenibehandling er den såkaldte kognitive adfærdsterapi, som bygger på en omfattende grundforskning i menneskelig tænkning, følelsesliv og adfærdsregulering. Ældre behandlingsforsøg med den rent spekulative psykoanalytiske metode (efter Freud) havde som nævnt desværre nærmest negative virkninger, hvilket i sin tid skabte negative fordomme mod psykologisk behandling hos mange læger, der nu om dage måske ikke er klar over, at moderne psykologiske behandling hviler på en mindst lige så omfattende grundforskning som den medicinske behandling.

Det bør videre nævnes, at flere af fortalerne for psykologisk skizofrenibehandling (fx Rory, Burne, British Journal of Psychiatry, 2014, vol.204, s. 489) har argumenteret overbevisende for, at de traditionelle mål for effekt ved skizofrenibehandling – nemlig en nedgang i de skizofrene forstyrrelser som hallucinationer og vrangforestillinger – i høj grad undervurderer nytten af psykologisk behandling, fordi denne ikke sigter så meget på at ændre disse symptomer som på at lære de skizofrene mennesker at forstå deres egne psykiske problemer og – især – at håndtere disse problemer, så de ikke så meget forstyrres af dem.

Således er der flere undersøgelser, der viser at skizofrene efter en psykologisk behandling – modsat ved medicinsk behandling – udvikler mere selvindsigt, selvtillid og selvkontrol – og derved ofte opnår bedre muligheder for at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

Forskel i levetid er uacceptabel

Det er virkelig svært at forstå, at vi som samfund affinder os med, at gruppen af mennesker med skizofreni i gennemsnit lever 20-25 år kortere end andre mennesker, samt at denne forskel i levetid har været stigende i de sidste årtier. Man kan forestille sig, at mange tænker at disse patienters liv nok heller ikke er særlig rart, og at deres alderdom nok ville have været endnu værre, hvis de levede så længe.

Hvad angår spørgsmålet om det skizofrene liv er rart, så viser alle undersøgelser, at det helt afhænger af samfundets hjælpsomhed, om det er rart eller ej, men hvad det sidste angår – at de slipper for en skrækkelig alderdom – er det lodret forkert. De ældre skizofrene får for langt de flestes vedkommende mindre plagsomme symptomer (uanset om de får medicin), og selvmordsrisikoen for skizofrene over 60 år er under en femtedel af risikoen for skizofrene i 20-40 års alderen. Så hvis de skizofrene ikke var døde inden 50-60 års alderen, kunne deres alderdom for manges vedkommende sandsynligvis have været den bedste del af deres voksne liv.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det for nylig har vist sig, at Danmark er det land i verden, hvor hyppigheden af diagnosen skizofreni stiger mest fra år til år. Hvad enten det beror på, at danskerne virkelig bliver forholdsmæssigt mere sindssyge år for år, eller om det snarere beror på, at lægerne er blevet mere rundhåndede med denne diagnose, vidner det jo i hvert fald om, at vi især her til lands har god grund til at interessere os for nye synsvinkler på skizofreniproblemet.

I forhold til begreberne sindssyge og psykiske sygdomme er det lidt mærkeligt overhovedet at tale om sygdom ved rent psykiske lidelser og afvigelser uden, at der er påvist nogen form for organisk forstyrrelse i hverken hjerne eller krop. Det svarer til at tale om en syg økonomi – man bruger altså ordet syg både om rigtige sygdomme med kropslige skader eller forstyrrelse OG om noget, der bare ikke er så godt som det burde være, som fx en dårlig økonomi eller en dårlig eller forstyrret psykisk tilstand uden nogen påvist bagvedliggende sygdom af organisk art.

Selv om det er meget sandsynligt, at der findes en ukendt hjerneforstyrrelse som (medvirkende) årsag til skizofreni, så er der trods en enorm mængde medicinsk hjerneforskning ikke fundet en sikker forklaring endnu. Det er ubestrideligt, at arvelige faktorer spiller ind, men det gælder i øvrigt for alle vores personlighedstræk, og siger ikke i sig selv noget om en sygdom i hjernen.

Medicin får hjernen til at skrumpe

For en del år siden mente man, at have fundet en god årsag, da hjernescanninger viste tegn på hjernesvind hos mange skizofrene. Men det viste sig, at det efter alt at dømme var den antipsykotiske medicin, der havde medført dette hjernesvind.

Men selv om det med tiden skulle vise sig, at der dog findes en hjerneafvigelse bag skizofrenien er det for det første ikke sikkert, at man kan rette på denne afvigelse, og for det andet er det bestemt ikke et argument imod psykologisk behandling.

Der foregår allerede i dag en masse særdeles nyttig psykologisk behandling af hjerneskade-patienter, som har brug for psykologisk genoptræning og hjælp til at overvinde de psykiske handicaps, der følger med hjerneskaden (da man kun i de færreste tilfælde kan reparere på en fysisk hjerneskade). Det er ikke så forskelligt fra effektiv psykologisk behandling af skizofreni, når nu årsagen er ukendt, og medicinen har så mange uheldige bivirkninger.

 

Thomas Nielsen har været ansat 45 år på Psykologisk Institut ved Århus Universitet med speciale i klinisk psykologi og neuropsykologi. Han er udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykologforening på grund af hans omfattende formidling af psykologisk viden i tidsskrifter, aviser og radio/TV.

4 Comments

  1. Det er desværre ikke første gang, at et studie har vist en vej til bedre løsninger, indenfor sundhedsbehandling, UDEN at det af den grund er blevet implementeret i det danske sundhedsvæsen.

    For mig er der intet nyt i, at psykofarmaka er skadeligt, og heller ikke, at psykisk udvikling / samtaler kan styrke og ændre livsbetingelserne positivt og helende, for mennesker med psykiske problemer.
    Det kan det jo for alle mennesker, med lidt god vilje og ” noget mellem ørerne”.

    Jeg er dog alligevel glad for, at denne viden nu også kommer de politisk ansvarlige for øre.
    Nu mangler vi bare, at Heunicke så også skrider til handling….NU.

    Desværre har psykiatere, gennem tiden, fået magt til at styre, det psykiatriske systems behandlingsmetoder i en destruktiv retning, med ECT og psykofarmaka, fysiske og vetbale overgreb, samt indespærring, trods det faktum, at mennesker i en livskrise, mest af alt har behov for kærlighed, forståelse – og viden, om hvordan de reelt kommer videre, PÅ EN HENSIGTSMÆSSIG MÅDE.

    En kvindelig psykiater udtrykte sig på et tidspunkt offentligt, hånende, omkring netop emnet samtaler, som behandling i forbindelse med psykiske lidelser, som om hun mente at at det var hendes tid for dyrebar til. Samtidig afslørede hun sin sande indstilling til de mennesker, som hun ellers, med rette, kan forventes at forholde sig til med både kærlighed og respekt.
    Psykiatere, sygeplejersker, og andre ansatte i, og omkring psykiatrien, skal da bare finde sig et andet arbejde, som de rent faktisk har chancen for at blive gode til. Et job som gadefejere vil nok ikke være helt dårligt, bare de husker også at feje for egen dør ??.

    Problemet med psykiatrien er jo, ud over at mange borgere har oplevet at få smadret deres liv på grund af psykofarmaka, og traumer efter tvangsbehandling, at disse unyttige og skadevoldende metoder, koster samfundet kassen.
    Så ” kære” ansatte i psykiatrien…vær for en gang skyld ærlige, og giv plads til alle os, som i årevis har forsøgt at råbe jer op, fordi vi har reel viden og erfaringer, af såvel faglig som personlige karakter.
    HVIS der også i fremtiden skal være noget som kaldes psykiatri, hvilket jeg egentlig ikke mener, fordi det ord er behæftet med så megen lidelse og magtsyge, da skal ALT indhold hældes ud, sorteres grundigt, forandres og erstattes med helt nye måder at arbejde med psyken på.
    Det kræver såvel VILJE, ENGAGEMENT, ÆRLIGHED, MOD, SELVINDSIGT og KÆRLIGHED, af de der nærer et ønske om at være en del af et sådant projekt.

    Man skal nemlig kende sig selv og ens eget udviklingspotentiale temmelig godt OG være åben og respektfuldt overfor de mennesker, som har behov for hjælp, hvis man skal gøre sig håb om at skabe et miljø, som nærer tillid og heling. Det gælder såvel på psykiske, som på fysiske planer.

    Til det bliver muligt i de offentlige systemer, kan jeg ikke anbefale noget menneske, at søge hjælp der.
    Som befolkning skal vi blive bedre til at hjælpes ad, når vi er på vej ud i en krise. Overgreb, tvang og kemi og kan aldrig gøre det ud for kærlighed og forståelse.
    Som individer har vi ALLE et ansvar for at udvikle os, men enhver af os at, kan komme i en situation, som vi ikke har den nødvendige indsigt og livserfaring til at håndtere konstruktivt.
    Og der har de ansatte i psykiatrien været altid, uden at ville indrømme det
    !!!!…. Og det skal vi som borgere i et demokratisk samfund ikke affinde os med – og lade os nøje med, når vi sammen, rent faktisk har så meget mere at byde ind med.

    Derfor, lad ikke diverse psykiatere definere hvordan du og jeg skal behandles, hvis vi ryger ud i en eksistentiel krise – eller samfundet gør !.
    Og lad ikke politikere, uden vilje og indsigt, lave love, som smadrer folks liv og helingsmuligheder.

    Det er vores liv alt for dyrebare til.
    Mit er i hvert fald.

Skriv et svar til susanne holgaard svendsen Annuller svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Forrige opslag

Politikere vil have stoppet farlig medicinering

Næste opslag

Får befolkningen sandheden at vide om ECT?

Seneste fra Blog