Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning
Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.
Af Gitte Rebsdorf
Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om Parkinsons syge.
Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.
Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.
”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.
Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21 tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.
Skæv magtbalance og intet tilsyn
Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.
Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?
”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.
“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.
På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.
Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?
”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen
Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:
“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.
Tvang i psykiatrien er et stort problem. I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.
Frygter at dø
Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.
Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.
I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.
Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.
Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.
Modstand mod undersøgelse
At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.
”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.
Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.
”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.
Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus