Browse Tag

Peter Gøtzsche

Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning

/

Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.

Af Gitte Rebsdorf

Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om  Parkinsons syge.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.

Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.

”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger  Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.

Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21  tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.

Skæv magtbalance og intet tilsyn

Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.

Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?

”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.

“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.

På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.

Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?

”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen

Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:

“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som  kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.

Tvang i psykiatrien er et stort problem.  I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Frygter at dø

Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.

Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.

I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.

Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.

Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

 

Modstand mod undersøgelse

At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.

”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.

Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.

”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.

 

Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

/

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kronikken, ingen aviser ville bringe. Denne kronik er sendt til dagbladet Information søndag den 1. august. En måned efter den 1. september blev den afvist.

Svaret var egentlig ventet, og bekræfter som sådan, at der er emner, vi ikke taler om.

Kronikken er efterfølgende sendt til de fleste danske landsdækkende dagblade. Men de takkede alle nej uden begrundelse.

 

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

 

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

 

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Hvad er psykofarmaka. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver brugt i psykiatrien. Antipsykotisk medicin og depressionsmedicin hører med i denne gruppe, og virker ved at påvirke dopamin, serotonin og noradrenalin i hjernen. Det er dog aldrig bevist, at sindslidende skulle have en ubalance i hjernen, og dermed er der ingen årsagssammenhæng mellem den medicin, der gives, og den sygdom man ønsker at behandle.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo

Om kronikken.

Kronikken bygger på bøger, rapporter, studier, interview med forskere, psykiatere og ikke mindst utallige interview med psykiatribrugere

 

Årtiets modigste læge

Professor Peter Gøtzsche, der er kendt for sin kritik af psykiatrien og den forskning, der ligger til grund for behandlingen, får i dag overrakt en pris på 10.000 kroner af Patientforeningen Danmark.

 

Af Gitte Rebsdorf

Prisen bliver givet, fordi Peter Gøtzsche i årevis modigt, vedholdende og dygtigt har dokumenteret og synliggjort, at lægemidler har færre fordele – men flere bivirkninger end vi erkender, lyder det fra Patientforeningen Danmark.

Peter Gøtzsche, der har udgivet flere kritiske bøger om psykiatrien, har igennem gennem 2010-erne været igennem voldsomme og dramatiske kampe.

I 2018 endte han med at blive ekskluderet fra bestyrelsen i det internationale Cochrane samarbejde. Senere blev han fritstillet som chef for Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet.

Ekskluderingen fra bestyrelsen gik ikke stille af sig. Flere af forskerne i forskningssamarbejdet var så utilfredse, at de med bestyrelsesmedlem David Hammerstein i spidsen skrev et brev i protest til daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Brevet var underskrevet af mere end 5000 personer. Ekskluderingen af Peter Gøtzsche fik desuden flere bestyrelsesmedlemmer til at trække sig fra bestyrelsen i Cochrane. En af dem var David Hammerstein, som betegnede udelukkelsen som censur og en begrænsning af den videnskabelige debat.

Men i dag bliver Peter Gøtzsche hædret, og når han bliver spurgt, hvad det betyder for ham, opstår der en lang pause, og herefter svarer han:

– Det er et vigtigt signal at sende, for vi lever i en tid, hvor ytringsfriheden er under pres. Af de priser og udmærkelser, jeg har fået igennem livet, er denne anerkendelse fra patienterne den, jeg sætter mest pris på. For det er dem, jeg arbejder for, siger Peter Gøtzsche.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre. Eller læs mere her

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

100.000 danskere på depressionsmedicin i årevis

De såkaldte lykkepiller bliver brugt i langt længere tid, end myndighederne anbefaler. Eksperter betegner de nye tal som chokerende.

Af Gitte Rebsdorf, gitte@psykiatriavisen.dk

Lægemidler mod depression og angst, de såkaldte SSRI, SNRI, bliver brugt i langt længere tid, end myndighederne anbefaler. Omkring 100.000 danskere tager gennemsnitligt SSRI i mere end tre år, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen. Eksperter i depressionsmedicin betegner de nye tal for bekymrende.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

– Tallene er chokerende, og det kommer bag på mig, at så mange danskere bruger disse lægemidler i så lang tid. Der er tale om nogle meget potente lægemidler, og der er mange studier, der viser, at de skaber forandringer i hjernen, siger overlæge og ph.d. på Copenhagen Trial Unit, Janus Christian Jakobsen. Han og en række andre forskere fra CTU offentliggjorde først på året en omtalt metaanalyse af SSRI.

Direktør i Det Nordiske Cochrane Center, professor Peter Gøtzsche er enig i, at der er grund til at være bekymret over, at SSRI bliver brugt i så mange år.

– Der er store risici ved at bruge SSRI i så lang tid. En af dem er, at risikoen for afhængighed stiger. En anden er, at risikoen for permanente hjerneskader stiger jo længere tid, man tager behandlingen, sådan at man risikerer aldrig at blive sig selv igen, siger Peter Gøtzsche, der har skrevet flere meget omdiskuterede bøger om emnet.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så er der mennesker, der tager SSRI i 10-15 år, og som har svært ved at trappe ud af behandlingen. De får voldsomme gener, når de ophører med at tage medicinen, og kan ingen offentlig hjælp få.

    Læs også: Lagt ned af piller.

Det har fået socialdemokratiets psykiatriordfører, Yildiz Akdogan til at stille spørgsmål til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Hun har bedt om at få oplyst, hvor længe danskerne tager SSRI for at få et indblik i, hvor mange langtidsbrugere, der er.

– Det er bekymrende, at godt 100.000 danskere bruger lægemidlerne i mere end tre år. Det er høje tal, og tilbage står spørgsmålet om, hvorfor så mange bruger lægemidlerne så længe, og om det skyldes, at det er svært at trappe ud af dem, siger Yildiz Akdogan (S).

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at SSRI maksimalt bruges i to år. Men beregningerne fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at godt 410. 000 danskere over 17 år har købt såkaldte antidepressive lægemidler. 25 procent af disse skønnes at bruge lægemidlerne i mere end tre år. Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da de er baseret på receptindløsninger, og ikke på hvor store mængder, der er købt.

Det høje langtidsforbrug bekræftes dog af en undersøgelse, som professor Peter Gøtzsche har foretaget. Tallene viser, at cirka 13 procent bruger SSRI i mindst fem år. I 2011 var der 24.881 personer, der indløste recept på SSRI for første gang. Heraf har 3329 personer i de efterfølgende fem år fortsat med at indløse recept på depressionsmedicinen. Gøtzsche peger på, at langtidsforbruget af SSRI kan hænge sammen med, at der er lidt viden om udtrapning.

– Mange får alvorlige abstinenssymptomer, når de forsøger at trappe ud af disse lægemidler, og det bliver ofte fejlagtigt tolket som, at det skyldes en sygdom. Folk får også at vide, at de har en kemisk ubalance i hjernen, og derfor er mange psykisk bange for at holde op med at tage lægemidlerne. Pillen er blevet deres identitet. Men det er en myte, at depression skyldes en ubalance i serotonin-niveauet, fastslår Peter Gøtzsche.

SSRI påvirker serotonin-niveauet i hjernen og har en række bivirkninger, som søvnforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser og kvalme.

[/content_protector]

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via MobilePay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.