Browse Tag

Medicin

Psykiatriens krise

En ny amerikansk bog om psykiatri rammer ned i den aktuelle debat herhjemme om 10-års plan og manglende ressourcer i psykiatrien, skriver emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen i denne anmeldelse af Andrew Sculls bog.

Der er for tiden og med god grund vældig megen ståhej om den danske psykiatri, som trods en betydelig stigning i de tilførte midler stadig fra mange sider anses for utilstrækkelig eller ligefrem uhensigtsmæssig.

På den baggrund kan der være god grund til at gøre opmærksom på en ny bog om psykiatri, der har vakt betydelig opsigt i USA. Bogen hedder “Desperate Remedies – Psychiatry and the Mystery of Mental Illness”.

Den er skrevet af den britisk fødte professor i sociologi ved University of California, San Diego, Andrew Scull, som forsker i medicin og psykiatri.

Bogen begynder med en lang gennemgang af de behandlings-metoder, man har benyttet i psykiatrien, siden denne blev etableret som et lægeligt speciale i starten af 1800-tallet samtidig med, at man byggede store anstalter, hvor man kunne indespærre ”de gale”, som ofte generede godtfolk især i byerne.

Disse tidlige forsøg på at bringe ”de gale” til fornuft var i sandhed desperate! Faktisk virker de på en nutidig læser undertiden lige så sindssyge som de mennesker, de skulle behandle, og som nok ofte blev mere snarere end mindre ”gale” af behandlingen/torturen. Den medførte i flere tilfælde adskillige dødsfald, som blev holdt skjult for omverdenen.

Det er dog den sidste større del af bogen, som kritiserer nutidens psykiatri, der er relevant for den hjemlige psykiatridebat. Forfatteren peger især på fire problemer ved den ensidige fokusering på medicinsk behandling i nutidens psykiatri:

For det første ser det ud til, at de positive virkninger af medicinen, der fremgår af forskningen, er stærkt overdrevne. Det beror blandt andet på, at man i vid udstrækning undlader at offentliggøre de undersøgelser, som ikke finder nogen særlig gavnlig virkning af medicinen. I en ny undersøgelse, hvor forskerne fik adgang til både de publicerede og de upublicerede undersøgelser af en bestemt medicin, fandt man, at det samlede billede af medicinens virkning var “ingen sikker positiv effekt”.

For det andet giver forfatteren et afslørende billede af, hvordan den udbredte tiltro til medicinens velsignelser kan bero på penge fra de medicinalvirksomheder, der tjener kolossale summer på salget af medicin. Bogen omtaler flere tilfælde i USA, hvor kendte og indflydelsesrige psykiatere har modtaget enorme summer for at anbefale en bestemt medicin.  Derudover betaler virksomhederne dyre annoncer, der skamroser medicinen i lægernes fagblade, ligesom de betaler for kurser og rejser for læger, der belæres om den storartede medicin, der sælges.

For det tredje mener forfatteren, at man skjuler eller i hvert fald undervurderer de negative bivirkninger af medicinen. Det er en længere historie, men her kan det være nok at påpege, at skizofrene patienter ikke har fået forlænget, men snarere forkortet deres livslængde efter langvarig brug af såkaldt anti-psykotisk medicin. Medicin som i mange tilfælde kan bidrage til hjertesygdomme, diabetes, overvægt og selvmord. Samt at medicin mod angst og de fleste tilfælde af depression ikke virker bedre end psykologisk behandling, men ofte fører til medicinafhængighed, fordi man kan få ubehagelige abstinenser, hvis man stopper medicinen, selv efter den er holdt op med at virke

Sidst, men måske allermest alvorligt, påpeger forfatteren, at man har brugt mange milliarder af dollars på at finde en fejl eller bare en afvigelse i hjernen hos ”de sindssyge,” der kunne forklare deres ”sindssyge”, men at man ikke har fundet noget som helst, der kunne give den ønskede forklaring.

En overgang mente man, at forklaringen på skizofreni var, at de skizofrene havde tyndere hjernebark – indtil man opdagede, at denne fortyndende hjernebark fuldt ud kunne forklares som en bivirkning af den stærke medicin, de havde fået.

I modsætning til, hvad der gælder i hele den øvrige lægevidenskab, giver man altså ”sindssyge mennesker” medicin uden at vide noget om, hvordan den virker. Og som nævnt under punkt to, ved man knap nok, OM den virker.

Afslutningsvis fremhæver forfatteren, at han på ingen måde undervurderer de plager og lidelser, som mennesker med psykiske lidelser gennemgår – og at han iøvrigt ikke vil afvise, at der hos nogle mennesker kan forekomme en biologisk sårbarhed, der kan medføre øget risiko for at udvikle en eller anden psykisk lidelse. Men han mener, at denne sårbarhed kun fører til egentlig psykisk lidelse i forbindelse med psykiske og sociale belastninger senere i livet, og at disse psykologiske og sociale belastninger bedre kan afhjælpes end de ukendte sårbarhedsfaktorer i hjernen. Han anbefaler altså – som stadig flere forskere på området – at psykologisk undersøgelse og hjælp til sindslidende bør prioriteres mindst lige så højt som den medicinske.

Ingen kender forklaringen på det tilsyneladende endeløst stigende antal mennesker, som kommer ud i en eller anden slags psykisk uføre, og får brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Men efter læsningen af den omtalte bog, er man overbevist om, at løsningen for mennesker, der er psykisk nødlidende næppe kan være medicin, og i hvert fald aldrig medicin alene.

Som læser af bogen kan jeg næsten ærgre mig over, at forfatteren bruger så megen krudt i den første lange del af bogen på at omtale fortidens uhyrlige og i sandhed desperate behandlingsmetoder i psykiatrien – med mindre det skal tjene til, at insinuere at nutidens ensidige medicinske behandling, også kan forekomme desperat.

Psykologisk skizofrenibehandling som afløsning for medicin?

Psykiatrien skal ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) have et ti-årigt løft i 2020. Men hvordan løfter vi psykiatrien bedst muligt? Det giver lektor emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen, et bud på i dette indlæg.

 

 

Der har i mange år været fremsat kritik af den stærke medicin, der bruges til at behandle sindssyge personer, der kaldes skizofrene.

Tidligere blev medicinen ofte omtalt som en kemisk spændetrøje eller en lammelse af psyken, men i nyere tid går kritikken nok så meget på den omstændighed, at skizofrene – der næsten alle har fået medicin i hvert fald i nogle år – gennemsnitlig dør 20-25 år tidligere end raske mennesker.

Forskningen tyder på, at medicinen medvirker til denne livstidsreduktion – bl.a. ved at øge risikoen for diabetes, hjertesygdom og sandsynligvis også selvmord. Det rejser et indlysende spørgsmål:

Hvis medicinen på langt sigt er en dårlig løsning på denne utrolig gådefulde lidelse, skizofreni, hvad i alverden kan man så stille op?

For en del år siden – omkring 1930-1960 – mente mange i amerikansk psykiatri, at man nok kunne behandle skizofreni med freudiansk psykoanalyse. Nyere opgørelser over resultaterne af denne (i bund og grund uvidenskabelige) behandling viste dog faktisk snarere negative end positive virkninger. Så denne behandlingsform er stort set forladt i vore dage.

Men i perioden 1930-1960 var den videnskabelige, forskningsbaserede psykologi ved vestens universiteter kun i sin tidlige vorden – og siden 1980 er der fremkommet en mængde troværdig forskningsbaseret psykologisk viden om skizofreni – og om de rent psykologiske muligheder for at afhjælpe denne lidelse. Det har ført til udvikling af en række behandlingsmetoder, der kunne tænkes at være nyttige for mange skizofrene.

I de senere år har man således i flere tilfælde undersøgt virkningen af psykologisk behandling af skizofreni ved at sammenligne en gruppe, der kun fik medicin med en gruppe der fik både medicin og psykologisk behandling – men dog ingen gruppe der kun fik psykologisk behandling. Det har blandt læger været anset for ”uetisk” at undlade medicinsk behandling til nogen af de undersøgte skizofrene personer. Disse undersøgelser har i gennemsnit vist en positiv, men undertiden beskeden effekt, så der er nogen uenighed blandt lægerne, om det er noget, der skal satses på.

Medicin forringer psykologiske indsatser

Men her kan man så bemærke, at undersøgelser over virkningen af henholdsvis medicin og psykologisk behandling ved andre psykiske lidelser som angst og depression ofte viser, at psykologisk behandling virker dårligere, hvis der samtidig gives medicin.

Det skyldes formodentlig, at medicinen påvirker hjernen, så det er sværere at opnå de psykiske forandringer, der søges tilvejebragt gennem den psykologiske behandling. Derfor er det nærmest af historisk betydning, at et stort engelsk forskerhold nu for første gang har fået mulighed for at sammenligne virkningen af medicin med ren psykologisk behandling af skizofrene.

Resultaterne af denne undersøgelse er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Lancet 2018 May;5(5):411-423. Undersøgelsen viser kort sagt, at der ikke er nogen signifikant forskel på virkningen af medicin og ren psykologisk behandling! Til gengæld var der en stor og signifikant forskel i ubehagelige bivirkninger i de to grupper: Gruppen, der havde fået medicin havde mange og alvorlige klager over ubehag ved medicinen – mens gruppen, der havde fået psykologisk behandling stort set ikke havde nogen klager over bivirkninger. Forskergruppen udtaler på denne baggrund, at man nu ikke længere bør være tilbageholdende med at udføre sammenligninger mellem medicinsk og ren psykologisk behandling af skizofrene.

Det kan tilføjes, at det engelske institut for bedst mulig behandling af alle slags sygdomme (NICE) for nylig har ændret deres vejledning for behandling af skizofrene, således at der i alle tilfælde bør begyndes med psykologisk behandling – samtidig med, at man tilbyder men ikke kræver, at patienten derudover tager sædvanlig medicin.

Hviler på omfattende forskning

Den specielle form for psykologisk behandling, der er benyttet i stort set alle nyere undersøgelser over psykologisk skizofrenibehandling er den såkaldte kognitive adfærdsterapi, som bygger på en omfattende grundforskning i menneskelig tænkning, følelsesliv og adfærdsregulering. Ældre behandlingsforsøg med den rent spekulative psykoanalytiske metode (efter Freud) havde som nævnt desværre nærmest negative virkninger, hvilket i sin tid skabte negative fordomme mod psykologisk behandling hos mange læger, der nu om dage måske ikke er klar over, at moderne psykologiske behandling hviler på en mindst lige så omfattende grundforskning som den medicinske behandling.

Det bør videre nævnes, at flere af fortalerne for psykologisk skizofrenibehandling (fx Rory, Burne, British Journal of Psychiatry, 2014, vol.204, s. 489) har argumenteret overbevisende for, at de traditionelle mål for effekt ved skizofrenibehandling – nemlig en nedgang i de skizofrene forstyrrelser som hallucinationer og vrangforestillinger – i høj grad undervurderer nytten af psykologisk behandling, fordi denne ikke sigter så meget på at ændre disse symptomer som på at lære de skizofrene mennesker at forstå deres egne psykiske problemer og – især – at håndtere disse problemer, så de ikke så meget forstyrres af dem.

Således er der flere undersøgelser, der viser at skizofrene efter en psykologisk behandling – modsat ved medicinsk behandling – udvikler mere selvindsigt, selvtillid og selvkontrol – og derved ofte opnår bedre muligheder for at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

Forskel i levetid er uacceptabel

Det er virkelig svært at forstå, at vi som samfund affinder os med, at gruppen af mennesker med skizofreni i gennemsnit lever 20-25 år kortere end andre mennesker, samt at denne forskel i levetid har været stigende i de sidste årtier. Man kan forestille sig, at mange tænker at disse patienters liv nok heller ikke er særlig rart, og at deres alderdom nok ville have været endnu værre, hvis de levede så længe.

Hvad angår spørgsmålet om det skizofrene liv er rart, så viser alle undersøgelser, at det helt afhænger af samfundets hjælpsomhed, om det er rart eller ej, men hvad det sidste angår – at de slipper for en skrækkelig alderdom – er det lodret forkert. De ældre skizofrene får for langt de flestes vedkommende mindre plagsomme symptomer (uanset om de får medicin), og selvmordsrisikoen for skizofrene over 60 år er under en femtedel af risikoen for skizofrene i 20-40 års alderen. Så hvis de skizofrene ikke var døde inden 50-60 års alderen, kunne deres alderdom for manges vedkommende sandsynligvis have været den bedste del af deres voksne liv.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det for nylig har vist sig, at Danmark er det land i verden, hvor hyppigheden af diagnosen skizofreni stiger mest fra år til år. Hvad enten det beror på, at danskerne virkelig bliver forholdsmæssigt mere sindssyge år for år, eller om det snarere beror på, at lægerne er blevet mere rundhåndede med denne diagnose, vidner det jo i hvert fald om, at vi især her til lands har god grund til at interessere os for nye synsvinkler på skizofreniproblemet.

I forhold til begreberne sindssyge og psykiske sygdomme er det lidt mærkeligt overhovedet at tale om sygdom ved rent psykiske lidelser og afvigelser uden, at der er påvist nogen form for organisk forstyrrelse i hverken hjerne eller krop. Det svarer til at tale om en syg økonomi – man bruger altså ordet syg både om rigtige sygdomme med kropslige skader eller forstyrrelse OG om noget, der bare ikke er så godt som det burde være, som fx en dårlig økonomi eller en dårlig eller forstyrret psykisk tilstand uden nogen påvist bagvedliggende sygdom af organisk art.

Selv om det er meget sandsynligt, at der findes en ukendt hjerneforstyrrelse som (medvirkende) årsag til skizofreni, så er der trods en enorm mængde medicinsk hjerneforskning ikke fundet en sikker forklaring endnu. Det er ubestrideligt, at arvelige faktorer spiller ind, men det gælder i øvrigt for alle vores personlighedstræk, og siger ikke i sig selv noget om en sygdom i hjernen.

Medicin får hjernen til at skrumpe

For en del år siden mente man, at have fundet en god årsag, da hjernescanninger viste tegn på hjernesvind hos mange skizofrene. Men det viste sig, at det efter alt at dømme var den antipsykotiske medicin, der havde medført dette hjernesvind.

Men selv om det med tiden skulle vise sig, at der dog findes en hjerneafvigelse bag skizofrenien er det for det første ikke sikkert, at man kan rette på denne afvigelse, og for det andet er det bestemt ikke et argument imod psykologisk behandling.

Der foregår allerede i dag en masse særdeles nyttig psykologisk behandling af hjerneskade-patienter, som har brug for psykologisk genoptræning og hjælp til at overvinde de psykiske handicaps, der følger med hjerneskaden (da man kun i de færreste tilfælde kan reparere på en fysisk hjerneskade). Det er ikke så forskelligt fra effektiv psykologisk behandling af skizofreni, når nu årsagen er ukendt, og medicinen har så mange uheldige bivirkninger.

 

Thomas Nielsen har været ansat 45 år på Psykologisk Institut ved Århus Universitet med speciale i klinisk psykologi og neuropsykologi. Han er udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykologforening på grund af hans omfattende formidling af psykologisk viden i tidsskrifter, aviser og radio/TV.

Minister ind i sag om SSRI skader

/

Millioner af SSRI brugere får gener, når de stopper med medicinen, viser britisk undersøgelse. For en dansk kvinde har det taget tre år at komme ud af medicinen. Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg vil have sundhedsministeren til at se på sagen.

Af Gitte Rebsdorf

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt, (DF) beder nu sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om at gå ind i sagen om de mange SSRI og SNRI brugere, som får langvarige gener, når de forsøger at stoppe med medicinen.

– Jeg vil bede sundhedsministeren undersøge, om folk nu også får den hjælp, de har brug for. Hvis der er så alvorlige udtrapningsproblemer, som undersøgelsen viser, skal folk naturligvis have hjælp, siger Liselott Blixt.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen så viser en britisk undersøgelse af Dr. James Davies fra University of Roehampton og John Read fra University of East London, at halvdelen af de mennesker, der forsøger at stoppe med depressionsmedicin får udtrapningsproblemer. Halvdelen af disse får alvorlige gener i form af hallucinationer og muskelspasmer. At så mange får alvorlige problemer, når de stopper med depressionsmedicin har samtidig ført til et langtidsbrug af SSRI og SNRI. Halvdelen af brugerne tager disse lægemidler i mere end to år, viser den britiske undersøgelse.

Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter. Se mere under donationer og abonnement

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

Psykisk sundhed og sygdom til forhandling – et historisk perspektiv

Af Anne Kjær, cand.psych. (a.kjaer@hotmail.com) &
Susanne Lip, cand.psych. (susannelip@gmail.com)

Forståelsen af psykisk sygdom har helt tilbage til Middelalderen været et emne, der har optaget mange i flere forskellige sammenhænge. Psykisk sygdom har gennem tiden været forbundet med mange forskellige bagvedliggende årsager. I Middelalderen var det eksempelvis anset som forårsaget af synd overfor Gud, og havde derved en religiøs årsag. Efterfølgende blev psykisk sygdom romantiseret som noget, der skulle efterstræbes, mens der igennem 1600-tallet blev bygget anstalter over hele Europa, der kom til at rumme alle de, der ikke passede ind i samfundets moralske orden. Her blev eksempelvis tiggere og prostituerede indespærret og set på som psykisk syge 1,2,3. Igennem 1800-tallet vandt den medicinske sygdomsopfattelse indpas, som stadig forekommer at være dominerende på det psykiatriske felt i dag 2,3,5. Der er siden udgivelsen af den første DSM-manual i 1952, og frem til udgivelsen af DSM-5 i 2013, sket en løbende forøgelse i antallet af diagnoser. Eksempelvis var der i den første udgave af manualen 60 diagnoser, mens dette antal steg til 230 i den tredje udgave, og dette antal er siden øget yderligere 7,13. Samfaldende med denne stigning i diagnoser kan desuden ses en aktuel forståelse af psykisk sygdom, der er præget af sygeliggørelse af livsomstændigheder, der hidtil har været accepteret som et vilkår i tilværelsen 4. Dette er nogle af de indikatorer, der aktuelt findes, på en stigende sensitivitet overfor, hvad der kan ses på som værende indenfor normen, når det kommer til grænserne for psykisk sygdom og normalitet.

Forståelsen af psykisk sygdom i et historisk perspektiv

Tilbage i Middelalderen blev psykisk sygdom anset som individets straf og noget, der ”besatte” de, der ikke levede op til kirkens og Guds krav om en passende og syndfri adfærd. Der var en overnaturlig og næsten magisk opfattelse af psykisk sygdom, der blev betegnet som galskab, og årsagerne bag blev forbundet med specifikke kropslige væsker. Behandlingen af de såkaldt gale bestod derfor dengang bl.a. af tapning af kropsvæsker. Denne fascination af psykisk sygdom fortsatte med tiden, særligt gennem 1400-tallet, hvor der nærmest skete en hyldest af de daværende psykiske sygdomme, altså galskaben, i samfund og kultur. Heriblandt vidner bl.a. Shakespeare og Cervantes, ved Renæssancens afslutning, om den store opmærksomhed, galskaben blev tildelt, gennem eksempelvis en romantisering af denne i litteraturen [i],[ii],[iii].

Denne idealisering af de gale fik dog en brat afslutning i midten af 1600-tallet. Indenfor en kort tidsperiode blev der i hele Europa bygget anstalter for de gale og andre, der ikke passede ind i datidens samfundsnormer. Dette medførte, at alle de, der ikke levede op til samfundets moral og fornuft blev sat bag lås og slå. Således blev ikke kun de med psykiske lidelser placeret på en anstalt, men også eksempelvis tiggere, prostituerede og folk med kønssygdomme. Samtidig med, at de psykiske lidelser blev gjort til et mere moralsk anliggende, begyndte særligt den katolske kirke at afvise den tankegang, der tidligere herskede, om at psykisk lidelse havde religiøse baggrundsårsager. Galskaben blev nu inddelt i specifikke tilstande, og de gale placeret i forskellige former for anstalter. Dette skete uden nogen umiddelbare former for medicinsk behandling, men i højere grad, fordi de gale ikke længere måtte eller kunne være en del af samfundet 2,[iv].

På denne tid fik psykisk lidelse således for første gang et lille strejf af nogle af de forhold, vi i dag forbinder med psykisk sygdom, da der kom fokus på den enkeltes indre dimensioner samt personlige utilstrækkelighed, og samtidig opstod behandlerrollen. Datidens behandling var dog langt fra den, der praktiseres i dag, og var stadig meget fokuseret på moralske værdier så de, der var i behandling blev udsat for bl.a. straf for deres sygdom 2,3.

Objektive diagnoser og videnskabelig psykiatri

I midten af 1600-tallet blev den moralske tilgang til psykisk sygdom dermed udfordret, og i stedet blev en mere objektiv og videnskabelig tilgang dominerende. Særligt den tyske læge, Emil Kreaplin, var med til at grundlægge den videnskabelige psykiatri, som vi kender i dag, med sin store interesse i at studere og beskrive psykiske sygdommes forløb, forskellige former og generelle lovmæssigheder. Takket være Kreaplin opstod der en medicinsk-videnskabelig tilgang til forståelse af psykisk sygdom som gjorde, at den empiriske metode blev indført i psykiatrien. Psykiske sygdomme blev i stigende grad sidestillet med somatiske sygdomme, og der kom en tilbageholdenhed i forhold til at fortolke de psykisk lidendes tilstande, da alle kriterier nu bestod af ydre, objektive og iagttagelige karakteristika. Hermed blev grundlaget lagt for en form for psykiatrisk praksis, som stadig i høj grad er dominerende den dag i dag.

Samtidig skabte Kreaplin også grundlaget for selve det diagnostiske system, der anvendes aktuelt. Der opstod således flere nuanceringer af de psykiske lidelser og meget mere varierende sygdomsdefinitioner, som bl.a. medførte en stor stigning i antallet af hospitaler, klinikker, anstalter og asyler til psykisk syge i hele Europa. Kreaplin repræsenterer dermed en revolutionerende tankegang indenfor området for forståelse og klassifikation af psykiske lidelser. Han var med til at lægge kimen for den nutidige biomedicinske sygdomsforståelse, og med ham skete der en drastisk ændring i sygdomsforståelsen, der nu ikke længere fokuserede på moralske og fornuftige aspekter, men i højere grad på faktiske symptomer og deres sammenhænge 1,2,3,[v].

De første danske diagnoser

I en dansk sammenhæng kan det kort indskydes, at det første bevarede sygdomsregister med psykiske sygdomme kan spores tilbage til 1772 og stammer fra Sankt Hans Hospital i København. Der var i registeret ikke tale om diagnoser, men symptomer som indlæggelsesgrunde, så eksempelvis krøblinge og blinde kunne blive indlagt på lige fod med psykisk syge. Under indlæggelsen kunne årsagen hertil ændre sig, da betegnelserne for patienternes sygdomme skiftede undervejs. Det var nemlig den øjeblikkelige tilstand, der bestemte, hvilken form for behandling, der skulle udøves. Denne behandling kunne eksempelvis bestå af indelukkelse i et kammer eller en såkaldt dårekiste, som bedst kan beskrives som en slags nutidig fængselscelle. Der fandtes i 1772 altså ikke en egentlig dansk psykiatrisk diagnostisk sygdomsklassifikation, men i stedet beskrivelser af afvigende adfærd. Disse beskrivelser havde et medicinsk formål, men også et økonomisk aspekt, da eksempelvis familie og magtpersoner på denne tid kunne få en person indlagt mod betaling [vi].

Kampen mellem psykoanalysen og den medicinske sygdomsforståelse

Den biomedicinske sygdomsforståelse, der takket være bl.a. Kreaplin vandt frem, blev dog udfordret i starten af 1900-tallet, da Freuds psykoanalyse blev hastigt udbredt i hele Europa. Selvom psykoanalysen til en vis grad kunne ses som en nuancering af den biomedicinske tilgang, så denne i højere grad psykiske sygdomme som resultatet af en udviklingsproces, der kunne gå galt og dermed sygeliggøre individet. Psykoanalysens diagnosticering af psykiske sygdomme stod i kontrast til den biomedicinske. Der var her fokus på hele patientens personlighed og indre psykiske konflikter, som i høj grad kunne forklares ud fra den enkeltes barndom og livshistorie. Synet på psykisk sygdom blev altså igen mere kvalitativt og kunne ud fra denne tankegang ikke reduceres til et øjebliksbillede med et bestemt antal symptomer 3,5,[vii].

Blandt andet psykoanalysen var med til, at den psykiatriske praksis på daværende tidspunkt blev mere centreret omkring psykiske sygdommes bagvedliggende årsager, dvs. deres ætiologi. Behandlerne brugte nu psykoanalysen som et teoretisk udgangspunkt til forståelse af patienternes lidelser, og den hidtil skarpe opdeling af sygdom og normalitet blev sløret. Psykiatrien undergik en markant udvikling, med et stigende antal diagnoser og et ændret syn på symptomer, der nu i højere grad blev set som mere symbolske og som et resultat af faktorer i hele personligheden. Psykisk sygdom, og behandlingen heraf, blev udbredt til den almene befolkning og dermed blev grundlaget lagt for nutidens terapeutiske kultur. Der kom en øget mængde af diagnoser samt en ekspansion af patientgruppen og perioden blev karakteriseret ved en større grad af systematisering og klassifikation af mulige sygdomme 3,[viii],[ix],[x].

De første officielle diagnosemanualer

Denne systematisering førte til, at den første officielle manual til klassifikation af psykiatriske lidelser udkom i 1918. Manualen bestod af 22 forskellige kategorier, hvoraf én af kategorierne dækkede over ikke-psykotiske lidelser, mens de resterende 21 kategorier beskrev forskellige typer af psykoser. I 1952 udkom den første udgave af den diagnosemanual, der stadig anvendes i særligt USA i dag, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM), som blev efterfulgt af DSM-II i 1968. Begge udgaver bar præg af, at psykiatrien i første del af 1900-tallet lagde vægt på overordnede og uspecifikke diagnostiske kategorier, med et fåtal af klart afgrænsede og specifikke diagnoser og symptomer, som bl.a. blev anset som at være reaktioner på svære livsproblemer. Omkring 1970 blev denne diagnosetilgang dog i stigende grad hårdt udfordret af et øget krav i samfundet om en mere biomedicinsk tilgang, der skulle vægte stadigt mere afgrænsede og veldefinerede diagnoser. Dette førte til, at der med udgivelsen af DSM-III i 1980 skete et revolutionerende skift i forståelsen af selve måden, hvorpå psykiatriske diagnoser blev skabt og anvendt. Med udgivelsen af DSM-III skete desuden en voldsom stigning i antallet af diagnoser, der fra den første til den tredje udgave voksede fra 60 til 230 diagnoser 3,7,8.

Denne nye måde at anskue psykiske lidelser på kan stadig i høj grad ses i nutidens forståelse heraf. Denne sygdomsforståelse er bl.a. præget af, at den tidligere ætiologiske tankegang er forkastet til fordel for et entydigt fokus på patientens symptomer indenfor en specifik tidsperiode. Med indførelsen af DSM-III skete der således et skift i forståelsen af årsagerne bag psykiske sygdomme, som stadig kan ses i nutidens psykiatriske praksis. Dette skift skyldes bl.a., at der gennem 1980’erne, særligt i USA, skete en øget regeringsinvolvering indenfor forskning om mental sundhed, et stigende pres fra sygeforsikringer på psykiatere, om at demonstrere effektiviteten af deres praksis, samt nødvendigheden for de farmaceutiske virksomheder af at markedsføre deres produkter til behandling af visse psykiske lidelser, som påvirkede den psykiatriske praksis globalt 3,7,[xi].

Sygdomsforståelse aktuelt

Udgivelsen af DSM-manualerne, og den sygdomsforståelse der fulgte i kølvandet på dem, skyldtes bl.a., at de imødekom de skiftende krav fra samfundet og psykiatriens interne krav. Manualernes forståelse af psykisk sygdom har frem til i dag bredt sig til mange aspekter af det psykiatriske felt. Forståelsen af psykisk sygdom vil sandsynligvis altid være præget af samfund og samtid, men alligevel taler forskere i dag om, at der er sket en øget sensitivitet overfor, hvad der kan ses som hhv. normalt og sygeligt, som bl.a. er opstået som følge af en konstant udvidelse af de diagnostiske kategorier. Flere forskere mener således, at den aktuelle forståelse af psykisk sygdom er præget af en stigende medikalisering, dvs. en stigende udskrivning af psykofarmaka, og en patologisering, dvs. en sygeliggørelse af normale tilstande og forskellige livsomstændigheder. Desuden kan der siden velfærdssamfundet opstod i 1970’erne i Danmark ses et stigende fokus på, hvorvidt psykisk sygdom er individets egen skyld og ansvar, i særligt behandlingssammenhænge 4,8,[xii],[xiii].

Aktuelt er den biomedicinske forståelse af psykiske sygdomme som afgrænsede enheder, med neurologiske årsager i hjernen, i høj grad stadig dominerende i mange psykiatriske sammenhænge. Dermed kan flere årsager til psykiske lidelser tillægges ydre omstændigheder i individet, som eksempelvis kemisk ubalance i hjernen. Der synes dog samtidig at kunne ses en stigende offentlig kritik af denne forståelse, der bl.a. fremhæver, at mange psykiske lidelser aldrig er påvist i hjernen. Desuden ses i nogle sammenhænge argumenter for, at den psykiatriske praksis på nogle punkter måske bør gå tilbage til nogle af fortidens diagnostiske praksisser og således eksempelvis atter fokusere mere på patientens livshistorie og aktuelle livsomstændigheder og mindre på de aktuelle og afgrænsede symptomer [xiv].

Afsluttende kommentar

Både forståelse og behandling af psykiske sygdomme kan forekomme at være foranderlig og forankret i kulturelle og historiske forandringer i samfundet. Det medicinske fagområde har længe været den førende autoritet på området, og haft en afgørende indflydelse, men dette synes at have ændret sig gennem de seneste 20-30 år. I nyere tid forsøger staten således at anfægte de medicinske autoriteter gennem eksempelvis politiske initiativer som behandlingsgaranti, og patient- og pårørendeforeninger, der er med til at skabe samfundsdebat rettet mod psykiatriområdet. Sygdom og sundhed er blevet centrale diskussionstemaer, der i stigende grad er blevet ”allemandseje”, og der kan aktuelt ses en interessant udvikling på området, da der er visse tendenser der peger i retning af, at den biomedicinske sygdomsforståelse, der har hersket i flere årtier, anfægtes. Dette kan bl.a. ses ved, at psykisk sundhed og sygdom i dag er til debat i den offentlige sfære, hvilket historisk set synes at skabe nye muligheder for at skabe forståelser af psykisk sygdom, der i højere grad er uafhængige af eksempelvis læger og andre fagautoriteter, og i stedet præget af eksempelvis offentlige initiativer.

 


[i] Conrad, P. & Schneider, J. W. (1992). Deviance And Medicalization – From Badness To Sickness.Philadelphia: Temple University Press.

[ii] Foucault, M. (2005). Sindssygdom og psykologi. København.: Hans Reitzels Forlag.

[iii] Brinkmann, S. (2010). Det diagnosticerede liv – Sygdom uden grænser. Århus:

[iv] Andersen, R. S., Bro, F. & Brinkmann, S. (2014). Diagnostisk praksis og lægesøgningsadfærd. Samtidens patientudfordring. Bibliotek for læger, 206.

[v] Østergaard, L. (1992). Undersøgelsesmetoder i klinisk psykologi. København:

[vi] Zalewski, B. (2008). Sct. Hans Hospital i København 1612-1808. I: Kragh, J. V. (Ed.). Psykiatriens historie i Danmark. København: Hans Reitzels Forlag.

[vii] Lunn, S. (2006). Psykoanalysens betydning for psykiatrien og den kliniske psykologi. Psyke & Logos, 27.

[viii] Horwitz, A. (2002). Creating Mental Illness. Chicago, USA: The University of Chicago.

[ix]Andersen, R. S., Bro, F. & Brinkmann, S. (2014). Diagnostisk praksis og lægesøgningsadfærd. Samtidens patientudfordring. Bibliotek for læger, 206.

[x] Foucault, M. (1973). The Birth of the Clinic. London: Routledge.

[xi] Mayes, R. & Horwitz, A. V. (2005). DSM-III and the Revolution in the Classification of Mental Illness.Journal of the History of the Behavioral Sciences, 41

[xii] Jensen, U. J. (2010). Patologisering og kampen om sygdomsbegrebet. I: Brinkmann, S. (Ed.). Det diagnosticerede liv – Sygdom uden grænser. Århus: Klim.

[xiii] Rosenberg, R. (2016). Psykiatriens Grundlag – historie, filosofi og videnskab. Århus Universitetsforlag.

[xiv] From, H. P. (2007). Forståelsen af psykisk sygdom. Psykolog Nyt. Nr. 21.

Om ordet psykiatri

Ordet har længe været brugt om behandlingen af psykiske sygdomme. Men hvad betyder ordet egentlig og hvordan opstod begrebet? Det vil vi kort redegøre for her.

Ophavsmanden til begrebet psykiatri er den tyske læge Johann Christian Reil (f. 1759), der i 1808 skrev et 118 siders indlæg ved navn ”Über den Begriff der Medizin und ihre Verzweigungen, besonders in Beziehung auf die Berichtigung der Topik in der Psychiaterie” (Om begrebet medicin og dets grene, især i forhold til berigtigelsen af emnet i psykiatrien) i en journal omhandlende psykisk helbredelse (1). Ordet der blev brugt var i første omgang ”Psychiaterie”, men Reil ændrede det et par år senere til det vi kender i dag, ”Psychiatrie”.

Reil ønskede at understrege sammenspillet mellem psykiske og fysiske faktorer i forhold til sygdom og mente derfor også, at psykiatri skulle være en del af lægevidenskaben. Reil fremhævede psykoterapi som en vigtig, lægevidenskabelig behandlingsform og advokerede generelt for human behandling og reduktion af stigma. Foruden at være ophavsmand til begrebet, anser flere historikere ham også til at være grundlægger af selve faget psykiatri som medicinsk speciale.

Valget af et begreb for dette fagområde faldt på psykiatri, da selve ordet psykiatri er en sammensætningen af ordet ”psyche”, som betyder sjæl eller sind, og iatrea, som betyder helbredelse eller heling på græsk. Iatros betyder læge. Endelsen ”iatri” var vigtig for Reil, da det demonstrerede at psykiatri var en del af lægevidenskaben og ikke et filosofisk eller teologisk anliggende. Så det tætteste man kommer på en bogstavelig oversættelse af ordet i dets antikke betydning er nok ”helbredelse/heling af sjælen/sindet”. Denne oversættelse bruger f.eks. Encyclopedia Britannica i deres artikel om begrebet (2).

I moderne brug associeres psykiatri ofte med en medicinsk behandling psykiske sygdomme og derfor kan man også se, at flere sider angiver oversættelsen af psykiatri til at være noget i dur med ”medicinsk behandling af sjælen”, som det f.eks. ses på det danske og engelske wikipedia opslag (3). Dette er en stramning af ordets oprindelige betydning, men eftersom det er hvad ordet betyder i en moderne kontekst, så kan det anses som korrekt i den forstand. Bemærk ydermere, at ”medicinsk” i al almindelighed både kan betyde ”som har med lægevidenskab at gøre” og ”som bruger el. vedrører brugen af medicin til behandling af sygdomme” (4). Psykiatri kan således også oversættes til ”lægevidenskabelig behandling af sjælen/psyken”.

(1) The British Journal of Psychiatry Jun 2008, 193 (1) 1-3)

http://bjp.rcpsych.org/content/193/1/1

(2) https://global.britannica.com/topic/psychiatry

(3) https://da.wikipedia.org/wiki/Psykiatri

(4) http://sproget.dk/lookup?SearchableText=medicinsk

Psykiatrien er fyldt med illusioner

Den kendte psykiater, Jytte Willadsen, fælder en hård dom over sit fag, og siger, at det bygger på et falskt grundlag. I virkeligheden findes der ikke nogen kur mod psykisk sygdom, og den medicinske behandling invaliderer og kan medføre dødsfald. Det fortier man.

Af Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk

Kun få psykiatere taler deres fag imod. En af dem er tidligere overlæge på Glostrup Hospital, Jytte Willadsen. Hun kritiserer nu, og hun gjorde det, mens hun arbejdede i faget. Ingen ved, hvad psykisk sygdom skyldes, psykiatrien gør ingen fremskridt, og behandlingen er dødsensfarlig. Sådan lyder essensen i den nu 88-årige psykiaters dom over sit fag.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.