Browse Tag

krise

Psykiatriens krise

En ny amerikansk bog om psykiatri rammer ned i den aktuelle debat herhjemme om 10-års plan og manglende ressourcer i psykiatrien, skriver emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen i denne anmeldelse af Andrew Sculls bog.

Der er for tiden og med god grund vældig megen ståhej om den danske psykiatri, som trods en betydelig stigning i de tilførte midler stadig fra mange sider anses for utilstrækkelig eller ligefrem uhensigtsmæssig.

På den baggrund kan der være god grund til at gøre opmærksom på en ny bog om psykiatri, der har vakt betydelig opsigt i USA. Bogen hedder “Desperate Remedies – Psychiatry and the Mystery of Mental Illness”.

Den er skrevet af den britisk fødte professor i sociologi ved University of California, San Diego, Andrew Scull, som forsker i medicin og psykiatri.

Bogen begynder med en lang gennemgang af de behandlings-metoder, man har benyttet i psykiatrien, siden denne blev etableret som et lægeligt speciale i starten af 1800-tallet samtidig med, at man byggede store anstalter, hvor man kunne indespærre ”de gale”, som ofte generede godtfolk især i byerne.

Disse tidlige forsøg på at bringe ”de gale” til fornuft var i sandhed desperate! Faktisk virker de på en nutidig læser undertiden lige så sindssyge som de mennesker, de skulle behandle, og som nok ofte blev mere snarere end mindre ”gale” af behandlingen/torturen. Den medførte i flere tilfælde adskillige dødsfald, som blev holdt skjult for omverdenen.

Det er dog den sidste større del af bogen, som kritiserer nutidens psykiatri, der er relevant for den hjemlige psykiatridebat. Forfatteren peger især på fire problemer ved den ensidige fokusering på medicinsk behandling i nutidens psykiatri:

For det første ser det ud til, at de positive virkninger af medicinen, der fremgår af forskningen, er stærkt overdrevne. Det beror blandt andet på, at man i vid udstrækning undlader at offentliggøre de undersøgelser, som ikke finder nogen særlig gavnlig virkning af medicinen. I en ny undersøgelse, hvor forskerne fik adgang til både de publicerede og de upublicerede undersøgelser af en bestemt medicin, fandt man, at det samlede billede af medicinens virkning var “ingen sikker positiv effekt”.

For det andet giver forfatteren et afslørende billede af, hvordan den udbredte tiltro til medicinens velsignelser kan bero på penge fra de medicinalvirksomheder, der tjener kolossale summer på salget af medicin. Bogen omtaler flere tilfælde i USA, hvor kendte og indflydelsesrige psykiatere har modtaget enorme summer for at anbefale en bestemt medicin.  Derudover betaler virksomhederne dyre annoncer, der skamroser medicinen i lægernes fagblade, ligesom de betaler for kurser og rejser for læger, der belæres om den storartede medicin, der sælges.

For det tredje mener forfatteren, at man skjuler eller i hvert fald undervurderer de negative bivirkninger af medicinen. Det er en længere historie, men her kan det være nok at påpege, at skizofrene patienter ikke har fået forlænget, men snarere forkortet deres livslængde efter langvarig brug af såkaldt anti-psykotisk medicin. Medicin som i mange tilfælde kan bidrage til hjertesygdomme, diabetes, overvægt og selvmord. Samt at medicin mod angst og de fleste tilfælde af depression ikke virker bedre end psykologisk behandling, men ofte fører til medicinafhængighed, fordi man kan få ubehagelige abstinenser, hvis man stopper medicinen, selv efter den er holdt op med at virke

Sidst, men måske allermest alvorligt, påpeger forfatteren, at man har brugt mange milliarder af dollars på at finde en fejl eller bare en afvigelse i hjernen hos ”de sindssyge,” der kunne forklare deres ”sindssyge”, men at man ikke har fundet noget som helst, der kunne give den ønskede forklaring.

En overgang mente man, at forklaringen på skizofreni var, at de skizofrene havde tyndere hjernebark – indtil man opdagede, at denne fortyndende hjernebark fuldt ud kunne forklares som en bivirkning af den stærke medicin, de havde fået.

I modsætning til, hvad der gælder i hele den øvrige lægevidenskab, giver man altså ”sindssyge mennesker” medicin uden at vide noget om, hvordan den virker. Og som nævnt under punkt to, ved man knap nok, OM den virker.

Afslutningsvis fremhæver forfatteren, at han på ingen måde undervurderer de plager og lidelser, som mennesker med psykiske lidelser gennemgår – og at han iøvrigt ikke vil afvise, at der hos nogle mennesker kan forekomme en biologisk sårbarhed, der kan medføre øget risiko for at udvikle en eller anden psykisk lidelse. Men han mener, at denne sårbarhed kun fører til egentlig psykisk lidelse i forbindelse med psykiske og sociale belastninger senere i livet, og at disse psykologiske og sociale belastninger bedre kan afhjælpes end de ukendte sårbarhedsfaktorer i hjernen. Han anbefaler altså – som stadig flere forskere på området – at psykologisk undersøgelse og hjælp til sindslidende bør prioriteres mindst lige så højt som den medicinske.

Ingen kender forklaringen på det tilsyneladende endeløst stigende antal mennesker, som kommer ud i en eller anden slags psykisk uføre, og får brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Men efter læsningen af den omtalte bog, er man overbevist om, at løsningen for mennesker, der er psykisk nødlidende næppe kan være medicin, og i hvert fald aldrig medicin alene.

Som læser af bogen kan jeg næsten ærgre mig over, at forfatteren bruger så megen krudt i den første lange del af bogen på at omtale fortidens uhyrlige og i sandhed desperate behandlingsmetoder i psykiatrien – med mindre det skal tjene til, at insinuere at nutidens ensidige medicinske behandling, også kan forekomme desperat.

Depression er ikke en sygdom

//

Psykiske lidelser kan ikke sidestilles med fysiske sygdomme. Det er der intet grundlag for. Psykiatrien er i krise og mangler et fundament, mener to psykologer, der peger på nye løsninger.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kan man være syg i sindet på samme måde, som hvis man har et brækket ben eller har sukkersyge?  Svaret fra store dele af den etablerede psykiatri har i mange år været ja. Psykiatere og andet personale sidestiller psykiske lidelser med det at have en fysisk sygdom som sukkersyge eller kræft. Men denne antagelse møder modstand fra flere fronter.

PsykiatriAvisen lever af din støtte, så hvis du synes journalistikken er vigtig, beder vi dig støtte arbejdet. Denne artikel er forbeholdt betalende abonnenter. Du kan læse mere om abonnement og donationer her:

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

Ph.d. og psykolog Agnes Ringer fra Roskilde Universitet, RUC, som blandt andet forsker i brugerinddragelse i psykiatrien, siger, at der intet belæg er for, at psykiske diagnoser er egentlige sygdomme på lige fod med fysiske. Depression, angst, skizofreni og manio- depressivitet er alle blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Diagnoserne siger intet om ætiologi. Agnes Ringer henviser til, at dette også fremgår af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

– Det står meget klart, at forfatterne mener, at det er problematisk at bruge begrebet sygdom om psykiske lidelser. Der er ikke tale om reelle sygdomme som vi kender dem fra somatikken, men snarere om kategorier, som en gruppe forskere og praktikere er blevet enige som en rimelig måde at klassificere en række symptomer på. Men det siger intet om, hvorfra disse symptomer kommer. Årsagen er ukendt, siger hun.

Kan man tale om en antipædiatri?

Men Agnes Ringer går videre end det. Hun taler også om, at den videnskab, som psykiatrien hviler på, er i krise. Agnes Ringer er via en række forskningsnetværk, der har fokus på human- og samfundsvidenskabelig forskning i psykiatri, dybt forankret i det teoretiske arbejde, men hun har også praktisk erfaring fra både socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, hvor hun har arbejdet siden 2010.

– Psykiatrien har altid mødt en vis modstand fra befolkningen, fra pårørende og fra patienter, sådan som vi også kender det fra antipsykiatribevægelsen. Samme modstand ser man ikke hos andre lægelige specialer. Som de to britiske psykiatere Patrick Bracken og Phil Thomas har pointeret, så er det svært at forestille sig, at der ville opstå en antipædiatri eller kritisk anæstesiologi. Det giver ikke mening.

– Psykiatrien har altid adskilt sig fra de andre lægelige specialer, fordi der ikke er konsensus om, hvordan psykiske lidelser skal forstås. I de sidste 10-15 år har der været meget fokus på dette i de videnskabelige tidsskrifter, og der er flere der taler om, at der er en legitimitetskrise, og at selve videnskaben er i krise. Det er måske også derfor, at reaktionerne bliver stærke, når der er kritik af psykiatrien. Det er fordi, der bliver stillet spørgsmål ved psykiatriens legitimitet.

– At flere forskere stiller spørgsmålstegn ved den grundlæggende forståelse, skal også ses i lyset af, at man nu meget længe har forsket intensivt i dette område, uden at man er blevet så meget klogere på, hvad psykisk lidelse er, fastslår Agnes Ringer.

Lidelse er et grundvilkår

Psykolog Peter Damgaard-Hansen har arbejdet som privatpraktiserende psykolog i 40 år herhjemme og i USA, og han er enig i, at der er brug for andre forståelsesrammer i psykiatrien. Depression eller andre psykiske diagnoser er i hans optik ikke egentlige sygdomme, men derimod eksistentielle problemer, som kræver både vores egen og vore medmenneskers engagement og stillingtagen.

– Lidelsen eller smerten er en grundvilkår ved det at være menneske. Hvis lidelsen bliver uudholdelig lukker vi af, og så bliver alt ligegyldigt og mørkt. Så kan vi føle os som levende døde.

– Depression er i virkeligheden et tab af vores evne til at rumme lidelsen. Men det at lukke af vil blot resultere i en skæbnesvanger fremmedgørelse overfor vores egen eksistens. Og på grundlag af en sådan fremmedgørelse kan man kun få det dårligere. Og så kan man lukke endnu mere af med depressionsmedicin, som fjerner individet endnu mere fra smerten og dermed fra sig selv. Så er fremmedgørelsen total, under den illusion, at man har løst problemet.

– Depression er ikke en sygdom. Men mange, herunder lægemiddelindustrien, har en interesse i at gøre den til en sygdom, for så kan man behandle med medicin.

– For det enkelte menneske kan det virke tillokkende at få en diagnose, for så har man en forklaring, og så kan man i princippet ikke gøre for det. Men faren ved at påtage sig en diagnose er netop, at man ikke får gjort noget ved det, der er problemet, siger Peter Damgaard-Hansen, der som vi skal se, også har et bud på, hvordan vi håndterer lidelse og depression.

 

Patienter bliver koloniseret

Depression er altså ifølge Peter Damgaard-Hansen en tilstand, hvor individet lukker af for sig selv og bliver fremmedgjort. Stort set samme observation har Agnes Ringer gjort, da hun i 2013 skrev ph.d. om sproget i psykiatrien. Her bemærkede hun, at de psykiatriske kategorier gjorde det svært for mange patienter at få øje på, hvem de selv er, altså en form for fremmedgørelse. Mange oplever, at det i begyndelsen kan være en lettelse at få en diagnose, men på sigt kan det betyde, at man bliver ved med at lede efter noget sygt hos sig selv. Denne fremmedgørelse kan blive værre, hvis patienterne oplever, at de ikke bliver forstået, mener Agnes Ringer.

– Hvis patienternes egne forståelser for deres lidelser afviger for meget fra det, som personalet mener, så kan de blive betragtet, som usamarbejdsvillige eller som om, de mangler sygdomsindsigt. Dette bygger på en ide om, at der kun er en rigtig måde at forstå sin lidelse eller sygdom på. Denne tilgang kan medføre, at mange patienter for at klare sig i det psykiatriske system nøje overvejer, hvordan de skal agere og tale til personalet. Mange patienter tager de psykiatriske forståelser til sig, og begynder at tale om lidelsen, som noget, der lever sit eget liv uafhængigt af dem selv, som en biologisk, psykologisk eller teknisk fejlmekanisme. Det kan vise sig i form af udsagn som;

det er på grund af min manglende mentalisering.

Eller;

det er  på grund af min diagnose.

– Normalt forstår vi ellers vores reaktioner ud fra de situationer, vi er i. Altså, jeg blev meget vred eller ked af det, fordi sådan og sådan …. men der er en tendens til, at når noget bliver defineret som psykiatrisk, så opfattes det nærmest som noget, der bor inde i personen uafhængigt af de sammenhænge, man er i, siger Agnes Ringer.

Selv om personalet måske ønsker at inddrage og lytte til patienterne, så bliver det vanskeliggjort af de gængse sygdomsbegreber i psykiatrien. Det kan virke paradoksalt fordi der er et nedskrevet ønske om, at inddrage patienterne noget mere.

– Selv om der er et ønske om at være åbne overfor patienternes fortællinger, er det et stort dilemma, for det er to vidt forskellige måder at forstå mennesket på, og begge dele kan ikke være til stede samtidig, fastslår Agnes Ringer.

Værst at være alene

Løsningen for psykiatrien og for mennesker med depression og andre psykiske lidelser er ifølge Agnes Ringer og Peter Damgaard- Hansen hverken dyr eller vanskelig. Tværtimod er den lige til for. Det, man ved hjælper, er relationer til andre mennesker.

– Det er grundlæggende for hele menneskelivet, at vi er afhængige af andre mennesker, og at det værste for os er at være alene og isolerede. Men i vores samfund er der mange mennesker, som er alene. Problemet er ikke smerten i sig selv, men oplevelsen af at være alene med den. Derfor kan depression også beskrives som en relationel lidelse. En oplevelse af, at der ikke er nogen, der forstår, hvordan man dybest set har det. Den lidende kan kun hjælpes, hvis der er en hjælper, der som udgangspunkt er villig til at favne lidelsen sammen med ham eller hende gennem dyb empati og gennem dyb erfaring med egen livssmerte. Det må være rygraden i enhver behandlingstilgang, siger Peter Damgaard-Hansen.

 

Videnskabeligt og forskningsmæssigt bør man være åben overfor flere forskellige tilgange til forståelsen af psykiske lidelser, mener Agnes Ringer. For at komme videre og udvikle psykiatrien vil det være gavnligt at videnskabsteori får lov at spille en større rolle, og at socialvidenskaberne kommer mere på banen, mener Agnes Ringer.

– Vi ved fra psykoterapien, at relationer betyder meget. Hvis en person føler sig jaget af dæmoner, kan man i stedet for at korrigere dette, gå med personen og forsøge at følge og finde mening i det, der i første omgang virker som meningsløst. Altså en måde, hvor man sammen undersøger noget uden at tage stilling til, om man tror på det eller ej, en såkaldt agnostisk tilgang, siger hun.

 

Agnes Ringer håber, at den etablerede psykiatri vil vise større åbenhed og give mere plads til forskellige måder at forstå psykiske lidelser på.

– Første skridt handler om, at man anerkender, at psykiatrien er omstridt, og at man i virkeligheden ved meget lidt om hvad psykiske lidelser kan være.

[/content_protector]