En psykiatrisk diagnose hænger ved resten af livet

18. januar 2019

For ni år siden blev Anahi Testa Pedersen diagnostiseret med skitzotypi. I dag har hun det godt, men hun kan ikke slippe af med sin diagnose. I stedet forsøger myndighederne at holde hende fast i diagnosen, skriver hun i dette debatindlæg.

 

Forleden var SF’s forslag om raskmelding af psykisk syge til førstebehandling i Folketinget. Men det blev mødt med modstand fra professor i psykiatri, Poul Videbech, som mener, at forslaget er naivt.

– Der er ikke noget, der hedder raskmelding. Det findes ikke. Man kan hverken blive raskmeldt for en psykisk eller legemlig sygdom. Hvis du tager kræftområdet, så er der jo ingen læge, der kan sige, at patienten er helt rask, sagde Poul Videbech til Ritzau.

Poul Videbech er tilsyneladende ikke bekendt med, at man kan erklæres kræft fri. Jeg kender en del, der har fået en psykiatrisk diagnose på et tidspunkt i deres liv, og som i dag er velfungerende og har et godt liv. Nogen af disse mennesker bliver grundet deres diagnose forhindret i eksempelvis at tage deres drømmeuddannelse.

For ni år siden blev jeg selv indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med en hård skilsmisse. Jeg var træt, udmattet, ked af det og forvirret. Meget normalt, når man er i krise. Jeg blev udskrevet med diagnosen skitzotypi, og da jeg satte spørgsmålstegn ved mærkaten, fik jeg beskeden: Her giver vi diagnoser.

Efter indlæggelsen fik jeg igen styr på mit liv, jeg fik talt om mine følelser med en terapeut, og kom ud af den medicinske behandling, som kun dopede mig og gjorde mig apatisk. Jeg begyndte at dyrke regelmæssig sport, hvilket gør, at jeg i dag og de sidste mange år har haft et godt og rigt liv, været en god mor, kæreste og ven.

Men i sommer, otte et halvt år efter mit forløb, modtog jeg en indkaldelse fra Region Hovedstaden. De ønskede at undersøge min datter. Psykiatriske diagnoser er i deres optik arvelige, og derfor er det ifølge dem sandsynligt, at psykisk syges børn også bliver syge.

Min datter er velfungerende, glad, frisk og har mange venner. Så jeg undrende mig. Men jeg blev også vred. Indkaldelsen kom uden, at der var blevet spurgt ind til mit forløb efter indlæggelsen, eller til min datters situation og velbefindende.

Inger Mortensen, som er tidligere psykiatrisk patient, fortalte i P4 midtvest den 8. januar om, hvor svært det er at møde omverdenen. I psykiatrien tales der meget om recovery, og Inger mener, at muligheden for at kunne erklære sig raskmeldt, vil fremme patientens recovery. Det vil give en anden selvfølelse og værdighed, at man også på papiret kan bevise, at man har klaret den, og at man bliver vurderet på lige fod med andre.

I min dokumentarfilm Diagnosing Psychiatry undersøgte jeg, om jeg kan få fjernet min diagnose. Jeg fandt ud af, at folk med psykiske diagnoser afholdes fra at tage bestemte uddannelser, at modtage visse pensioner, kan have svært ved at blive godkendt til adoption og at diagnoserne flittigt bliver misbrugt af forældre i statsforvaltningssager.

Da jeg havnede i psykiatrien, var jeg i en personlig krise. Men det er længe siden, og det har jeg lagt bag mig. Med indkaldelsen fra Region Hovedstaden bliver jeg pludselig igen sygeliggjort, og min datter skal også sygeliggøres. Det er tankevækkende, at man efter så mange år, kan blive holdt fast i en tilstand, som var forbigående, meget menneskelig og noget, man faktisk kan lære meget af.

Jeg kan ikke få fjernet min diagnose, selvom min læge siger, at jeg har det godt og i øvrigt, synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg i første om gang overhovedet fik diagnosen. Jeg er ikke blevet undersøgt igen, men har bare fået at vide, at: Det gør systemet ikke.

Systemet bør kunne afslutte sygdoms-forløb, så patienterne ikke efterlades med en livstidsdom, der hæmmer dem i at komme videre, specielt, når det efterhånden er et velkendt fænomen, at der foregår en overdiagnostisering.

Anahi Testa Pedersen er filminstruktør og foredragsholder.

 

 

15 Comments

  1. Det er meget trist – at en diagnose ikke kan ændres eller afsluttes. Alene på den baggrund kunne man jo overveje om diagnoser overhovedet er gavnligt for mennesker – og i sidste ende samfundet og sammenhængskraften. Diagnoser er jo oprindeligt for behandlerens skyld ikke nødvendigvis patienten.

    Når man er psykisk syg har man faktisk ikke brug for at blive sat i en bås – hvis man altså skal blive rask. Det er hele misæren at man ikke kan tænke at man er rask hvis man har en diagnose. Noget tyder på at systemet fastholder mennesker i social arv, eller samfundslag. Det er problematisk at man tænker at et menneske er statisk , når man ved at menneske hjernen er plastisk og at den faktisk bliver formet af det den udsættes for tidligt i barndommen. Det man har brug for som syg med stress eller depression er kontakt og den regulerede omsorg der skal til for den enkelte. Terapi eller samtale så den kognitive færdighed opøves langsomt. Kropsarbejde så hele mennesket kommer med om det er det ene eller andet man vælger afhænger af den enkelte.
    Diagnosen er jo et øjebliksbillede – hvad vil man med det 8 år efter i den her sag.

  2. Diagnosen er et øjebliksbillede, står der i sidste linje i artiklen.
    Det er tilmed psykiaterens øjebliksbillede – ikke nødvendigvis sandheden !

    Som det fremgår af Poul Videbæks udsagn, så skinner det tydeligt igennem, at det system som er bygget op i det danske sygehusvæsen er lægernes. Det er lægerne som har brug for den krykke, det at give en diagnose er. Og der er tilsyneladende også en del som kalder sig patienter, som godtager at bruge krykker.
    Men jeg, og har jeg erfaret, mange andre, har ikke brug for den slags krykke, som i virkeligheden INTET fortæller om den enkeltes situation.
    Jeg har selv oplevet i en lignende situation, som beskrevet i artiklen, at blive tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling for 17 år siden. Men jeg fik i det forløb, trukket mindst 4 forskellige “øjebliksbilleder” ned over hovedet. Mig fortæller det, at de havde svært ved at placere mig i en af de kasser de bærer rundt på inde i deres egne hoveder.
    Og på et tidspunkt var der da også en psykiatrisk overlæge, som spurgte mig om hvorfor jeg “endte” hos dem ( på deres afd.) igen og igen. Men på det tidspunkt havde jeg mistet enhver tillid til dem og deres arbejdsmetoder, som kun fremkaldte angst, smerte, sorg, magtesløshed og had, og mange mange fysiske livstruende symptomer.
    Men i dag hvor jeg har det hele mere på afstand, og tilmed arbejder på en bog om sundhedsbehandling, vil jeg gerne erkende, at det at han gav udtryk for sin egen usikkerhed og søgte SVAR fra mig, gav mig mere end adskillige måneders tvangsbehandling og tvangsmedicinering.
    Et af mine højeste ønsker for psykiatrien som helhed, er at ALLE ANSATTE og ALLE POLITIKERE og ALLE BORGERE, bruger mere energi på at hjælpes ad, og bliver bedre til at SAMTALE og RESPEKTERE, fremfor den bedrevidenhed som jeg oplevede at blive mødt med, og som jeg ikke kan bruge til noget.

    Vi skal have nogle flere samtaler om hvad sundhedsbehandling er. !

    Der er en gruppe mennesker i Danmark, som føler sig berettigede til at have afgørende indflydelse på hvordan samfundet indrettes, men de har ikke den fornødne indsigt på alle de områder, og skaber derfor lovgivning, som er mangelfuld og misbruges og misforstås.
    Jeg kan kun opfordre alle danske vælgere, om at være meget mere bevidste om hvem de giver deres stemme til.
    Hvis jeg giver en folketingskandidat mit tilsagn ( kryds) giver jeg vedkommende retten til at stemme lovgivning igennem, som jeg er lodret uenig i. Det er med-magt ! Vil jeg have med-magt ? Vil jeg og kan jeg tage medansvar for alle de uretfærdigheder – eller ligefrem skadesvoldende og livsfarlige handlinger som begåes f.eks i psykiatrisk regi ?

    Efter fire års mareridt, hvor jeg sammenlagt var tvangsindlagt i ca. 2 år, har jeg erkendt, at jeg havde et medansvar. Mit medansvar var at jeg ikke i tide, havde gjort min personlige indflydelse gældende, og undladt at stemme på politikere, som går ind for tvangsbehandling i psykiatrisk regi, og nu også i nogle tilfælde i somatisk regi.
    Men der var ikke en eneste politiker, som ikke gik ind for tvangsbehandling, så havde – og har jeg i dag, hvor jeg mener at det samme er tilfældet, nogen mulighed for at bruge min stemmeret til gavn for os alle – inclusive mig selv ?
    Jeg kan ikke sætte kryds ved en opstillet kandidat, velvidende at vedkommende med sin politik kan gøre danskerne ondt. Mine børn og børnebørn skal også kunne være her…… og de skal ALDRIG komme til at opleve hvad jeg blev udsat for. Så NEJ, så længe kandidaterne ikke udviser mere menneskelig indsigt, og prioriterer retten til selv at vælge behandlingsform, højere end at støtte psykiatriens magtmisbrug, så får de ikke mit tilsagn.
    Jeg har aldrig som mange andre ønsket mig magt.
    Jeg har erkendt at jeg ikke har svaret på alle samfundets og menneskers problemer, og har ingen respekt for de mennesker, som anser sig selv for bedre end alle andre, alt imens de tydeligt udviser manglende dømmekraft, medmenneskelighed og selvindsigt.
    Jeg bruger min stemme selv, i den udstrækning jeg har energien og behovet.

    De forsøgte at gøre mig til deres patient, men jeg holdt fast i at jeg ikke var patient.

    Hvad der står skrevet om mig i sundhedssystemets journal, som ironisk nok i mit tilfælde, kaldes “din journal”, siger intet om mig, men uendeligt meget mere om de sundhedsansatte, som flittigt noterede deres iagttagelser.
    Og jeg har da også forsøgt at få denne journal slettet, uden held. Mest fordi indholdet er totalt misvisende, og jeg udover at føle mig ekstra sårbar i tilfælde af at jeg må søge lægehjælp er bange for at blive fejlbedømt og sygeliggjort, så også mener, at den slags misvisende og fejlagtige, ensformige og løgnagtige oplysninger kan blive brugt i forskningsøjemed, og dermed skabe yderligere fejlslutninger fremover.

    Jeg synes simpelthen ikke at det er i orden, at nogle mennesker skal have den magt i samfundet eller over os som enkeltindivider. Og heller ikke at mine børn og fremtidige relationer skal sygeliggøres, som det fremgår i artiklen var en risiko for Anihas barn.

    Jeg er selv sundhedsuddannet, men kunne aldrig drømme om at behandle mine medborgere, som jeg og mange andre er blevet behandlet.
    Enhver sundhedsbehandling skal baseres på gensidig tillid, respekt og kærlighed.
    Kan eller vil læger og psykiatere m.fl. ikke det, skal de finde sig et andet arbejde.
    Og det gælder sådan set også for enhver som stiller op til folketinget.

  3. Psykiatriske diagnoser kan fjernes – det forudsætter “blot” at dine behandlere i psykiatrien vil fjerne dem. Jeg havde en borderline diagnose, en bipolar type 2 og periodiske depressioner og har nu kun min borderline diagnose som , i min optik, er helt korrekt

  4. Kasser er til morgenmad og opbevaring – ikke til mennesker!

    Selvfølgelig skal man kunne raskmeldes / renses fra en diagnose da det kan være voldsomt hæmmende – Det er da i øvrigt også en fallit erklæring at nægte helbredelse hvis man kigger på ny og relevant forskning som bestemt slår fast at mange diagnoser kan fjernes helt med den rette indsats.

    Skulle man fortsat være uenig, er der da kun en vej, på med arbejdshandskerne og frem med den store check så der kan laves endnu mere relevant forskning som kan påvise at det er muligt at blive rask og få det på skrift.
    En lille handling som gør en stor forskel!

  5. Jeg har fået fjernet min diagnose bipolar i Århus er man begyndt at fjerne diagnoser kender flere som har fået slettet deres diagnoser

  6. I en fortravlet dagligdag på psykiatriske afdelinger, hvor der et utroligt lidt tid til den enkelte patient og hvor der er et lovkrav om at der stilles en diagnose, når man er patient og hvor psykiatrien selv hævder at en diagnose blot er en hypotese, et behandlingsredskab i en dynamisk verden, så er det uhyggeligt at det er så svært, hvis ikke umuligt at slette en diagnose, selv hvis det kan påvises at den bygger på et fejlagtigt grundlag.

    Der er enighed mellem den psykolog jeg går ved og den psykiatriske overlæge på PSYK i Skejby om at jeg ikke opfylder kriterierne for den voldsomme diagnose jeg har fået og at den derfor bør fjernes eller ændres.

    Sidst jeg var til samtale med dem gik diskussionen mellem dem på, at overlægen var i tvivl om lovligheden i at slette en diagnose og der var også de kollegiale hensyn til nuværende og tidligere kollegaer. Det var i hvert tilfælde noget der skulle helt op til toppen på hospitalet og omkring juristerne.

    Som et kompromis med psykologen, som var helt stejl på at dagnosen altid havde været forkert og skulle fjernes, så foreslog overlægen at det blev noteret at jeg var fuldt remitteret og ikke havde frembudt symptomer i 10 år.
    Psykologen var totalt afvisende og ville have slettet diagnosen.

    Der står jeg så i et limbo mellem lovgivning, kollegiale hensyn og almindeiig etik og moral med en diagnose som der er enighed om ikke passer…….

  7. Jeg havner i en uheldig situation med Politiet. Min mor siger til dem, jeg er psykisk syg, hvilket ikke er korrekt. Jeg bliver sprøjtet med stesolid i detentionen og indlagt på rød tvang. Efter 15 min. får jeg diagnosen ‘paranoid skizofreni’. Efter 3 år flytter jeg til en anden region og kontakter psykiatrien med henblik på en ‘secondat opinion’. Efter et halvt års forløb, hvor alt er blevet grundigt gennemgået, lyder konklusion, at jeg ikke lider af paranoid skizofreni og aldrig har gjort det, samt at diagnosen ikke blev fortaget på et fagligt grundlag. Her 8 år efter diagnosen blev afkræftet er den stadigvæk ikke fjernet, og jeg kan ikke få hjælp til andre psykiske problemer, da man udelukkende tilbageviser til den tidligere diagnose, som forlængst er afkræftet. Så vågn dog for helvede op zombier!

  8. Men sådan er det! Det er godt for samfundet, at det lader til at ville hjælpe de svage, og det er godt for samfundet, at der er arbejdspladser! Men hvorom tingene ser ud på overfladen, så forholder det sig fuldstændigt anderledes i virkeligheden. I systemets varetægt er der ikke meget andet end tvang, vold og udnyttelse. Nogle gange bliver man simpelthen nødt til at brænde skoven af, så der kan gro noget nyt! Med andre ord, så er denne lortebutik nødt til at blive pakket ud af alt gavepapiret, så vi kan komme videre!

  9. Da jeg ingen kontakt har til min familie, og var arbejdsløs på et tidspunkt så endte jeg sikkert som en del mennesker gør, at blive ret trist. Da mennesker er sociale væsener og har brug for at være en del af et fællesskab for have livsglæde.

    Da jeg intet familiært fundament havde, og jeg intet fællesskab havde i en uddannelse eller et arbejde. Så påvirkede det min livsglæde ret negativt.

    Når man er arbejdsløs, så bliver man jo tilbudt alle mulige forskellige ting med formål om at man kan komme i uddannelse eller finde et job. Da jeg modtog kontanthjælp mente jeg jo at det var min pligt at gøre en indsats og vise velvilje for at komme videre og ikke ligge samfundet til last. Samt jeg personligt jo også bare gerne ville videre i livet.

    Det resulterede i at jeg tog imod et tilbud om psykolog-sessions og senere tog mod et tilbud hos Odense psykiatrisk team. Min attitude var at enten hjalp det, og hvis det ikke gjorde, jamen så havde jeg da i det mindste forsøgt.

    Det endte med at de fejldianosticerede mig med noget der hed skizoid personlighedsforstyrrelse, hvilket er tilsvarende at du er sådan en mega introvert person der foretrækker at være alene, og sidde ud på sådan en bænk ved Vesterhavet og være deprimeret.

    Jeg var godt nok lettere nedtrygt i den periode. Men jeg har altid været meget social, og foretrukket at være sammen med andre kontra at være alene. Jeg har desuden også et ret godt humør og er meget humoristisk hvis jeg selv skal sige det. Så da jeg fandt ud af at jeg havde den diagnose fik jeg et chok.

    Da jeg endeligt fandt ud af hvad jeg ville som var at komme i forsvaret, så blev jeg kasseret pga. den diagnose hvilket virkeligt irriterer mig. Jeg prøvede at spørge om jeg kunne få diagnosen fjernet da det var en fejldiagnose, men de mente selvfølgeligt at de var ufejlbarlige, så det kunne selvfølgeligt ikke laves om.

    Generelt var hele mit forløb derude ret amatøragtigt. Samtalerne blev aflyst hver anden gang og vi havde 1 samtale om måneden, og man endte nærmest helt med at glemme hvorfor man var der, samt adskillige medarbejdere snakkede gebrokkent dansk og virkede som om de bare fulgte nogle procedurer og et skema.

    En af de mest ærgerlige og negative oplevelser i mit liv. Det piner mig stadigt at jeg ikke kan komme ind til forsvaret og ende på en hylde jeg ville være glad for. I stedet skal jeg ud og finde noget andet der potentielt ville gøre mig mindre lykkelig, og passer mindre til mig og mine evner.

    Desuden vil jeg mene at jeg har ansvarsfølelse nok til ikke at tage i forsvaret og være til fare for andre mennesker pga. min psykiske tilstand. Jeg har en samvittighed, og jeg ville aldrig lade sådanne ting gå udover andre, hvis jeg mente det var et problem. Jeg har f.eks aldrig været voldelig, eller stofmisbruger på nogen måde. Jeg elsker holdsport og at sætte holdet over mig selv og kæmpe for ting større end mig selv. Og det ville jeg kunne have bidraget med derinde.

  10. Jeg gik til min nye læge efter en flytning, hvor jeg fortalte lægen at jeg er udsat for psykisk vold og økonomisk bedrageri af min eks kæreste, jeg fortalte lægen at jeg skulle fremligge min sag samme dag klokken 16, lægen ringer til politiet 15.45 og fortæller jeg lider af en enkelt systematisk paranoia, som betyder man har vrangsforestillinger om et tema, det tema mente lægen var min eks kæreste, politiet vælger sammen med lægen at tvangsindlægge mig uden at kigge på mine dokumenter som beviser mine påstande, jeg blev udskrevet 3 dage efter med at jeg ikke var psykotisk, men de mener stadig jeg har vrangsforestiller om min eks kæreste, JEG HAR IKKE VRANGSFORESTILLINGER, jeg var ikke syg, men jeg er ved og blive det, pludselig tror hele verden jeg har vrangsforestillinger om manden der mishandler mig og ingen vil lytte på mig, jeg har jo ingen sygedomsindsigt, jeg bliver mere og mere nedbrudt hver dag, jeg tror jeg dør af det her, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
    Hvorfor ringer lægen og siger det til politiet i stedet for at lade politiet undersøge min sag, så kan lægen bagefter afgøre om det er vrangsforestillinger, lægens gæt for man kan jo ikke teste patienter om det de siger er sandt eller en vrangsforestilling.
    Mit liv er ødelagt, kun fordi lægen gættede forkert, som var mit liv bare en skide gætteleg.

  11. Har i dag erfaret at hjerteafdelingen kan afvise at undersøge for hjertelidelse hvis man har en psykisk diagnose for angst . Symptomer som i første omgang gav mig angst. Dejligt atv ide

    • Det er du i din gode ret – men systemet vil se det som at du ikke ønsker hjælp til de udfordringer/problematikker der er vurderet. Jeg kan derfor være i tvivl om der så vil blive en skepsis fra læge/psykolog/kommune m.m. Hvis du rækker ud efter hjælp når de kan se at du “selv har sagt nej til den hjælp der blev tilbudt”. Men det skal jeg ikke kunne sige jeg håber det virkelig ikke men jeg mistænker at det kan være den eneste risiko man løber ved at takke nej til at opstarte et forløb hos en psykiater.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

PsykiatriAvisen har brug for din støtte

…så hvis du synes vores journalistik er vigtig, beder vi dig købe et abonnement

Læs mere >

Psykiatrien rummer større skandaler end den fra Randers

Seneste kommentarer

Foredrag

Vil du bestille et foredrag om psykiatri så læs mere

Forrige opslag

Patienter må selv kæmpe sig ud af medicinskader

Næste opslag

Norsk ombudsmand har afgjort, at tvangsmedicinering ikke kan begrundes

Seneste fra Blog

Gå tilToppen

Don't Miss