psykiatrisk diagnose

For ni år siden blev Anahi Testa Pedersen diagnostiseret med skitzotypi. I dag har hun det godt, men hun kan ikke slippe af med sin diagnose. I stedet forsøger myndighederne at holde hende fast i diagnosen, skriver hun i dette debatindlæg.

Forleden var SF’s forslag om raskmelding af psykisk syge til førstebehandling i Folketinget. Men det blev mødt med modstand fra professor i psykiatri, Poul Videbech, som mener, at forslaget er naivt.

– Der er ikke noget, der hedder raskmelding. Det findes ikke. Man kan hverken blive raskmeldt for en psykisk eller legemlig sygdom. Hvis du tager kræftområdet, så er der jo ingen læge, der kan sige, at patienten er helt rask, sagde Poul Videbech til Ritzau.

Poul Videbech er tilsyneladende ikke bekendt med, at man kan erklæres kræft fri. Jeg kender en del, der har fået en psykiatrisk diagnose på et tidspunkt i deres liv, og som i dag er velfungerende og har et godt liv. Nogen af disse mennesker bliver grundet deres diagnose forhindret i eksempelvis at tage deres drømmeuddannelse.

For ni år siden blev jeg selv indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med en hård skilsmisse. Jeg var træt, udmattet, ked af det og forvirret. Meget normalt, når man er i krise. Jeg blev udskrevet med diagnosen skitzotypi, og da jeg satte spørgsmålstegn ved mærkaten, fik jeg beskeden: Her giver vi diagnoser.

Efter indlæggelsen fik jeg igen styr på mit liv, jeg fik talt om mine følelser med en terapeut, og kom ud af den medicinske behandling, som kun dopede mig og gjorde mig apatisk. Jeg begyndte at dyrke regelmæssig sport, hvilket gør, at jeg i dag og de sidste mange år har haft et godt og rigt liv, været en god mor, kæreste og ven.

Men i sommer, otte et halvt år efter mit forløb, modtog jeg en indkaldelse fra Region Hovedstaden. De ønskede at undersøge min datter. Psykiatriske diagnoser er i deres optik arvelige, og derfor er det ifølge dem sandsynligt, at psykisk syges børn også bliver syge.

Min datter er velfungerende, glad, frisk og har mange venner. Så jeg undrende mig. Men jeg blev også vred. Indkaldelsen kom uden, at der var blevet spurgt ind til mit forløb efter indlæggelsen, eller til min datters situation og velbefindende.

Inger Mortensen, som er tidligere psykiatrisk patient, fortalte i P4 midtvest den 8. januar om, hvor svært det er at møde omverdenen. I psykiatrien tales der meget om recovery, og Inger mener, at muligheden for at kunne erklære sig raskmeldt, vil fremme patientens recovery. Det vil give en anden selvfølelse og værdighed, at man også på papiret kan bevise, at man har klaret den, og at man bliver vurderet på lige fod med andre.

I min dokumentarfilm Diagnosing Psychiatry undersøgte jeg, om jeg kan få fjernet min diagnose. Jeg fandt ud af, at folk med psykiske diagnoser afholdes fra at tage bestemte uddannelser, at modtage visse pensioner, kan have svært ved at blive godkendt til adoption og at diagnoserne flittigt bliver misbrugt af forældre i statsforvaltningssager.

Da jeg havnede i psykiatrien, var jeg i en personlig krise. Men det er længe siden, og det har jeg lagt bag mig. Med indkaldelsen fra Region Hovedstaden bliver jeg pludselig igen sygeliggjort, og min datter skal også sygeliggøres. Det er tankevækkende, at man efter så mange år, kan blive holdt fast i en tilstand, som var forbigående, meget menneskelig og noget, man faktisk kan lære meget af.

Jeg kan ikke få fjernet min diagnose, selvom min læge siger, at jeg har det godt og i øvrigt, synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg i første om gang overhovedet fik diagnosen. Jeg er ikke blevet undersøgt igen, men har bare fået at vide, at: Det gør systemet ikke.

Systemet bør kunne afslutte sygdoms-forløb, så patienterne ikke efterlades med en livstidsdom, der hæmmer dem i at komme videre, specielt, når det efterhånden er et velkendt fænomen, at der foregår en overdiagnostisering.

Anahi Testa Pedersen er filminstruktør og foredragsholder.