Psykiatrien sætter sig i sproget, som når man betegner sårede mennesker som sårbare, skriver Stefan Holm i dette debatindlæg.
Som autodidakt forfatter og amatørlingvist korser jeg mig (selvom jeg ikke er kristen!) over sproglige nyskabelser, der tilsigter inklusion og tolerance, men som i virkeligheden har den modsatte effekt.
Er folk med psykiatriske, til tider misvisende, diagnoser sårbare?
Hvis man ser på, hvad disse mennesker, i deres liv, har oplevet, så er mit rungende og klare svar; NEJ!
Langt størstedelen af psykiatriske patienter har været udsat for uhåndterbare oplevelser, og disse (potentielle) traumer får lov til at forøges med dehumaniserende oplevelser som ECT-behandling og tvangsmedicinering i den psykiatri, der skulle hjælpe dem.
Det er for at sige det meget pænt; ikke konstruktivt, det er tværtimod ekstremt destruktivt.
At kalde traumatiserede mennesker sårbare, indikerer, at der er noget galt med dem i forvejen.
Det er lige i psykiatriens ”ånd” at kategorisere mennesker på denne måde, og jeg vil sige som modsvar, i favør, til disse mennesker, der forsvarsløst, endnu en gang etiketteres med endnu et lidet flatterende, og i tilgift; ekstremt stigmatiserendeudtryk; sårbar, at de i stedet er sårede.
Så vil nogle måske mene, at det er en meningsløs, semantisk diskussion om betydninger, men nej, det er en meget meningsfuld diskussion om indstillingen til det lidende menneske.
Lidelse er ikke en sygdom, som skal behandles med medicin, som risikerer at skade mere end det gavner.
Den herskende indstilling, som er psykiatriens, farver udtrykket sårbar til at være ekskluderende og stigmatiserende udtryk.
Hvad med, en gang for alle, at tage tyren ved hornene og udradere misforståelser og fejltagelser, som er foranlediget af psykiatrien, så udtrykket sårbar ikke afspejler dem (de syge) og os (de raske), men i stedet anerkender lidelsen som et naturligt, menneskeligt vilkår, der kan ramme os alle?
Hvad med at nyskabe en inkluderende sprogbrug, der rummer forståelse fremfor fordømmelse?
De fleste patienter i psykiatrien er sårede, ikke sårbare, punktum!
Enig – dog opfatter jeg nogle meget magtliderlige og forfængelige
personager som værende ekstremt
sårbare –
Fortsæt ordkløveriet og skab bedre
stemning og trivsel – eksempelvis
ved at erstatte psykiatriske sengepladser
med døgnpladser, der kan omfatte
alverdens øvrige aktiviteter –
” Sårede”, ja det er end ikke stærkt nok et ord, som dækker de livslange traumer og handicap, som kan være en følge af overgreb og fejlbehandlinger i psykiatrien.
Generelt står psykiatrien, eller rettere sagt de ansatte der, for en metodisk og grænseoverskridende magtudøvelse, som tvinger deres definitioner af ” psykisk”, ” Sindssyg”, ” sygdom” o.s.v. ned over hovedet på enhver, som frivilligt eller ufrivilligt bliver trukket gennem hjerne vrider maskinen.. ( eller helvede, som jeg plejer at kalde det!).
Som sundhedsuddannet, med mange årig interesse for og arbejde med sundhed og sygdom, helingsprocesser, personlig udvikling m.v. , har jeg oplevet det, af psykiatere, at få mine grundlæggende livsværdier, min tilgang til mennesker og psykiske udfordringer, overhældt med en tyk klæbrig masse, bestående af autoritær definitionsret og sygeliggørelse, som ubeskriveligt destruktivt!
Jeg har oplevet det som hjernevask og indoktrinering, og jeg har brugt 23 år på at genskabe mine oprindelige værdier, mit menneskesyn og genindtage MIN PERSONLIGE RET TIL SELV AT DEFINERE BETYDNINGEN AF DE ORD JEG BRUGER.
Jeg vil ikke affinde mig med at få mennesker i dette samfund, med alle midler mener sig berettigede til at definere ords betydning, og slet ikke følgen af deres hændelser, det har kostet os som samfund dyrt. Men især menneskeligt, er den form for autoritetstro, som har spredt sig vidt og bredt i samfundet et enormt tilbageskridt for udvikling af fri menneskelig intelligens, forståelse og indsigt.