Antipsykotisk medicin – er det godt på længere sigt?

Med afsæt i to nyere undersøgelser kigger emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen på, om antipsykotisk medicin er godt eller skidt på kort og på lang sigt

Man bruger antipsykotisk medicin til mennesker, der kaldes psykotiske eller skizofrene,  fordi de er så sindsforvirrede, at psykiaterne mener, at de må have en hjernesygdom. Men trods enorme mængder af hjerneforskning er det aldrig lykkedes at påvise en afvigelse i hjernen, der kun findes hos skizofrene og ikke hos normale mennesker. Psykiaterne tror, at sygdommen skyldes en kemisk ubalance hos de skizofrene vedrørende et hjernestof, der hedder dopamin, men denne ubalance er aldrig påvist.

Troen stammer især fra den omstændighed, at man ved en tilfældighed har opdaget et kemisk stof, der virker neddæmpende og senere fundet ud af, at det pågældende stof blandt andet svækker dopamin-processerne i hjernen. Men stoffet påvirker også hjernen generelt på en måde, der virker neddæmpende på al psykisk aktivitet, og derfor blev stoffet meget populært på fortidens psykiatriske hospitaler, hvor der, inden disse piller blev opfundet, var megen skrigen og råben. (Hvilket med tanke på patienternes livsvilkår måske ikke var helt uforståeligt). Pillerne fik derfor et navn, der betyder ‘stærke neddæmpere’ (‘major tranquilizers’). Det var ærlig snak. Men den senere opdagelse af medicinens hæmmende indflydelse på (blandt andet) dopaminstoffet i hjernen fik derefter lægerne til at mene, at det var en overproduktion af dopamin, der medførte psykoser – og at medicinen derfor skulle kaldes ‘anti-psykotisk medicin’, som om den rettede på en hjernefejl, der gav psykose, hvilket der overhovedet ikke er noget videnskabeligt belæg for.

Denne hypotese om, at anti-psykotisk medicin retter op på en ‘fejl’ i hjernen, har for ganske nylig fået et skud for boven af et kinesisk forskerhold.

De kinesiske forskere målte med en hjernescanner en meget lang række egenskaber ved hjernerne hos en gruppe normale og en gruppe skizofrene før og efter de fik medicin. De fandt kun meget få og ubetydelige forskelle hos de ‘normale’ sammenlignet med skizofrene, der ikke havde fået medicin. De egenskaber, hvor der var lidt forskel på gennemsnittet i de to grupper kunne dog slet ikke bruges til at diagnosticere skizofreni, fordi mange af de skizofrene ikke havde dem, mens der var flere normale, der havde dem.  Mere overraskende var det dog nok, at disse små gennemsnitlige forskelle blev større efter, at de skizofrene havde fået medicin i nogen tid. Medicinen gjorde altså de skizofrenes hjerner mere afvigende, end de var, inden de fik medicin.

At antipsykotisk medicin kan gøre skizofrene biologisk afvigende er et dramatisk fund, fordi det meste biologiske forskning over skizofreni er foretaget på medicinerede patienter – og så kan man næppe vide, om de afvigelser, man har fundet, skyldes sygdommen eller den antipsykotiske medicin.

Det kan dog ikke undre, at psykiatere bliver ved med at give ‘anti-psykotisk’ medicin til mennesker, der i en periode er stærkt forpinte og forstyrrede af deres psykose, og som måske nok kunne trænge til et stof, der kan neddæmpe deres psykiske aktivitet – i en tid. Men de fleste psykoser ‘falder til ro’  af sig selv efter nogen tid. Senere kommer der dog ganske ofte tilbagefald, hvilket rejser det svære spørgsmål: Skal mennesker, der har været psykotiske én gang, blive ved med at tage den neddæmpende (og hjerneforandrende) medicin i årevis for at undgå nye tilbagefald? En række ældre undersøgelser tyder på ja, fordi en vedvarende medicinering tilsyneladende kan nedbringe risikoen for tilbagefald i 4-5 år.

Men selv om en vedvarende medicinering kan skåne nogle psykotiske personer for tilbagefald i nogle få år, er det et åbent spørgsmål, om det er godt på endnu længere sigt med denne hjerneforstyrrende medicin. Det har en ny finsk undersøgelse givet et opsigtvækkende svar på.

I den finske undersøgelse registrerede man, hvor meget antipsykotisk medicin en gruppe skizofrene havde fået i de første fem år efter deres diagnosticering. (Forbruget af antipsykotisk medicin blev målt ud fra, hvor meget medicin patienterne – der alle havde recepter på antipsykotisk medicin – havde hentet på apotekerne i de pågældende 5 år). Derefter kontaktede man dem 19 år senere og så på, hvordan det nu gik dem. Det viste sig, at de patienter som i den omtalte 5-års periode havde fået mest antipsykotisk medicin nu – 19 år senere – dobbelt så ofte havde begået selvmord og også oftere var døde af andre grunde, samt oftere på førtidspension og på fortsat medicinering –  sammenlignet med de patienter, der havde fået mindst medicin. Forskellen kan ifølge forskerne ikke forklares med, at de, der brugte mest medicin var ‘mest syge’, så det bare var derfor, det gik dem værre.

Selv om antipsykotisk medicin måske kan gøre lidt nytte ved i kortere tid at neddæmpe en psykotisk patient, ser det altså ud fra den finske undersøgelse ikke ud til at være en god ide at fortsætte medicineringen i længere tid. På den baggrund er det til gengæld opmuntrende, at en række nyere undersøgelser tyder på, at nye forskningsbaserede psykologiske metoder kan være til god hjælp – ikke blot for angste og deprimerede – men også for skizofrene/psykotiske patienter.