Browse Tag

Jimmi Nielsen

Psykiater får penge fra medicinalindustrien

/

Psykiater Jimmi Nielsen skal stå i spidsen for medicinfri forsøg i psykiatrien. Men psykiateren er samtidig på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og er betaget af lægemidlet clozapin.

 

Af Gitte Rebsdorf, gitte@psykiatriavisen.dk

Når det første medicinfrie forsøg herhjemme går i luften 1. januar 2018, så bliver det med en psykiater i spidsen, der har tætte forbindelser til medicinalindustrien.

Overlæge og psykiater Jimmi Nielsen fra Psykiatrisk Center Glostrup er på lønningslisten hos mindst tre medicinalvirksomheder, Lundbeck Pharma A/S, Servier Danmark A/S og Leo Pharma A/S.  Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens liste over læger og andet sundhedspersonales tilknytning til industrien.

Medicinalvirksomheden Lundbeck Pharma A/S fremstiller og sælger flere typer psykofarmaka.

10 millioner til medicinfri forsøg

Folketinget har via satspuljemidlerne bevilget 10,2 millioner kroner til forsøget med medicinfri behandling, men spørgsmålet er, om pengene er givet godt ud. Psykiatriordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt er ikke tilfreds med den måde, midlerne bliver anvendt. Hun mener, at der er tale om interessesammenblanding.

– Det er ikke i orden at være på lønningslisten hos medicinalvirksomheder, når man skal være leder af en medicinfri afdeling. Der er tale om interessesammenblanding, siger Liselott Blixt, (DF).

Psykiatriordfører for SF, Trine Torp, er enig i at en psykiater, der skal stå i spidsen for medicinfri behandling ikke samtidig kan være på lønningslisten hos medicinalindustrien.

– Det er en uheldig sammenblanding, og generelt må man sige, at der er alt for tætte forbindelser mellem industrien og psykiaterne. Det er ikke bare et problem i Danmark men i hele EU.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Jimmi Nielsen, hvis interesser han tjener; lægemiddelindustriens eller patienternes. Men trods flere henvendelser har det ikke været muligt at få et interview.

Burde ikke være lovligt

Overlæge og psykiater Jimmi Nielsen er langt fra den eneste psykiater, som har tætte forbindelser til industrien. Det har en lang række andre psykiatere også. Læs om CTU kritikere der får penge fra industrien.

Sundhedspsykolog og ph.d. Peter la Cour er mangeårig kritiker af medicinalindustriens indflydelse på behandlingen i psykiatrien, og han mener, at det er uacceptabelt, at psykiatere kan være på lønningslisten hos den industri, der lever af at sælge psykofarmaka.

– Jeg forstår ikke, at det er tilladt. Det har været et problem i mange år, men det fortsætter med omfattende lobbyvirksomhed på mange områder.

Noget kunne tyde på at lægemiddelindustrien har held med denne lobbyvirksomhed. For mange psykiatere udtaler sig positivt om de lægemidler, som industrien fremstiller. Det gælder også overlæge og psykiater Jimmi Nielsen.

Roser medicin

Han sagde for nylig i et interview med PsykiatriAvisen, at han er betaget af clozapin. Clozapin er et neuroleptika, som har været forbundet med dødsfald, og som har været forbudt i såvel USA som Danmark.

Jimmi Nielsen sagde til PsykiatriAvisen:

Vi har masser af undersøgelser, der viser, at folks forbrug af sundhedsydelser falder, når de kommer på clozapin. Så klarer folk sig bedre. Og der er nogen, der har en meget favorabel effekt.

Data viser, at i tilfælde hvor der ikke er effekt på andre lægemidler så er det op mod to tredjedele af patienterne der får effekt på clozapin. Effekten er helt enorm.

Clozapin har farlige skadevirkninger

Men et omfattende cochrane review viser, at disse udtalelser næppe kan holde til et faktatjek. Cochrane gennemgangen viser, at der intet belæg er for, at clozapin skulle være bedre end andre neuroleptika.

Et cochrane review er en systematisk oversigt over de forsøg, som undersøger en given behandling, og i dette tilfælde viser gennemgangen, at lægemidlet hverken i forhold til effekt eller bivirkninger er bedre end andre neurolpetika.

– Jeg har ikke set overbevisende evidens for, at clozapin er bedre end andre stoffer. Tværtimod ser det ud til at være dårligere. Der indgik 27 forsøg med i alt 3099 patienter i Cohrane-oversigten, og clozapin var ikke bedre end andre stoffer.Tværtimod havde det flere farlige skadevirkninger. Efter min opfattelse bør man slet ikke bruge dette stof, siger professor og direktør i det Nordiske Cochrane Institut, Peter Gøtzsche.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Jimmi Nielsen, hvad det er for undersøgelser, der viser, at nogen har en meget favorabel af lægemidlet clozapin, også kendt som Leponex. Men Jimmi Nielsen har oplyst, at han ikke har tid til et interview.

Professor emeritus, Heine Andersen fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet, der netop har udgivet bogen Forskningsfrihed, Ideal og Virkelighed, vil ikke udtale sig i den konkrete sag, men siger, at det generelt set ville være det ideelle, hvis ikke der var penge fra lægemiddelindustrien.

– Det er vigtigt, at der er en uafhængighed af dem, som har en interesse i at fremme et bestemt salg af lægemidler. Netop når det gælder lægemidler, har forbrugerne ikke selv mulighed for at kontrollere, at det, de får ordineret, nu også er i orden, sådan som man kan, når man for eksempel køber en cykel.

Syltet igen?

Ønsket om medicinfri behandling i psykiatrien går flere årtier tilbage, og stammer fra de mennesker, som er havnet i psykiatrien.  Et folketingsflertal havde tilbage i 2001 besluttet at indføre forsøg med medicinfri behandling. Men det blev efterfølgende aldrig gennemført på grund af modstand fra førende psykiatere.

Konsulent i brugerorganisationen LAP, Karl Bach Jensen, har været med helt fra begyndelsen, og han er ikke begejstret over forløbet.

– Det er et skridt i den rigtige retning, at man nu indfører forsøg med medicinfri behandling. Men medicinfri behandling bliver der ikke tale om. Vi havde gerne set, at medicinfri behandling var en ret og ikke et forsøg. De mennesker, der frivilligt vil tage disse lægemidler, bør naturligvis gøre det. Men at tvinge mennesker til at tage dem, kan vi kun tage afstand fra.

Fra politisk hold er man heller ikke tilfreds med forløbet om medicinfri behandling.

– Vi havde helst set, at man kunne etablere en afdeling helt uden medicin, men nu bliver det et forsøg, hvor man i stedet forsøger at trappe patienterne ud og give lidt medicin. Det har været op ad bakke med regionerne og psykiaterne, siger psykiatriordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt.

 

 

 

Hovedstaden får 10 mio. til forsøg med medicinfri behandling

/

Psykiatrisk Center Glostrup skal stå i spidsen for det første forsøg herhjemme med medicinfri behandling i psykiatrien. Lederen af projektet mener dog, at skizofrene har en sygdom i hjernen, som kræver medicin.

Af Gitte Rebsdorf, gitte@psykiatriavisen.dk

Region Hovedstaden kommer til at være først herhjemme med at etablere medicinfri behandling i psykiatrien.

To regioner, nemlig Region Syddanmark og Region Hovedstaden, har søgt om at komme i betragtning til de 10,2 millioner kroner, der er afsat til forsøget via de såkaldte satspuljemidler. Sundhedsstyrelsen har nu afgjort, at midlerne går til Psykiatrisk Center Glostrup, der vil fokusere på at trappe skizofrene patienter ud af psykofarmaka.

Psykofarmaka har en lang række alvorlige og livstruende bivirkninger, og det er på den baggrund, at den medicinfri behandling nu bliver en realitet. Det var brugerorganisationen, LAP, der allerede sidste i 1990erne bragte behovet på bane.

Medicin ikke for sjov

Her næsten 20 år senere skal Psykiatrisk Center Glostrup med overlæge og psykiater Jimmi Nielsen i spidsen forsøge at udvikle en behandling, der gør det muligt at trappe skizofrene patienter ud af den medicinske behandling.  Men det er en svær og kompliceret opgave, siger Jimmi Nielsen.

– Vi ved ikke så meget om udtrapning af psykofarmaka. Der er mange patienter, der bare stopper med medicinen og bliver dårlige. I dette forsøg foregår udtrapningen langsomt og under kontrol. Vi følger patienterne nøje for at se, hvem der tåler at blive trappet ud, og hvem der ikke gør. Nogen vil måske begynde at udvikle symptomer – det er risikoen – de har jo fået medicinen, fordi de har været syge. Der er ikke nogen, der har givet medicinen for sjov.

Hvordan hjælper medicinen?

– Medicinen dæmper deres symptomer. Ikke så de bliver raske, men så de får færre symptomer.

Hvor sidder sygdommen henne?

– Sygdommen sidder jo i hjernen. Det er en forstyrrelse i hjernen, som medicinen så dæmper, sådan at deres vrangforestillinger og hallucinationer aftager.

Vil halvere medicinforbrug

Psykiatrisk Center Glostrup var tilbage i 2012 centrum i en alvorlig sag om overmedicinering af patienter, så deres liv var i fare.

Nu cirka fem år senere har stedet ændret kurs. Psykiatrisk Center Glostrup skriver i sin ansøgning, at de har højt specialiserede kompetencer indenfor psykofarmakologi, og at de samtidig har indgået i det fælles nationale projekt, Sikker Psykiatri, hvor målet er at reducere uventede dødsfald og utilsigtede skader.

Målet for den medicinfrie behandling er imidlertid ikke at trappe patienterne helt ud af medicinen, men i stedet at reducere medicinforbruget. Det skal som minimum mindskes med 50 procent eller mere hos halvdelen af patienterne. Men hvorfor lige det mål?

– Vi har sat det mål, fordi det skal stå mål med, hvor meget interventionen koster. Det er et dyrt projekt, så det skal også kunne svare sig at gennemføre det, siger psykiater Jimmi Nielsen.

Recovery mentorer skal hjælpe på vej

I takt med at patienterne bliver trappet ud af medicinen, vil indsatsen for at hjælpe dem på anden vis blive intensiveret. De vil blandt andet modtage et uddannelsesforløb, som indeholder kostvejledning, fysisk træning og inddragelse af socialt netværk, oplyser Jimmi Nielsen.

– Vi har en bred tilgang til behandlingen, som vil blive individualiseret, og der vil være fokus på, at patienterne får ordentlig mad og motion. De vil også få hjælp til for eksempel at ordne kontanthjælp eller til deres familierelationer, hvis der er brug for det.

– Vi vil undersøge, om der er en sammenhæng mellem stress og psykotiske patienter, så hvis vi kan dæmpe deres stress, kan vi måske også dæmpe deres behov for medicin.

Hvordan vil personalesammensætningen være?

– Der er medarbejdere på tværs af flere faggrupper, og de vil, før projektet går i gang, gennemgå et uddannelsesforløb. Centeret har specialiserede kompetencer indenfor psykofarmakologi, som kan bidrage til dette. Der kommer til at indgå særlige recovery mentorer i projektet. Det er psykisk syge, som er kommet sig.

Altså folk som ikke længere får medicin?

– Det kan være mentorer, som ikke længere får medicin eller mentorer, som er kommet videre i deres liv, og har fået familie og job.

Hvor skal behandlingen foregå?

– Den skal foregå på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor der i forvejen er ekspertise i at behandle skizofrene. Det er her de mere komplicerede tilfælde, som er svære at behandle, er samlet. Psykiatrien samler også sin ekspertise på samme vis som når bestemte typer af operationer bliver samlet på et bestemt sygehus.

Hvilke og hvor mange patienter kan få behandlingen?

– Der kan indgå 150 patienter i forsøget, og de skal naturligvis være motiverede for at kunne deltage. Vi foretager altid en visitering, og der kan være patienter, vi ikke tør trappe ud. Men ellers er det først til mølle princippet.

Psykiatrisk Center Glostrup forventer, at projektet vil bidrage til, at der på sigt kan udarbejdes vejledning om, hvordan medicinudtrapning bedst kan foregå. Du kan læse projektbeskrivelsen her.

 

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via MobilePay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.