industri

En førende farmakolog mener, at psykofarmaka hjælper mange patienter utrolig godt. Samtidig siger han, at der er en stor gruppe, som overhovedet ikke har nogen effekt.  Hvis du er forvirret, er du ikke alene, for de to udsagn ophæver hinanden, og er nonsens, vurderer en kommunikationsekspert.

Af Gitte Rebsdorf

Da Danmarks Radio sidste år sendte tre dokumentarer om psykiatri, så man i den første udsendelse, hvordan en patient i psykiatrien døde efter at have fået mange forskellige typer psykofarmaka.

Herefter udtalte en af Danmarks førende farmakologer, professor Kim Brøsen, fra  Syddansk Universitet, SDU, sig om psykofarmaka, som er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.

– Jeg er stor tilhænger af brug af psykofarmaka, som jeg mener i mange tilfælde hjælper patienterne utrolig godt, og er det bedste, man kan gøre for dem.

Men det er klart, man skal ikke bare strø om sig med det som bolsjer. Der er bivirkninger. Mange psykofarmaka har en uheldig indvirkning på hjertet, som gør, at man kan dø af stofferne, hvis man tager en overdosis, og nogen gange dø, hvis man tager en almindelig dosis, og er særligt uheldigt. Det kræver, at man bruger dem med stor ydmyghed.

Der er en mindre gruppe, der har fantastisk effekt af dem.

Så er der en anden gruppe, der har nogenlunde effekt

Og så er der stor gruppe, som overhovedet ikke har nogen effekt. Men der følger altid bivirkninger med

Men det, forskeren siger i dette klip, giver ikke mening, vurderer selvstændig kommunikationsekspert Hanne Feldthus.

– Udtalelserne modsiger sig selv, og er selvophævende, siger hun, og henviser til, at forskeren på den ene side siger, at psykofarmaka i mange tilfælde hjælper pateinterne utrolig godt, og på den anden side siger han, at der er en stor gruppe, som overhovedet ikke har nogen effekt.

– Det er to udsagn, som peger i hver sin retning, og i en kommunikationsfaglig kontekst, kan det ikke hænge sammen. Det er nonsens, fastslår hun.

Budskab om at psykofarmaka er godt

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så viser en aktindsigt, at det institut, hvor Kim Brøsen er forskningsleder, henter en stor del af sin finansiering fra medicinalvirksomheder og fonde.

Det er en del af en generel udvikling, hvor universiteter og forskningsinstitutter i stigende grad bliver finansieret af erhvervsliv og fonde. Indenfor sundhedsvidenskaberne kan helt op til 70 procent komme fra fonde eller industri.

I en femårig periode fra 2013-2017 har Klinisk Farmakologi på SDU således fået bevillinger fra forskellige myndigheder, medicinalvirksomheder og fonde som Amgros I/S, Leo Pharma A/S og Astellas Pharma B.V.

Spørgsmålet er, om det kan have indflydelse på den måde, Kim Brøsen har udtalt sig. Det er svært at bevise, mener kommunikationsekspert, Hanne Feldthus.

– Men der er ingen tvivl om, at han efterlader et generelt positivt indtryk af medicinen, når han siger, at han er en stor tilhænger af brug af psykofarmaka, og at det er det bedste man kan gøre. Så framer han sig selv som en forsker, der mener, at psykofarmaka er en god ting. Det er det budskab han efterlader, siger hun.

Interessekonflikter

Professor emeritus Heine Andersen fra sociologi på Københavns Universitet beskæftiger sig med forskningsfrihed og videnskabsetik, og han mener, at universiteternes og forskningsinstitutternes økonomiske relationer til private fonde og erhvervsliv er et problem.

– Man ved fra undersøgelser, at økonomiske relationer smitter af på ens vurderinger, og at der dermed er en interessekonflikt. Det er der intet overraskende i, man vil altid have en interesse i at holde sig på god fod med dem, der betaler, siger han.

En Cochrane oversigt over 75 studier med mere end 6000 kliniske forsøg viser, at forsøg, der er finansieret af industrien oftere finder positiv effekt af lægemidler end forsøg, der er finansieret af offentlige midler. Mens kun halvdelen af de kliniske forsøg betalt af det offentlige finder positive effekter af lægemidler, så finder de industrifinansierede forsøg positive effekter i helt op til to tredjedele af forsøgene.

Læs mere her.

Problemet bliver bekræftet i en anden undersøgelse fra december 2018 fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Her fremgår det, at hver syvende forsker oplever, at deres forskningsfrihed er under pres, når de skal offentliggøre resultaterne af deres forskning.

Problemet viser sig også på SDU, hvor Klinisk Farmakologi har indgået en ulovlig kontrakt, som indebærer, at forskerne har fået mundkurv på.

Det rejser alt sammen spørgsmålet, om man kan stole på eksperter, som skal tjene to herrer.

Dødsfald fortsætter

I psykiatrien har det været kendt i flere årtier, at den medicin, der bliver anvendt til behandling af sindslidende er forbundet med dødsfald. Da den 32-årige Luise Hjerming Christensen døde i 2005, efter at have fået mange forskellige typer såkaldt antipsykotisk medicin, var sagen meget omtalt i pressen, og dengang udtalte Kim Brøsen således til Nyhedsavisen:

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun fik de kramper, som hun døde af, fordi hun fik flere forskellige slags medicin mod sin sindssygdom

Men siden er brugen af medicin i psykiatrien fortsat. Det er dødsfaldene også. Som beskrevet i PsykiatriAvisen dør der hvert år mellem 100-160 mennesker i forbindelse med, at de får psykofarmaka. Omkring 600.000 danskere bliver årligt behandlet med disse lægemidler, heraf får cirka 125.000 danskere såkaldt antipsykotisk medicin, også kendt som neuroleptika.

Professor emeritus Heine Andersen er fuld af undren over, at disse piller stadig bliver brugt, og over at en af Danmarks førende farmakologer kan udtale sig, som han gjorde i DRs udsendelse sidste år.

– Hvordan kan en læge bruge glosen ”uheldigt” i sådan et tilfælde, hvor en patient kan dø efter at have taget en almindelig dosis. Der er altså ikke tale om et uheld, en fejldosering, men en almindelig dosis. Man skulle tro, at det satte alarmen i gang for at få stoppet brugen af disse piller. Hvis ikke der er sket en fejl, og der alligevel kan ske dødsfald er det helt uansvarligt. Hvis man læge-etisk accepterer dette, står det værre til, end jeg havde forestillet mig, siger han.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt professor Kim Brøsen, hvorfor han ikke arbejder for at få stoppet denne livsfarlige medicinering. Men det har ikke været muligt med et interview.

Ifølge oplysningerne i dokumentaren Psykiatriens dilemma er professor Kim Brøsen en af de eksperter, som rådgiver sundhedsmyndighederne om brugen af psykofarmaka, og han har dermed indflydelse på brugen af lægemidlerne.

Men det er ikke usædvanligt, at de eksperter, der rådgiver sundhedsmyndighederne samtidig har tætte kontakter til medicinalindustrien.

Det er ikke altid helt gennemsigtigt.

Som det fremgår af PsykiatriAvisens aktindsigt så henter Klinisk Farmakologi på SDU, hvor Kim Brøsen er forskningsleder, en stor del af sin finansiering fra industrien. I 2014 fik instituttet således 65,6 millioner kroner fra Dundee University, som der står i aktindsigten.

Men pengene stammer i virkeligheden fra  medicinalvirksomheden Menarini, som er sponsor for både SDU og Dundee University, der arbejder sammen om et forsøg.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Kim Brøsen, om hans modsatrettede udtalelser, og hans udtalelse om at han er en stor tilhænger af psykofarmaka hænger sammen med, at hans institut henter så mange millioner kroner fra industrien. Men det har ikke været muligt at få et svar.

Ifølge Heine Andersen er der tale om et lægetisk skred, når en læge er varm fortaler for medicin, han ved, at patienterne kan dø af.

– Det er svært at bevise, om dette etiske skred skyldes økonomisk pres fra lægemiddelindustrien. Men presset er en realitet, og man kan have en stærk formodning om, at det er sådan, at det forholder sig. Også når det gælder spørgsmålet om, hvordan en læge med viden om, at nogen kan risikere at dø af en almindelig dosis, samtidig kan være stærkt tilhænger af psykofarmaka, siger han.

Læs også blogindlægget: Det fik du ikke at vide i DRs dokumentar om psykiatri