Browse Tag

hjerne

Nyt lys på sindslidelser

PsykiatriAvisen bringer her det første af i alt to afsnit af cand. psych. og forfatter Erik Platz, som for nylig har udgivet bogen, opbrud i psykiatrien. Her præsenterer Erik Platz sit syn på mennesket som en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed.

Alt for længe har der været en for ensidig forståelse af sindslidelser som overvejende en hjernemæssig eller biokemisk lidelse.

Mennesket er en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed, og hele denne helhed må i spil, hvis vi skal nærme os en bedre og mere korrekt forståelse af sindslidelser.

Især påkalder bevidstheden sig opmærksomhed som det sted, hvor vi mærker sindslidelsen. Det er så at sige findestedet, og som en ansvarlig kriminalbetjent må vi undersøge findestedet grundigt, vel vidende at findestedet ikke nødvendigvis er gerningsstedet, om end det ofte er tilfældet.

Vi forstår ikke bevidstheden, selvom det er i bevidstheden, vi forstår, at vi ikke forstår bevidstheden.

Bevidstheden er menneskets fornemmeste kendetegn.

Skriver vi bevidstheden ud af mennesket – og hvordan skulle vi gøre det uden en bevidsthed? – står vi med et bevidstløst menneske. Skriver vi bevidstheden ud af psykiatrien, står vi med en bevidstløs psykiatri.

Et orienteringskort

Her skal fremdrages tre vigtige faktorer i forståelsen af mennesket og menneskets sindslidelser.

Hjernen/kroppen har stor betydning for vores humør og evne til at klare dagens udfordringer. En række sindslidelser har deres udspring i hjernen: demens, altzheimer, hjerneskader, tumorer i hjernen, forgiftningstilstande, hormonelle forstyrrelser etc. Står vi med sådanne somatiske hjernelidelser, skal de naturligvis behandles som somatiske hjernelidelser.

Ved de mere klassiske sindslidelser: depression, mani, skizofreni, personlighedsforstyrrelser (bredt forstået), kan vi ikke måle en entydig fysisk/somatisk årsag. Men vi kan ret tydeligt aflæse sindslidelserne i den enkeltes bevidsthed. Det er faktisk i bevidstheden, at vi finder sindslidelserne – det er ikke i hjernen.

Vi kan formode, at hjernen påvirkes af de her bevidsthedstilstande. Men det betyder ikke, at hjernen skal ses som igangsættende årsag til de klassiske sindslidelser.

Vi må skelne mellem de sindssygdomme, hvor hjernen er en primær eller igangsættende faktor, og de sindslidelser hvor hjernen præges og påvirkes af psyke og bevidsthed, men hvor hjernen ikke er igangsættende årsag.

Psyke/personlighed.

Fra fødslen er vi udstyret med en række egenskaber, som spiller sammen med vores omgivelser og sætter sig i en række psykiske evner, som tilsammen danner en personlighed. En personlighed som kan forstås som det sæt af tankemønstre eller problemløsningsstrategier, som det enkelte menneske efterhånden danner og forstår sine omgivelser ud fra.

Til de dominerende tankemønstre og problemløsningsstrategier, vi udvikler i vores psyke, knytter sig følelser. Følelser som giver os en stærk og overbevisende oplevelse af, at det, vi oplever, er identisk med virkeligheden, at det simpelthen er virkeligheden. Men egentlig er det jo vores tanker om virkeligheden, vi oplever.

Vi står nu med to faktorer i forståelsen af os selv og af sindslidelser:

En somatisk del (hjerne/krop) og en psykisk del (psyke/personlighed), som vekselvirker med hinanden.

Begge faktorer forklarer noget ved vores sindslidelser. Forenklet set har de ledt frem til to ”skoler” m.h.t. behandling af sindslidelser.

En skole, som siger, at sindslidelse overvejende skyldes en fejl i hjernen. Relevant behandling anses her for at være af medicinsk eller somatisk art.

Erik Platz

En anden skole siger, at sindslidelse hovedsagelig skal forstås ud fra problemer i den psyke, som er blevet dannet i løbet af opvæksten. Relevant behandling anses her for at være psykoterapi af en eller anden art.Eller der sker en kombination af de to skoler.

Bevidstheden/selvet 

Der mangler noget!

Det der mangler eller overses eller glemmes er, at vi kan forholde os til os selv i vores bevidsthed, i vores selv. Det er med bevidstheden lidt som med vores øje: vi kigger ud på verden og oplever alt det, vi ser, men vi tænker ikke på øjet. Øjet ”glemmes”, men er afgørende for, hvad vi ser. Bevidstheden ”glemmes” også, men den er afgørende for, hvordan vi forholder os til os selv og dermed til vores omverden.

Forholdet mellem krop/hjerne og psyke/personlighed forholder sig til sig selv i vores bevidsthed – i vores selv.

I muligheden for at forholde os til os selv ligger der en frihed. I vores krop/hjerne og i vores psyke/personlighed ligger vores bundethed. Vi er på en gang både bundne og frie.

Hvad vil det sige, at vi har et forhold til os selv:

En sulten hund (og hvornår er en hund ikke sulten) vil med fornøjelse æde en pølse, som serveres for den. Den vil uden nærmere forholden sig til sig selv agere umiddelbart ud fra sit behov og sin lyst (sin bundethed). Et menneske vil i en lignende situation også forholde sig til sig selv. Er det f.eks. en vegetar, vil det afstå fra pølsen. Er det midt i en slankekur, vil det overveje at takke nej. Er det omgivet af andre mennesker, vil det overveje, om det ikke er klogere eller bedre at holde sig lidt tilbage, hvis nu andre er mere sultne osv. Det er i sådan nogle overvejelser – i forholdet til os selv, at vi ”bor”. Forholdet til os selv giver os en mulighed for at handle anderledes, end vores kropslige og psykiske behov tilskynder os til. Det er her, vi danner vores vilje. En vilje som ganske vist ofte ligger under for kroppens og psykens behov og tanker, men dog en vilje med mulighed for at forsøge at handle og tænke anderledes.

En meget stor del af vores tid lever vi i psyken. Vores etablerede tankemønstre og måder at tilgå problemer på kører til stadighed rundt her. Har opvæksten været rimelig harmonisk klarer vi fint hovedparten af de situationer, vi lander i. Vi er så at sige opslugt af verden og lever derud ad ud fra vores behov, ønsker, hensyntagender, forståelser, følelser mm.

Men i psyken kører der også mindre hensigtsmæssige tankemønstre rundt – for nogens vedkommende meget uhensigtsmæssige og smertefulde tankemønstre -, og der gemmer sig også en tvivl om indhold eller mening med livet, om end det ofte overhøres.

Der kan ligge meget lykke i et ”almindeligt” liv, men også en fortvivlelse, som bliver åbenbar, når ulykken rammer. Ulykken kan have en ydre årsag i form af tab af nærtstående, job, helbred o.l. Men ulykken kan også komme snigende i form af nedtrykthed, følelse af tomhed, angst eller skyld.

Stemninger som ikke er umiddelbart forståelige. Stemninger som dukker op i bevidstheden – selvet. Den bevidsthed som gør det muligt for os at forholde os til os selv.

Hvor krop/hjerne og psyke er dannet i overensstemmelse med naturlovene og psykologiens love – de er bundne – så indeholder vores selv, eller vores bevidsthed, en mulighed for at forholde sig til bundetheden til krop og psyke.

Vi er både bundet af vores forudsætninger kropsligt og psykisk og samtidig frie til at forholde os til disse forudsætninger. Men meget af vores forholden os til os selv – vores paradoksale frihed – kommer let til at foregå i en form, der er domineret af psykens udviklede tankemønstre. Enten ved at de kværnende tanker i psyken fylder ”det hele”, eller ved at denne forholden os til os selv helt domineres af de almindelige socialt vedtagne normer for, hvad der er god stil og succes her i livet.

Det bliver ikke en ”autentisk” udgave af os selv, som kommer i spil.

Men hvad er den ”autentiske” udgav af en selv? Det er på sin vis ingen ting (i to ord). Det er alene vores mulighed for at forholde os til os selv. En uhåndgribelig ”egenskab” som vi ikke kan måle eller forklare, da vi sidder lige midt i den. (Det er lidt som vores øje, der heller ikke kan se sig selv.). Samtidig er det paradoksalt nok herfra, at der kan ske en sund udvikling i vores selv.

Men muligheden for at træde ind i et autentisk forhold til os selv vanskeliggøres af larmen fra psykens kværnende tanker og tankemønstre: al vores opsamlede psykiske ”gods”. Den larm må dæmpes, hvis vores autentiske forhold til os selv skal kunne komme til. Det gøres ikke ved at nægte tankerne eller kroppens signaler adgang til bevidstheden. Det vil blot gøre dem mere påtrængende og overdøvende. Øvelsen er nærmere så vidt muligt at lade dem være: acceptere og notere dem, men så i øvrigt ikke tilføre dem yderligere energi ved enten at kaste sig ind i dem nok engang eller ved at bygge mure rundt om området.

Kan der ad den vej skabes en art stilhed i bevidstheden, så vil der opstå mulighed for, at nye og mere frugtbare tanker kan vinde indpas. Det er ikke en proces, vi kan tage bevidst styring af, men det er en proces, som vi kan forsøge at optimere betingelserne for. Ganske mange kan have gavn af gåture og motion, hvor kroppen arbejder og trættes, og hvor den overbelastede tankekværn i psyken måske kan få lidt hvile. Kreative aktiviteter, håndarbejde, hugge brænde, binde blomsterbuketter, fordybelse i interesseområder etc. Samtaler med ligestillede med vægt på at forstå hinanden. Beskæftigelse med drømme osv. Igennem tiderne har mennesket også tyet til meditative praksisser og bøn som en hjælp til at dæmpe tankekværnen.

Vi har i første afsnit søgt i bevidstheden efter menneskets ”kerne” og finder i en vis forstand ingen ting ud over muligheden for at forholde os til os selv. Den frihed, som ligger i denne mulighed, står overfor vores bundethed af vores faktisk udviklede krop/hjerne og psyke. Hvordan den konflikt kan danne baggrund for en bevidsthedsmæssig forståelse af (nogle) sindslidelser, vil blive taget op i næste afsnit.

PsykiatriAvisen bringer andet afsnit søndag den 17. marts

Erik Platz er forfatter til bøgerne:

”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (2021)

”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (2024)