Browse Tag

bevidsthed

Som en orm på en krog

PsykiatriAvisen bringer her andet afsnit af cand. psych. og forfatter Erik Platz, som for nylig har udgivet bogen, opbrud i psykiatrien. I dette afsnit beskriver Erik Platz sindslidelser med udgangspunkt i bevidstheden, og om at sidde fastspændt med en krog igennem sig og samtidig have vilje til at udleve sin frihed. 

I første afsnit blev menneskets bevidsthed introduceret som central i en helhedsforståelse af mennesket og dermed også som central i forståelsen af sindslidelser.

I første afsnit blev menneskets bevidsthed introduceret som central i en helhedsforståelse af mennesket og dermed også som central i forståelsen af sindslidelser. Som en opsummering kan mennesket betragtes i billedet af et hus:

Krop/hjerne er husets fundament, og bærende vægge.

Psyke/personlighed er husets indretning med farver på væggene, billeder, møbler, tæpper mm.

Bevidstheden/selvet er husets beboer.

Når vi vurderer et hus kan vi være tilbøjelige til at fokusere på dets bygningsmæssige stand og på dets indretning. Men kommer vi på besøg, mærker vi hurtigt, at husets atmosfære eller ”ånd” i høj grad afhænger af beboerens gøren og laden.

Den mest smagfuldt indrettede bolig kan vi forlade i trist tilstand, hvis beboeren har været trist og grå. Omvendt kan vi forlade et skur i opløftet tilstand, hvis beboeren har udstrålet nærvær og integritet.

Mennesket er ikke bare en ting blandt andre ting. Mennesket er først og fremmest eksisterende med en bevidsthed om, at det er til, og at det skal dø en dag. Selve det at være til – at være – danner grundlag for en stadig undren i menneskets bevidsthed.

Denne undren er en del af det forhold til os selv, som er kernen i vores bevidsthed, og som i sig rummer en (relativ) frihed. En frihed som bl.a. viser sig i vores bevidsthed som angst for en ukendt og usikker/”fri” fremtid, og som skyld for handlinger eller ikke-handlinger, vi påtager os ansvar for. Men også som en glæde over bare at være til.

I modsætningen mellem vores bundethed af konkret udviklet krop/hjerne og psyke på den ene side og friheden i vores bevidstheds mulighed for at forholde sig til sig selv på den anden side, finder vi en fortvivlelse, som vi nu skal se nærmere på.

Umiddelbart vil de fleste af os mærke fortvivlelsen ved tab af nærtstående, tab af helbred, tab af arbejde osv. Her forstår vi fortvivlelsen som et resultat af tabet, og vi afventer, at fortvivlelsen lidt efter lidt skal fortage sig, så vi atter kan ”blive os selv”.

En lidt dybere måde at mærke fortvivlelse på opstår, når vi begynder at fornemme, at vi selv spiller en rolle i vores fortvivlelse. Det kan f.eks. ske ved, at vi bebrejder os selv, at vi bliver så påvirket af et tab: ”Det er egentlig for dårligt, at jeg lader mig påvirke så meget af den fyring.” Eller: ”Jeg ville selv skilsmissen, så hvorfor går jeg nu rundt og fortvivler over den?”. Her kigger man mere indad.

Til daglig vil de fleste af os ikke opleve os som fortvivlede. Men dybere nede lurer fortvivlelsen på os som en anet følelse af tomhed eller fremmedgørelse. Især en mandag morgen i november, men også på andre mere sære tidspunkter kan fortvivlelsen stikke sit ansigt frem., f.eks. midt i en larmende fest. Som oftest kan vi ryste på hovedet og gøre os fri, men fortvivlelsen kan også trænge sig på og tvinge os ud i projekter af enhver art for at overdøve tomheden, eller fortvivlelsen kan sende os ind i indelukketheden, hvor ingen må se os.

Den grundliggende og egentlige årsag til vores fortvivlelse og dens mange fremtrædelsesformer ligger i vores paradoksale livsvilkår: at vi er sammensat af to uforenelige størrelser: bundethed og frihed. Vi er så at sige født til at blive fortvivlede.

Vi er som den frihedselskende fugl i buret: det er vigtigt at få lov at flyve ud, men også vigtigt at holde sig til for at få mad og tryghed.

Eller som Lennart Cohen synger: ”Like a worm on a hook, I have tried in my own way to be free”: ”Som en orm på krogen har jeg prøvet på min egen måde at være fri”. At sidde fastspændt med en krog igennem sig og samtidig have vilje til at udleve sin frihed. Det er i sin rene form uudholdeligt. En uudholdelighed vi er nødt til at forsvare os imod eller ”komme om ved”.

Grundliggende og skematisk set har vi to måder at forholde os til den uudholdelige konflikt mellem bundetheden (faktisk krop/hjerne og psyke) og friheden: Vi kan opbygge forsvar, eller vi kan søge glæden.

De forskellige forsvarsformer fylder mest og har stor betydning for graden og arten af sindslidelser. I praksis blander det enkelte menneske de forskellige forsvarsformer og deres indhold på sin helt egen private måde. Overordnet og skematisk set finder vi fire former for forsvar. Forsvarsformerne har det til fælles, at de alle forsøger at komme den uudholdelige konflikt mellem vores to ”poler” til livs ved at reducere eller tilintetgøre den ene pol og forstørre eller overvurdere den anden pol. Herved tilstræbes et liv som ”en-polet”, hvorved konflikten mellem de to poler reduceres eller forsvinder.

De fire forsvarsformer i relation til de fire ”klassiske sindslidelser”:

Mani

Vi kan overvurdere eller stirre os blinde på vores frihed: Alle de muligheder, vi blot kan kaste os ud i, når vi undervurderer eller overser kroppens og psykens begrænsninger. Vi taler her i første omgang om den klassiske mani, som vi kan se beskrevet i psykiatribøger fra 1950´erne og 60´erne.

Der forsøges kun at leve ud fra den ene pol for derved at usynliggøre konflikten mellem de to poler: friheden og bundetheden.

Depression

Ved depression, opprioriteres eller overvurderes i vores oplevelse alt det, der styrer og tvinger os, og friheden – vores træden frem i eksistens – underprioriteres eller ignoreres. Eller det opleves af personen som om vedkommendes træden frem i eksistens bliver gjort for dårligt. Det er – eller det kan være – det, der sker i depression.

Vi finder mange depressioner, hvor vi – set udefra – ser en person, som er både kreativ og selvstændigt tænkende. Men hvis personen indefra – i sit forhold til sig selv – oplever ikke at gøre det godt nok, så kan vedkommende føle angst og skyld, og så kan skyldfølelsen komme til at dominere og blive motor i depression.

Nogle former for stress kan minde herom: personen føler sig forpligtet til at engagere sig i flere og flere arbejdsopgaver, men bliver ikke helt tilfreds med deres udførelse og med sig selv. ”Pligten”/bundetheden og oplevelsen af ikke at gøre det godt nok trykker selvet og friheden ned. Altså, sagt kort:

Ved depression oplever den enkelte angst og skyld, som følge af at selvet ikke oplever i tilstrækkelig grad at træde frem og blive synlig i et fællesskab på den måde, det ønsker. Vores forhold til os selv spiller her ikke sammen med vores bundethed på en konstruktiv måde, hvor selvet er sin bundethed bekendt.

Forsvarsformerne ved mani og depression forskubber balancen mellem frihed og bundethed. I de følgende to forsvarsformer, sker der en mere aggressiv og ”fundamentalistisk” bekæmpelse af den ene ”pol”.

Skizofreni (indelukkethed)

Aggressiv bekæmpelse af bevidstheden/selvet (friheden) gennem indelukkethed er, hvad der har dannet grundlag for diagnosen skizofreni.

Du kan helt fornægte dig selv. Helt opgive at træde frem og vise dig selv og i stedet tilstræbe udad til kun at være viljeløs krop og psyke. Indadtil trækker du dig selv ind i indelukketheden. Du er blandt mennesker, men viser ikke dig selv. Tilbagetrækningen til indelukketheden ført ud i sin yderste konsekvens isolerer dig selv inde i selvet, og derved kommer din vilje (”dig selv”) ikke frem til overfladen. Selvet mister dermed den energi og udviklingsmulighed, som samværet med andre giver, og der opleves tomhed, uvirkelighed, angst og skyld. Nået hertil ønsker selvet nu så at sige at tilintetgøre sig selv, og smerten bliver da, at selvet ikke kan tilintetgøre sig selv.

Ved at bortskaffe eller skjule selvet mistes den bevidste vilje, som jo dannes i selvet, og personen kommer til at drive rundt i tankemønstre, som ikke er gode til at styre. Og når selvets forhold til sig selv på grund af indelukketheden afskæres fra kontakt til omverdenen, så vil verden efterhånden opleves yderligere fjern og farlig, og så intensiveres både angsten og skylden og følelsen af tomhed i bevidstheden. Forsøg på igennem indelukkethed at tilintetgøre eller skjule selvet, er det, vi kan se i skizofrenien.

Aggression mod krop og psyke

(”personlighedsforstyrrelse”)

Aggressiv bekæmpelse af krop og psyke (bundetheden) er, hvad der har dannet grundlag for sådanne diagnoser som anorexi eller spisevægring, selvskade, misbrug, træningsafhængighed, borderline m.fl. Her meget bredt kaldet aggressivitet overfor egen krop og psyke.

Forsvarsmåden overfor fortvivlelsens to poler er her, ligesom ved skizofreni, kendetegnet ved et aggressivt angreb på den ene pol, men her er det bundetheden i form af vores konkrete krop og psyke, der angribes.

Vi finder, som nævnt, aggression overfor kroppen i sådan nogle diagnoser som spisevægring og selvskade og i forskellige former for misbrug og drikken sig i hegnet, som kan ses som både aggression overfor krop og hjerne og som forsøg på at slippe af med de dominerende tankemønstre, som kværner løs i vores psyke.

Nogle af de mere afvigende tankemønstre, som vi ser i det, vi tidligere kaldte ”borderline”, kan på en måde ses som aggression overfor de tankemønstre, som i dagligdagen tjener til vores almindelige begåen os blandt andre mennesker.

Angst

Angst indgår i alle sindslidelser og i vores allesammens livsvilkår. Angsten er forbundet med vores frihed. Den kan dukke op med en pludselighed og styrke, så den truer vores mentale sundhed, og kalder da på behandling, selvom den i princippet mere er et livsvilkår end en sindslidelse. I praksis kan det være svært at adskille frygten for noget konkret og angstens ”intet”. 

Om diagnoser 

Den skematiske opdeling i fire hovedgrupper af sindslidelser ud fra en bevidsthedsmæssig analyse skal naturligvis nuanceres ud fra en opmærksomhed på, at det enkelte menneske i større eller mindre udstrækning kan ty til flere fremgangsmåder i forskellige perioder. Det betyder, at hvert enkelt menneske ideelt set kalder på sin helt egen individuelle ”diagnose”. En diagnose som varierer over tid. Det taler for afgørende at begrænse og ændre forståelse af de indtil nu herskende diagnoser ved sindslidelser.

Der er som oftest ikke tale om en somatisk eller biokemisk ”sygdoms-ting”, som indefra bestemmer adfærd og tanker i overensstemmelse med en bestemt diagnose.

Der er tale om, at hvert enkelt menneske i sin bevidsthed opbygger sin helt egen måde at forholde sig til sig selv på – forstået som sit helt eget sæt af tanker, det tror på. 

De fire ”hovedformer” for forsvar kan på hver deres måde være mere eller mindre fremherskende. Når eller hvis en hovedform bliver dominerende kan det føre til nogle af de karakteristika, som er blevet forbundet med særlige diagnoser indenfor psykiatrien.

Forsvarsformerne er også synlige i ”normaliteten” i sådanne sindstilstande som kunstig opstemthed, nedtrykthed, indelukkethed, selvrådighed mm.

Glæde

”Hvad er glæde eller det at være glad?” spørger Søren Kierkegaard og svarer: ”Det er i sandhed at være sig selv nærværende.”

Men nærværet modarbejdes af splittelsen mellem vores to tilsyneladende uforenelige poler: friheden (vores forhold til os selv), og bundetheden (den bagage vi bærer med os igennem vores udviklede krop/hjerne og psyke).

Det bundne er styret af lovmæssigheder og kan ikke ændre sig for at komme vores frihed i møde. Men vores frihed – vores forhold til os selv – har i sig en bevægelighed – en frihed – som kan komme bundetheden i møde og omslutte og acceptere den, vi nu engang er blevet til i krop og psyke.

I den forening ligger muligheden for at mærke en dyb glæde ved simpelthen at være til: følelsen af at være god nok, selvom det kan se nok så sølle ud. En glæde, vi langt fra altid er i kontakt med, men den findes. Om ikke andet vil de fleste af os opleve den, den dag vi får at vide, at vi kun har kort tid tilbage at leve i.

Lykke er en mere overfladisk ”følelse” end glæde. Lykken er forbundet med at lykkes: at vinde i livets lotteri. Ulykke det modsatte.

I den forstand kan vi opleve glæde – forstået som nærvær til os selv – i både lykken og ulykken. Ulykkelig er den døende, men ikke nødvendigvis uden glæde.

Cand. psych. Erik Platz er forfatter til bøgerne:

”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (2021)

”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (2024)

Nyt lys på sindslidelser

PsykiatriAvisen bringer her det første af i alt to afsnit af cand. psych. og forfatter Erik Platz, som for nylig har udgivet bogen, opbrud i psykiatrien. Her præsenterer Erik Platz sit syn på mennesket som en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed.

Alt for længe har der været en for ensidig forståelse af sindslidelser som overvejende en hjernemæssig eller biokemisk lidelse.

Mennesket er en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed, og hele denne helhed må i spil, hvis vi skal nærme os en bedre og mere korrekt forståelse af sindslidelser.

Især påkalder bevidstheden sig opmærksomhed som det sted, hvor vi mærker sindslidelsen. Det er så at sige findestedet, og som en ansvarlig kriminalbetjent må vi undersøge findestedet grundigt, vel vidende at findestedet ikke nødvendigvis er gerningsstedet, om end det ofte er tilfældet.

Vi forstår ikke bevidstheden, selvom det er i bevidstheden, vi forstår, at vi ikke forstår bevidstheden.

Bevidstheden er menneskets fornemmeste kendetegn.

Skriver vi bevidstheden ud af mennesket – og hvordan skulle vi gøre det uden en bevidsthed? – står vi med et bevidstløst menneske. Skriver vi bevidstheden ud af psykiatrien, står vi med en bevidstløs psykiatri.

Et orienteringskort

Her skal fremdrages tre vigtige faktorer i forståelsen af mennesket og menneskets sindslidelser.

Hjernen/kroppen har stor betydning for vores humør og evne til at klare dagens udfordringer. En række sindslidelser har deres udspring i hjernen: demens, altzheimer, hjerneskader, tumorer i hjernen, forgiftningstilstande, hormonelle forstyrrelser etc. Står vi med sådanne somatiske hjernelidelser, skal de naturligvis behandles som somatiske hjernelidelser.

Ved de mere klassiske sindslidelser: depression, mani, skizofreni, personlighedsforstyrrelser (bredt forstået), kan vi ikke måle en entydig fysisk/somatisk årsag. Men vi kan ret tydeligt aflæse sindslidelserne i den enkeltes bevidsthed. Det er faktisk i bevidstheden, at vi finder sindslidelserne – det er ikke i hjernen.

Vi kan formode, at hjernen påvirkes af de her bevidsthedstilstande. Men det betyder ikke, at hjernen skal ses som igangsættende årsag til de klassiske sindslidelser.

Vi må skelne mellem de sindssygdomme, hvor hjernen er en primær eller igangsættende faktor, og de sindslidelser hvor hjernen præges og påvirkes af psyke og bevidsthed, men hvor hjernen ikke er igangsættende årsag.

Psyke/personlighed.

Fra fødslen er vi udstyret med en række egenskaber, som spiller sammen med vores omgivelser og sætter sig i en række psykiske evner, som tilsammen danner en personlighed. En personlighed som kan forstås som det sæt af tankemønstre eller problemløsningsstrategier, som det enkelte menneske efterhånden danner og forstår sine omgivelser ud fra.

Til de dominerende tankemønstre og problemløsningsstrategier, vi udvikler i vores psyke, knytter sig følelser. Følelser som giver os en stærk og overbevisende oplevelse af, at det, vi oplever, er identisk med virkeligheden, at det simpelthen er virkeligheden. Men egentlig er det jo vores tanker om virkeligheden, vi oplever.

Vi står nu med to faktorer i forståelsen af os selv og af sindslidelser:

En somatisk del (hjerne/krop) og en psykisk del (psyke/personlighed), som vekselvirker med hinanden.

Begge faktorer forklarer noget ved vores sindslidelser. Forenklet set har de ledt frem til to ”skoler” m.h.t. behandling af sindslidelser.

En skole, som siger, at sindslidelse overvejende skyldes en fejl i hjernen. Relevant behandling anses her for at være af medicinsk eller somatisk art.

Erik Platz

En anden skole siger, at sindslidelse hovedsagelig skal forstås ud fra problemer i den psyke, som er blevet dannet i løbet af opvæksten. Relevant behandling anses her for at være psykoterapi af en eller anden art.Eller der sker en kombination af de to skoler.

Bevidstheden/selvet 

Der mangler noget!

Det der mangler eller overses eller glemmes er, at vi kan forholde os til os selv i vores bevidsthed, i vores selv. Det er med bevidstheden lidt som med vores øje: vi kigger ud på verden og oplever alt det, vi ser, men vi tænker ikke på øjet. Øjet ”glemmes”, men er afgørende for, hvad vi ser. Bevidstheden ”glemmes” også, men den er afgørende for, hvordan vi forholder os til os selv og dermed til vores omverden.

Forholdet mellem krop/hjerne og psyke/personlighed forholder sig til sig selv i vores bevidsthed – i vores selv.

I muligheden for at forholde os til os selv ligger der en frihed. I vores krop/hjerne og i vores psyke/personlighed ligger vores bundethed. Vi er på en gang både bundne og frie.

Hvad vil det sige, at vi har et forhold til os selv:

En sulten hund (og hvornår er en hund ikke sulten) vil med fornøjelse æde en pølse, som serveres for den. Den vil uden nærmere forholden sig til sig selv agere umiddelbart ud fra sit behov og sin lyst (sin bundethed). Et menneske vil i en lignende situation også forholde sig til sig selv. Er det f.eks. en vegetar, vil det afstå fra pølsen. Er det midt i en slankekur, vil det overveje at takke nej. Er det omgivet af andre mennesker, vil det overveje, om det ikke er klogere eller bedre at holde sig lidt tilbage, hvis nu andre er mere sultne osv. Det er i sådan nogle overvejelser – i forholdet til os selv, at vi ”bor”. Forholdet til os selv giver os en mulighed for at handle anderledes, end vores kropslige og psykiske behov tilskynder os til. Det er her, vi danner vores vilje. En vilje som ganske vist ofte ligger under for kroppens og psykens behov og tanker, men dog en vilje med mulighed for at forsøge at handle og tænke anderledes.

En meget stor del af vores tid lever vi i psyken. Vores etablerede tankemønstre og måder at tilgå problemer på kører til stadighed rundt her. Har opvæksten været rimelig harmonisk klarer vi fint hovedparten af de situationer, vi lander i. Vi er så at sige opslugt af verden og lever derud ad ud fra vores behov, ønsker, hensyntagender, forståelser, følelser mm.

Men i psyken kører der også mindre hensigtsmæssige tankemønstre rundt – for nogens vedkommende meget uhensigtsmæssige og smertefulde tankemønstre -, og der gemmer sig også en tvivl om indhold eller mening med livet, om end det ofte overhøres.

Der kan ligge meget lykke i et ”almindeligt” liv, men også en fortvivlelse, som bliver åbenbar, når ulykken rammer. Ulykken kan have en ydre årsag i form af tab af nærtstående, job, helbred o.l. Men ulykken kan også komme snigende i form af nedtrykthed, følelse af tomhed, angst eller skyld.

Stemninger som ikke er umiddelbart forståelige. Stemninger som dukker op i bevidstheden – selvet. Den bevidsthed som gør det muligt for os at forholde os til os selv.

Hvor krop/hjerne og psyke er dannet i overensstemmelse med naturlovene og psykologiens love – de er bundne – så indeholder vores selv, eller vores bevidsthed, en mulighed for at forholde sig til bundetheden til krop og psyke.

Vi er både bundet af vores forudsætninger kropsligt og psykisk og samtidig frie til at forholde os til disse forudsætninger. Men meget af vores forholden os til os selv – vores paradoksale frihed – kommer let til at foregå i en form, der er domineret af psykens udviklede tankemønstre. Enten ved at de kværnende tanker i psyken fylder ”det hele”, eller ved at denne forholden os til os selv helt domineres af de almindelige socialt vedtagne normer for, hvad der er god stil og succes her i livet.

Det bliver ikke en ”autentisk” udgave af os selv, som kommer i spil.

Men hvad er den ”autentiske” udgav af en selv? Det er på sin vis ingen ting (i to ord). Det er alene vores mulighed for at forholde os til os selv. En uhåndgribelig ”egenskab” som vi ikke kan måle eller forklare, da vi sidder lige midt i den. (Det er lidt som vores øje, der heller ikke kan se sig selv.). Samtidig er det paradoksalt nok herfra, at der kan ske en sund udvikling i vores selv.

Men muligheden for at træde ind i et autentisk forhold til os selv vanskeliggøres af larmen fra psykens kværnende tanker og tankemønstre: al vores opsamlede psykiske ”gods”. Den larm må dæmpes, hvis vores autentiske forhold til os selv skal kunne komme til. Det gøres ikke ved at nægte tankerne eller kroppens signaler adgang til bevidstheden. Det vil blot gøre dem mere påtrængende og overdøvende. Øvelsen er nærmere så vidt muligt at lade dem være: acceptere og notere dem, men så i øvrigt ikke tilføre dem yderligere energi ved enten at kaste sig ind i dem nok engang eller ved at bygge mure rundt om området.

Kan der ad den vej skabes en art stilhed i bevidstheden, så vil der opstå mulighed for, at nye og mere frugtbare tanker kan vinde indpas. Det er ikke en proces, vi kan tage bevidst styring af, men det er en proces, som vi kan forsøge at optimere betingelserne for. Ganske mange kan have gavn af gåture og motion, hvor kroppen arbejder og trættes, og hvor den overbelastede tankekværn i psyken måske kan få lidt hvile. Kreative aktiviteter, håndarbejde, hugge brænde, binde blomsterbuketter, fordybelse i interesseområder etc. Samtaler med ligestillede med vægt på at forstå hinanden. Beskæftigelse med drømme osv. Igennem tiderne har mennesket også tyet til meditative praksisser og bøn som en hjælp til at dæmpe tankekværnen.

Vi har i første afsnit søgt i bevidstheden efter menneskets ”kerne” og finder i en vis forstand ingen ting ud over muligheden for at forholde os til os selv. Den frihed, som ligger i denne mulighed, står overfor vores bundethed af vores faktisk udviklede krop/hjerne og psyke. Hvordan den konflikt kan danne baggrund for en bevidsthedsmæssig forståelse af (nogle) sindslidelser, vil blive taget op i næste afsnit.

PsykiatriAvisen bringer andet afsnit søndag den 17. marts

Erik Platz er forfatter til bøgerne:

”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (2021)

”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (2024)