PsykiatriAvisen
Foto: P.J.L Laurens – license CC BY-SA 3.0 (photo edited)
PsykiatriAvisen
Foto: P.J.L Laurens – CC BY-SA 3.0 (image edited)
Af Gitte Rebsdorf
Omkring en halv million danskere bliver årligt behandlet med lægeordineret psykofarmaka. Men sandheden om disse lægemidler bliver fortiet eller tilbageholdt.
Hidtil mørklagte tal viser, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse dør i forbindelse med, at de får psykofarmaka.
PsykiatriAvisen kan dokumentere:
• Antallet at psykiatriske dødsfald er mørklagte, og kommer kun frem efter mange spørgsmål til sundhedsministeren.
• Toneangivende psykiatere og en farmakolog misinformerer om psykofarmaka
• Psykiatrisk forskning er mangelfuld og påvirket af medicinalindustrien
• En førende farmakolog, der hidtil har udtalt sig kritisk om psykofarmaka, er blevet tavs og vil ikke længere udtale sig om disse lægemidler
• Det viser sig, at den afdeling på SDU, hvor han arbejder, har indgået en kontrakt med en ulovlig tavshedsklausul.
• Tavshedsklausulen betyder at forskere har fået mundkurv på.
• En psykiater, som har udtalt sig kritisk om psykofarmaka og forskningen i denne, ønsker at trække sit interview tilbage.
Tallene er kun kommet frem, fordi SFs psykiatriordfører, Trine Torp igen og igen har stillet spørgsmål til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om, hvor mange patienter i Danmark, der er døde uden kendt årsag, efter at være blevet medicineret med psykofarmaka. Det gjorde hun første gang i maj 2018. Men svaret dukkede først op et halvt efter den 26. november 2018. Og efter at Trine Torp havde stillet spørgsmål til ministeren mange gange.
– Det er utroligt, at det er så svært at få et svar, og at forholdene omkring disse dødsfald er så uigennemsigtige. Man dør ikke af skizofreni eller affektiv lidelse. Så hvad er de så døde af? Det mangler vi at få svar på, siger Trine Torp.
Tallene, som er hentet fra Dødsårsagsregistret viser, at der i 2016 var omkring 100 personer, der døde som følge af skizofreni eller affektiv lidelse. I 2015 var der omkring 140 døde. I 2011 var der knap 120 døde. Mens tallet i 2006 var helt oppe på omkring 160 dødsfald. Se tabel.
Tal, som PsykiatriAvisen har hentet fra Dødsårsagsregistret viser, at der i 2017 var 111 personer med skizofreni og effektiv lidelse, som døde uden kendt årsag. Altså en stigning i forhold til året før i 2016.
Dødsfaldene skal ses i lyset af, at cirka 115. 000 danskere årligt bliver medicineret med antipsykotisk medicin.
Men det er uacceptabelt, at mellem 100 og 160 af disse mennesker hvert år dør, mener Dorrit Cato Christensen, der har stiftet foreningen Død i Psykiatrien, DiP.
– Jeg kender ikke andre områder i sundhedsvæsenet, hvor man ville acceptere, at folk dør i forbindelse med den medicin, de får. Den lidelse, som medicinen skal kurere er jo ikke dødelig, siger hun.
Farlige lægemidler
Antipsykotisk medicin er farlig, fastslår den britiske psykiater Joanna Moncrieff fra University College London. Hun er kritisk overfor sit fag, og har været med til at grundlægge Critical Psychiatry Network. Hun bekræfter, at patienter kan dø som følge af medicinering med psykofarmaka. Stofferne kan give hjerterytmeforstyrrelser, som kan føre til hjertestop.
– Vi ved, at medicinen øger risikoen for pludselig død. Det er tale om meget potente og farlige lægemidler, siger hun.
Psykofarmaka er en samlet betegnelse for medicin, der bruges mod psykiske lidelser.
Neuroleptika, der ofte bliver kaldt antipsykotisk medicin, bliver typisk anvendt mod psykoser, og påvirker overførslen af signalstoffer i hjernen. Medicinen påvirker typisk dopamin og i nogle tilfælde også sertonin.
SSRI produkterne mod depression og angst påvirker typisk serotonin.
Det er aldrig bevist, at sindslidende har en ubalance i serotonin eller dopamin.
Der er altså ikke nogen årsagssammenhæng mellem den medicin, der bliver givet, og den lidelse man vil behandle.
Medicinen er helt fra begyndelsen givet på grund af den effekt, den har. Patienterne bliver apatiske, deres bevægelser langsomme, og de kommer i en slags dvaletilstand.
Lige siden neuroleptika blev taget i brug i 1950erne, har medicinen været forbundet med dødsfald.
Speciallæge Mats Lindberg fra netværket, Læger uden Sponsor, peger videre på, at psykofarmaka ud over hjerterytmeforstyrrelser har andre alvorlige bivirkninger.
– Det er velkendt, at der er en overdødelighed hos psykiatriske patienter. Nogle antipsykotiske lægemidler, som for eksempel clozapin påvirker i sjældne tilfælde knoglemarven så patientens hvide blodlegemer falder til næsten nul, og immunforsvaret svækkes alvorligt. En anden meget hyppig bivirkning, som nok bidrager til overdødeligheden, er vægtøgning og i forlængelse af den type 2-diabetes.
Psykolog og hjerneforsker, Martin Bergen, er enig i at lægemidlerne er skadelige:
– Antipsykotiske lægemidler virker ens på alle uanset om man har en psykisk lidelse eller ej. Antipsykotisk medicin blokerer signalstoffet dopamin. Blokeringen medfører, at aktiviteten sænkes mange steder i hjernen, siger han.
Alligevel er der sket en stigning i brugen af antipsykotisk medicin. I 2006 fik 105.000 personer antipsykotisk medicin. I 2017 fik 20.000 flere medicinen så antallet af personer var oppe på 125.000 personer, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Mange psykiatere hævder, at det er nødvendigt at bruge lægemidlerne, fordi patienterne er psykotiske og forpinte. Og at psykosen er værre end de bivirkninger, der er ved medicinen. Men Joanna Moncrieff er ikke enig.
– I nogle tilfælde er det nødvendigt at bruge antipsykotisk medicin. Men det er min opfattelse, at disse stoffer bliver anvendt i alt for høje doser, og i alt for lang tid. I mange tilfælde ville det være bedre for mennesker ikke at tage dem, siger Joanna Moncrieff til PsykiatriAvisen.
To virkeligheder
Psykiske lidelser kan i modsætning til fysiske sygdomme ikke måles, og det kan virkningen af medicinen heller ikke. Derfor er der en latent risiko for fejldiagnosticering og fejlmedicinering i psykiatrien, påpeger Dorrit Cato Christensen fra DiP.
– Når psykiatere siger, at medicinen er nødvendig, er det baseret på vurderinger frem for på fakta. Det samme gør sig gældende med psykiatriske diagnoser. De er heller ikke mulige at måle. Jeg kender til tilfælde, hvor en diagnose er blevet stillet på mindre en fem minutter uden nærmere undersøgelse, siger hun.
Da Dorrit Cato Christensen datter døde i sommeren 2005, havde både mor og datter forsøgt, at få en voldsom medicinering stoppet. De frygtede den ville blive fatal. Men til trods for klager og mange henvendelser fastholdt psykiatrien, at medicineringen skulle fortsætte.
– Min datter fik fem forskellige slags psykofarmaka. Og efter at hun havde fået et nyt middel, Risperdal, blev det værre. Min datter skulle besvime, og lå til sidst i sengen, selv om klokken var to om eftermiddagen. Jeg kunne se, at der var noget alvorligt galt og tilkaldte personalet. Men de reagerede ikke, og kiggede blot på mig som om, jeg var et håbløst tilfælde. Min datter døde kort tid efter.
Mange andre er i samme situation. Som formand for DiP får Dorrit Cato Christensen henvendelser fra bekymrede patienter og pårørende.
– Men de kan ofte intet stille op. De tør ikke klage eller vise deres utilfredshed. De frygter, at de vil blive straffet, og at den psykiatriske behandling vil blive endnu værre. Det kan virke som om, at det psykiatriske personale ønsker at nedtone eller ignorere de alvorlige bivirkninger, der er ved psykofarmaka, siger hun.
Død af medicincocktail
Dorrit Cato Christensen datter døde den 15. juli 2005, 32 år gammel, efter, at hun havde fået en cocktail af flere forskellige typer psykofarmaka. Efterfølgende var der flere eksperter, der udtalte, at den unge kvinde døde af medicineringen:
– Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun fik de kramper, som hun døde af, fordi hun fik flere forskellige slags medicin mod sin sindssygdom, sagde Kim Brøsen, professor og overlæge i klinisk farmakologi ved Syddansk Universitet til Nyhedsavisen.
Siden er brugen af antipsykotiske lægemidler fortsat. Det er dødsfaldene også.
“Man behøver som borger og patient ikke være nervøs for, at for eksempel Lægemiddelstyrelsen og andre myndigheder forsøger at lægge et røgslør ud eller dække over sundhedsprofessionelle, der ikke lever op til deres professionelle ansvar.”
Professor og forskningsleder på institut for Klinisk Farmakologi og Farmaci, SDU, Kim Brøsen,
Videbech og de sjældne dødsfald
Dødsfaldene i psykiatrien sker samtidig med, at toneangivende psykiatere og andre eksperter beskriver medicinen som nødvendig og god.
Et af de seneste eksempler på dødsfald i psykiatrien indtræffer sidste år i maj, hvor 26-årige Sofie Aabling fra Silkeborg mister livet efter at være havnet i psykiatrien. Af hendes obduktionsrapport fremgår det, at hun er død af medicinforgiftning.
Men en af Danmarks førende psykiatere, professor Poul Videbech, ved Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Region Hovedstaden forsøgte efterfølgende at nedtone sagen.
Den blev eksponeret i TV2, men Poul Videbech udtalte til netmediet Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han var forarget over, at historien blev fortalt.
– Det er virkelig en træls historie. Det virker med historier om psykofarmaka ofte som om, at skribenter og visse forskere har en klar dagsorden, som de ikke lader forstyrre af fakta. Jeg er faktisk ret forarget over, at man ikke tænker mere over omkostningerne ved at bringe forkerte eller ufuldstændige fakta til torvs.
– I forhold til, hvor mange der tager psykofarmaka, er det ekstremt sjældent, at der sker dødsfald på grund af medicinforgiftning. Det er helt afgørende at tage dette med i betragtning, sagde Videbech til Sundhedspolitisk Tidsskrift i oktober 2018.
PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Poul Videbech, hvilke forkerte eller ufuldstændige oplysninger, han mener, der er blevet bragt. Vi ville også gerne have spurgt ham, om han synes, det kan forsvares, at mellem 100 og 160 mennesker årligt dør i psykiatrien efter at have fået psykofarmaka. Men han ønsker ikke at give interview til PsykiatriAvisen.
Eksperter misinformerer
Psykiateren Henrik Day Poulsen er ligesom Poul Videbech en varm fortaler for psykofarmaka. Han har ligesom mange andre psykiatere tætte forbindelser til flere medicinalvirksomheder, fremgår det af Lægemiddelstyrelsens liste over personer med tilknytning til industrien. Henrik Day Poulsen fik alene i 2017 og 2018 200.000 kroner fra Eli Lilly. Han har ved flere lejligheder talt for, at det endda skal være lettere at tvinge folk til at tage psykofarmaka. Han udtalte i juni 2015 følgende til dagbladet BT:
– Når psykisk syge begår drab, så er det typisk fordi, de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance, sagde psykiater Henrik Day Poulsen.
PsykiatriAvisen har spurgt psykiater Henrik Day Poulsen, hvorfor han ved, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Han vedgår, at der ikke findes videnskabelige undersøgelser, der kan bekræfte dette, men henviser i stedet til erfaringer fra lukkede psykiatriske afdelinger.
– Jeg har været overlæge på en af de meste belastede afdelinger på Bispebjerg Hospital, og der så vi ugentligt, at når folk kom ind og havde begået personfarlig kriminalitet, så var det fordi de ikke havde taget deres medicin.
Men Henrik Day Poulsens udtalelser er mere gætværk end videnskab, mener Mats Lindberg fra Læger uden Sponsor.
– Fortællingen om at psykisk syge skulle have en ubalance i hjernen, er en fortælling, som lægemiddelindustrien har brugt i markedsføringen af deres præparater. Men fortællingen har langt hen ad vejen vist sig ikke at holde, siger Mats Lindberg.
Han henviser videre til, at det såkaldte seponeringssyndrom kan betyde, at patienter bliver psykotiske, når de pludseligt stopper med medicinen.
Psykiater og forsker, Klaus Munkholm, fra Det Nordiske Cochrane Center er enig. For at finde ud af om psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget medicin, er det nødvendigt at gennemføre såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne forsøg er af gode grunde ikke gennemført.
– Man kan ikke konkludere, at folk med psykiske lidelser begår drab, fordi de har undladt at tage deres medicin. Det kan skyldes mange andre forhold som for eksempel misbrug af narkotiske stoffer, siger Klaus Munkholm.
– Speciallæge Mats Lindberg, Læger uden Sponsor.
Eksperimenterer med lægemidlerne
Speciallæge i klinisk farmakologi, Gesche Jürgens fra Klinisk Farmakologisk enhed i Region Sjælland, hører også til de eksperter, der mener, at mennesker med psykiske lidelser har behov for medicin.
– Patienter, som har en kompliceret sygdom som skizofreni har brug for behandling, så de kan få et liv så tæt på det normale som muligt. Psykofarmaka har mange, og til dels alvorlige bivirkninger, men der er så meget dårlig litteratur om farligheden af disse stoffer, og hele den her diskussion om bivirkninger… der er også bivirkninger, når du tager en paracetemol, siger Gesche Jürgens, der som farmakolog arbejder tæt sammen med psykiatere om at finde den mest optimale medicinske behandling til psykiatriske patienter.
Men forsøget på at finde psykofarmaka, der virker, kan betyde, at der bliver eksperimenteret, erkender Gesche Jürgens:
– Lægemidlerne kan ikke alt. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal afprøve det. Når patienten er meget syg, er det svært bare at opgive. Så må man prøve et andet præparat eller finde andre kombinationer, mener hun.
Når Gesche Jürgens skal begrunde, hvorfor psykofarmaka er godt, henviser hun til et finsk studie fra 2018 med Jari Tiihonen i spidsen. Studiet har undersøgt psykofarmakas indvirkning på risikoen for tilbagefald og dødsfald hos skizofrene patienter. Ifølge speciallægen er det et godt studie. Det viser, at patienter, der tager psykofarmaka, klarer sig bedre end patienter, der ikke gør.
– Undersøgelsen viser, at når man stabilt tager sin medicin, går det en bedre, end hvis ikke man tog den. Det er vigtigt at slå fast. Risikoen for at blive syg igen er lavere, hvis man tager antipsykotisk medicin, siger hun.
Men det er der ikke belæg at konkludere, mener Joanna Moncrieff fra University College London. Hun mener, at studiet er problematisk af mange grunde.
Hvis man skal finde ud af, om det går patienter bedre med eller uden psykofarmaka, så er det nødvendigt at gennemføre et randomiseret forsøg, hvor man kan sammenligne de to grupper, påpeger hun. Men det finske studie er et registerstudie, hvor data er indsamlet på forhånd. Det er dog ikke det eneste problem ved studiet.
– Et andet problem er, at det kun ser på, hvordan det går patienterne til de bliver indlagt på hospital og ikke i tiden efter. Det er ikke verdens undergang at få et tilbagefald. Det kunne være, at patienten kom sig hurtigt igen. Studiet konkluderer, at patienter, der får medicin i lang tid, også har en lavere dødsrate. Men det er misvisende. For at kunne sige noget om det, skal man have patienter med i studiet, som slet ikke har fået medicin. Det er også et problem, at mange af forfatterne til studiet har forbindelser til industrien, siger Joanna Moncrieff.
Kan man stole på forskningen og psykiaterne?
Det finske studie er langt fra det eneste studie, som har slagside, og hvor forfatterne har tætte forbindelser til industrien. De fleste undersøgelser er af ringe kvalitet, og der mangler langvarige randomiserede forsøg, også kendt som lodtrækningsforsøg, hvor man ser på, hvordan patienter klarer sig med eller uden medicin, fastslår Klaus Munkholm.
– De fleste studier har kun patienter med, som har fået medicin i forvejen. Men vi ved, at patienter, som stopper med psykofarmaka, kan få ophørssymptomer. Så det risikerer at give et skævt billede i lodtrækningsforsøg, såfremt patienter, der i forvejen har været i behandling med medicin, pludselig skal ophøre med at tage medicinen, fordi de efter lodtrækning skal tage placebo, siger han og fortsætter:
– Der er mig bekendt aldrig lavet lodtrækningsforsøg af medicin hos patienter, der har en nyopstået psykotisk lidelse og som aldrig forudgående har fået medicin. Men det er nødvendigt for at blive klogere på, om medicinen virker. Og så er det ikke nok alene at måle på symptomer. Det er nødvendigt at se på hvordan patienterne klarer sig i livet. Er de sunde, er de i arbejde? Kan de dyrke motion osv.
Mats Lindberg fra Læger uden Sponsor er enig i, at der er alvorlige mangler i den psykiatriske forskning. Som hovedregel er psykofarmaka kun undersøgt i korttidsforsøg af få måneders varighed, mens der er ganske få undersøgelser, der ser på langtidsforbruget.
– Der er problematisk, at man godkender lægemidler efter korttidsforsøg, når mange patienter kommer til at bruge dem i årevis, siger han.
Ophober sig i vævet
De medicinrelaterede dødsfald i psykiatrien har været kendt i flere årtier. Dødsfaldene er også blevet betegnet som mystiske, fordi det ikke har været muligt at sige præcist, hvorfor patienten døde. Man kan ikke dø af skizofreni eller affektiv lidelse. Så derfor er det vigtigt at komme til bunds i dødsfaldene, mener psykiatriordfører, Trine Torp
– Det er vigtigt at finde ud af, hvorfor de dør. Når der er tale om akutte medicinforgiftninger, burde det være muligt at konstatere. Men der er også mange psykiatriske patienter, som dør indirekte på grund af medicineringen, i form af for eksempel nyresvigt.
Professor Jytte Banner står i spidsen for forskningsprojektet, Survive, som har til formål at undersøge dødsfald i psykiatrien.
– Dødsfaldene er ikke så mystiske. Men man finder kun dødsårsagen, hvis man leder efter den, og det er det, vi har gjort, siger hun.
De foreløbige tal fra forskningsprojektet viser, cirka 60 ud af 500 afdøde psykiatriske patienter er døde af lægeordineret psykofarmaka. 209 ud af de 500 døde af en forgiftning af både lægeordineret medicin og misbrugsrelaterede stoffer. Patienterne er døde af medicinforgiftning, mens andre er døde af blandt andet hjerte kar lidelser, som også kan være medicinrelateret, oplyser retsmediciner Jytte Banner.
– Vores forskning viser, at lægemidlerne udover at være i for høje koncentrationer i blodet også ser ud til at kunne ophobe sig i hjertevævet. Det kan lokalt have en toksisk virkning. Når vi taler forgiftninger så er der tale om, at medicinen påvirker vitale områder i hjernen eller hjertet, forklarer Jytte Banner.
For at få mere viden om, hvordan psykofarmaka virker, ringer PsykiatriAvisen til en ekspert på området, professor og farmakolog Kim Brøsen ved SDU. Det var ham, der udtalte sig i sagen om Dorrit Cato Christensens datter.
Betalt for at holde mund?
Men selv om han tidligere har udtalt sig, fastholder han nu, at han ikke vil give et interview. Han skriver i en mail den 20. juli 2018:
– Tak for de supplerende oplysninger, som ikke ændrer ved min beslutning om ikke at tilbyde min hjælp. Jeg vil foreslå, at du henvender dig til en rigtig psykiater, for eksempel min kollega Poul Videbech i Glostrup. Han er meget klogere på det felt, end jeg er, og han er god til pressen og til journalister.
Samtidig forsikrer forskningslederen – ganske umotiveret i en mail fra den 18. juli – at alt foregår efter bogen, når der sker medicineringsfejl:
– man behøver som borger og patient ikke være nervøs for, at for eksempel Lægemiddelstyrelsen og andre myndigheder forsøger at lægge et røgslør ud eller dække over sundhedsprofessionelle, der ikke lever op til deres professionelle ansvar, skriver han i mailen.
Som vi skal se kan professorens modvilje mod at give interview hænge sammen med noget helt andet.
Foto: Søren Møller – CC BY-SA 4.0 (image edited)
PsykiatriAvisen kan afsløre, at Klinisk Farmakologi på SDU har indgået en kontrakt med Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, der er i strid med dansk lovgivning. Aftalen, som har til formål at undersøge to lægemidler, betyder, at forskerne har fået mundkurv på. Det fremgår af en 208 sider lang kontrakt.
Klinisk Farmakologi har i en fortrolighedsklausul, som fremgår af kontraktens bilag 1, artikel 2.9, skrevet under på, at de afgiver alle rettigheder til deres resultater. I stedet får EMA rettighederne til forskningsresultaterne.
Det er en klar overtrædelse af forvaltningslovens paragraf 27. Her fremgår det, at der kun er tavshedspligt i de tilfælde, som er foreskrevet i loven. Man kan ikke aftale sig til en yderligere tavshed, fastslår Sten Schaumburg-Müller, professor på juridisk institut på Syddansk Universitet, SDU.
– Vi har regler i dansk ret, der regulerer offentligt ansattes rettigheder og pligter. Man kan ikke aftale sig ud af loven og for eksempel aftale, at jeg hugger 100.000 kroner eller holder hemmelig, hvad jeg laver. Aftalen er efter min bedste vurdering ulovlig, siger han.
De to lægemidler, som Klinisk Farmakologi på SDU skal undersøge er det smertestillende middel, diclofenac, der bliver solgt som Voltaren, og hydroxyzin eller Atarax, der bliver brugt mod angst og uro.
Ulovlig tavshedsklausul
Professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Heine Andersen, er enig i, at aftalen er ulovlig. Han har beskæftiget sig indgående med forskning og forskningsfrihed, og han har blandt andet skrevet bogen, Forskningsfrihed – ideal og virkelighed. Han er rystet over ordlyden i kontrakten.
– Det er hårrejsende, at man skriver under på at afgive rettighederne til sit forskningsmateriale. Vi har ytringsfrihed, og vi har forskningsfrihed, så der er noget helt principielt galt. Det fremgår af kontrakten, at forskerne ikke selv må publicere deres resultater hverken mundtligt og skriftligt. Men det er strid med forvaltningsloven at pålægge offentligt ansatte sådanne tavshedsklausuler. Aftalen er også i strid med Universitetsloven, siger han og henviser til paragraf 2 stykke 2 og 3.
Her fremgår det, at universitetet har forskningsfrihed, og at forskningsresultaterne skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, påpeger professor Sten Schaumburg-Müller:
– Ifølge Universitetsloven skal forskere støttes til at deltage i den offentlige debat, således at samfundet får gavn af den opnåede viden. At begrænse forskeres ytringsfrihed på den måde, som det fremgår af kontrakten er i strid med intentionen i loven, siger han.
Aftalen mellem SDU og Ema er underskrevet af professor Jesper Hallas fra Klinisk Farmakologi på SDU. Han erkender, at universitet har begået en fejl.
– Det er en uskik, at EMA laver den slags betingelser, men vi var ikke kommet med, hvis ikke vi havde accepteret dette. Desuden har EMA jo ikke interesser i sagen på samme måde som en producent har, siger Jesper Hallas.
Tæt forbindelse til industrien
Men selv om EMA ikke er lægemiddelproducent, har agenturet alligevel tætte forbindelser til industrien. EMA henter omkring 70 procent af sin finansiering fra gebyrer fra medicinalindustrien. Det sker samtidig med, at EMA fungerer som en myndighed, der skal godkende og overvåge lægemidler på europæisk plan. Denne sammenblanding af interesser har tidligere været genstand for kritik, og tilbage i 2011 besluttede Europa-Parlamentet, at EMAs finansieringsform skulle belyses i en rapport. SFs EU parlamentariker, Margrete Auken mener, at afhængigheden af industrien er problematisk.
– Det er en fejlkonstruktion hos EMA, at de er afhængige af gebyrer fra Novo, Lundbeck osv. Når det er sådan, er der en risiko for, at det er nemmere for de virksomheder, som bidrager med gebyrer, at få godkendt deres produkter. Det er ikke nogen lykkelig konstruktion, og derfor bør EMA have faste bevillinger fra EU, som sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter, siger Margrete Auken.
Klinisk Farmakologi har fået omkring 600.000 kroner for, at undersøge de to lægemidler.
Atarax, der bliver brugt mod angst og uro, kan forårsage hjerterymteforstyrrelser og derfor indskærpede EMA i 2015 brugen af det.
– Vi skal undersøge, hvordan EMAs advarsler virker, og undersøge om forbruget flytter sig til andre produkter, der måske er lige så problematiske, siger Jesper Hallas.
Farlig forskning
De akter, som PsykiatriAvisen har fået, viser, at Klinisk Farmakologi på SDU indenfor en femårig periode fra 2013- 2017 har fået bevillinger fra forskellige myndigheder, medicinalvirksomheder og fonde som: Amgros I/S, Leo Pharma A/S og Astellas Pharma B.V. Langt størstedelen kommer fra private donationer.
Det er ikke enestående. Danske universiteter henter i stigende grad deres finansiering fra eksterne partnere frem for fra offentlig finansiering. Tilbage i 1970erne stammede kun lille del af universiteternes finansiering fra eksterne midler. I dag henter universiteterne omkring 45 procent af deres midler fra fonde eller erhvervsliv. På Sundhedsvidenskaberne er tallet helt oppe på 60-70 procent. Men den udvikling er et problem for den frie forskning, mener Heine Andersen.
– En forudsætning for at vi kan have et demokrati og en fri debat er, at forskerne har det bedst mulige faglige grundlag at udføre deres arbejde under.
– For at forskningen skal have troværdighed, så skal forskerne have fuld rådighed over data og alle skal have adgang til at kontrollere data, så man undgår videnskabelig uredelighed, påpeger han.
Tavs i flere år
Når forskningsleder og professor på Klinisk Farmakologi nægter at udtale sig om virkningen af psykofarmaka, kan det ikke udelukkes, at denne modvilje hænger sammen med, at Klinisk Farmakologi har skrevet under på en ulovlig tavshedsklausul, vurderer speciallæge, Mats Lindberg fra netværket, Læger uden Sponsor.
– Når man indgår sådanne aftaler, mister man sin uafhængighed, og så kan man være nødt til at give sig selv mundkurv på. I det konkrete tilfælde vil EMA tilsyneladende selv bestemme, hvem der skal informeres, og hvordan der skal informeres. Det gør de i så fald formentlig for at beskytte lægemiddelvirksomhederne, siger Mats Lindberg.
Professor Heine Andersen er enig:
– Kontrakten kan dæmpe forskernes lyst til at kommunikere. De frygter måske at komme til at sige for meget, så de risikerer at miste den næste kontrakt.
Konsekvenserne af aftalen mellem Klinisk Farmakologi på SDU og EMA kan være alvorlige. For når forskningsfriheden er begrænset, kan det betyde, at befolkningen ikke får sandheden at vide om, hvordan psykofarmaka virker, vurder Heine Andersen.
– Hvis forskerne fandt ud af, at der var bivirkninger ved de lægemidler, de undersøger, har de med denne aftale afskåret sig fra at publicere disse resultater. Det er en meget alvorlig begrænsning, der kan medføre risici for folkesundheden, og som er undergravende for forskningsfriheden og for vores demokrati, fastslår han.
Det er nu mere end 13 år siden, at Luise Hjerming Christensen døde. Hendes mor, Dorrit Cato Christensen er slet ikke overrasket over, at en ekspert, der tidligere har udtalt sig kritisk om psykofarmaka, nu forholder sig tavs, efter at Klinisk Farmakologi og Farmaci på SDU har indgået en kontrakt med en tavshedsklausul. For det er sådan medicinalindustrien arbejder, siger hun.
– Industrien tager de mest anerkendte forskere og psykiatere, som man så betaler for at udføre forskning. Det er smart af industrien. Men etikken har lidt et knæk. Befolkningen tror, at læger og videnskabsfolk opfører sig etisk korrekt, og udfører uvildig forskning. Men sådan forholder det sig ikke altid længere, siger hun