Hvad TV 2 News ikke vil fortælle om tvang

Om en grotesk opringning og mediernes dækning af psykiatrien.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

Fredag den 16. maj fik jeg en opringning fra TV 2 News, som offentligheden bør have indsigt i.

Jeg blev ringet op klokken 13.05 af en kvinde, som venligt spurgte, om hun forstyrrede og som fortalte, at de var ved at line op til mandag morgen, hvor de i News ville bringe et tema om tvang i psykiatrien med afsæt i et forslag fra sundhedsminister Sophie Løhde (V).

TV 2 News journalisten begyndte herefter at stille spørgsmål.

Hun ville vide, hvordan jeg stillede mig til forslaget fra sundhedsministeren om, at det skal være muligt med hurtigere tvangsmedicinering.

Helt overordnet er det nødvendigt at se på, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at bruge tvang i psykiatrien. Hvorfor er det nødvendigt at tvinge folk til at tage medicin, og hvorfor er det nødvendigt at tvinge folk til at blive indlagte i psykiatrien? Det ser vi ingen andre steder i sundhedsvæsenet. Her vil folk som udgangspunkt gerne have behandling. Diabetespatienter skal jo ikke tvinges til at tage insulin. De kan godt mærke, at de bliver meget syge, hvis ikke de gør det. Så hvorfor er det nødvendigt at bruge tvang i psykiatrien?

Det er et anliggende, vi slet ikke beskæftiger os med. Men det burde vi, for det kan lade sig gøre at have en psykiatri uden tvang. Det har man bevist i Trieste i Italien. Her er det lykkedes at have en psykiatri stort set uden tvang og med åbne døre. 

Hvad siger du det hedder? 

Jeg kommer til at sukke og svarer, at det er problematisk, at journalister ofte har meget lidt viden om det emne, de beskæftiger sig med. Men jeg fortæller, at metoden fra Trieste i norditalien med Roberte Mezzina i spidsen er kendt og hædret mange steder i verden. Trieste modellen har en anden tilgang end den gængse psykiatri, som fokuserer på det biomedicinske. Trieste modellen har et andet afsæt, og er fostret med hjælp fra kunstnere og intellektuelle som Sartre, Dario Fo og Foucault. Målet er at demokratisere psykiatrien og frisætte mennesker, som er spærret inde bag hospitalsmurene. Men metoden har ligesom andre metoder, der går imod den gængse psykiatri trange vilkår.

Man er nødt til at se på, hvad det er patienterne bliver tvunget til. Er det noget, der hjælper dem? Når folk ikke vil tage psykofarmaka, forklarer psykiatrien det med, at folk ikke har nogen sygdomsindsigt, og at det derfor er nødvendigt at tvinge dem til behandling.

Det er en ond handling. Psykofarmaka virker kun ved at sløve, men har derudover ikke nogen sikker dokumenteret effekt, og samtidig er behandlingen skadelig. Ved lang tids brug kan folk få hjerneskader og blive voldsomt invaliderede. Tvang er krænkende, og det er i strid med menneskerettighederne, at tvinge folk til at tage medicin, som ikke har sikker effekt men mange alvorlige bivirkninger.

Journalisten er tavs, og jeg siger, at jeg er klar over, at det kan virke mærkeligt at sige sådan noget, for det er jo i modstrid med den fortælling, der hersker om psykiatri. 

Men hvad skal man så gøre, når folk er psykotiske?

Jeg tror, at det er et fåtal af mennesker, som bliver psykotiske. Det er en vigtig pointe, og hvis folk bliver psykotiske, er det som regel noget, der går over af sig selv, hvis folk får sovet og på den måde falder til ro. Det, som ingen taler om, er, at medicinen i sig selv kan være årsag til at folk blev psykotiske. Det kan ske, hvis folk brat ophører med at tage psykofarmaka.

For at forstå, hvad det her handler om, er det nødvendigt at rulle filmen tilbage og se på, hvad psykiatri egentlig er.

Det har meget lidt med behandling at gøre og rigtig meget med magt at gøre. Psykiatri er ikke et sikkert lægeligt speciale på lige fod med onkologi og pædiatri. Man ved grundlæggende meget lidt om, hvad psykiske lidelser er. Det er bare ikke den historie psykiatrien og medicinalindustrien fortæller offentligheden. Medicinalindustrien har enorm magt på det her område, og står også for undervisning af personale i psykiatrien. Samtidig er psykiaterne helt ude af stand til at sige fra overfor industrien.  Hvordan kan man have sådan et system?

Fortællingen om psykiatrien stammer fra industrien og fra psykiaterne. Men det er vigtigt at høre de mennesker, som det handler om. De er ofte ikke i stand til at udtale sig, fordi de er dopede eller ødelagte af medicin, men deres fortælling er ofte en anden, end den psykiaterne har.

“Ja, men vi har også to eller tre patienter med som fortæller, hvordan det er at blive udsat for tvang,” sagde hun venligt og lyttende.

“Men sig mig engang er du i gang med at interviewe mig, eller hvad handler det her om,” spurgte jeg.

“Ja, jeg sidder og noterer, og vi vil gerne have dig med direkte mandag morgen. Det kunne enten være fra studiet eller via et link hos dig selv, som er koblet op på din telefon.”

“Kommer jeg til at indgå i en debat eller er det alene et interview med mig?

“Det er dit interview. Det varer cirka fem minutter, og det er fint hvis du kan være klar 6.35,” sagde hun, og stillede et nyt spørgsmål:

Der er nogen, der siger at tvang avler mere tvang, er du enig i det?

Ja, tvang er ikke hensigtsmæssigt på nogen måde. Psykiatrien i sig selv med den biomedicinske tilgang og hele kulturen i psykiatrien er skadelig. Jeg interviewede engang en kvinde, som havde været udsat for tvang, fordi hun sad på gulvet og krøb sammen. Det var i strid med de regler, der var på den pågældende afdeling, og da kvinden havde brug for at sidde og krybe sammen på gulvet i et forsøg på at finde tryghed, reagerede personalet voldsomt og tvang hende op, hvorefter situationen eskalerede. Sådan noget er der rigtig meget af i psykiatrien.

Jeg vil også lige høre, hvordan jeg skal præsentere dig? Du er overlæge, men hvordan ønsker du ellers..

A hva for noget? 

Når jeg skal præsentere dig, hvad skal jeg så sige?

Men tror du jeg er overlæge?

Tavshed….

“Er du da ikke det? Jeg har fået dit telefonnumer af Peter Handest,” sagde hun, og læste mit telefonnummer op.

Det er mit nummer, men jeg er ikke overlæge. Jeg er journalist og aktivist. Forveksler du mig med Gitte Ahle?

Men hvordan kan du tro, at jeg er psykiater. En psykiater vil ALDRIG sige det, jeg gør, og jeg har intet tilfælles med Gitte Ahle.

Nå, nej, men jeg er ikke fagjournalist som dig, og jeg kan ikke vide noget om alle de emner, jeg beskæftiger mig med som journalist. Men jeg vil gerne have dig med alligevel.

Det vidste jeg, at hun ikke ville. Men jeg lyttede alligevel til hendes instruktioner om, hvor og hvordan jeg skulle henvende mig mandag morgen, når jeg skulle være på direkte i TV2s studie.

Samtalen varede 49 minutter, kan jeg se på min telefon. Efterfølgende undrede jeg mig over, hvorfor Peter Handest, der er psykiater, skulle have givet hende mit telefonnummer. Det får jeg formentlig aldrig opklaret.

Dog ved jeg, at en del psykiatere ”interesserer sig for” det arbejde jeg udfører, og jeg er også tidligere blevet ringet op, og blevet bedt om at stoppe det.

Klokken 16.29  – cirka halvenden time efter interviewet – kom der en sms fra det nummer, som den kvindelige journalist havde ringet fra. Der står:

Kære Gitte 

Tak for snakken. Jeg beklager igen misforståelsen. Det skal igen siges, at det er stærkt klausuleret, at der muligvis kommer noget på mandag.

Jeg skriver faktisk, fordi jeg desværre er nødsaget til at aflyse liven med dig på TV 2 News fra morgenstunden, da der er kommet noget andet ind, der presser mængden af tid i morgenudsendelsen, men jeg vil høre dig om jeg må have lov at skrive dine kontaktoplysninger ind til det hold, der har udsendelsen fra klokken 10:00 på mandag? Så kan de nemlig lave en aftale med dig på dagen, når de ved, hvordan udsendelsen ser ud. Du skal selvfølgelig bare sige nej, når/hvis de ringer og det ikke passer dig 

Kh

Beskeden slutter uden noget navn.

Jeg ved, at de aldrig vil ringe. For det er som udgangspunkt kun en bestemt information om psykiatri, der når de gængse medier. Det viser dette eksempel. Det, jeg sagde under interviewet bringer nyt til en ellers rigid samtale om psykiatri. Men oplysningerne bliver frasorteret, ligesom man i psykiatrien frasorterer forskning, som er ubekvem for den fortælling, man ønsker at fremme.

Da journalistikken efterhånden sjældent stiller spørgsmål ved dem i vores samfund, der har definitionsretten, får vi hermed en forfalsket fortælling. Det er kritisabelt, skadeligt for samfundet og mennesker og yderst tankevækkende.

Der var engang, hvor journalister arbejdede i sandhedens tjeneste, men jeg er bange for at journalistikken mere og mere arbejder i magtens tjeneste.