Mange politikere vil gerne udtale sig, når det handler om, at psykiatrien mangler ressourcer. Men når det handler om muligt magtmisbrug i psykiatrien, og at psykiatrien måske er forfejlet, er der tavshed.
Af Gitte Rebsdorf
Folketingets psykiatriordførere er tavse, når de bliver spurgt om de cirka 1.6 millioner kroner, der er brugt på at have Vivian Warrad tvangsindlagt på Psykiatrisk Center Amager i et år, er givet godt ud.
Samtidig med at PsykiatriAvisen udgav artiklen: En dyr samtale om, hvem der er sindssyg, sendte vi en række spørgsmål til ni af Folketingets psykiatriordførere. Men ingen har ønsket at svare.
I PsykiatriAvisens artikel viser og dokumenterer vi, hvordan ledende psykiatere har udpræget magt i et andet menneskes liv, som når der til en lægesamtale bliver sagt følgende:
”Og ved du hvad, Vivian, jeg glæder mig bare sådan til, at vi kan komme videre, og at vi får en besked om at de vil overtage dig …… går og venter”
”Overtage mig hvor?” spørger Vivian samtidig med, at al glæde forsvinder fra hendes stemme.
”I retspsykiatrien”
”Hvorfor skal jeg derhen?”
”Jamen det skal du. Det er det, hele projektet går ud på. Det er det, vi venter på.”
Psykiatriens magtudøvelse fik 43-årige Vivian Warrad til at bryde grædende sammen. Men efter PsykiatriAvisen beskrev, hvad der foregik, er kvinden nu blevet udskrevet til ambulant behandling uden krav om medicinering, og hun er ikke blevet ”overtaget af retspsykiatrien”, sådan som psykiateren sagde det til lægesamtalen.
Det ændrer dog ikke på, at spørgsmålene til psykiatriordførerne stadig er relevante og vigtige at få svar på.
Du kan herunder læse PsykiatriAvisens spørgsmål til psykiatriordførerne den 6. september:
Kære psykiatriordførere
Jeg vil gerne have et interview med jer med afsæt i en artikel, som PsykiatriAvisen bringer i dag:
- Synes I at de godt 1.5 millioner, der er brugt alene på Vivian Warrads hospitalsindlæggelse, er givet godt ud?
- Vivian Warrad siger selv, at psykiatrien skader hende fremfor at hjælpe. Det er i modstrid til, hvad førende danske psykiatere siger. Men skal I som politikere ikke også lytte til, hvad brugere af psykiatrien fortæller?
- Vivian Warrad er forhindret i at arbejde og komme videre med sit liv. Kan det være meningen med psykiatrien?
- Folketinget har for nylig bevilget ekstra milliarder til psykiatrien efter pres fra førende psykiatere. Men både patienter og forskere udtaler, at behandlingen i mange tilfælde ikke virker. Hvordan har I undersøgt, om de milliarder, der er bevilget, nu også hjælper folk med mentale problemer?
- Det fremgår af artiklen, ”En dyr samtale om at være sindssyg,” at det er folk med sociale problemer, der kommer til psykiatrien for at få hjælp. Det er i overensstemmelse med internationale undersøgelser. Men hvorfor skal folk med sociale problemer have en diagnose og psykofarmaka?
- Hvorfor får de ikke hjælp til de sociale problemer de har?
- Psykiatrisk Center Amager tvangstilbageholder Vivian Warrad, fordi to ledende psykiatere mener, at hun er sindssyg. Når staten har givet psykiatrien så indgribende beføjelser i et menneskes liv – hvor er samfundets krav til dokumentation og uafhængig kontrol så henne?
- Vivian Warrad kunne med stor sandsynlighed blive udskrevet i morgen, hvis hun ville acceptere medicinering med psykofarmaka. Men hvorfor skal hun tvinges til lægemidler, som den uvildige forskning viser i mange tilfælde ikke virker men skader?
- Hun siger selv at hun bliver syg af medicinen. Hvorfor skal hun så tvinges til den?
- Psykiatrien adskiller sig fra det øvrige sundhedsvæsen ved, at en patients selvbestemmelse i de fleste tilfælde kan tilsidesættes, men hvor er retssikkerheden og kontrollen med området henne?
De ni folkevalgte psykiatriordførere har stadig mulighed for at give befolkningen indblik i, hvad deres svar er på disse vigtige spørgsmål.
Læs også artiklerne om en psykiater, som blev kritiseret for at ville tvangsmedicinere patient til tavshed
https://www.psykiatriavisen.dk/2018/02/14/psykiater-ogsaa-kendt-for-overmedicinering/






Godt initiativ fra Psykiatriavisens side.
Det er super vigtigt, jeg vil endda sige L I V S V I T I G T, at politikerne forholder sig til det faktum, at flere og flere borgere oplever sig fejlbehandlede, traumatiserede og udsatte for overgreb i kontakten med psykiatrien.