Mens psykiatrien igen og igen klager over mangel på ressourcer, er en 43-årig kvinde tvangsindlagt på 11 måned på Psykiatrisk Center Amager, fordi psykiatere mener, hun er psykotisk. Det har ind til nu kostet samfundet 1.5 millioner kroner alene i hospitalsudgifter.
Af Gitte Rebsdorf
I dag er der gået 338 dage siden Vivian Warrad blev tvangsindlagt på Psykiatrisk Center Amager. Den 11 måneder lange tvangsindlæggelse har alene i hospitalsudgifter kostet cirka 1,5 millioner kroner. Dertil kommer udgifter til offentlig forsørgelse, for Vivian Warrad kan ikke arbejde, mens hun er tvangsindlagt.
”Jeg kan ikke komme videre med mit liv, jeg kan ingenting, så længe det her står på,” siger hun.
Måske har du læst de andre artikler om Vivian Warrad, hvor PsykiatriAvisen har beskrevet, hvordan psykiatrien har villet tvangsmedicinere hende, fordi hun er uenig med dem.
Og hvordan hun, efter at PsykiatriAvisen havde skrevet om det, blev flyttet til åben afdeling, hvor hun har været siden slutningen af marts.
Folketingspolitikere har i flere omgange bevilget ekstra milliarder af kroner til psykiatrien, senest i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien. Men uden at undersøge om behandlingen virker. Det gør den ifølge Vivian Warrad ikke. Hverken for hende selv eller for mange af de andre i psykiatrien. Under den næsten et år lange indlæggelse har hun fået indblik i, hvad der foregår, og hun kan se, at de fleste kommer i psykiatrien med sociale problemer.
”Jeg har for nylig set, at flere hjemløse har opsøgt psykiatrien, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. De fik i løbet af kort tid en diagnose, og hvis ikke de ville tage psykofarmaka, fik de besked på, at de skulle gå igen,” fortæller hun.
Indlæggelse uden behandling
Det er også svært at se formålet med den tvangsindlæggelse, hun selv er udsat for. Under den lange indlæggelse på den åbne afdeling, har hun haft udgang 10 timer dagligt, og derudover har hun ugentligt haft orlov i tre døgn i træk således, at hun reelt har opholdt sig ganske få timer på Digevej, hvor Psykiatrisk Center Amager, PCA, har til huse.
”Der er ingen, heller ikke blandt personalet, der forstår, hvorfor jeg skal være tvangsindlagt. Jeg er ikke til fare for mig selv eller andre, og jeg er glad for mit liv. Men de ledende psykiatere bliver ved med at true mig med retspsykiatrien og tvangsmedicinering, og det er voldsomt og ødelæggende rent menneskeligt at skulle leve med,” siger hun.
Når hun kommer på afdelingen om aftenen, efter at have haft udgang i 10 timer, sludrer hun med personalet, ser tv eller taler med de andre patienter, og går derefter i seng, indtil hun kan gå ud igen næste dag. Så Vivian Warrad forstår ikke, hvad formålet med tvangsindlæggelsen er? Hvori består behandlingen, og hvad er det hun skal behandles for?
Det værste er samtalerne med den ledende psykiater Morten Nielsen. Han har sit kontor på afdelingen, og hver 14. dag kan man høre den 43-årige kvinde slæbe sig afsted til hans kontor.
Sådan er det også til samtalen den 3. juli, som ellers begynder godt, fremgår det af en optagelse Vivian Warrad har foretaget, og som PsykiatriAvisen har hørt.
Psykiater glæder sig
Vivian Warrad fortæller om, at hendes ældste søn er blevet student, og om hvordan det er blevet fejret med musik og trommer fra hendes hjemland, og hvor stolt og glad hun er. De taler også om, at Vivian har tabt sig mere end 10 kilo, som hun tog på, da hun for flere år siden fik psykofarmaka.
Men stemningen skifter brat, da psykiateren Morten Nielsen siger:
”Og ved du hvad, Vivian, jeg glæder mig bare sådan til, at vi kan komme videre, og at vi får en besked om at de vil overtage dig …… går og venter”
”Overtage mig hvor?” spørger Vivian samtidig med, at al glæde forsvinder fra hendes stemme.
”I retspsykiatrien”
”Hvorfor skal jeg derhen?”
”Jamen det skal du. Det er det, hele projektet går ud på. Det er det, vi venter på.”
Uden sammenhæng
Samtalen har på få minutter skiftet karakter, ligesom når vejret i Grønland på et øjeblik kan skifte fra solskin til snestorm.
Den 43-årige kvinde er flyttet fra lukket til åben afdeling og har fået mere og mere udgang. Men alligevel vil de ledende psykiatere René Sjælland og Morten Nielsen flytte hende over i retspsykiatrien, og de har endda truet med indlæggelse i retspsykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Det kan Vivian Warrad ikke få til at hænge sammen.
”Men det er der jo ikke noget fagligt eller sagligt grundlag for …. hvad skal jeg der,” spørger hun til samtalen den 3. juli.
”Det kan vi simpelthen ikke nå at komme ind på nu og diskutere,” svarer psykiateren Morten Nielsen.
”Jeg vil bare gerne have et svar. Det er altså meget skræmmende, og det er der simpelthen ikke nogen grund til – hvad er det jeg skal? Skal jeg ind og medicineres, eller hvad er det jeg skal?”
”Du ved jo godt, at det ikke er et svar, jeg kan give dig.”
”Jamen jeg skal ikke derhen Morten …. det er ikke juridisk korrekt, og det er ikke lovligt, og I skal ikke blive ved med at skræmme livet af mig på den måde.”
”Det er det, som er planen,” fastslår psykiateren.
”Men hvorfor skal jeg derind – hvad har jeg gjort?”
”Du har en behandlingsdom.”
”Hvad så – man skal ikke derind fordi man har en dom – der skal være en grund.”
”Dit forløb er af en kompleksitet, som gør, at det er nødvendigt, at de varetager det.”
”Men hvad er det, der er nødvendigt – jeg har ret til at vide, hvad der er nødvendigt.
I skal stoppe med at skræmme livet af mig. Det her giver angst, og det bliver man syg af. ”
Sådan foregår samtalerne med psykiateren Morten Nielsen. Udover at de skader den 43-årige kvinde, er det også nogen dyre samtaler. En indlæggelse i psykiatrien koster gennemsnitligt samfundet 4450 kr. i døgnet, og med de 338 dage Vivian Warrad har været indlagt ind til nu, udgør det en udgift på 1.504.100 millioner kroner.
Tabe ansigt
Vivian Warrad har flere gange tænkt, at grunden til, at PCA ikke udskriver hende er, at de ikke vil tabe ansigt.
Men da hun italesætter det til en lægesamtale, afviser psykiateren og konkluderer herefter, at hendes udsagn om at psykiatrien ikke vil tabe ansigt hænger sammen med at, hun føler sig forfulgt af psykiatrien. Det fremgår af psykiaterens notat fra den 21. maj:
Hun er udpræget garderet og vagtsom og røber fortsatte forestillinger om, at hele årsagen til hendes indlæggelse er, at man ikke vil “tabe ansigt”.
Vivian Warrad mener desuden, at den behandlingsdom, som hun fik i marts 2023, er afsagt på et fejlagtigt grundlag. Oprindeligt fik hun en almindelig dom ved byretten i 2022 i en sag om hendes forhold til en revisor fra Nordsjælland, sådan som PsykiatriAvisen har beskrevet det tidligere.
Da hun anker denne dom, bliver den behandlet, mens hun er indlagt i psykiatrien og er voldsomt medicineret, og det ender med, at dommen fra byretten bliver ændret til en behandlingsdom i psykiatrien. Hvordan det er sket, og hvem der har taget initiativ til det, ved Vivian Warrad ikke.
Behandlingsdommen bliver, som vi ser det, brugt som begrundelse for diverse tvangsforanstaltninger i psykiatrien, som når Morten Nielsen argumenterer for, at Vivian Warrad skal i retspsykiatrien, fordi hun har en behandlingsdom.
Ved lægesamtalen den 3. juli begynder hun at græde voldsomt, og på optagelsen kan man høre, at psykiateren forlader rummet samtidig med, at han beder kontaktpersonen om hjælp. Vivian Warrad reagerer også fysisk ved, at hun spænder op i nakke og skulder. Hun frygter at blive indlagt i retspsykiatrien, og hvis det bliver effektueret, vil hun komme langt væk fra sine sønner, og det vil dermed også ramme dem.
Spørgsmål der vækker lettelse hos psykiater
Da hun skal til samtale med psykiateren igen den 17. juli, har hun imidlertid fået samlet sig og fundet kræfter til at stille et spørgsmål, hun længe har tænkt over.
”Må jeg spørge dig om noget,” siger hun henvendt til psykiater Morten Nielsen.
”Hvis jeg nu vælger at sige ja til medicinen, kan jeg så blive udskrevet?”
”Hvis du vælger at sige ja til medicinen, så betræder vi en ny vej.”
”Som er?”
”Det skal jeg overveje – er det noget, du selv tænker, at du vil binde an med måske?”
”Det var et spørgsmål. Er det så muligt at blive udskrevet, hvis man siger ja til medicin?
Lettelsen i psykiaterens ellers tonløse stemme er ikke til skjule, og han svarer, at han vil undersøge det, hvis Vivian Warrad ønsker at gå videre med det.
”Det var bare et spørgsmål.”
”Men det er da værd at tænke over,” forsøger psykiateren igen.
”Nej, Det var bare et spørgsmål.”
”Det er da et godt spørgsmål. For oprigtig talt så kan du også spare en hel del tid og energi ved at gå den vej.”
”Hvad er det medicinen skal kunne gøre i mit tilfælde?”
”Det er jo antipsykotisk medicin, som kan dæmpe vrangforestillinger.”
”Hvor er de vrangforestillinger. Hvor kan du dokumentere dem henne? Kan du sætte ord på hvordan de vrangforestillinger kommer til udtryk?
”Ja, men det vil jeg ikke gøre nu,” svarer psykiateren.
Notater ude af trit med virkeligheden
Efter hver samtale med psykiateren bliver der udarbejdet et notat, og Vivian Warrad kan se, at hendes adfærd bliver sygeliggjort.
Ved samtalen den 3. juli reagerer hun på, at psykiateren siger, at hun skal i retspsykiatrien, fremgår det af båndoptagelsen. Men det er vel, hvad man kan forvente? Ingen ønsker vel at komme i retspsykiatrien?
Men i psykiaterens notat er Vivian Warrads reaktion beskrevet som ude af proportion:
Omslaget er brat og ude af proportion med anledningen, og pt magter ikke selv at modulere det. Affektreguleringen fremstår svært læderet.
PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt psykiater Morten Nielsen, hvorfor Vivian Warrads reaktion er ude af proportion, men presseafdelingen oplyser, at de ikke kommenterer konkrete patientforløb i medierne.
I notatet fra den 3. juli står der videre:
Da jeg mod slutningen af samtalen nævner, at jeg håber vi snart hører fra retspsykiatrien, så pt kan komme videre i sit liv, sker et brat omslag i stemning og kontaktform. Pt forbenes i en fastlåst position: fastholder gentagne gange, at henvisningen er “ikke juridisk korrekt” og “ikke lovlig”, oplever den som en “skræmmekampagne”, der gør hende syg, og kræver uafladeligt en konkret begrundelse for netop hendes vedkommende. Kan ikke rummes eller beroliges af de svar, der gives, og afviser gentagne forsøg på at afrunde samtalen. Bliver tiltagende opkørt og ender grædende, på én gang appellerende og anklagende. Samtalen bevæger sig således inden for få minutter fra højt, spøgefuldt humør til forpint, kværulerende fastlåsthed med gråd. Omslaget er brat og ude af proportion med anledningen, og pt magter ikke selv at modulere det. Affektreguleringen fremstår svært læderet.
Sygdomsindsigt fortsat fraværende; afviser ethvert grundlag for indlæggelse og henvisning.
Psykiateren Morten Nielsen betegner altså Vivian Warrad uden sygdomsindsigt, fordi hun afviser at have vrangforestillinger, og fordi hun vil have dokumentation for psykiaterens påstand om, at hun har det.
Den 43-årige kvinde ved, at notatet fra psykiateren bliver brugt som begrundelse for at udøve tvang.
Psykiaterens notat adskiller sig desuden fra de optegnelser, personalet gør i journalen. De beskriver hende som venlig og imødekommende uden psykotiske symptomer. I journalen fra den19. august står der:
Pt. retur som aftalt kl. 19. Herefter sovet lidt og ellers ordnet div. Administrativt. Fremstår i vanligt godt humør. Relevant i kontakten.
Men når Vivian Warrad diskuterer og sætter spørgsmålstegn ved psykiatriens præmisser, bliver det i psykiatriens verden til, at hun er kværulerende, fremgår det af samtalen den 17. juli.
Her spørger Vivian Warrad psykiater Morten Nielsen, hvordan han synes, at det er gået uden medicin.
”Du er i mange henseender upåfaldende – men der er bestemte områder, så bliver du ekstremt kværulerende.”
”Kværulerende? Andre vil mene at det er at være veltalende.”
Herefter siger psykiateren at kværulerende er et fagligt begreb.
”Så når jeg stiller dig spørgsmål, så er det kværulerende. Så hvad er det jeg skal? Hvis jeg indser det, som I påstår, så er jeg ikke kværulerende? Hvad er jeg så? Er jeg så under tøflen eller hvad?”
Det spørgsmål vil psykiateren ikke svare på, og herefter fortsætter Vivian Warrad med at stille spørgsmål:
”Hvis ikke jeg kan indse, at jeg er syg, så er jeg syg. Hvis jeg så indser, at jeg er syg, er jeg så ikke syg længere?”
”Dine valgmuligheder er indskrænkede. Den mulighed du har, vil jo være at sige ja til et samarbejde om medicin,” lyder svaret fra psykiateren.
Stædighed og stærk vilje
Da den 43-årige kvinde kom på åben afdeling i marts, var det uden et krav om, at hun skulle medicineres, og som hun påpeger til samtalen den 17. juli, har psykofarmaka aldrig hjulpet hende.
”Jeg har kun haft det godt uden medicin, og min familie, naboer og tætte venner synes, at jeg er fantastisk, som jeg er. De hader mig på medicin. De kan ikke lide den tilstand. Det kan jeg heller ikke selv. Jeg bliver jo syg af det.”
”Hvad er det jeg har brug for? Jeg har det godt, er glad og har ingen problemer. I fanger folk i et system, og forsøger at vende logikken på hovedet, og hvis ikke man accepterer det, så er man bare syg. Jeg kommer ikke til at lægge navn eller krop til de her præparater. I har fået chancen, jeg tog pillerne i starten, fordi jeg troede på lægen,” siger hun og stiller endnu et spørgsmål:
”Hvordan kan I være sikre på, at det virker mod vrangforestillinger?”
”Effekten af antipsykotisk medicin er generelt veldokumenteret i lærebøger og artikler i litteraturen.”
Har du læst Information for nylig? Anerkendte forskere siger, at det ikke virker.”
”Problemet er bare, at vi ser dagligt, at det virker, så at der er nogen, der mener det modsatte i Information, det tager vi ikke så tungt,” svarer Morten Nielsen.
Vivian Warrad ved godt, at hvis hun accepterer medicinen, kan hun blive udskrevet, og hun ved også, at ingen vil kontrollere, om hun rent faktisk tager den.
”Men jeg vil ikke acceptere at der skal være en pille på min journal. Jeg har ikke brug for medicinen, og derfor går jeg ikke med på deres fortællinger,” siger den 155 centimeter høje kvinde med den stærke vilje.
Om en lille måned, den 3. oktober, har Vivian Warrad været tvangsindlagt i et år, og ifølge den behandlingsdom, hun har fået, er længste tiden for indlæggelsen et år.
Dette er den 8. artikel om Vivian Warrads ophold på Psykiatrisk Center Amager. Det er usædvanligt mange og lange artikler i en enkelt sag, men PsykiatriAvisen bringer dem, fordi de er principielle og fordi de giver et indblik i psykiatrien, som ellers er mørkelagt for offentligheden.
PsykiatriAvisen har forelagt citaterne for den ledende psykiater Morten Nielsen, men presseafdelingen skriver, at han ikke samtykker til, at citaterne kan bringes.
“Gør du det alligevel, vurderer vores jurister, at sagen kan indbringes for Datatilsynet og Pressenævnet,” skriver presseafdelingen i et mailsvar.
PsykiatriAvisen har herefter valgt at bringe citaterne, fordi de er af vigtig samfundsmæssig relevans, og fordi det ikke på anden måde er muligt at vise, hvordan magtforholdet mellem patient og psykiatrisk overlæge er. Og fordi det giver et sjældent indblik i, hvordan tvangsbehandling i psykiatrien foregår.
Åh ja, det koster ” sindssygt”(!? ) mange penge, at fastholde folk, som oplever sig fejlbehandlede, i psykiatrien, imens utallige står i kø for at få hjælp, og mange bliver smidt hjem, til trods for, at de ifølge eget udsagn er selvmordstruede !
Jeg har en oplevelse af, at jo mere et menneske stritter imod, argumenterer og siger nej til psykofarmaka og tydeligt siger fra overfor psykiaterne, jo hårdere står de fast på deres ” ret” til at påtvinge diagnoser, medicin og sygeliggørelse.
Som en anden slags behandler, mener jeg, at en psykiaters fornemmeste pligt er, at lære at forstå det menneske, som frivilligt eller ufrivilligt er havnet i psykiatrien.
Hvis vi andre møder et menneske, som taler et andet sprog end vi selv gør, vil de fleste af os gå langt for at komme vedkommende i møde, verbalt, sprogligt, kropssprog, lyde og fagter..
Men nej, ikke I psykiatrien, ikke psykiatere, selvom formodentlig i deres fritid ikke går rundt og taler psykiatrisk fagsprog når de taler med deres børn, partner, forældre eller venner.
Jeg mener ethvert intelligent menneske, bør stille spørgsmålstegn ved, hvorfor et tilfældigt menneske, og ret mange jo faktisk, som kommer i kontakt med psykiatrien, pludselig ikke længere må være selvstændigt tænkende, reflekterende, argumenterende og reagere imod fysiske, verbale og medicinske overgreb, på en ikke- voldelig måde.
Hvilken forskel er der på det menneske, i det øjeblik det påtvinges at betræde de psykiatriske gulve, i forhold til udenfor de låste døre, som berettiger psykiatere at sygelligøre og mistænkeliggøre ethvert udsagn, enhver argumentation, ja om så de forholdt sig tavse og afvæbnende?
Er det ikke psykiaterens pligt, at møde ” sine patienter” ligeværdigt, og tage udgangspunkt i det enkelte menneskes faktiske situation? Så at sige, mødes ligeværdigt i et fælles sprog!?.
Er det virkelig hver eneste danskers ansvar, at lære at forstå psykiaterne og deres ” fagtermer” , bør det ikke være omvendt, psykiaternes menneskelige og faglige ansvar?
Personligt er jeg ikke i tvivl, hverken menneskeligt eller fagligt !.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at der er noget riv rav ruskende galt med det rent lovgivningsmæssige og den måde system tænkningen putter labels på folk og putter dem i kasser. Når nogen med autoritet har bestemt noget og nedskrevet det, “står det til troende”, og systemet/ de autoritære autoritetstro slipper ikke taget i det menneske, før de har opfyldt det som er bestemt og nedskrevet.
Det at mennesker udvikler sig, kan lære gennem selvreflektion, iagttagelse, selvransagelse, lader ikke til at være gældende i det offentlige psykiatriske og lovgivningsmæssige system.
Det er kvalmende, angstprovokerende og dybt, dybt arrogant, at de som kører på mennesker, som de har bragt i en dybt sårbar situation, ikke gør ALT hvad de kan personligt som som faggruppe for at ændre hele det system de selv vedligeholder.
For psykiaterne er medicin ” den hellige gral”, for rigtigt mange andre danskere, er psykofarmaka dybt, dybt skadeligt, medfører livslange handicap, og ja for nogen fører det til selvmord, aggressivitet eller alt for tidlig død, fordi det er så stærke og voldsomt virkende syntetiske stoffer, at de kan splitte et menneske og dets livsmuligheder i stumper og stykker. Og taler vi økonomi, ja så koster det vanvittige summer, at ødelægge mennesker og deres muligheder for igen at blive økonomiske selvforsynende, I stedet for at lytte og lære at hjælpr på måder, som rent faktisk opfylder den enkeltes virkelige behov.
Tak for ordet, tak for at læse mine ord.
Morten Nielsen og Cheflæge Rene Sjælland er bimdegale
husk at skrive fulde navn, når I debatterer. Se retningslinjer her: https://www.psykiatriavisen.dk/om-avisen/retningslinjer-for-debat-paa-psykiatriavisen/