Foreningen PsykiatriAvisen S/I besluttede på sit seneste bestyrelsesmøde at afholde en konference om tvang og retspsykiatri. En trussel fremsat i psykiatrien kan give en behandlingsdom på fem år.
Af Gitte Rebsdorf
Bestyrelsen for PsykiatriAvisen S/I har netop besluttet at gentage succesen, og afholde endnu en konference, denne gang med temaet tvang og retspsykiatri. Konferencen kommer til at foregå lørdag den 27. maj 2027.
Som beskrevet i psykiatriavisen.dk er det trods ekstra midler fortsat ikke lykkedes at nedbringe den samlede brug af tvang i psykiatrien, og dernæst er der mange presserende og for offentligheden ukendte problemer, som vi med konferencen vil kaste lys over.
Strafudmålingen ser ud til at være hårdere i psykiatrien end i det almindelige retssystem, og når antallet af behandlingsdomme er steget siden 2020, er der behov for at undersøge og belyse problemerne på området, påpeger bestyrelsesmedlem og advokat Kaaveh Piroz, fra advokatfirmaet Piroz.
”Domstolene tildeler ofte, hvad der lader til at være uforholdsmæssige behandlingsdomme for så lidt som f.eks. trusler og simpel vold, ofte udøvet i psykiatrien. En trussel “koster” normalt en betinget fængselsstraf udmålt i dage. Får man en behandlingsdom risikerer man en såkaldt længste tid på 5 år,” siger han.
PsykiatriAvisen holdt sin første konference lørdag den 30. maj med temaet skal vi tale livsproblemer eller psykiatriske diagnoser. Beslutningen om at afholde en konference om retspsykiatri blev truffet på et bestyrelsesmøde lørdag den 8. august, og bestyrelsen vender løbende tilbage med mere info.
Hvis du har input i forhold til konferencen om retspsykiatri kan du skrive til:
Skriv konference i emnefeltet
Hej på psykiatriavisen.
Jeg forstår jeres vinkel, men er alligevel ked af, at I har valgt at sætte fokus på Tvang og retspsykiatri.
Jeg er ikke i tvivl om, at ikke alle magter, i en særdeles presset situation, som et ufrivilligt ophold i psykiatrien er, at afholde sig fra at true eller være udadreagerende, og dermed kan ende med at blive bragt/bringe sig selv i en endnu værre situation, at få en behandlingsdom.
Jeg håber sådan, at det vil lykkes at få nogle af de mennesker, som arbejder i psykiatrien til at åbne op for at bidrage til dialogen, for vi mangler at de reflekterer over deres ord og handlinger.
Selv tænker jeg, at de ansatte i psykiatrien burde have valgt netop det fag de repræsenterer, for at hjælpe deres medmennesker, og jeg tror også at de mener at det er det de gør. Og jeg kender da også til mennesker, som rent faktisk mener at have fået den hjælp de havde brug for.
Når det er sagt, så er der åbenlyst behov for forandringer, behov for en mere åben kultur, større ærlighed, videns udveksling mellem ansatte, “patienter ” og mennesker med andre faglige og menneskelige erfaringer og indsigt.
Efter at have beskæftiget mig med sundhedsområdet i mindst 40 år, har jeg en fornemmelse af at der er lidt mere “røre i andedammen”, end der har været i mange år fordi flere og flere almindelige borgere, i psykiatrien kaldet “patienter”, af diverse psykiatri-foreninger ofte kaldet “brugere” og “pårørende” de senere år har haft modet og fundet overskuddet til at dele deres erfaringer og viden.
Ofte ender foreninger ud med kun at kunne rumme en begrænset gruppe af mennesker, defineret af initiativtagerne og de der møder op/ råber højest.
Jeg har brugt rigtig meget energi på at forsøge at finde ud af hvordan pokker vi kommer videre, for jeg ønsker af hele mit hjerte og intellekt, at vi i DK kan have et sundhedsvæsen som reelt er der for at hjælpe de mennesker, som selv søger hjælp, eller som af mange forskellige årsager påtvinges “hjælp”.
Jeg tænker, at der findes så uendeligt mange nuancer indenfor emnet, hvilket er grunden til at jeg selv arbejder på et bogprojekt, og har gjort det i flere år, nuancer som jeg slet ikke synes kommer til offentlighedens viden. Fordi så meget er fordækt, skamfuldt, skjult, ubevidst, såvel indenfor systemet, som i det enkelte individ.
Den kamp vi er mange som har måttet kæmpe først for at overleve, hele vores traumer og fysik, og for at gøre vores samfund bedre – uden nogensinde at have fået nogen form for accept og respekt eller en undskyldning for de fejlbehandlinger vi har været udsat for, er tung. Selv har jeg gået til og fra, om I forstår, fordi hvis man hele tiden er optaget af at bekæmpe den uretfærdighed man har oplevet sig udsat for, kan man ende med at køre i ring. Selvreflektion er nødvendig for øget selvindsigt, og gennem selvindsigt kan menneskelig visdom vokse, og det savner jeg ofte fra såvel ansatte som “patienter”, som pårørende og danske borgere generelt.
Jeg håber oprigtigt at jeres arbejde giver resultater, og kan medvirke til en ændret kultur, at et nyt menneskesyn udvikles, men jeg må indrømme, at jeg er holdt op med at tro på mirakler. Alt for ofte, når en ansat i psykiatrien udtrykker sig i en debat om tvang og psykiatri, lyder en forsvarstale og en mangel på menneskelig indsigt i forhold til de mennesker de ellers mener sig ansat til at hjælpe. Det er hårdt mod hårdt, og så længe de ansatte ikke forstår at de selv er med til at eskalere gennem unødvendig tvang og sygeliggørelse, så kan jeg ikke se hvordan vi kommer videre. Og slet ikke så længe vores politikere ikke tør tage ansvaret på sig. De lader simpelthen stå til, og tillader at uskyldige mennesker, udsættes for overgreb, frihedsberøvelse og tvang, med fatale resultater, blot fordi der stadig hersker en form for umenneskeliggørende kultur, som er baseret på såvel faglig stolthed og fagarrogance og autoritetstro.
For mig handler det kun om en eneste ting. Vilje til at udvikle sig som menneske, uanset hvem vi er og hvilket arbejde vi udfører.
Hvor ofte hører vi ikke folk sige, jamen ” jeg udfører blot mit arbejde”!
Jeg mener, at vi skal forpligtige os som individer til at være den bedste udgave af os selv, og bidrage til at også andre kan være det, og det er ikke min erfaring at det er hvad der sker i psykiatrien.
Der eksisterer en hårdhed, måske et selvforsvar, men ofte et selvforsvar uden vilje til at se dybt indad og se de mennesker i øjnene, som ikke har noget behov for at blive udsat for hverken tvangsbehandling eller sygeliggørelse, eller frihedsberøvelse. Ens faglighed må aldrig stå i vejen for med-menneskelighed og individers ret til at udvikle sig og være dem vi inderst inde er. Det er klart at vold ikke kan tolereres, hverken i samfundet eller bag de låste døre på psykiatriske afdelinger, men de der har skabt det nuværende system, må også forstå, at der iboende alle mennesker – er noget så blødt og sårbart, noget så smukt, stærkt og viist, noget medfølende, elskende – en sjæl, en bevidsthed, en personlighed, et væsen, et menneske. Og vi skal alle forstå, at det er den del af os, vi skal turde stå ved og tage udgangspunkt i, men det er kun muligt når vi møder hinanden i den blødhed, tager afsæt i vores mellemmenneskelige potentiale. For sandt er det også, at vi kan have fortrængt enhver erindring om vores dybt sårbare indre, og at vi alle kan komme i situationer hvor vi forsvarer os, fordi vi oplever os truet på livet. Dette gælder helt sikkert i denne sammenhæng såvel ansatte som de mennesker, de ansatte kan ende med at begå overgreb imod. Det skal vi forstå, så vi kan komme videre. Hjerteligst Susanne.
I lyset af ovenstående indlæg, vil jeg gerne opfordre nuværende og tidligere ansatte i psykiatrien og det system som støtter op om psykiatrien til at bidrage med et åbent sind, med en vilje til at se indad og forsøge at se hvad de mange, som har oplevet sig udsat for overgreb, magtmisbrug og tvang i psykiatrien, forsøger at vise dem.
jeg tror på at selvindsigt og kærlighed flytter mennesker og dermed kan ændre systemer, og I som har nøglerne i hånden, eller har haft det, bliver nødt til at lære at mødes på helt lige vilkår, med de mennesker I kalder jeres “patienter” og “pårørende”, helt uden masker og forsvarsværker. Det gælder os alle og I har selv valgt at være hvor I er, det har mange af de mennesker, som I har haft og taget magt over sammen med jeres kolleger, ikke. Og det er langt fra alle de mennesker, som har været i kontakt med psykiatrien og de ansatte der, som har haft behov for jeres form for hjælp. Tværtimod har det oplevet sig udsat for overgreb, ydmygede, umenneskeliggjorte og magtmisbrug, med fuldstændig destruktive konsekvenser, det skal ingen da acceptere, heller ikke jer der “ønsker at hjælpe”.
Selv ønsker jeg, i forbindelse med mit bogprojekt, at invitere enhver med noget ægte på hjerte til at bidrage, og jeg vil gerne invitere til en samtale, om emner som fylder for såvel de/jer som jeg. Tag gerne kontakt.
Ps:
Jeg kan simpelthen ikke li’ jeres tilknyttede billeder, de er, trods den sandhedsværdi de repræsenterer vedr. psykiatrien, angstfremkaldende og retraumatiserende, og lægger i mine øjne, med og uden briller på, op til at vi ” taler sproget psykiatrisk”, i stedet for at skabe et fælles brugbart sprog, som vi alle kan bidrage til.
Forstår I hvad jeg mener?