Min søsters historie er ikke ulykkelig men en forbrydelse

Når et menneske i mere end 30 år er blevet tvangsmedicineret med neuroleptika, som ikke virker og som samtidig er så toksisk, at folk bliver invaliderede eller dør, er der ikke tale om en ulykkelig situation men derimod om en forbrydelse.

Af Gitte Rebsdorf

For 10 år siden skrev jeg en kronik i Politiken om, hvordan min søster var dømt til livsfarlig medicinering.

Fra officielt hold blev den nedgjort eller ignoreret. Men det har ikke fået problemet til at forsvinde. Tværtimod.

Charlotte Fischer, som dengang var formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg skrev i et svar, at jeg gik for vidt i min anklage, og at min kritik skyldes ”en ulykkelig situation med min psykisk syge søster.”

Nej, det er noget af en tilsnigelse. Min søster har ikke været ude for nogen ulykke, men er derimod blevet skadet og mishandlet i psykiatrien igennem mere end 30 år. Det er ikke en ulykke men en forbrydelse, og hvis Charlotte Fischer havde haft ret i det hun skrev, ville min søster have haft det bedre i dag. I stedet er hendes tilstand forværret til det utænkelige.

Neuroleptika, også kendt som antipsykotisk medicin, er ikke en god og effektiv behandling, sådan som psykiaterne fortæller det. Til illustration er neuroleptika blevet brugt af KGB som torturmiddel i det tidligere Sovjet*, og det er altså sådanne stoffer, psykiatrien i dag bruger til at behandle med.

Når jeg først tager til genmæle nu, er det fordi forholdene i psykiatrien er forværret, og fordi det ikke er helt nemt at være pårørende. Hvis man som jeg gør, samtidig drister sig til at være kritisk, så tager psykiatrien det tunge skyts frem, og man bliver personligt angrebet.

I modsætning til mig har psykiatrien med medicinalindustrien i ryggen og milliardstore offentlige bevillinger masser af ressourcer. For dem er det nemt at slå kritik ned. Og det gør de. Imens lider i tusindvis af mennesker under den fejlslagne behandling. En af dem er min søster.

Charlotte Fischer skrev videre om, at hun lyttede til de mange psykiatriske læger, og at hun kun hørte, at medicin er nødvendigt.

Men fordi 99 procent af psykiaterne mener, at psykofarmaka er nødvendigt, er det ikke ensbetydende med, at det er sandt. Medicin tjener i stedet som en berettigelse af psykiaternes profession. Uden medicin, hvad var faget da?

Hvis udsagnet skal give mening, forudsætter det, at psykofarmaka virker. Det gør den i mange tilfælde ikke. Det er også usikkert, hvad medicinen skal virke imod.  Selv Sundhedsstyrelsens Nationale Kliniske Retningslinje på området, anslår at en trediedel af patienterne ikke har effekt, og ikke industrifinansieret forskning viser at kun 10-20 procent har effekt.

Dernæst er skadevirkningerne ved neuroleptika alvorlige og ofte invaliderende: Dødsfald, overvægt, diabetes, bevægeforstyrrelser, parkinsonisme, fordøjelsesproblemer, synsforstyrrelser og kognitive problemer.

De fleste vil måske tænke, at det ikke kan passe, for psykofarmaka er godkendt af sundhedsmyndighederne. Men sundhedsmyndighedernes guidelines er ofte udarbejdet af førende psykiatere.

Patienternes fortælling, og den som modige og hæderlige videnskabsfolk fortæller, adskiller sig markant fra psykiaternes fortælling.

I de mange år min søster er blevet tvangsmedicineret med neuroleptika, har det aldrig virket mod noget som helst, og i dag er hun invalideret til ukendelighed.

Jeg kan se, hvordan hendes ansigt drejer til venstre, og hvordan hendes kæbe falder ud til siden. Nogle gange har jeg set, hvordan hendes tunge ruller sig sammen. Hun er også skæv i kroppen og har i årevis klaget over smerter i ryg og nakke og har tardiv dyskinesi og dystoni, TD.

Det er en invaliderende bivirkning, fremgår det af faglitteraturen:

”TD består i vedvarende ukoordinerede muskelkontraktioner, specielt i øjen- og nakkemuskler og i ekstremiteter og krop (skæv holdning og gang – pisasyndrom), ofte i kombination med dyskinesier i den orale region og i fingre. Specielt ved depotbehandling er det vigtigt at være opmærksom på begyndende tegn på denne bivirkning, der kan være irreversibel og svært invaliderende, så præparatet kan blive seponeret i tide.”

Men præparatet bliver ikke udfaset, og hverken min søster eller jeg kan stoppe den farlige tvangsmedicinering. For i psykiatrien eksisterer bivirkninger ikke, og i journalen kan man i stedet læse, at min søster tåler medicinen godt. Det er et normativt udsagn, som hverken kan måles eller dokumenteres, og det er ikke sandt.

I psykiatrien, som har sin helt egen virkelighed, bliver bivirkninger i stedet til sygdomme hos patienten. Det kan ses mange steder i journalen også den 6. oktober 2020, hvor man kan læse følgende:

”Angiver at hun ikke får det bedre af medicinen, at hun ikke kan tåle den. Er med mærkelig skæv kropspositur på gangene”

Nej, min søster har ikke en mærkelig kropspositur. Det har hun aldrig haft. Det er ikke noget, der kommer fra hende, men er en skade, psykiatrien har påført hende.

Når hun klager over tandsmerter, bliver det enten overhørt eller bagatelliseret. Det er ellers forholdsvis velkendt, at neuroleptika ødelægger tænderne, og man kunne måske godt forvente, at personalet i psykiatrien var vidende om det. Men i stedet skriver en sygeplejerske i journalen den 21. januar 2026:

”Frembryder med vanlige forestillinger om, at hendes tænder falder ud, ellers ikke noget bemærkelsesværdigt.”

Forestillinger om at hendes tænder falder ud?  Min søster har fra naturens hånd stærke og flotte tænder. De er ødelagte, og de falder ud. Det er et faktum. Ikke nogen ”forestilling”, som den unavngivne sygeplejerske skriver.

Andre gange bliver det endda betegnet som værende psykotisk, at min søster klager over, at hendes tænder er ødelagte. Det ses i journalen den 13.3. 2019:

”Går med mumlende psykotiske udtalelser: Mine tænder er ætset af Cisordinol.  I er syge med de menneskeforsøg, I laver.”

Min søsters tænder er ødelagte af psykofarmaka. Det er der intet psykotisk i. Og jeg forstår godt, at hun betegner det, der foregår i psykiatrien som forsøg med mennesker. Det er der heller ikke noget psykotisk i.

Psykiatrien mishandler min søster, og som den amerikanske psykiater Peter Breggin har sagt i årevis, forårsager neuroleptika hjerneskade.

At neuroleptika får hjernen til at skrumpe og altså giver hjerneskade, tror jeg de fleste er enige i er temmelig alvorligt.

Hos min søster viser det sig ved, at hun ikke længere kan holde styr på sit hævekort, at hun har svært ved at huske og holde sin egen bolig, som er fyldt med så megen rod og skidt at intet menneske burde bo sådan.

Psykiaterne kæmper nemlig ikke for deres patienter, sådan som Charlotte Fischer patetisk anfører det, men derimod for deres egen profession, som hviler på kviksand.

De psykiatriske eksperter lader som om, at de ved, hvad psykiske lidelser er, og derfor tror vel størstedelen af den danske befolkning, at psykiske lidelser skyldes en biokemisk defekt i hjernen, som kan afhjælpes med medicin.

Det er der bare ikke belæg for nogen steder i forskningen. Den falske teori blev tilbagevist i 2022.

Forskningen i hvordan psykofarmaka påvirker mennesker er generelt af ringe karakter, og undersøger som udgangspunkt kun, hvordan psykofarmaka virker de første 3-6 måneder. Det er, hvad anerkendte og uvildige forskere fortæller mig.

Men hvordan går det mennesker, som har taget disse stoffer i årtier? Det kan man få et indblik i ved at tage ud på de psykiatriske bosteder. Her vil du se mennesker, som er afsondret fra resten af samfundet. Mennesker som slæber sig afsted som stive voksfigurer, og hvor alt liv og glæde i øjnene for længst er slukket. De fleste vil tænke, at de ser meget syge ud. Men som den britiske psykiater Joanna Moncrieff har udtalt, er de i virkeligheden invaliderede af psykofarmaka.

De to amerikanske forskere Harrow og Jobes viser i deres langtidsstudie fra 2007, at mennesker som ikke får psykofarmaka har otte gange højere chance for at komme sig sammenlignet med dem, der fik psykofarmaka.

Men sådanne studier bliver ignoreret i psykiatrien.

I psykiatrien eksisterer min søsters skader ikke. Det svarer til at sige, at jøderne aldrig blev gasset. Det ved de fleste godt er krænkende.

Men min søster og jeg skal tåle denne krænkelse, og hvis jeg drister mig til at oplyse om, hvad der foregår, går jeg for vidt eller også er det, jeg siger en konspirationsteori. Eller også er jeg simpelthen bare skør. Det er sådan, kritik af psykiatrien bliver mødt.

Da stofferne som udgangspunkt ikke virker, sker der typisk det, at psykiatrien forhøjer dosis og eller tilføjer nye og flere præparater, også kendt som polyfarmaci.

Hver fjerde uge skal min søster stille i hospitalspsykiatrien og have to injektioner med neuroleptika:

Zypadhera 405 mg hver 4. uge

Cisordinol 300 mg hver 4. uge

Derudover er der ordineret op til 10 milligram Olanzapin per døgn, hvis psykiatrien skønner behov for det.

De første tre timer efter disse injektioner bliver hun tilset. Herefter bliver hun sendt tilbage til et bosted, som hun i over 10 år har ønsket af flytte fra. Til et liv som ikke er noget liv.

De høje doser psykofarmaka er i strid med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men det ser psykiatrien stort på. Overmedicinering i psykiatrien er et alvorligt problem, som ingen ønsker at gøre noget ved. Hver fjerde patient får en kombination af flere forskellige typer psykofarmaka, også kendt som polyfarmaci.

Når jeg konfronterer psykiatriledelsen eller klagesystemet med det, er beskeden, at de store doser medicin er nødvendige for at undgå at min søster bliver kriminel eller psykotisk.

Når jeg beder om dokumentation for, hvordan neuroleptika afværger kriminalitet, får jeg typisk intet svar. Mig bekendt findes denne dokumentation heller ikke. Tværtimod er der en del viden om, at neuroleptika fører til aggressivitet.

Antallet af behandlingsdomme er som bekendt steget, og mange af dem bunder i at personalet i stigende grad anmelder de patienter som de skulle hjælpe. Sådan er det også i min søsters tilfælde. Hun sparker ud efter personalet for eksempel i forbindelse med tvangsmedicinering, sådan som det fremgår af journalen den 29. december 2025:

irritabel under depotgivning, har forsøgt at sparke personalet

7.7. 2024 – forvirret og irritabel under medicingivning. Går tæt til lægen, råber: jeg får det skidt af det lorte medicin, efterfølgende smækker patient med døren

22.12.19 Patient reagerer på tvangsmedicinering ved at hælde kaffe hen ad gangen og efterfølgende smide 1 krus kaffe op i loftet og ned ad væggen.

Hvem ville ikke sparke eller slå ud, og hvordan kan man fortænke min søster i at være vred og forsøge at forsvare sig selv? Hun er gennem årtier blevet tvunget til at tage medicin, som hun selv kalder for gift.

De fleste mennesker kommer i psykiatrien, fordi de har brug for hjælp, ofte fordi de er i en livskrise. Sådan var det også i min søsters tilfælde, men hun fik aldrig hjælp, men blev i stedet helt fra begyndelsen udsat for voldsom tvangsmedicinering, og hun har aldrig siden været sig selv.

Hvis psykiatrien fortsætter med at give min søster dødssprøjter, overlever hun ikke ret meget længere, men uanset hvor mange argumenter og hvor meget viden jeg forelægger psykiaterne, som har al magt på dette område, fastholder de, at medicin er godt og nødvendigt. Den 3. februar skriver den ansvarlige psykiater således:

”Naturligvis er sengeafdelingens overlæge, in casu undertegnede, forpligtet til at påse, at behandlingen, fastsat af ambulatoriet, ligger inden for rammerne af det forsvarlige, hvilket jeg finder, den gør.”

Men hvad bygger psykiateren dette på? Behandlingen kan jo ikke måles, som hvis der var tale om et brækket ben.

Månen er jo ikke en grøn ost, fordi psykiateren siger det.

Mener han, at tvangsmedicinering med to typer neuroleptika i doser, der overstiger anbefalingen, er forsvarlig? Han nævner ikke min søsters bivirkninger med et ord, selv om de er ekstreme. Hun kaster op, besvimer, ryster og kan knapt gå eller tænke, og får det værre og værre for hver gang jeg ser hende.

Hans udsagn er normativt, i bedste fald forrykt. I værste fald ondt.

Det kan simpelthen ikke være meningen, at man som borger skal finde sig i, at psykiatere kan tvinge til livsfarlig medicinering, uden at man kan stille noget op.

Psykiaterne har al mulig grund til at vide, at psykofarmaka er farlig og uvirksom. Men det er viden, som de frasorterer, og så længe de undlader at lytte til de mennesker, de bliver betalt for at hjælpe, bør de forføje sig, så andre faggrupper kan komme til.

Psykiatri er magt og ikke behandling. Magt til at bestemme, hvornår nogen er skør og magt til at bestemme, hvad andre mennesker føler og tænker. Altså et system som kendes fra totalitære regimer.

Og ve den, som forsøger at modsige det herskende regime. Vi har jo set, at dem, der forsøger, bliver fyret eller fjernet, sådan gik det for professor Peter Gøtzsche. I psykiatrien er der en del medarbejdere, som kan se, at der er noget alvorligt galt. Men ingen tør gå imod ledelsen. Derfor tier alle og fortsætter som hidtil. Eller også forlader de faget.

Der er brug for at disse medarbejdere får mulighed for at agere og stå frem, og der er brug for, at vores politikere begynder at vågne op og tale med andre end blot psykiatere, sådan som Charlotte Fischer skrev, at hun gjorde det. Dansk Psykiatrisk Selskab skriver da også begejstret om i deres årsberetninger, hvor stor lydhørhed der er fra politisk hold. Men samme lydhørhed bør der være overfor kritikere af systemet.

*kilde Mad in America side 216