Vivian er psykotisk fordi René Sjælland mener det

10. juni 2026

Vivian Warrad har været tvangsindlagt på PCA siden oktober, og den ledende psykiater René Sjælland, mener, at hun er psykotisk. Men der bør kigges nærmere på patienters retssikkerhed og psykiateres mulighed for at udøve magt, mener politiker.

Af Gitte Rebsdorf

Er du da sindssyg. Sådan siger vi til hinanden, når vi mener, at nogen eller noget er forrykt, vanvittigt, uden mening og sammenhæng.

Men i psykiatrien er det ikke bare noget, man siger. Her har psykiaterne magt til at bestemme, hvem der er sindssyg eller psykotisk, som det også bliver betegnet. På Psykiatrisk Center Amager, mener den ledende psykiater René Sjælland og hans kollega Morten Nielsen, at Vivian Warrad, er sindssyg. Det fremgår af et svar til kvindens advokat, som den 31. maj stillede spørgsmål til indlæggelsen:

”Vivian Warrad er fortsat indlagt, da vi mener, der er behandlingsbehov for tilstanden, som skal varetages i den specialiserede retspsykiatri. Vivian afventer som bekendt plads herpå. Det handler ikke kun om behandling af affektregulering men også om psykotiske symptomer. ”

 Med retten til at stemple mennesker som sindssyge følger også retten til at tvangsmedicinere, tvangstilbageholde og tvangsindlægge. Da den 43-årige kvinde får besked om, at René Sjælland fortsat mener, at hun har psykotiske symptomer, og at han vil have hende over i retspsykiatrien, bliver hun bange.

”Jeg vil ikke i retspsykiatrien. Det er et forfærdeligt sted. Det ødelægger mit liv. Hvis det sker, kan jeg ikke se mine børn. Det går ud over dem. Vi kan ikke holde til det mere,” siger hun og begynder at græde.

Psykiatriens magt under lup

Tvangsindlæggelsen af hende har stået på siden oktober sidste år, sådan som PsykiatriAvisen har beskrevet det, og de mange måneder i psykiatrien har tæret på den 43-årige kvinde.

Behandlingen består i at uddele diagnoser og medicin, og ingen af delene har hjulpet Vivian Warrad. Tværtimod. Samlet set har forløbet været svært at finde mening med.

René Sjællands besked om at Vivian Warrad er sindssyg, kommer selv om psykiateren aldrig har haft en samtale med hende, og selv om personalet intet psykotisk ser, fremgår det af journalen 24.4:

Patient retur som aftalt. Giver udtryk for, at det er gået godt. Fremstår som vanligt venlig og smilende

Så megen magt bør enkelte psykiatere ikke have, mener folketingsmedlem og næstformand i Sundhedsråd Lillebælt, Cecilie Liv Hansen.

”Der er tale om et voksent menneske, hvis demokratiske rettigheder er udfordret. Kvinden er ikke til fare for andre eller sig selv, så det virker som et meget tyndt grundlag, at psykiateren vil tvinge hende over i retspsykiatrien. Der er også problemer i forhold til menneskerettighederne, så der er noget vi skal have set nærmere på og have gjort op med,” mener Cecilie Liv Hansen, der er løsgænger.

Efter Vivian Warrad så beskeden fra Rene Sjælland, tager hun væk. Hun sidder på en græsmark langt fra alt og alle. Ingen skal se hende i den tilstand hun er i. Slet ikke de to teenage sønner, som er derhjemme, og som hun forsøger at passe på.

Den ældste søn bliver student om kort tid, og hun ønsker at give dem et andet liv, end hun selv har haft.

Men psykiatrien er værre, end det hun oplevede under sin opvækst.

 

Zig-zag kurs

I slutningen af marts bliver Vivian Warrad ellers flyttet til en åben afdeling på Psykiatrisk Center Amager efter, at psykiatriavisen.dk har beskrevet, hvordan de ledende psykiatere vil tvangsmedicinere hende, fordi hun er uenig med dem.

Hun er også sluppet af med diagnosen som skizofren.

Efter hun er kommet på den åbne afdeling, har hun udgang i tre døgn om ugen, og på de andre dage har hun 10 timers udgang. Den mørkhårede kvinde har svært ved at se formålet med indlæggelsen. Hvad skal hun der? Hvad består behandlingen i? Hvad er meningen med tvangsindlæggelsen? Det er umuligt at få øje på. Måske er det psykiatrien, der er sindssyg.

Efter hun har siddet på græsmarken et stykke tid, samler hun kræfter og begiver sig hjemad. Om aftenen, da hun går i seng, fryser og ryster hun, selv om hun ligger under flere dyner.

Forløbet i psykiatrien har været en lang zig-zak kurs, og usikkerheden om, hvad der skal ske, og hvad psykiatrien nu kan finde på, belaster hende.

Den 10. april, knap 14 dage efter hun kom på åben afdeling, får hun at vide, at hun efter aftale med René Sjælland skal henvises til ambulant behandling i ROPS, fremgår det af journalen.

Men glæden varer kort, for fredag den 1. maj får den 43-årige kvinde en helt anden besked. Her får hun første gang at vide, at de ledende psykiatere René Sjælland og Morten Nielsen vil flytte hende over i retspsykiatrien i Roskilde og formentlig også begynde medicinsk behandling.

Patient  informeres om, at cheflæge RS er i dialog med retspsykiatrisk visitation, og at der fortsat påtænkes henvisning til ROPS, subsidiært til indlæggelse på Udsigten, hvor der forventeligt vil blive stillet krav om antipsykotisk medicinering.
Patient  bliver forventeligt og disproportionalt kværulerende og persevererende i den anledning, hvorunder hun også får vanskeligt ved at styre sin affekt og bliver devaluerende og sarkastisk i tonen.

Falder om på hospitalsgang

Vivian Warrad bryder sammen i gråd, da hun får beskeden, og få dage senere kommer der en fysisk reaktion, hvor hun falder om på hospitalsgangen, fremgår det af journalen fra den 4. maj. Koppen med te, som hun lige har hentet, ryger hen ad gulvet, og hun føler, at hun ikke kan få luft, og at hun er ved at blive kvalt. Personalet hjælper hende i seng, og hun får en kvart sovepille.

”De skaber selv det pres, jeg reagerer på, og når jeg reagerer, bruger de det som bevis på, at det er mig, der er problemet. De kunne bare lade mig være, så ville der ikke være noget at forsvare sig imod. De forventer, at jeg skal kunne leve under de her forhold uden at det fylder, men når jeg giver udtryk for, hvor belastende det er, så bruger de min reaktion som bevis på det, de påstår er min sygdom,” siger hun.

Herefter går den 43-årige kvinde i uvidenhed ind til den 21. maj, hvor hun uden varsel og uden nogen dagsorden bliver kaldt til lægesamtale med psykiater Morten Nielsen. Denne gang er der en ekstra psykiater med til samtalen.  Det er der ingen forklaring på. Under samtalen, som psykiatriavisen.dk har hørt, efter Vivian Warrad har optaget den, kan man høre, at den 43-årige kvinde gør sig umage for at agere, sådan som hun tror, psykiaterne ønsker, hun skal agere.

Når ens mening bliver til forestillinger

Psykiater Morten Nielsen er fåmælt, men spørger Vivian Warrad, hvordan hun vil have det med at blive udskrevet til ROPS. Hvad skal hun svare? Den ledende psykiater Rene Sjælland har for cirka tre uger siden ladet forstå, at hun skal over i retspsykiatrien. Så hvad er det, der foregår? Hvad er det, de udsætter hende for?

Efter lægesamtalen kan Vivian Warrad læse i journalen, at psykiateren skriver om hende, at hun er kværulerende, og at hendes tankegang er vag og usamlet, når hun bliver presset. Videre står der:

Hun er udpræget garderet og vagtsom og røber fortsatte forestillinger om, at hele årsagen til hendes indlæggelse er, at man ikke vil “tabe ansigt”.

Vivian Warrad bemærker, at psykiateren anvender betegnelsen forestillinger. Det er et psykiatrisk fagudtryk, men er det en forestilling at mene, at psykiatrien ikke vil tabe ansigt?

Psykiateren har magt til at dømme hende sindssyg alene på baggrund af hendes adfærd og de ord, hun siger.

”Sådan er det hver gang, jeg har haft en lægesamtale, så bliver der skrevet ord om mig, som jeg ikke selv kan genkende, men som jeg ved gør, at de kan bruge det til at sygeliggøre mig med og forsøge at få mig over i retspsykiatrien og give mig piller. Hvorfor vil de ikke have, at jeg har det godt? Hvorfor skal jeg være syg? Det er jeg ikke,” siger hun og fortsætter:

”Psykiatrien har intet positivt betydet for mig. Den har kun skadet. Man taler meget om, at der mangler ressourcer i psykiatrien, men de ressourcer, der er brugt i min sag, er ikke bare spild. Det er ressourcer, som er brugt på at gøre alting værre.” 

Smerter i muskler og led

Efter hun har fået psykofarmaka, har hun fået smerter i led og muskler. Det er smerter, hun aldrig har haft før, og som ikke forsvinder, selv om hun ikke længere får medicinen. Selv tænker hun, at det er en bivirkning, men psykiatrien kæder ikke smerterne sammen med bivirkninger ved psykofarmaka, har Vivian Warrad bemærket. I journalen den 11. april står der:

Vivian klager over smerter i ankler og led.

Den 5. maj:

Klager over hævelse i begge ben. Der findes udtalt ømhed svarende til seneforløb i knæhase, samt svarende til senetilhæftninger under knæ fortil . Har forsøgt at anvende strømpebukser , men mener hun at kan ikke mærke noget effekt. begynder at græde.

Vivian Warrad forsøger også at komme af med nogle af de mange kilo, som er kommet til efter medicineringen, og som er en velkendt bivirkning.

”Men det er svært, når det gør ondt hver gang, jeg bevæger mig,” siger hun og tilføjer:

”Jeg vil gerne have mit liv og min frihed tilbage. Min familie er ved at planlægge ferie, og jeg kan ikke komme med, for jeg ved ikke, hvad der sker. Hvad er det, jeg har gjort, siden jeg skal straffes på den måde,” spørger hun

Til en lægesamtale den 5. juni minder den ledende psykiater Morten Nielsen hende om, at hun har en behandlingsdom. Den kommer ikke ud af ingenting, lader han forstå. Antallet af behandlingsdomme er dog steget betydeligt, og en opgørelse viser, at en fjerdedel af dommene bunder i, at personalet i stigende grad anmelder patienter for trusler og vold.

Vivian Warrads behandlingsdom var oprindeligt en almindelig dom, som efter hun kom i psykiatrien blev ændret til en behandlingsdom uden, at hun på det tidspunkt var klar over konsekvenserne, sådan som psykiatriavisen tidligere har beskrevet det.

Lægesamtalen den 5. juni kommer få dage efter, at Rene Sjælland har skrevet til Vivians advokat, at hun skal i den specialiserede retspsykiatri, og under samtalen siger Morten Nielsen til hende, at hun er ekstrem kværulerende i alle små detaljer, som hun forvrider og kører endeløst på.

”Og du forvrider ikke dit notat,” spørger hun med henvisning til psykiaterens journalskrivning.

Psykiatere skærer ind til benet

Vivian Warrad spørger også om en forklaring på, hvorfor det kun er Morten Nielsen og René Sjælland, som beskriver hende som syg og kværulerende, mens personalet og folk ude i virkeligheden ikke gør det.

Hvis jeg skal komme med et ærligt bud, svarer psykiateren, så er det fordi os læger og psykologer skærer ind til benet og beskriver nogle ting, som andre ikke gør.

Psykiateren hæver på intet tidspunkt under samtalen stemmen, og det er ikke muligt at registrere følelser af nogen art i tonelejet.

Vivian Warrads stemme, derimod er fyldt med vrede og indignation, da hun  vil have at vide, hvorfor psykiateren beskriver hendes meninger som forestillinger.

”Er kværulerende også et fagudtryk,” spørger hun. Hvorefter psykiateren svarer bekræftende.

Vivian Warrad kan ikke være i disse samtaler med psykiateren. Hun synes, at de er syge.

” Hvorfor er det, han siger mere rigtigt end det, jeg siger? Hvorfor er det ikke ham, som forestiller sig noget? Jeg bliver frataget hele mit liv og truet med medicin og retspsykiatrien på baggrund af beskyldninger, det er umuligt for mig at forsvare mig imod. Det er en totalt fastlåst situation. Hvis jeg taler min sag og påpeger, hvordan jeg bliver behandlet, så bliver det udlagt som om, jeg er syg. Hvis jeg tier stille eller giver dem ret for at få fred, så ændrer det intet, så bekræfter jeg blot deres narrativ om, at jeg er syg. Jeg er fanget i en ulogisk logik, som de selv har opfundet, hvor jeg er syg, uanset hvad jeg gør,” siger hun og fortsætter:

”Jeg spørger mig selv hver dag: Med hvilken ret, hvilken logik, hvilken forstand, hvilken lov, hvilken religion eller hvilken form for råhed kan de retfærdiggøre deres opfundne metode? Hvordan har de dog fundet på den? Det er jo helt uden for normalen.”

Folketingspolitiker og næstformand i Sundhedsråd Lillebælt, Cecilie Liv Hansen er både overrasket og chokeret over psykiatrien, efter at hun har fået et indblik i, hvad det er, Vivian Warrad har været udsat for.

”Det er ikke det billede, vi normalt bliver repræsenteret for, når vi hører om psykiatrien. Men det er vigtigt, at vi får patienternes historier med, så vi ikke kun ser den polerede overflade. Jeg har bidt mærke i, at en psykiater, som aldrig har haft en samtale med kvinden, kan udøve stor magt i hendes liv. Det er dybt problematisk,” siger hun.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt de to psykiatere Morten Nielsen og René Sjælland, hvad deres kommentar er til, at en patient beskriver deres behandling som ødelæggende.

Vi vil også gerne have spurgt dem om, hvor sikre de er på, at Vivian Warrad er psykotisk/sindssyg? Hvor dokumentationen beviset er?

Men presseafdelingen på Amager og Hvidovre Hospital oplyser, at ingen at de to psykiatere ønsker at stille op til interview.

Morten Nielsen ønsker heller ikke, at citaterne i samtalen med Vivian Warrad bliver anvendt. PsykiatriAvisen har af samfundsmæssige hensyn valgt at gengive en del af det psykiateren siger i båndoptagelsen.

Hvis du selv har erfaringer med Psykiatrisk Center Amager,PCA, kan du skrive fortroligt til email:

psykiatriavisen@proton.me

Skriv gerne PCA i emnefeltet

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

PsykiatriAvisen har brug for din støtte

…så hvis du synes vores journalistik er vigtig, beder vi dig købe et abonnement

Læs mere

Min søsters historie er ikke ulykkelig men en forbrydelse

Læs med på debatten.

Se det seneste indlæg

Foredrag

Vil du bestille et foredrag om psykiatri så læs mere

Forrige opslag

DR fortsætter med at misinformere

Næste opslag

Min søsters historie er ikke ulykkelig men en forbrydelse

Seneste fra Artikler

Skizofrenifabrikken på Amager

På PCA får de fleste skizofrenidiagnoser, har Vivian Warrad opdaget. Hun kom dertil frivilligt for seks år siden og har fortrudt lige

Vær med til at forandre psykiatrien

PsykiatriAvisen S/I er en forening, der arbejder for at forandre psykiatrien. Psykiatriens mange problemer med tvang, overmedicinering, selvmord og dødsfald skyldes ikke mangel på ressourcer men en fejlslagen behandling.

Mentale lidelser har ikke sit ophav i en fejl i hjernen, som kan afhjælpes med medicin, sådan som psykiatrien ynder at fortælle det.

Fakta om psykiatri

Vi har brug for dig for at arbejdet med at forandre psykiatrien kan lykkes. Nogen kan bidrage meget, andre mindre, men det vigtige er, at du er med.

Læs mere

Gå tilToppen

Don't miss