Fem selvmord i skandalesagen fra Randers kunne være undgået, hvis der var handlet efter erfaren specialiststandard, fortæller DR i dag. Men er det korrekt? Og hvad med alle de andre selvmord i psykiatrien kunne de også være undgået?
Af Gitte Rebsdorf
DR bringer i dag endnu en historie om den såkaldte skandalesag fra Randers. Det gør det statsfinansierede medie, selv om der er kommet nye oplysninger i sagen, som viser, at skandalen fra Randers på flere områder falder fra hinanden, og at de faglige eksperter, som bedømmer klagesager i Patienterstatningen ikke er uvildige, men at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien
Kritikken af den fyrede psykiater fra Randers bunder i, at han offentligt har udtalt, at der bør være en anden tilgang i psykiatrien. Herefter har kolleger til den fyrede psykiater henvendt sig til journalister. Men spørgsmålet er om ikke journalisterne har glemt at være kildekritiske.
DR anfører i sin historie i dag, at fem selvmord kunne være undgået, hvis der var handlet efter erfaren specialiststandard.Men som PsykiatriAvisen har vist, var der ingen selvmord på afsnit C i Randers. Det er der derimod mange andre steder i psykiatrien.
I 2024 var der 115 selvmord i psykiatrien. Hvor mange af disse kunne være undgået? Hvorfor undersøger DR ikke det?
Selvmordsrisikoen fordobles ved brug af depressionsmedicin, sådan som forskningen viser det, og mange selvmord sker netop samtidig med, at folk er på depressionsmedicin. Hvor mange af disse selvmord kunne være undgået? Hvorfor er det ikke interessant, DR?
DR har i sin historie beregnet, at 17 procent af de patienter eller pårørende, som har søgt erstatning i sagen fra Randers, har fået medhold.
Men spørgsmålet er om det er en fair og retvisende beregning:
- I skandalesagen fra Randers er pårørende og patienter blevet opfordret til at klage. Men hvad ville der være sket, hvis pårørende og patienter et andet sted i psykiatrien – for eksempel på Psykiatrisk Center Amager var blevet opfordret til at klage? Hvor mange klager ville der mon så komme?
- Og hvad hvis det var professor Peter Gøtzsche, der skulle vurdere klagerne fremfor psykiater Henrik Day Poulsen og andre psykiatere med tætte forbindelser til medicinalindustrien. Hvordan ville udfaldet så have været?
Det mangler vi at få svar på, DR
Substansen i kritikken af psykiateren fra Randers har for en stor dels vedkommende været skjult for offentligheden og sågar også for den fyrede psykiater selv. Kun efter at PsykiatriAvisen har søgt aktindsigt er det kommet frem, at meget af kritikken er følelsesladet fremfor faktuel, sådan som når en af de auditører, Region Midtjylland havde ansat til at vurdere Randers psykiaterens arbejde udtaler:
Overlæge KKS er til fare for patientsikkerheden pga. grov forsømmelig embedsførelse. Og han kan derfor juridisk midlertidigt fratages sin autorisation. Jeg kan næsten ikke holde ud at være vidne til, at han ikke stoppes. Når styrelsen ikke kan finde ud af at gøre deres arbejde, kan man så ikke melde ham til politiet? Eller bede retslægerådet vurdere hans arbejde?
Som speciallæge i psykiatri, Asker Stig Nielsen har udtalt, så har skandalesagen ikke gjort os klogere:
”Det er svært at se perspektivet med sagen, der har karakter af en skueproces. Det er i hvert fald ikke på den måde psykiatrien bliver forbedret. Man kunne i stedet have taget alvorligt, hvad der er i spil, når nogen med kritisk sans går andre veje.”
Åh tak Gitte, for at folde ud.
Hvor vil jeg dog ønske, at dit overblik og dine argumenter blev hørt og læst i bredere sammenhænge.
Jeg har lyst til, at rette henvendelse til et medie som Zetland, og bede dem kontakte dig, for et interview, vil det være i orden?
Den der ensidige kommunikation, som bl.a. Dr.dk præsenterer skaber en masse usikkerhed og mistro, selv i mig, som ellers er så bevidst og stiller mig kritisk overfor de herskende paradigmer.
Tak, men måske er det ikke nogen tilfældighed, at vigtig viden bliver sorteret fra? Professor Peter Gøtzsche, som er international anerkendt for sin forskning, besidder vigtig viden, som danskerne sjældent hører om. Hvorfor ikke?
Gitte Rebsdorf : Hvordan i alverden kan det mon være, at flere såkaldt store medier her i Danmark har svært ved at håndtere ” Randers – Sagen ” og de mange helt fantastiske elementer der voksede ud af denne ” Sag ” ?
Vi er flere der har skrevet om denne ” sag “, hvor en dygtig og samvittighedsfuld gruppe ansatte på et par psykiatriske hospitalsafdelinger i Randers, heriblandt lederen af afdelingerne, viste at man kan hjælpe folk rigtigt godt uden så store mængder piller, uden så store mængder tvang, med ordentlig god kontakt, relevant samtale, med indtil flere gode aktiviteter, ikke mindst at alle udskrevne patienter er velkomne til at dukke op på hospitalet til daglig aktivitet og samvær indtil kommunen tager over. Endda med brug af færre penge end det gennemsnitlige brug i Danmark. Og derudover med de vældigt gode resultater at en betragtelig del af patienterne fik det godt ?? Hvordan kan det være ?
Det er så voldsomt bekymrende, og så uhyggeligt fatalt væmmeligt, at det trodser stort set alt !!!
Jeg kan kun sige en ting og det er … fy for den da hvor det stinker !
Der er intet, absolut intet forkert ved den fine gruppe af ansatte…. INTET.
Men, der er tilgengæld en meget ubehagelig hørm bag alt det her. Hørmen er ikke forårsaget af den fine gruppe ansatte på dette hospital. En gruppe ansatte, der for alvor skabte adskillige glædelige situationer for en hel del personer som havde haft det meget svært.
Næhhh, hørm stammer fra alle de skidder der så uvederhæftigt bruger deres kræfter på at sætte denne gruppe dygtige, omsorgsfulde og beundringsværdige ansatte i et dårligt lys. Og hvorfor gør man så dette, forsøger at sætte denne gode gruppe ansatte i et dårligt lys?
Er det fordi de er kompetente ?
Er det fordi de beviste at man kan skabe omsorgsfuld hjælp for færre penge, med mindre mindre vold ( tvang ) og med mindre forgiftning ( piller, medicin som flere kalder pillerne ) eller var det fordi Svend Brinkmann sagde at sådanne en psykiatrisk afdeling turde han godt blive patient på ?
Jeg synes at man skal bedrive fair journalistik. Nogle gør. Og nogen driver absolut uværdig journalistik. Hvorfor ?
Gitte Rebsdorf, du er virkelig god til at drive de rigtige facts op, og du er virkelig god til at beskrive de dilemmaer der er i den danske psykiatri.
Tusind tusind tak. Tak for din meget vigtige indsats.
Jeg ved heldigvis, at, den nu tidligere leder, har det godt idag. Men, sådan har det ikke været heletiden. Det har været en usandsynlig hård bekomst man har tilladt sig at give ham. Og måske fordi han er meget dygtigere end de fleste ?
Den politiske side af sagen er nok nemmere at rydde op i, nu, med ny regering. Må jeg foreslå at man skynder sig med det … og må jeg tillade mig at foreslå at man fortæller de tidligere patienter den sande version af sammenhængen? Skynd jer. På forhånd tak.
Det ku godt ligne, at der er en ordentligt voldsomt vild erstatningssag på vej. Alle de patienter / tidligere patienter som er blevet fyldt med ord om at de har været udsat for forkert behandling, og de stakkels dygtige ansatte, som gjorde så stor, og så kompetent en forskel, men blev udstillet i et forløjet skafotlignende udstillingsvindue.
Og tak til dig, Gitte Rebsdorf, igen igen, fordi du meget dygtigt skriver så skarpt. TAK <3
Et lille PS:
Jeg har mødt et par stykker, som har forsøgt selvmord, som følte sig trygge ved at blive spærret inde og dermed blev forhindret i at tage deres eget liv”, de oplevede at blive “reddet” i psykiatrien.
Men det modsatte er også tilfældet. Det er mennesker som oplever sig behandlet så umenneskeligt, det er mennesker som er fejlbehandlehandlede, traumatiserede, tvangsmedicinerede, hvor summen af overgreb i psykiatrien, reelt gør dem selvmordstruede – fordi deres intellekt, personlighed og helbred har lidt så voldsomme knæk, at de har mustet alt håb.
Jeg er ked af, at psykiatrien og befolkningen er ” endt i to lejre”, som taler forbi hinanden. Der er i stedet behov for at åbne dialogen i et ønske om både at se indad, og være åben for at skabe reelle muligheder, blandt andet ved at se ud over egen fagligheds begrænsninger, deltage i at udvikle bedre og bredere tilbud, end dem psykiatrien i dag repræsenterer.
Det er en umulig opgave at tage ansvaret for andre menneskers helbred, fysisk som psykisk, jeg tænker vi skal en helt anden vej, så vi i fællesskab måske kan skabe en bro, hvor ansvar og medansvar, menneskelig udvikling og integritet og individets virkelige behov respekteres.
Det er dybt sørgeligt når et menneske ikke ser andre muligheder end at dø, og hvis psykiatrien virkelig vil ” hjælpe”, så skal de ansatte udvikle et helt nyt menneskesyn, der skal skabes et helt nyt fundament, som for mig at se ligger meget langt fra det der idag er virkeligheden på landets psykiatriske afdelinger.