Aktører, som drister sig til at kritisere den herskende psykiatri, bliver ofte mødt med vrede reaktioner og med, at det kun er psykiatere, som besidder faglig viden. Men det absurde er, at psykiatere ved meget lidt om psykiatri, og at de ofte misinformerer befolkningen.
Af Gitte Rebsdorf
Psykiatri er et emne, som kan få følelserne i kog. Det er der ikke noget at sige til, for det handler om, hvad det vil sige at være et menneske, og derfor berører det os ofte dybt.
Men hvis vi skal blive klogere, er vi nødt til at udfolde og undersøge, hvad uenigheden bunder i.
Forleden reagerede en sygeplejerske, Randi Bisgaard, som skriver at hun arbejder i retspsykiatrien på en af mine artikler.
Randi Bisgaard, mener helt i tråd med, hvad førende psykiatere anfører, at det kun er psykiatere, der er berettigede til at kunne mene noget om psykiatri. Hun skrev således på linkedin:
du er Journalist og ikke læge så fagligt kan du beskrive de her historier mm Men det er blot en vinkel på en historie fra psykiatrien. Du har jo nul faglig viden
Det er der to ting at sige til:
- Efter at have beskæftiget mig fagligt med psykiatri i cirka 30 år har jeg særdeles stor faglig viden om emnet, hvilket min journalistik også bærer præg af.
- Kommentaren rammer sig selv i nakken, for hvis den skal give mening, forudsætter det at psykiaterne har stor viden om psykiatri. Det har de ikke.
Psykiaterne og medicinalindustrien ved ikke, hvad psykiske lidelser er, sådan som professor Jimmi Nielsen vedgår det i en artikel på psykiatriavisen.dk
Der er ingen markør, sådan som når man har sukkersyge eller et brækket ben. Det ved psykiaterne godt, men det bemærkelsesværdige i den sammenhæng er, at de agerer som om de ved, hvad psykiske lidelser er, og at de ved, hvordan de skal behandles.
Det er hovmodigt, og det er vildledning af befolkningen.
En debattør på Bedre Psykiatris Facebook side i Region Hovedstaden, Vibeke Anine Mont skriver som en kommentar til kronikken: Vi tør kritisere psykiatrien
tror I virkelig selv på, at psykiske sygdomme ikke kan være arvelige (fx), og at nogle HAR enorm stor hjælp ved, at få psykofarmaka og/el ECT!.
Det er som om nogen af jer hellere vil bombe os tilbage til 60’erne-70’erne, hvor psykologer troede, at årsagen ,for alt og alle, var ydre forhold, isært barndommen (og mulige kombinationer af årsager, blev heller ikke overvejet!!). INGEN omtaler den skade, dét gjorde, når folk med skizofreni mv, fik denne form for “faglighed” serveret i samtaleterapi!!.
Talen lyder, som er den hentet hos førende psykiatere. Det her handler ikke om at bombe noget eller nogen tilbage til 60erne eller 70erne, sådan som psykiaterne altid argumenterer, når der er kritik af psykiatrien.
Det handler derimod om, hvad det vil sige at have mentale udfordringer. Det vidste psykiaterne ikke i 60erne og 70erne, og det ved psykiaterne og medicinalindustrien fortsat ikke. For selv om der er postet milliarder af kroner i at finde biokemiske forklaringer, er det ikke lykkedes.
Vibeke Anine Mont skriver videre, at vores kommunikation er ualmindeligt manipulerende:
I har, tilmed, en så ualmindeligt manipulerende kommunikation, at I TILLADER jer, at skrive:”teorien om de kemiske ubalancer i hjernen, blev endegyldigt tilbagevist i 2022″, når det ,de facto, KUN omhandler serotoninteorien, som stort set ingen psykiater i, i årevis, har opfattet som rigtig.
Det er samme argumentation som førende psykiatere anvender, for da teorien om de kemiske ubalancer blev tilbagevist i 2022, var det præcis, hvad forskerne blev mødt med;
At psykiaterne aldrig havde påstået at depression havde sin årsag i ubalance i hjernen, og at det var meget mere kompliceret end det.
Sådan reagerede psykiaterne på, at forskere havde tilbagevist teorien om de kemiske ubalancer. Men førende psykiatere har udbredt denne falske teori mange steder – tilmed også i lærebøger sådan som professor Peter Gøtzsche har vist det. Teorien kan også findes i undervisningsmateriale i gymnasiet og naturligvis på medicinalvirksomheden Lundbecks hjemmeside.
Som den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker har påvist det i sin bog Mad in America er der ikke dokumentation for at mennesker med diagnosen skizofreni skulle have en ubalance i dopamin. Derimod kan man måle ubalance efter medicinering.
Aktuelt kan teorien om de kemiske ubalancer høres på Bedre Psykiatris hjemmeside, hvor psykiater Niels Bilenberg i en video fortæller, at folk der har diagnosen ADHD har for lav dopamin.
Men hvor er den forskning, der dokumenterer, at folk med diagnosen ADHD har for lav dopamin? Måske Niels Bilenberg kunne anvise, hvilken forskning det er, han henviser til?
Psykiaterne har i årtier fremført teorien om de kemiske ubalancer, og meget tyder på, at debattøren på Bedre Psykiatris hjemmeside, Vibeke Anine Mont er blevet vildledt af psykiaternes misinformation. Det er der mange, som er, for psykiaterne har stor magt og mange midler til at udbrede synspunkter, der fremmer deres egen profession og medicinalindustriens interesser.
Når vi ikke ved hvad psykiske lidelser er, melder der sig dernæst et andet centralt spørgsmål:
Hvad er det medicinen skal afhjælpe?
For når den ikke skal afhjælpe kemiske ubalancer i hjernen, hvad er så dens berettigelse?
En debattør på Linkedin, Rune Stoltenberg mener, at psykofarmaka redder liv:
ordet herskende psykiatri taler jo ned om noget som faktisk i nogle tilfælde er livsreddende
Det er udsagn man kan have, men der er ikke forskningsmæssigt belæg for det. Tværtimod viser forskningen, at psykofarmaka er skadelig og også livsfarlig. De er velkendt at psykiatriske patienter dør mange år tidligere end resten af befolkningen, og når det gælder depressionsmedicin, viser placebokontrollerede forsøg, at selvmordsrisikoen er fordoblet.
Sygeplejerske i psykiatrien Rune Stoltenberg anfører videre på Linkedin, at debatten om psykiatri ikke bør være sort hvid.
Det kan vist ingen være uenige i. Men spørgsmålet er, om psykiatrien ikke selv er sort/hvid, når den afviser åben debat.
Debatten om psykiatri er præget af den megen misinformation, der er på området. Ansvaret for det ligger primært hos psykiaterne, medierne, vores sundhedsmyndigheder og politikere, som definerer og bestemmer behandlingen i psykiatrien. Når det er sagt, har vi alle et ansvar for at psykiatrien kan fortsætte sin skadelige praksis. Hvis ikke vi siger fra fortsætter det.
Ja, godt man ikke er psykiater. Tænk at være uddannet i antagelser og ikke biologisk viden. Vi kan afslutte diskussionen med min aktindsigt hos seks landes sundhedsstyrelser, hvor jeg stillede seks konkrete spørgsmål vedr. bl.a. evidens for psykisk sygdom og serotoninhypotesen samt dokumentation for, hvad der sker i en børnehjerne, der får tilført SSRI hvis der ingen mangel er. samt max. og min. Værdier for udskrivning og dokumentation for, hvorfor ingen bliver testet for en serotoninmangel før, inden og efter udskrivning. Læse den her: https://zenodo.org/communities/misinterpretation-theory
Interessant – tak at du deler
Wow ..tak for at dele fagpersonales input fra andre ” medier”, det er så vigtigt for debatten at flere holdninger bliver præsenteret, for det er i sandhed en kompleks problemstilling vi her taler om. Det er det først og fremmest fordi der kan være en større sum af eksistentielle udfordringer, som bringer et menneskes liv i ubalance.
Som uddannet Alternativ behandler, med livslang interesse for ALT der handler om samfundet, livet, sundhed og sygdom, har jeg arbejdet med at søge viden og indsigt, personligt som gennem samtaler, behandling og undervisning i kontakt med mange mennesker.
Jeg er ikke uddannet psykiater, kunne ikke drømme om at behandle mennesker, som psykiatere gør. Men jeg har en viden og nogle erfaringer, som jeg mener er mindst lige så vigtige som psykiateres og lægers og sygeplejerskers, selvom min faglige og personlige indsigt sandsynligvis regnes for nul og niks, af et flertal af ovennævnte faggrupper. Det er da åbenlyst et problem, at bestemte faggrupper har tiltusket sig og politisk gives magten til at definere hvem danskerne er og hvordan vi skal behandles. Det er ikke et demokratisk samfund værdigt, og der er da hverken ytringsfrihed eller plads til individets medfødte ret til at være den det er, i det øjeblik en person påtvinges ophold eller psykofarmaka på en psykiatrisk afdeling.
Så kan vi diskutere hvad der er ret og rimeligt, for der er ingen tvivl om, at der I visse tilfælde er behov for tvang overfor et menneske, som decideret er farlig for andre, men jeg har personligt kendskab til det faktum, at der ikke altid reelt skelnes, og det kan jeg kun kalde overgreb og fejlbehandling.
Jeg mener at den største fejl psykiatrien begår, er systematisk at diagnosticere mennesker ud fra et skema af symptomer, i stedet for først og fremmest at interessere sig for det enkelte menneske, dets virkelige behov, udfordringer og årsagen til de symptomer som omverdenen reagerer på.
Hvis ikke psykiatere og andre fagpersoner i psykiatrien anerkender de gennem tiden, mange, mange menneskers modstand og ytringer mod den umenneskeliggørelse, det magtmisbrug og de overgreb og fejlbehandlinger de har oplevet i kontakt med psykiatrien, så mener jeg ikke at de er hverken fagligt eller menneskeligt værdige til at bestride en så magtfuld position i sundhedsvæsenet.
Vi skal have dialogen ud i det åbne rum, vi skal ikke affinde os med at børn, unge og voksne risikerer så snart de stifter bekendtskab med psykiatrien, at ende i situationer, som resulterer i livslange handicap, traumer og frygt. Vi skal ikke finde os i, hverken som pårørende eller ofre for fejlbehandlinger, eller for den sags skyld som fagfolk og ansatte i psykiatrien at ligge under for en tavshedskultur.
Jeg ser frem til konferencen i Middelfart lørdag d. 30. Maj, og til Psykiatravisens fremtidige arbejde.
Kære Gitte
Tusind tak for dit gode, kæmpestore og enormt vigtige arbejde.
Hvereneste dag kan DU gå ud af din dør med rank ryg.
Jeg ser meget frem til at møde dig og de, der møder op i Middelfart.
De Bedste Hilsner fra Anna
Mange tak, Anna. Vi ses i morgen 🙂