Psykiatrien har brug for et modspil. Professionen har spillet fallit. Men mange er bange for at kritisere, og imens fortsætter de alvorlige problemer med tvang, overmedicinering, genindlæggelser og selvmord.
Tekst: cand. Psych. Erik Platz, journalist Gitte Rebsdorf, aut. klinisk psykolog. Jens Melgaard, gymnasielærer Kim Lønsmann Rasmussen, advokat Kaaveh Dolatshahi Piroz
De fleste danskere tror, at psykiske vanskeligheder har sit ophav i en fejl i hjernen, som skal korrigeres med psykofarmaka. Det er en fortælling, som er fostret af medicinalindustrien og psykiaterne, men der er ikke forskningsmæssig dækning for den. Teorien om de kemiske ubalancer i hjernen blev endegyldigt tilbagevist i et studie, som blev offentliggjort i 2022.
At den tilbageviste teori fremdeles føres frem som grundlag for en ren somatisk/kemisk forståelse af sindslidelser er skadeligt i forhold til at udvikle en påkrævet ny forståelse af, hvad sindslidelser er.
En forståelse, hvor hovedvægten lægges på at se sammenhængen mellem folks ofte belastende livsproblemer og de heraf afledte mere sindslige ”forstyrrelser”. En sådan forståelse vil give en mulighed for at forstå den enkeltes sindslidelse i dens rette kontekst – nemlig patientens livssituation – frem for at kortslutte til en kemisk forståelse, hvor konteksten ignoreres.
For at imødegå det og for at anvise nye veje har vi stiftet en forening, PsykiatriAvisen S/I, hvis hovedsigte er at forandre psykiatrien til gavn for de mennesker, som har brug for hjælp til at komme sig ovenpå mentale udfordringer.
Hjælpen til mennesker, der lider mentalt, skal ændres radikalt, sådan som The Power Threat Meaning Framework, PTMF, også anviser det.
En af hovedtankerne i PTMF, som er et 400 sider langt akademisk arbejde, er at få et opgør med psykiatriske diagnoser, så der i stedet kommer fokus på folks livsomstændigheder. Undersøgelser viser, at størstedelen af dem, som havner i psykiatrien, netop er belastet af sociale forhold, og at traumatiske hændelser som overgreb og sociale og økonomiske problemer er årsag til stress, angst og spiseforstyrrelser. Men det medtænker diagnosesystemet ikke. Sagt med andre ord; Det er ikke en sygdom at være fattig eller at være blevet skilt.
Vi har i mange år kendt til metoder, som kan hjælpe mennesker med sindslidelser, sådan som det er kendt fra den hæderkronede model i Trieste i Italien, og fra metoden Åben Dialog, som bruger lidt eller ingen medicin. Resultaterne taler for sig selv; 85 procent af patienterne kommer i arbejde, og 80 procent lever uden at være psykotiske.
Mange langtidsstudier udført af uafhængige universiteter og forskningscentre viser, at folk klarer sig langt bedre uden psykofarmaka end med.
De to amerikanske forskere ved University of Illinois, Harrow og Jobes, viser således i deres langtidsstudie fra 2007, at mennesker, som ikke får psykofarmaka, har otte gange højere chance for at komme sig sammenlignet med dem, der får psykofarmaka.
Set i det lys er det grotesk, at psykiaterne i flere omgange har haft held til at forhindre folketingsbeslutninger om at indføre medicinfri behandling. Det skete første gang i 2001, og da Folketinget i 2017 igen ville indføre medicinfri behandling, var det nødvendigt at genopslå puljen, fordi der ingen ansøgere var.
Tvang er et om sig gribende problem i psykiatrien, og Danmark er i flere omgange blevet dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, sådan som det er kendt fra den såkaldte Aggerholm sag fra 2020, hvor Niels Lund Aggerholm var bæltefikseret i 23 timer under en psykiatrisk behandlingsdom. Aktuelt er det sket igen i en domfældelse i en bæltefikseringssag. I den forbindelse er det sigende – og tjener ikke Danmark til ære – at den danske højesteret kom frem til det modsatte resultat bl.a. på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet; derfor endte sagen ved menneskerettighedsdomstolen.
I psykiatrien taler man om, at det er umuligt at undgå tvang ud fra devisen, at det er nødvendigt at tvinge syge mennesker til en behandling, de ikke selv ved, de har brug for. Det er et meget ulige magtforhold, som er skadelig for enhver menneskelig relation. Tvang i psykiatrien opstår netop, fordi den herskende psykiatri skaber en kultur, som fremmer vold og krænkelser. Det sker, når folk bliver tvunget til at tage medicin, de ikke ønsker. Det skaber modstand, og den modstand bekæmper psykiatrien med bæltefikseringer og tvangsmedicin.
Når vi medtager, at den ikke industrifinansierede forskning konkluderer, at psykofarmaka gør mere skade end gavn, bliver urimeligheden af tvangsmedicin tydelig.
Flere studier tyder på, at kun 20 procent har effekt af psykofarmaka, og når vi ser på skadevirkningerne, har det længe været kendt, at neuroleptika forårsager hjerneskade, sådan som den amerikanske psykiater Peter Breggin har italesat det.
Omkring 50 procent af de mennesker, der har været i langvarig behandling med neuroleptika har Tardiv Dyskinesi, TD, som ses ved skævhed i krop og ansigt – også kendt som Pisa-syndrom. Det er en invaliderende skade, der ofte ikke forsvinder, heller ikke selv om medicineringen ophører.
Vi bør ikke acceptere et samfund, som kan tvinge folk til at tage medicin, som de ikke selv ønsker, og som der er ringe evidens for. Det er kendt, at bivirkninger øges i takt med, at dosis øges. Alligevel bliver hver fjerde patient overmedicineret, sådan som et studie fra 2024 viser.
Folk, som arbejder med psykiatribrugere eller har psykiatri-pårørende, ved at overmedicinering gør psykiatribrugeren zombie-agtig, hvilket tydeligt viser sig rent visuelt.
At psykiatrien ikke virker, ses ved:
- Hver fjerde patient bliver genindlagt indenfor 30 dage
- Antallet af førtidspensioner blandt folk med mentale lidelser er steget i takt med brugen af psykofarmaka
- Tvang er steget trods ekstra millioner til at bringe det ned.
Men vi hører om ansatte, der ikke tør udtale sig kritisk af frygt for at miste deres job. Frygten henter næring i, at professor Peter Gøtzsche for nu cirka ti år siden mistede sin stilling som direktør for det uafhængige forskningscenter, det Nordiske Cochrane Center efter, at han med afsæt i sin internationalt anerkendte forskning offentligt havde udtalt, at psykofarmaka skader mere end det gavner.
Flere forskere indenfor feltet bøjede nakken og har siden holdt sig tilbage med kritik. Også i den brede befolkning er der en udbredt frygt for at gå imod myndighederne.
Sådan en psykiatri og sådan et samfund bør vi ikke have.
Psykiatrien og dens biomedicinske model, sådan som den praktiseres i dag har brug for et modspil. Men der findes ikke aktører i Danmark udover enkeltpersoner, som siger psykiatrien imod. Kritikken er for sporadisk og uorganiseret. Derfor er der brug for en forening, der organiserer alle, der ønsker forandringer.
Vores første konference foregår lørdag den 30. maj. Du kan tilmelde dig her
Psykiatriforeningerbes Fællesråd opstod i 2006 i region Hovedstaden, og har været en samlende og kritisk bevægelse, der rummer både brugere og pårørende foreninger. Jeg synes I skal indgå i et samarbejde med dem i stedet for at oprette en ny forening, og selvom jeg selv er akademiker (psykolog) tror jeg ikke, at det er en akademisk øvelse at omkalfatre psykiatrien men i højere grad en folkebevægelse – ikke mindst ført an af brugerne. Men jeg ser gerne et opgør med den medicinske model.
Mange tak for input. Vi vil naturligvis gerne samarbejde med andre aktører. Vi adskiller os dog fra de eksisterende foreninger på en række centrale områder, og derfor er der brug for os. Som vi peger på i vores kronik virker behandlingen i psykiatrien i mange tilfælde ikke, og derfor er det omsonst at blive ved med at poste ekstra milliarder til området. Derimod er der brug for nytænkning, sådan som flere internationale aktører også påpeger det.
Hej Signe.
Jeg har af interesse netop søgt info på Psykiatriforeningernes Fællesråds hjemmeside, men finder ikke noget af interesse. Der er en oversigt over hvem der er i bestyrelsen, og en oversigt over hvilke foreninger der er medlemmer, men links fører ingen vegne hen, så det føles ærligt talt som en noget tam omgang.
Psykiatriavisen.dk er startet af journalist Gitte Rebsdorf, og har eksisteret i mange år, med velskrevne kritiske artikler på Psykiatriavisens website, artikler som giver et helt andet billede af psykiatrien, end den som psykiatrien og de politikere, som i årtier ikke har formået at åbne for ærlig dialog omkring.
Psykiatrien er som jeg ser det, for en masse selvbevidste borgere slet ikke en mulighed at søge hjælp og støtte hos, netop fordi hovedfokus er på psykofarmaka og de der ikke ønsker medicin har ingen gavn af at opholde sig i et indelukket miljø, omgivet af mennesker, som fuldt og fast tror at de ved bedst på andres vegne.
Selv vil jeg aldrig kalde mig bruger af psykiatrien, og kunne ikke drømme om at henvise mennesker jeg er i berøring med til psykiatrien, fordi jeg er bevidst om de utallige fejlbehandlinger, overgreb og tvangsforanstaltninger, som psykiatere benytter sig af.
Jeg mener ikke, at Psykiatriavisen på nogen måde ligner andre foreninger, og jeg håber af hele mit hjerte, at Psykiatriavisen også i praksis, i fremtiden vil formå at holde dialogen åben, at mennesker, som mangler viden og information – og en mere menneskelig tilgang til sundhed og sygdom og eksistentiel udvikling fortsat kan søge i Psykiatriavisens efterhånden omfattende arkiv af artikler.
Problemet med at dem du kalder psykiatribrugere, skal drive forandringen er, at de mennesker, som allerede har været trukket gennem psykiatriens helvede, været udsat for tvang og overgreb, har oplevet virkningen af psykofarmaka på egen krop, kan være sat ud af spillet i årtier efter f.eks. tvangsmedicinering. De kan leve i dyb frygt for psykiatriens magtmisbrug og kan opleve sig re-traumatiserede ved blot at beskæftige sig med emnet. Dertil kommer de utallige fysiske symptomer, handicap og traumer, som for mange er en følge af særligt ufrivillig kontakt med psykiatrien.
Jeg mener at psykiatriavisen.dk er frontløber, ved at samle og dele viden om psykiatri og psykofarmaka, som ellers nærmest er umulig for danskerne at opstøve. Så tak til Gitte og co. for det arbejde. Jeg ser frem til at følge foreningens videre arbejde, som jeg forholder mig åbent, men også kritisk til.
NB: Blot lige en tilføjelse til min tidligere kommentar.
Jeg mener faktisk, at det er de mange kritiske stemmer, som tilhører mennesker med personlige erfaringer med psykiatrien, og som gennem tiden har haft mod til at udtrykke sig og sige fra, der allerede driver en folkebevægelse væk fra tvang, overgreb og fejlbehandlinger i psykiatrien. Men vi har brug for alle, som tør mærke efter, lytte til deres samvittighed, og bruge både hjerte og forstand. Det gælder enhver, som har oplevet systemet indefra, stået udenfor psykiatriens mure og låste døre og set deres kære blive mishandlet, samt de der har medvirket gennem deres erhverv til at smadre mennesker og familier, hvad enten de har været i “god tro” eller har undertrykt egen indre og mest kærlige stemme, af grunde de selv har ansvaret for at udrede.
Personligt tror jeg ikke på en ” ren” akademisk tilgang, men en individuel, som tager udgangspunkt i det enkelte menneskes eget ståsted, evner, udfordringer og muligheder – set i et større samfundsmæssigt og universelt perspektiv, uden behandlere som er funderet i en tro på, at netop de ved bedst på alle andres vegne.