I går fortalte endnu en patient i psykiatrien om at begå selvmord, fordi psykiatrien er en håbløs labyrint, som det ikke er til at komme ud af. Hvor længe skal vi acceptere en psykiatri, der skader mere end den gavner?
Af Gitte Rebsdorf
Siden jeg den 4. marts skrev den første artikel om, hvad Vivian Warrad er udsat for i psykiatrien på Psykiatrisk Center Amager, har jeg modtaget mange henvendelser fra folk med lignende oplevelser. En fortalte om, hvordan han havde været udsat for at have ligget fastspændt i bælte i flere dage på en psykiatrisk afdeling i Esbjerg og om, hvordan det havde traumatiseret ham. Han ønskede, at psykiatriavisen.dk også ville fortælle hans historie.
Det vil vi som udgangspunkt gerne, for det er vigtigt, at første hånds kilderne får mulighed for at komme til orde.
Deres fortællinger afviger, som vi kan se det med Vivian Warrads historie markant fra, hvad den officielle fortælling om psykiatri er. Det er der, som jeg har beskrevet det tidligere gode grunde til.
Men i modsætning til mange andre medier har det aldrig været muligt for PsykiatriAvisen S/I at opnå økonomisk støtte fra hverken offentlige myndigheder eller de mange private fonde, som med deres milliard kroner store fonde er med til at bestemme, hvilke projekter i vores land, der skal overleve og hvem der ikke skal.
PsykiatriAvisen vil overleve uanset hvad. For kan vi som samfund acceptere, at folk kan blive tvangsmedicineret, fordi de tillader sig at være uenige med psykiatere? Tvangsmedicineringen bliver typisk besluttet af psykiatere øverst i hierakiet, som ofte har meget tætte forbindelser til medicinalindustrien. Disse toppsykiatere mener, at det er nødvendigt at tvangsmedicinere, men patienterne vil ikke have neuroleptika eller antipsykotisk medicin, som det misvisende bliver kaldt.
Hvis neuroleptika havde været godt og hjælpsomt ville folk vel gerne have det, og så var de blevet raske. Men neuroleptika er ikke godt og hjælpsomt, sådan som den ikke industrifinansierede forskning viser det. Det er gift, som patienterne betegner det, og når de gør det, får de at vide, at de har giftfrygt og er meget syge. Men hvem er det, som er syg her?
I går skrev en anonym person i kommentarsporet på psykiatriavisen.dk:
Mit liv er ødelagt af psykiatri og jeg ser nu ingen anden udvej end døden, da psykiatrien er en håbløs labyrint man ikke kan komme ud af..hvad skal man med livet når andre tager patent på ens livsopfattelse. Psykiatri…en drømmeslukker.
Det var for mig den berømte prik, der fik mig til tasterne. For jeg har hørt det for mange gange, og jeg kan ikke nøjes med at være journalist. Jeg må agere som menneske. Vivian Warrad beskriver psykiatrien således:
”Psykiaterne mener, at jeg er en anden person, end den jeg er,” siger hun og begynder at græde.
”Jeg prøver ikke at tage livet af mig selv, jeg siger ikke noget usammenhængende, jeg er ikke psykotisk. Hvis jeg var skizofren, ville jeg tage det med oprejst pande. Men det er jeg ikke. Når jeg er til møde med ham (red: Jesper Riise) og jeg taler meget, siger han ikke til mig, at jeg skal holde min kæft, men han siger, at jeg er psykotisk.”
Vivian Warrad, som aktuelt er indlagt på en åben afdeling på Psykiatrisk Center Amager fortæller, at den anonyme skribents udtalelser ikke kommer bag på hende. For der er mange patienter i psykiatrien, der udtrykker sig helt i tråd med den anonyme skribent.
”Når patienterne gør det, får de bare endnu mere af den medicin, som ingen vil have. I psykiatrien er der ingen, som interesserer sig for, hvordan folk har det” fortæller hun.
Da Silas Dam i 2023 mistede sit liv i psykiatrien kun 24 år gammel, skrev han i et afskedsbrev, hvorfor han endte med at tage sit eget liv, som blev refereret i en nekrolog i Politiken.
»Psykiatrien slog mig ihjel. Bæltefiksering slog mig ihjel. Tvangsmedicin slog mig ihjel«.
Og han tilføjede:
»Del min historie«.
Men bæltefikseringer, tvangsmedicineringer og tvangsdiagnoser fortsætter i psykiatrien, som trods mange ekstra milliarder aldrig har været værre.
Da DR bringer dokumentaren; Hvem griber Sarah, som også mister sit liv til selvmord i psykiatrien, er der ingen, som italesætter, at depressionsmedicin øger risikoen for selvmord.
Enhver der beskæftiger sig med forskning ved, at det er snyd eller bias at undlade vigtige oplysninger. Sådan er det også indenfor journalistikken. Hvordan kan man bringe en sådan dokumentar uden at fortælle om, hvor farlig depressionsmedicin egentlig er? Det er da manipulation!
Der findes masser af tilgængelig viden om, hvor skadelig depressionsmedicin kan være. Men det er åbenbart viden, vi ikke ønsker. Enhver må overveje med sig selv, hvad det er for et samfund, vi er ved at udvikle.
Psykiatrien er et spin af løgne. Det er der en del, der ved. Men mange lurepasser, og er bange for at udtale sig kritisk. Sådan et samfund har ingen gavn af i længden. Heller ikke dem, der skummer fløden på andres bekostning.
På psykiatriavisen.dk er der en regel om, at alle kommentarer skal være med både fornavn og efternavn. Det er ikke tilfældet med kommentaren forleden. Men den bliver stående ind til videre.
Jeg fortryder meget at jeg kom i psykiatrien i Rønde. De tog al medisin fra mig som virkede, jeg fik at vide jeg skulle tage den medisin jeg stadig får efter næsten et år, og den virker ikke på mig. Så jeg har kæmpet længe om at få den rigtige medisin, haft det meget skidt i perioder, særlig med angst.
Heldigvis har jeg en god læge, og jeg håber at jeg kan få det godt igen og leve et lig der giver mening, det kæmper jeg for. Det er forfærdeligt at mennesker bliver behandlet så dårligt i psykiatrien. Jeg troede de skulle hjælpe mennesker, ikke køre dem ned og drive nogle i døden. Det burde være strafbart.