Af Gitte Rebsdorf
Herluf Jepsen Dalhof er død. Det er ikke alene et stort tab for hans familie og for os andre, som stod ham nær, men et tab for alle. Herluf Dalhof bestred en særlig egenskab, som kun de færreste i dag besidder, nemlig at kunne sætte sig selv til side for en større sag og for at hjælpe andre mennesker, sådan som han gjorde i sin store indsats for at ændre psykiatrien og bekæmpe brugen af ECT.
Det var lægegerningen, der blev Herluf Dalhofs metier, og han levede som få læger op til lægeløftet om at anvende sine kundskaber med flid og omhu til gavn for samfundet og sine medmennesker. Det viste sig, når han hjalp folk, der er blevet skadet af ECT. Det kunne være hjælp til at skrive en bog eller hjælp til en familie, hvis datter var blevet hjerneskadet efter ECT.
Hjælpen og indsatsen skete ofte i al ubemærkethed, og uden at Herluf Dalhof forventede eller søgte anerkendelse.
I 2013 fik Herluf Dalhof foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg efter at have fremskaffet vigtig dokumentation om ECTs skadelige virkning. Han medvirkede også i DR-dokumentaren “Et stød i hjernen”, hvor tre personer fortalte om deres alvorlige hukommelses skader.
Herluf Dalhof nåede at udrette meget i sit 88 år lange liv. Han var praktiserende læge i Vamdrup ved Kolding igennem cirka 25 år, og da han i 2001 gik på pension, kastede han sig over geologi, som han fandt stor interesse for. Herluf Dalhof var et dannet og vidende menneske, og når vi var på var på vandring fra hans domicil ved Binderup Strand til Skamlingsbanken, der ligger 113 meter over havet blev både børn og voksne beriget af hans viden om planter og geologi.
Herluf Dalhof holdt meget af musik, måske fordi hans mor var konservatorie uddannet pianist, og efter han var pensioneret tog han til Løgumkloster for at få en uddannelse i sang. Herluf Dalhof var i mange år med i Sdr. Bjert Kirkes kor, og var også en del af bestyrelsen i PsykiatriAvisen S/I.
Egentlig ville Herluf Dalhof have været ingeniør, hvilket også ses i hans have ved Binderup Strand, hvor han boede ind til sin død. Her sørger sindrige rørsystemer for, at det er nemt at få vand flere steder i den store have med egen bæk og skov bagerst i haven. Han installerede også en havebruser mange år, før det blev moderne. Den havde han selv bygget, og den er naturligvis udført i genbrugsmaterialer, for som Herluf ofte lod os det vide, så var han med solceller på taget og brænde fra egne træer stort set selvforsynende.
Herluf Dalhof kunne ikke tro på Gud, sagde han. Men alligevel fornemmede man en lille tvivl, hos denne mand, som havde så megen ånd og godhed i sit væsen, og da tvivlen er en del af troen, er jeg sikker på, at han er i trygge hænder hos Vorherre.
Herluf Dalhof blev for nogle år siden syg med kræft, men han var åndsfrisk til det sidste.
Herluf Dalhof vil være savnet og efterlader sig børnene Peter Dalhof, Birgitte Dalhof og barnebarnet Emil Norup Dalhof.
Bisættelsen finder sted fra Sdr. Bjert Kirke torsdag den 26. marts klokken 13:00
Jeg kondolerer ❤️.
Jeg kendte ikke Herluf personligt, men har set og læst ” ting” han har bidraget med, og har altid tænkt, at han var en person jeg gerne ville møde.
Personligt tror jeg ikke på ” gud” og vil jeg aldrig lægge mit liv eller min død i hænderne på “vorherre”, fordi jeg for længst har gjort mig fri af en ensidig maskulin religiøs opfattelse af liv og ånd.
I det hele taget mener jeg, at psykiatrien og den ” kristendom”, som danskere og andre folk i dag ( måske) har taget til sig, ligger uendeligt langt fra virkeligheden – vores fysiske, psykiske og åndelige – og dermed har ” troen på en almægtig og altvidende gud – herre, været medvirkende til magtfordelingen i samfundet, herunder i højeste grad også den magt som psykiatere- førhen næsten udelukkende mænd i hobetal – har tilranet sig!!
Men uha da da, hvis en indlagt formaster sig til at tro på “gud”, sin egen indre stemme, eller påstår at ” tale med gud”, så kommer overmagten i form af den psykiatriske overlæge med religions hammeren. For ” han” ved bedst, og han ser måske sig selv som kristen på den ” rigtige” vedtagne måde – og for ham ville ” gud” da aldrig nedlade sig til at tale med mennesker, så ” patienten må jo være “psykisk syg”!!. Ord som, i en sådan situation, typisk vil anvendes af en psykiater vil sandsynligvis være ” grandios”, ” psykotisk”, ” sindssyg”! Det siger i virkeligheden ikke så lidt om psykiateren og dennes mangel på menneskelig indsigt, men uendeligt lidt om ” patientens” personlighed, evner og helbredsmæssige tilstand.
Der tales alt for lidt om åndelighed, spirituelle oplevelser, og det at være menneske i forbindelse med menneskers evner og udfordringer. Der er ingen plads til det hele menneske i psykiatriens snævre dødbringende rammer, hverken til det enkelte individs særlige evner eller udfordringer- eller til den tvivl, det håb og den kærlighed vi rummer eller skal lære at udvikle…
Jeg føler altid en tristhed når mennesker som har udvist særligt livsvigtige evner og indsigter mister kontakten til deres krop, men hvad enten vi tror på genfødsel, evigt liv i det hinsides, reinkarnation eller afdødekontakt, da kan vi med kærlighed huske, at samle det vigtigste op, som afdøde efterlader. Vi kan give det liv på vores egen måde, er det i virkeligheden ikke det smukke ved den indsats næsten ethvert levende væsen gør sig, at essensen kan leve videre i de der lever videre.