Tvang i psykiatrien foregår ikke kun ved, at patienter bliver tvunget til at tage psykofarmaka. Der er også en mere usynlig side af tvangen, som handler om, at man bliver udslettet som menneske, mener en 43-årige kvinde.
Af Gitte Rebsdorf
Dunk. Dunk. Dunk. Vivian Warrad har hørt på den monotone lyd længe, og går ud på gangen, hvor hun gennem en halvåben dør kan se, at den kvinde, som bor side om side med hende på Psykiatrisk Center Amager sidder og vipper på stolen, så den hamrer ind i væggen.
Kvinden sidder alene. Hun har det skidt, og siger, at hun ikke kan mere. Men personalet befinder sig på et kontor ved udgangen. Vivian går derhen for at hente hjælp. Men der er ikke rigtig nogen hjælp i psykiatrien. Personalet går rundt med piller flere gange om dagen, men ellers taler de klubsnak, som Vivian kalder det, fremfor at være sammen med patienterne. Lidt senere finder hun ud af, at personalet har givet naboen udgang, og det skal vise sig ikke at være godt.
Dette er andet afsnit af Vivian Warrads fortælling om at være indlagt på en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Amager. En fortælling, der afviger fra psykiatriens fortælling, men efter at jeg som journalist har været i kontakt med i hundredvis af patienter, ved jeg, at Vivians fortælling ikke står alene.
Som beskrevet i sidste udgave af PsykiatriAvisen har Patientklagenævnet godkendt, at Vivian Warrad skal tvangsmedicineres, fordi hun er uenig med ledende psykiatere.
En af dem Rene Sjælland har hun aldrig mødt, og Nina Foli- Andersen har hun kun mødt få gange. Jesper Riise, der er ledende psykiater på afsnittet, hvor Vivian aktuelt har været indlagt i et halvt års tid, taler hun med cirka en gang om ugen. Men kun i cirka 10 minutter.
Men alligevel er det disse ledende psykiatere, der bestemmer Vivians behandling. En behandling, der ind til videre har forværret Vivians liv.
Forværring trods lang indlæggelse
Forværringen viser sig ved, at Vivian ikke længere arbejder. Hun har ellers altid klaret sig godt på arbejdsmarkedet. Notater fra hendes sagsbehandler i Københavns Kommune i forbindelse med, at Vivian har været i et ressourceforløb, viser, at Vivian gør det godt:
Vivian er kvik og har et behageligt væsen. Vivian har været i to korte praktikker, begge med fine tilbagemeldinger. Som mentor udtaler ”vil det være meget nemt at få Vivian afsat på en arbejdsplads”
Tvangsindlæggelsen gør også, at hun kun kan være sammen med sine teenagesønner et begrænset antal timer om dagen. Før hun kom i psykiatrien, plejede hun at danse. Det er også ophørt, og hendes liv er i det hele taget gået i stå, og tiden i psykiatrien har slidt på hende.
Det kommer frem i en samtale, Vivian har med psykiater Jesper Riise i februar. En samtale, som PsykiatriAvisen har hørt, og som Vivian har optaget med psykiaterens vidende.
”Jeg kan ikke klare mere. Jeg kan ikke mere. Det her er alt for voldsomt. Der er ikke nogen, der lytter.”
Psykiaterens svar på det er, at Vivian Warrad har en psykoselidelse.
”Men personalet, som ser mig hele tiden, observerer intet psykotisk – det er kun dig i dine 10 minutter. Det er meget mærkeligt, det du ser i forhold til alle andre.”
Psykiateren fastholder og siger, at det er hans vurdering, at Vivian har en grundlæggende psykosekomponent i sin væren i verden, og at hun skal have noget medicin, ellers bliver hun psykotisk. Han spørger, om hun vil være med til at prøve et andet præparat.
”Nej, jeg har prøvet alt,” svarer Vivian Warrad.
Men psykiateren mener ikke, at hun har prøvet alle præparater fra kogebogen, som han siger i optagelsen.
Jesper Riise ønsker ikke at give interview i sagen, og han modsætter sig også, at hans udsagn fra den båndede samtale bliver citeret. Det fremgår af et svar fra presseafdelingen på Amager og Hvidovre Hospital.
”Hvis du alligevel bringer citaterne, er det vores juristers vurdering, at sagen kan indbringes for Pressenævnet og Datatilsynet,” står der i svaret.
PsykiatriAvisen har valgt at gengive, hvad psykiateren svarer. Det har vi med begrundelse i den samfundsmæssige relevans, og fordi samtalen giver et sjældent indblik i magtforholdet mellem patient og psykiater.
Psykiatere har magt til at bestemme, at Vivian er skizofren, og de har også magt til at bestemme om hun skal tvinges til medicin, hun ikke selv ønsker.
Det fremgår af journalen:
Patienten spørger ind til om det er muligt at være indlagt uden at være i fast antipsykotisk medicinsk behandling. Patienten informeres om at dette ikke kan imødekommes.
Når hun beder om at få diagnosen vurderet på ny, bliver det afvist, som det fremgår af journalen den 23.12.2025:
Patienten spørger ind til om det er muligt at få en ny “udredning “under indlæggelse.
Undertegnede svarer patienten, at dette vurderer undertegnede ikke der er indikation for da patienten er ganske velbeskrevet i den foreliggende dokumentation i journalen.
Vivian Warrad er altså både uenig i diagnose og medicinering. Det er hun, fordi hun kan se, at ingen af delene giver mening.
”Jeg kan ingenting, når jeg får antipsykotisk medicin. Jeg ved knap nok, hvad der foregår omkring mig, når jeg er på antipsykotisk medicin, og kan slet ikke kæmpe for mig selv, så jeg vil ikke have det,” siger hun.
Effekten af psykofarmaka kan kun måles ved at spørge patienterne og ved at observere dem. Men af Vivians journal fremgår det, at hendes modstand mod medicin og diagnose bliver betragtet som manglende sygdomsindsigt.
Må opgive sig selv
Modstanden giver hende mange problemer, men selv om hun er presset, holder hun fast i at hun ikke er skizofren og at hun ikke vil have antipsykotisk medicin. For hende er det et spørgsmål, om retten til at være det menneske, hun er.
”Psykiaterne mener, at jeg er en anden person, end den jeg er,” siger hun og begynder at græde.
”Jeg prøver ikke at tage livet af mig selv, jeg siger ikke noget usammenhængende, jeg er ikke psykotisk. Hvis jeg var skizofren, ville jeg tage det med oprejst pande. Men det er jeg ikke. Når jeg er til møde med ham (red: Jesper Riise) og jeg taler meget, siger han ikke til mig, at jeg skal holde min kæft, men han siger, at jeg er psykotisk.”
At være indlagt i psykiatrien betyder, at man bliver mødt som en diagnose, og at man skal udslette sig selv, mener Vivian Warrad. Hun formulerer det således:
”Man må ikke selv mærke, hvordan man har det. Det er andre, der vurderer, om man har det godt eller skidt. Selv hvis du føler dig tilpas, men de mener, du har det skidt, bliver du medicineret. Så får du det faktisk skidt, men så vurderer de, at det er godt. De overtager din stemme, din smerte, dine fysiske og psykiske reaktioner og følelser. Alt overtages. De bestemmer, hvad du føler, tænker, mærker. Du ved intet selv længere. Du er simpelthen slettet. Du er ingenting.
Du skal adlyde og samarbejde, selv når det betyder at gå imod dig selv. Hvis ikke du gør det, siger de, at du har manglende compliance. Det paradoksale er, at du skal arbejde for din egen udslettelse, så andre kan definere det som en forbedring. Det er svært at forstå: At jeg får det værre, er for dem en bedring. Det er som at skulle opgive sig selv for at passe ind i deres idé om, hvad bedre er.”
Alt hvad hun gør, bliver sygeliggjort. Når hun i sin desperation over at psykiatrien har påført hende en diagnose, som ikke er sand, taler meget, bliver det beskrevet som et talepres.
”Sådan var jeg ikke før jeg kom i psykiatrien. Men når ingen lytter til det, man siger, og når der samtidig sker grusomme ting omkring en, skal man jo have afløb for det på en måde,” siger den 43-årige kvinde.
Har stoppet tvangsmedicinering.
Det er cirka seks år siden, Vivian Warrad kom i psykiatrien for første gang. Det har givet hende et indblik i, hvad der foregår bag de låste døre. I modsætning til mange af patienterne i psykiatrien har hun ressourcer, så hun kan fortælle om det og kæmpe i mod.
Efter PsykiatriAvisen har skrevet om hendes sag har de ledende psykiatere besluttet, at tvangsmedicineringen af hende skal stoppe.
”Jeg er lettet, og jeg kommer ikke til at opgive den her kamp,” siger hun og viser et notat, hvor det fremgår, at hun ikke længere skal have Abilify.
Hun er vellidt blandt personalet på afdelingen, og har det også fint med de andre patienter, fremgår det flere steder i journalen:
Patienten har haft en rolig aften, hun har været venlig og meget hjælpsom i forhold til ny patient
Patient er mest ude i miljø og social med de andre patienter. Rolig og imødekommende i kontakten.
Otte personer hopper på dig
Tiden på en lukket psykiatrisk afdeling er lang. Enkelte spiller et spil i opholdsrummet eller lægger et puslespil. Ellers går meget at tiden med at sove. Men bag tavsheden lurer hele tiden det uventede, at man aldrig kan vide sig sikker, og at alt kan ske, lidt lige som at være i en krigszone, fortæller Vivian.
”Pludselig går alarmen. Det kan være, hvis en patient har det skidt og råber eller skriger. Så kommer otte til ti mennesker løbende. Jeg kan slet ikke forstå, at de kan være så mange i så lille et rum. Men jeg har selv prøvet det, og hvis du gør modstand, hopper de på dig. En af dem sørger for at holde dit hoved, så du ikke slår det, og så bliver man væltet omkuld og får en injektion.”
De patienter, som har været i psykiatrien i mange år, opfører sig ofte mærkeligt og ser også tit mærkelige ud, har Vivian bemærket. Som kritiske psykiatere påpeger, bliver folk invaliderede efter lang tids brug af antipsykotisk medicin.
Der er en ældre kvinde, som har farvet sit hår grønt og som går rundt med lange guldfarvede kæder om halsen. Hun er blevet tvangsmedicineret i mange år. Først med trilafon og nu med olanzapin, og går hele tiden rundt og siger:
”Det er fandme uhyggeligt”
Den ældre kvinde har fortalt Vivian, at hun mistede sin familie som barn og kom på børnehjem, hvor hun blev voldtaget. Nu giver psykiatrien hende injektioner med antipsykotisk medicin og nogle gange piller oveni.
Først forsøger personalet at presse hende til at tage medicinen frivilligt, og når hun ikke vil det, får hun den med tvang. Hver gang skriger og råber hun, at hun ikke vil have medicinen. Men det lytter ingen til.
På en optagelse Vivian har lavet, kan man høre den ældre kvinde sige, at psykiatrien har ødelagt hendes liv, og at der ikke har været andet end vold, tårer og snot, og at det er et helvede at få medicin.
Vivian ser et mønster i det, der sker med folk, når de kommer i psykiatrien. De fleste kommer med noget mindre betydeligt, og ofte fordi de har livsproblemer. Men det bliver hurtigt til noget der er værre som for eksempel en skizofreni diagnose.
”Forleden talte jeg med en kvinde, som fortalte, at hun kom i psykiatrien, da hun var blot 20 år. Hun havde depression. Men der gik ikke mange år, før hun fik andre diagnoser og anden medicin, og nu er hun på alle mulige piller. Sådan går det mange. Bivirkningerne bliver ignoreret, og i stedet får folk flere piller for den uro, medicinen har skabt. De fleste af patienterne er ikke engang selv klar over, hvad der sker med dem, og tror på det, de får at vide i psykiatrien,” siger Vivian Warrad og tilføjer:
”Man bliver ikke rask af at være i psykiatrien. Det har ikke noget med behandling at gøre,” fastslår hun.
Antallet af førtidspensioner er da også steget i takt med brugen af psykofarmaka.
Det dokumenterede den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker allerede i 2010 i en af sine bøger, Anatomy of an Epidemic. Herhjemme kan vi også se, at førtidspensioner blandt mennesker med mentale lidelser boner ud i statistikkerne.
De dårlige har magten
Magtudøvelserne i psykiatrien kan ifølge Vivian Warrad ske, fordi der er en særlig kultur og et særligt hierarki. De ledende psykiatere, som bestemmer, befinder sig typisk på lægegangen langt fra afdelingen, mens personalet, som skal effektuere deres beslutninger, er på selve afdelingen, som regel i et kontor afskærmet fra patienterne.
Langt størstedelen af personalet på afdelingen er ifølge Vivian Warrad dedikerede og omsorgsfulde. Men de bliver ofte ikke hørt og tør ikke sige fra, fortæller hun:
”Det er en lille gruppe blandt personalet, der har magten, og de er klar til at sælge deres samvittighed billigt for at kunne avancere. Det er også sjældent de gode læger, der bliver overlæger,” fortæller den 155 centimeter høje kvinde.
Personbeskrivelserne fra afdelingen er ændret, så ingen kan genkendes.
Tilbage til kvinden, der hamrede stolen ind i væggen og som Vivian forsøgte at hjælpe.
”Hun havde brug for nogen at tale med. Men der er ingen til at tale med dig. Og efter at jeg havde henvendt mig til personalet for at få hjælp, så jeg, at hun fik udgang kort tid efter. Men da hun kom tilbage, var det sammen med politiet. Hun havde forsøgt at gøre skade på sig selv,” fortæller Vivian.
Efter en uges tid blev kvinden udskrevet. Men aktuelt er hun indlagt igen, oplyser Vivian Warrad.
I tredje afsnit af Vivian Warrads historie kan du læse om, hvorfor Vivian havnede i psykiatrien og om den behandlingsdom, hun har fået.
