Dette digt er skrevet af Vivian Warrad, som aktuelt er tvangsindlagt på Psykiatrisk Center Amager. Tegning: Susanne Holgaard
I psykiatrien tager de ejerskab over dig.
Man må ikke engang selv mærke, hvordan man har det. Det er andre, der vurderer, om du har det godt eller skidt.
Selv hvis du føler dig tilpas, men de mener, du har det skidt, bliver du medicineret.
Så får du det faktisk skidt, men så vurderer de, at det er godt. De overtager din stemme, din smerte, dine fysiske og psykiske reaktioner og følelser.
Alt overtages.
De bestemmer, hvad du føler, tænker og mærker. Du ved intet selv længere. Du er simpelthen slettet. Du er ingenting.
Du skal adlyde og samarbejde, selv når det betyder at gå imod dig selv. Hvis ikke du gør det, stemples du som usamarbejdsvillig eller diskussionslysten med talepres.
Det paradoksale er, at du skal arbejde for din egen forringelse, så andre kan definere det som en forbedring. Det er svært at forstå: At jeg får det værre, er for dem en form for “bedring”. Det er som at skulle opgive sig selv for at passe ind i deres idé om, hvad “bedre” er.
Du kan læse mere om Vivian Warrads historie her
