Er man psykotisk, fordi man er uenig med psykiatere om en diagnose? Det spørgsmål er centralt i en 43-årig kvindes liv. Hun skal tvangsmedicineres fordi ledende psykiatere mener, at hun har en psykose. Patientklagenævnet har netop blåstemplet tvangsmedicineringen. Kun 14 procent af de klager, nævnet afgør, får medhold
Af Gitte Rebsdorf
Psykiatrisk Center Amager er et lavt gulstens byggeri på Digevej i København. Hvis ikke det var for de høje trådhegn med de galvaniserede stolper, ville byggeriet ikke afvige sønderligt fra resten af området.
Men inde bag murene gemmer sig en verden, som er lukket for de fleste. Da jeg ringer på for at komme ind, skal jeg først igennem en sluse. En medarbejder åbner døren og lukker mig ind i et cirka fem kvadratmeter stort rum, og først da medarbejderen har låst døren bag mig, åbner hun døren ind til afdelingen, hvor en lille kvinde med mørkt hår venter på gangen i lyset, der strømmer ind i rigelige mængder denne februar dag med høj himmel og sol.
Vivian Warrad, som har været indlagt her siden oktober sidste år, har inviteret mig hertil. De fleste af dem, som er indlagt på denne lukkede afdeling, kan ikke komme ud. Hvis de vil have frisk luft, er det kun muligt at gå ud i gårdhaven, som er omkranset af høje og overdækkede trådhegn.
Vivian viser hen til det værelse, som siden oktober sidste år har dannet ramme om hendes liv. Langs væggen i det cirka 14 kvadratmeter store rum er der placeret en seng med runde kanter, som ser ud til at være lavet af gummi. Foran ligger et tæppe i mange farver.
”Madrassen er min egen. Jeg kunne ikke holde deres ud,” siger Vivian Warrad, og begynder at fortælle om sine oplevelser med psykiatrien.
Hun taler meget, og jeg kan se i hendes journal, som jeg har fået aktindsigt i, at det bliver beskrevet, som at hun har ”talepres” eller er ”agiteret.”
Efter at hun kontaktede mig på mail sidst i januar, har vi talt sammen på telefonen en del gange, og hun har fortalt, at hun har klaget til Patientklagenævnet.
Tvangsmedicinering hver dag klokken 10
Klagen blev afgjort den 6. februar, og giver ledende psykiatere på afdelingen medhold i, at den 43-årige kvinde skal tvangsmedicineres. Det foregår ved, at der hver dag omkring klokken 10 kommer personale med såkaldt antipsykotisk medicin i form af 10 milligram Abilify, som Vivian skal sluge sammen med noget væske.
Patientklagenævnets begrundelse for at godkende tvangsmedicineringen er, at Vivian er sindssyg, fordi hun er uenig med psykiaterne, fremgår det af afgørelsen:
Vi har lagt vægt på, at du på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling havde et så svært paranoidt beredskab imod to læger på afsnittet og psykiatrien generelt, at det blev vurderet med psykotisk tyngde og havde karakter af vrangforestillinger om forfølgelse.
Men Vivian kan ikke få det til at hænge sammen, og kan ikke se logikken i afgørelsen.
Journalistik er ikke gratis, og hvis du synes denne artikel er vigtig og interessant, kan du støtte arbejdet på PsykiatriAvisen her
Jeg har ofte tænkt, at det er vigtigt, at vi får en åben offentlig debat om hvad ord som “sindssyg”, ” psykotisk”, og “psykisk”, for blot at nævne et par af de ord som psykiatere ofte anvender om mennesker indenfor psykiatrien, egentlig betyder!
Når så mange oplever, at psykiatere tager patent på definitionen af ords betydning, er det et problem, for intet fag kan have retten til at afgøre hvordan vi alle skal opfatte ord.
Selv oplevede jeg tilbage i nullerne, da psykiatrien fik sin opblussen, som kun er blevet værre og værre, at ord som for mig rummer muligheder, i psykiatrisk regi blev forurenet. At min måde at definere, tænke og opfatte ord på, blev overrulet og gjort forkert – alene fordi nogle magtfulde mennesker et sted i verden mener sig berettigede til at bestemme på alles vegne.
Jeg køber ikke den præmis, fordi de vælger at sygeliggøre ord og mennesker, som ikke er enige med dem.
Min første klient, som havde et mange årigt forløb i psykiatrien bag sig, græd inderligt, da vi under en behandling begyndte at frigøre hendes eget sprog igen. Der var så dyb smerte bundet i hendes stemme, i hendes krop og i hendes følelser.
Tænk engang over hvorfor vi i et ” frit demokratisk samfund”, som bryster sig af sin ytringsfrihed, stadig idag nærer et system, som forhindrer mennesker i at bevare og forsvare egen sprogforståelse.
Mennesker, som har været udsatte for tvang og overgreb I psykiatrien, kan være så traumatiserede, at ord som er blevet brugt negativt om dem, igen og igen, som personalets mantra, forsvinder ud af deres hukommelse, de kan opleve angst ved at udtrykke sig, og opleve sig handicappede på livstid.
Dette blot en opfordring til et mere mangfoldigt sprog, fyldt med håb, visdom og nuancer.
Jeg har intet kendskab til retspsykiatrien, men ville sådan ønske, at der kunne være en åben dialog, mellem de forskellige aktører og befolkningen, også på det retspsykiatriske område.
Kære Psykiatriavisen
Gitte R.
Godt at der bliver rejst spørgsmål ift. Digevej og særdeles den form man fører .
Dog undrer det mig at jeg intet har hørt vedr. min sag fra 24’, hvor der netop er lydoptagelser fra de 21 dages ulovlig tvangsindlæggelse på digevej.
Hvor Rene Sjælland lader spørgsmålet om sagen for retten til dagen efter, hvor overlæge Morten Nielsen egenrådigt afgører at sagen er i orden og Ikke sender den til retten.
Ja tak for at I tager vivans sag op. Det er samme mønster , blot skal jeg i retten den 18 maj for at filme et overgreb mod ut. , og ja Digevej er meget værre end beskrevet.
Jeg udskrives med en belastningsreaktion d 17/7-24 og på de efterfølgende 13 dage har jeg fundet arbejde og startet.
Efterfølgende 25 dage har jeg 269 timer, hvordan eller hvorfor blev man tvangsindlagt uden historik eller medicin i sit liv ?
Bh Lasse
Tak for din kommentar Lasse. mvh Gitte Rebsdorf