Er man psykotisk, fordi man er uenig med psykiatere om en diagnose? Det spørgsmål er centralt i en 43-årig kvindes liv. Hun skal tvangsmedicineres fordi ledende psykiatere mener, at hun har en psykose. Patientklagenævnet har netop blåstemplet tvangsmedicineringen. Kun 14 procent af de klager, nævnet afgør, får medhold
Af Gitte Rebsdorf
Psykiatrisk Center Amager er et lavt gulstens byggeri på Digevej i København. Hvis ikke det var for de høje trådhegn med de galvaniserede stolper, ville byggeriet ikke afvige sønderligt fra resten af området.
Men inde bag murene gemmer sig en verden, som er lukket for de fleste. Da jeg ringer på for at komme ind, skal jeg først igennem en sluse. En medarbejder åbner døren og lukker mig ind i et cirka fem kvadratmeter stort rum, og først da medarbejderen har låst døren bag mig, åbner hun døren ind til afdelingen, hvor en lille kvinde med mørkt hår venter på gangen i lyset, der strømmer ind i rigelige mængder denne februar dag med høj himmel og sol.
Vivian Warrad, som har været indlagt her siden oktober sidste år, har inviteret mig hertil. De fleste af dem, som er indlagt på denne lukkede afdeling, kan ikke komme ud. Hvis de vil have frisk luft, er det kun muligt at gå ud i gårdhaven, som er omkranset af høje og overdækkede trådhegn.
Vivian viser hen til det værelse, som siden oktober sidste år har dannet ramme om hendes liv. Langs væggen i det cirka 14 kvadratmeter store rum er der placeret en seng med runde kanter, som ser ud til at være lavet af gummi. Foran ligger et tæppe i mange farver.
”Madrassen er min egen. Jeg kunne ikke holde deres ud,” siger Vivian Warrad, og begynder at fortælle om sine oplevelser med psykiatrien.
Hun taler meget, og jeg kan se i hendes journal, som jeg har fået aktindsigt i, at det bliver beskrevet, som at hun har ”talepres” eller er ”agiteret.”
Efter at hun kontaktede mig på mail sidst i januar, har vi talt sammen på telefonen en del gange, og hun har fortalt, at hun har klaget til Patientklagenævnet.
Tvangsmedicinering hver dag klokken 10
Klagen blev afgjort den 6. februar, og giver ledende psykiatere på afdelingen medhold i, at den 43-årige kvinde skal tvangsmedicineres. Det foregår ved, at der hver dag omkring klokken 10 kommer personale med såkaldt antipsykotisk medicin i form af 10 milligram Abilify, som Vivian skal sluge sammen med noget væske.
Patientklagenævnets begrundelse for at godkende tvangsmedicineringen er, at Vivian er sindssyg, fordi hun er uenig med psykiaterne, fremgår det af afgørelsen:
Vi har lagt vægt på, at du på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling havde et så svært paranoidt beredskab imod to læger på afsnittet og psykiatrien generelt, at det blev vurderet med psykotisk tyngde og havde karakter af vrangforestillinger om forfølgelse.
Men Vivian kan ikke få det til at hænge sammen, og kan ikke se logikken i afgørelsen.
”Er jeg sindssyg, fordi jeg er uenig med psykiaterne? Det er jo ikke sådan, at jeg tror, at der kravler dyr op ad væggen eller at jeg hører stemmer,” siger hun og slår ud med armene, så hestehalen hopper og danser.
Uenigheden mellem Vivian og psykiatrien fremgår også af journalen den 23.december:
Patienten er fortsat kritisk og overfor nuværende antipsykotiske medicinske behandling.
Patienten pointerer at man godt kan være kritisk uden nødvendigvis at være psykotisk
Vivians modstand og kritik af psykiatrien og af de øverste ansvarlige psykiatere Rene Sjælland og Nina Foli-Andersen bliver i journalen beskrevet som, at hun har persekutoriske vrangforestillinger, og at disse symptomer kan forklares med en underliggende skizofreni.
Men er det en vrangforestilling at være kritisk overfor psykiatrien?
I fald hvordan hænger det sammen?
Hvordan kan det forklares med en underliggende skizofreni?
Ingen af psykiaterne René Sjælland, Nina Foli-Andersen eller Jesper Riise ønsker at svare på disse spørgsmål. Presseafdelingen oplyser, at man af hensyn til tavshedspligten ikke udtaler sig i konkrete patientforløb.
Kan tvangsmedicinere uden beviser
Patientklagenævnets godkendelse af tvangsmedicineringen er både overraskende og forudsigelig, mener Vivian Warrads advokat, Kaaveh D. Piroz fra advokatfirmaet Piroz.
”Min erfaring med disse sager gør, at jeg ikke er overrasket, men hvis man ser på den bevismæssige side af sagen, er afgørelsen overraskende, for rent faktuelt er der ikke grundlag for, at min klient skulle være psykotisk,” siger Kaaveh D. Piroz, som har beskæftiget sig med retspsykiatri siden 2019.
Han har i sagen hos Patientklagenævnet dokumenteret, at det personale, som til dagligt er sammen med Vivian, utallige gange har beskrevet hende som rolig og ikke psykotisk, altså en beskrivelse, som ikke stemmer med det, de øverste psykiatere anfører:
22.11.2025. retur fra udgang som aftalt. Habituel i kontakten intet psykotisk
23.11. fremstår habituel, intet psykotisk observeret
25.11. Patient fremstår habituel, intet nyt at berette
27.11 Patient opholder sig roligt på afsnit. Er glad og udadvendt ved kontakt og samtale. Har planlagt at tage hjem senere i dag. Ej frembrudt noget psykotisk
23.12 Patienten opholder sig roligt på afsnittet.
Vivians svigerinde, som også deltager i mødet med Patientklagenævnet, bekræfter, at Vivian ikke er psykotisk. Svigerinden, som af hensyn til sit job ønsker at være anonym, har tilmed særlig indsigt i området, da hun er uddannet farmaceut og har arbejdet med medicinrådgivning i psykiatrien.
Hun fortæller, at hun er uenig i det, psykiateren Jesper Riise anfører om, at Vivian har brug for antipsykotisk medicin, og at hun har observeret, hvor dårligt Vivian har fået det af disse midler.
”Jeg har oplevet, at hun er blevet psykotisk af psykofarmaka, og at hun er gået rundt som en zombie. Det er min vurdering, at hun har det betydeligt bedre uden medicin,” siger hun på mødet i nævnet.
Herudover deltager en repræsentant fra Sind, som per definition skal varetage Vivians perspektiv. Men medlemmet ytrer sig slet ikke under mødet. Det gør det lægelige medlem, som er hentet ind udefra heller ikke.
Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen er klagesystemet i psykiatrien ofte udgjort af psykiatere, som er fortalere for medicin og som også ofte har tætte forbindelser til industrien.
Advokat Kaaveh D. Piroz mener, at der er grund til at klagesystemet bliver kigget efter i sømmene.
Lægeligt skøn bliver ikke efterprøvet
De mange beviser på, at Vivian ikke er psykotisk, burde have ført til, at tvangsmedicineringen blev underkendt, påpeger han.
”De juridiske formænd i Patientklagenævnet er generelt meget tilbageholdne med at efterprøve det lægelige skøn. Der er dog nogle juridiske aspekter, som man ikke kan komme uden om som i det her tilfælde, hvor der bevismæssigt ikke er belæg for at gennemføre tvangsmedicineringen, men det springer man over, selv om det er relevant,” siger han og tilføjer:
”Der er heller ikke afsat megen tid til sagerne, og det gør alt sammen sagsbehandlingen problematisk, når vi tager i betragtning, at vi lever i en retsstat.”
Han henviser til, at statistikkerne på området taler for sig selv. I 2024 fik kun 14 procent af de klager Patientklagenævnet afgjorde medhold, svarende til 279 ud af i alt 2023 afgørelser.
Et forskningsstudie fra 2020 viser desuden, at tvangsmedicinering sker selv om patienterne beretter om alvorlige bivirkninger.
Otte timers udgang
Tilbage på afdelingen på Psykiatrisk Center Amager er Vivian og jeg ved at gøre os klar til at tage afsted. Selv om Vivian er på en lukket afdeling, kan hun næsten gå og komme, som det passer hende. Hun har otte timers udgang.
Det hænger dårligt sammen med, at der er behov for at tvangsmedicinere Vivian, anførte hendes advokat under mødet med Patientklagenævnet.
En ung kvinde med buede øjenvipper, sådan som folk har det i afrikanske lande, låser dørene op, og vi forlader hospitalets øde gange. Udenfor glimter sneen i solen, og vi tager afsted i Vivians bil.
Efter kun cirka 10 minutter er vi fremme ved rækkehuset i tre etager, hvor Vivian bor sammen med sine to sønner. Et helt andet liv end det hun lige er taget afsted fra.
Det varer ikke længe før en niece kommer til, som snakker næsten lige så meget som Vivian.
”Vi er arabere,” siger Vivian som for at forklare den megen leben.
”Men jeg er født i Danmark og har boet her hele mit liv og har taget Danmark til mig,” tilføjer hun.
Efter et stykke tid dukker de to sønner på 14 og 18 år op, og slår sig ned i sofaen, som er ved at være fyldt godt op, efter at svigerinden også er stødt til. Trods den alvorlige situation er stemningen livlig.
De to sønner siger dog ikke så meget. Hvordan har psykiatrien påvirket deres liv?
”Det er en belastning. Det er klart,” siger den ældste, som bliver student til sommer.
En sjælden stund med tavshed indtræffer. Så tilføjer niecen, der ønsker at være anonym:
”Det går ud over hele familien.”
Hun har i perioder boet sammen med familien, mens Vivian har været indlagt.
Uenighed om journalføring fører til indlæggelse
Indlæggelsen i oktober sidste år kom som et chok for Vivian, og efter at ledende psykiatere havde afgjort det på en konference, fremgår det af journalen:
”Patienten skal indlægges iht. dom. Kan først udskrives, når der er iværksat antipsykotisk depotmedicin behandling og rammerne for den ambulante opfølgning er fastlagt.”
I tiden op til indlæggelsen havde Vivian ugentlig kontakt til den ambulante psykiatri via en kontaktperson i det såkaldte F-ACT team, og det er et notat fra kontaktpersonen, hvor denne skriver, at Vivian er truende, der sætter gang i indlæggelsen:
Patient bliver vred og udskældende, hun fortæller, at hun føler at psykiatrien er efter hende, og at hun er meget skuffet, hæver her pegefingeren mod kontaktpersonen og går samtidig tæt på kontaktperson og hæver stemmen, har et truende verbalt sprog.
Efter at kontaktpersonen har skrevet dette, bliver Vivian ringet op og får at vide, at hun skal indlægges i henhold til den behandlingsdom, hun har. I journalen er det beskrevet således:
”Patienten begynder at græde. Hun synes ikke, det er rimeligt, at hun som patient skal tage hensyn til vores følelser –det burde være omvendt, da det er hende, der føler sig truet af psykiatrien.”
Vivian føler sig altså truet af psykiatrien, og hun har erfaret, at journalnotaterne har stor betydning for det, hun bliver udsat for i psykiatrien. Derfor holder hun øje med, hvad der bliver skrevet. Kontaktpersonen har noteret, at Vivian er truende og udadreagerende, men det er ikke korrekt og fyldestgørende, mener Vivian.
”Er man udadreagerende, hvis man hæver stemmen. Det er jo bare ord. Kosmetik. Der er ingen faktiske beviser. Der står bare, at jeg er udadreagerende,” siger hun med frustration i stemmen.
Journalnotaterne udgør en magtfaktor i psykiatrien for, hvis personalet skriver, at en patient sparker kan det danne grundlag for diverse tvangsindgreb. Men hvad nu hvis patienten slet ikke har sparket? Hvem sikrer så, at det der bliver skrevet er korrekt?
Den problemstilling er aktuel i Vivans sag, for hun mener, at journalnotaterne fra F-ACT er subjektive fremfor faglige.
Uoverensstemmelsen med kontaktpersonen fra FACT-teamet, som var årsag til at hun blev indlagt, handler netop om journalføringen.
Det fremgår af journalen fra den 3. oktober, som er skrevet af medarbejdere på den afdeling, hvor Vivian aktuelt er indlagt:
Patienten siger, at hun er uenig i de notater, som FACT har skrevet om hende, og hun mener, at samtalerne ofte bliver formuleret, som om hun fejler noget.
Patienten oplever, at notaterne giver et forkert billede af hende.
Under samtalen spørger patienten, hvordan en “normal person”ville opføre sig, da hun ønsker at forstå, hvad der anses for normalt.
Patienten benægter at høre stemmer, har ingen hallucinationer, ingen selvmordstanker . Hun tager ikke stoffer.
Objektivt:
Patienten fremstår rolig, samarbejdsvillig og velsoigneret. Hun er orienteret, kontaktsøgende og taler sammenhængende med logisk tankegang. Emotionelt stabil under samtalen.
Uenighed blandt personalet
Personalet i psykiatrien er ikke enige i deres vurderinger af Vivian. Ifølge Vivian ser F-ACT og de ledende psykiatere Vivian på en måde, mens personalet på afdelingen ser hende på en anden måde.
”Personalet kan godt lide mig, og de ved, at jeg ikke er psykotisk,” siger hun.
En af de ansatte, som har fulgt Vivian, siden indlæggelsen i oktober vil gerne stå frem og fortælle om uenigheden og om, hvordan han oplever Vivian. Det er under forudsætning af fuld anonymitet.
Den anonyme medarbejder fortæller, at det ikke er god kutyme at udtale sig til medierne, og at jobbet vil være i fare, hvis vedkommende står frem med navn.
”Jeg har aldrig oplevet Vivian som psykotisk eller udadreagerende. Tværtimod er det, hun siger relevant. Hun er veltalende, og kan tage hånd om andre. Man er ikke psykotisk, fordi man er uenig med en læge, så jeg forstår ikke, hvad sagen handler om. Til tider kan hun godt blive hysterisk, men hvis jeg blev beskyldt for det hun gør og for at være skizofren, ville jeg nok også blive hysterisk og opbragt,” fortæller den anonyme medarbejder. PsykiatriAvisen kender den ansattes fulde identitet.
En psykiatrisk diagnose kan ikke måles eller vejes sådan som fysiske sygdomme kan det. Den bliver stillet ved at tale med patienten og ved at observere patientens adfærd.
Et britisk studie konkluderede i 2019 at psykiatriske diagnoser er videnskabeligt meningsløse.
PsykiariAvisen ville gerne have spurgt de ledende psykiatere, hvordan de kan være sikre på, at diagnosen er korrekt. Men presseafdelingen oplyser, at de ikke vil bidrage med interview.
I næste udgave af PsykiatriAvisen kan du læse mere om Vivian Warrads historie og om, hvordan det er at være på en lukket afdeling, samt om hvordan der er sket en politianmeldelse af flere ledende psykiatere.
Journalistik er ikke gratis, og hvis du synes denne artikel er vigtig og interessant, kan du støtte arbejdet på PsykiatriAvisen her
