Falske fortællinger og Cavlingpriser

Den offentlige fortælling om psykiatri er styret af psykiatere. Det er udemokratisk og uacceptabelt, og giver grobund for falske fortællinger, som endda viser sig i prisvindende journalistik

Af Gitte Rebsdorf

Kort før jul var jeg til møde med en indflydelsesrig aktør indenfor psykiatri. Hun fortalte, at de havde brugere fra psykiatrien med i deres arbejde, men at de altid sørgede for, at det nu var de rigtige brugere, og at det var psykiatrien i regionen, som hjalp med at finde dem.

“Vil det sige, at det er psykiatrien i regionen, der afgør hvilke brugere, som får mulighed for at deltage i konferencer og i medierne,” spurgte jeg.

“Ja, vi kan jo ikke have, at der er nogen, der har det så dårligt, at de får et angstanfald på scenen, så det hjælper de os med at undgå,” sagde hun.

For den uindviede lyder det måske tilforladeligt. Men hos mig blev alarmklokken aktiveret. For det hun sagde om at screene brugerne, før de fik lov at deltage offentligt og komme til orde, er jeg stødt på tidligere.

Jeg ved også, at der er mange, som er utilfredse med psykiatrien. De kan fortælle om overgreb, mishandling og om at psykiatrien har ødelagt deres liv. Hvad med dem?  Får de også lov at komme til orde, når psykiatrien screener, hvem der kan være med og ikke være med?

Eksemplet giver et lille indblik i, hvordan fortællinger om psykiatri bliver til, og det kan være med til at forklare, hvorfor den offentlige fortælling er så falsk og fordrejet.

På overfladen ser det fint og demokratisk ud at brugere får mulighed for at deltage i interview på TV og aviser. Men kun de færreste ved, at de kritiske røster er lukket ude.

Mens jeg skriver denne tekst, ringer min telefon.

“Hej, det er Frederik,” siger en ukendt stemme, som uden videre begynder at fortælle om, hvad han har været udsat for i psykiatrien. Han fortæller om, at han har været lagt i bælte uden, at det er skrevet ind i journalen, og at han er blevet fysisk og mentalt mishandlet. Han taler uafbrudt, og jeg har svært ved at stoppe strømmen af ord, men til sidst lykkes det mig at få spurgt, hvad det er, han vil.

“Jeg vil gerne have min historie ud,” siger han.

“Det kan jeg godt forstå,” svarer jeg.

“Jeg har prøvet at ringe til alle medier, men de smider bare røret på, når jeg ringer. Jeg har også en kammerat, som har fået al mulig medicin og han går nu rundt som zombie.”

De har sagt til mig, at hvis jeg fortæller om det, jeg har oplevet i psykiatrien på de sociale medier, så bliver jeg indlagt på røde papirer.”

“Hvem har sagt det?”

“Det har overlægen sagt.”

Jeg får fortalt Frederik, at jeg ikke har mulighed for at skrive hans historie lige nu, men at jeg er enig med ham i, at det er vigtigt, at den kommer ud. Jeg fortæller ham også, at han ikke er alene, for jeg har hørt mange historier helt i tråd med det, Frederik fortæller. Han er ikke den første, der ringer og fortæller om psykiatriens forbrydelser.

Men sådanne fortællinger når sjældent eller aldrig de store medier. Flere anerkendte medier som DR og Politiken er begyndt at acceptere, at psykiatrien har afgørende indflydelse på, hvilke fortællinger, der slipper ud. Helt i tråd med hvad der sker hos den indflydelsesrige aktør, jeg var til møde med op til jul.

Da Politikens journalist, Anders Legarth Schmidt, ALS, i 2020, som han selv skriver, ”eksklusivt havde fået lov at komme indenfor på børne og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup,” havde han været igennem en grundig godkendelsesproces, før psykiatrien tillader, at han kommer ind på afdelingen:

”Næste skridt var et møde med folk, der bærer stjerner på skuldrene.

Min fornemmelse af mødet var, at de følte mig på tænderne og prøvede at finde ud af, om de kunne stole på, at der kom et nogenlunde retvisende billede i avisen, hvis jeg blev lukket ind.”

Anders Legarth Schmidt fik efterfølgende Cavlingprisen. Hans reportage var da også meget velskrevet. Men noget retvisende billede af psykiatrien giver den ikke. AlS køber ind på psykiatriens præmis og viser det billede, som psykiatrien har besluttet han må vise.  De kilder han må tale med er også nøje udvalgt. En af dem en ung kvinde, siger præcist det, psykiatrien ønsker at høre:

»Jeg synes ikke, man skal skamme sig over at være psykisk syg. Selvfølgelig er det også svært for mig at sige til andre, at jeg er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, og at jeg har de diagnoser, jeg har, men jeg synes ikke, det bør være svært. Det bør være lige så normalt at sige ‘ jeg er psykisk syg’ som at sige ‘ jeg har brækket benet’. Det er derfor, jeg godt vil tale med dig«, siger hun.

Men mentale lidelser kan ikke sidestilles med fysiske sygdomme. Mentale lidelser har ikke nogen markør så sammenligningen med et brækket ben er falsk. Kun de færreste ved, at der ikke er videnskabelig/forskningsmæssigt belæg for denne fortælling, og denne uvidenhed er der jo netop gode grunde til.

Hvorfor ALS har givet køb på redigeringsretten, som tilhører journalisten, fremgår ikke.

Men noget lignende skete, da DRs program Indefra med værten Anders Agger var på besøg på Sikringen i Slagelse, hvor psykiatrien på forhånd havde opstillet en række betingelser, før DR blev lukket ind, sådan som Region Sjælland skrev det på sin Facebook side.

”Danmarks Radio har accepteret, at afdelingsledelsen har haft mulighed for at gennemse de færdige udsendelser, inden de bliver offentliggjort, og der har været afholdt en række møder og indgået en kontrakt, som skal sikre, at DR sender det, som er i overensstemmelse med psykiatriledelsen.”

Hvordan DR har kunnet acceptere, at deres kilder har hånds- og halsret over deres stof er et fagligt skred, som aldrig burde have fundet sted. Resultatet er da også et misvisende og stærkt manipuleret billede af, hvad der foregår i psykiatrien.

For nylig talte jeg selv med en psykiater om at komme med på reportage på den afdeling, hun leder.

“Men så skal det i hvert fald være efter nøje aftale med mig, for vi passer på vores patienter,”sagde hun.

Passer på? Nej, jeg hører den helt modsatte historie, nemlig at der er mange, som er blevet skadet i psykiatrien.

Med et stort kildenet har jeg ikke brug for, at psykiateren skal styre, hvem jeg som journalist skal tale med og hvor jeg skal vende mit blik hen.

De falske fortællinger om psykiatri viste sig også, da mange store og anerkendte medier kastede sig over en historie om en psykiater, der ønskede at gå nye veje.

Medierne fortalte med stor dramatik om, hvordan psykiaterens arbejde var farligt for patienterne og om at han havde begået behandlingsfejl. Psykiateren blev fyret og politianmeldt. Men som PsykiatriAvisen har vist i en lang række undersøgende artikler, er der på flere områder ikke hold i historierne om psykiateren fra afsnit C i Regionspsykiatrien i Randers.

Medierne spiller en stor rolle i den falske fortælling, der er om psykiatri, og der er grund til at man i faget begynder at overveje sin egen rolle i den sammenhæng. Derfor er det også positivt, at der i år er debat om Cavlingprisen. Det er godt og tiltrængt, for der er alt for lidt fokus på, hvordan journalistikken har udviklet sig.

Hvis den fortsat skal have en rolle som den fjerde statsmagt, bør man som journalist netop være kritisk overfor magthaverne. Det har journalisterne bag Samsam sagen været, og det er en af grundene til, at de burde have vundet.

Når det gælder psykiatri er journalistikken ofte helt ukritisk i forhold til psykiatere, som bliver betragtet som uvildige eksperter men også i forhold til myndighederne. Samtidig er de færreste opmærksomme på den meget store rolle, medicinalindustrien spiller på området.

De mennesker, som det hele handler om, får sjældent mulighed for at komme til orde, sådan som Frederik fortalte om på telefonen.

Dem der er ramt allerhårdest og er så ødelagte af psykofarmaka, at de ofte ikke længere kan tale, tænke eller bevæge sig, dem ser eller hører ingen. De er gemt af vejen, og de fleste vil, når de ser dem, tænke, at de er meget syge og gå en stor bue uden om. Men  hvad psykiaterne glemmer at fortælle, er, at psykofarmaka invaliderer og slår ihjel.

Objektiv journalistik findes ikke. Men som journalist har man en pligt til at komme så tæt på sandheden som muligt. Det gør man ikke ved at lytte til dem, der har magten og ressourcerne til at komme igennem til medierne, men ved selv at opsøge og undersøge, hvordan virkeligheden ser ud.

PsykiatriAvisen vil i det nye år i endnu højere grad end tidligere arbejde for at give stemme til dem, der aldrig bliver hørt, så den falske fortælling om psykiatri kan blive mere synlig.