Psykiater brugte for lidt medicin, mener Patienterstatning

5. december 2025

Patienterstatningen vurderer, at en fyret psykiater fra Randers har brugt for lidt medicin. Men psykiaterne hos Patienterstatningen har tætte forbindelser til medicinalindustrien, og det rejser spørgsmål om faglige standarder i det psykiatriske klagesystem, mener professor. Samtidig fortsætter problemer med overmedicinering.

Af Gitte Rebsdorf

Flere af de psykiatere, som træffer afgørelser i Patienterstatningen, PEBL, har tætte forbindelser til medicinalindustrien.

Sådan var det også, da de første klagesager i skandalesagen fra Randers sidste efterår havnede på skrivebordene i Patienterstatningen. Det var ikke uvildige eksperter, som skulle vurdere, om den fyrede psykiater KKS havde begået fejl, men derimod psykiatere, som samarbejder med industrien, og som er begejstrede for psykofarmaka, også i store doser.

Den fyrede psykiater fra Randers, KKS, er kendt for at gå nye veje i psykiatrien. Det er blevet mødt med modstand fra hans kolleger, som har klaget over ham, sådan som PsykiatriAvisen har beskrevet det tidligere.

Psykiatrien i Region Midtjylland har efterfølgende vejledt KKSs patienter om at klage eller søge erstatning.

På lønningslisten i industrien

Men en af psykiaterne hos Patienterstatningen, Henrik Day Poulsen, som er med til at bedømme, om der er fejl i KKS arbejde, har i årevis haft tætte forbindelser til medicinalindustrien, viser en aktindsigt fra Lægemiddelstyrelsen.

I en tre-årig periode fra 2016-2018 har han modtaget 334.000 kroner fra medicinalvirksomheden Eli Lilly, hvor han har holdt  foredrag og været med i advisory board.

Også danske Lundbeck Pharma A/S, Novartis Healthcare A/S, Boehringer Ingelheim Danmark A/S og AstraZeneca A/S har i årene 2015 til 2021 tilsammen betalt Henrik Day Poulsen omkring 225.000 kroner for at holde foredrag, viser aktindsigten.

Men sagsbehandlingen i Patienterstatningen bør være uvildig og fair, mener professor Karsten Juhl Jørgensen fra forskningsinstituttet Cochrane Danmark, som dog understreger, at han ikke kender den konkrete sag fra Randers, og at han udtaler sig generelt.

”Man er nødt til at have nogle faglige standarder, som sikrer, at man ikke kan blive bedømt af en kollega, som har et horn i siden på en. Det bør der være mekanismer til at gribe, sådan at både dem, der bruger for meget og for lidt medicin, bliver opdaget ” siger han.

Fra politisk hold bliver der også kigget med kritiske øjne på sagsbehandlingen.

Louise Brown

”Lige præcis i Patienterstatning er det vigtigt, at der er helt rene linjer, så der ikke kan rejses tvivl, om det er muligt at lobbie sig til indflydelse, og at gennemgangen af sagerne er uvildig. Vi kan jo ikke have nogen siddende, som er inhabile,” siger Liberal Alliances sundhedsordfører, Louise Brown.

Patienterstatningen ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at alle ansatte i Patienterstatningen er omfattet af forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet:

”Det betyder i grove træk, at en medarbejder ikke må afgøre en sag, hvis vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagen.”

Kritik for at bruge for lidt medicin

Patienterstatningen oplyste den 6. november i år, at der ind til videre er givet erstatning i 10 sager fra Regionspsykiatrien i Randers. Begrundelsen er, at der er givet for lidt psykofarmaka:

”Vi ser flere sager, der handler om undermedicinering eller forsinket diagnosticering af behandlingskrævende psykisk sygdom. Det har medført målbar forværring hos patienterne,” fremgår det af et skriftligt svar fra PEBL.

Men det er kritisabelt at psykiatere, som har tætte forbindelser til industrien, afgør at en kollega, der forsøger at gå nye veje, har begået fejl, fordi han har undermedicineret, mener Louise Brown.

”Det er meget svært at tage seriøst, og jeg tror ikke, det ville være gået i byretten,” siger hun.

Ifølge professor Karsten Juhl Jørgensen er det i sig selv ikke nogen fejl at give lidt medicin eller tøve med at stille en psykiatrisk diagnose.

”Folk skal jo udredes, og det skal udelukkes, at der ikke er tale om somatiske problemer. Det kan godt tage tid. I forhold til medicin er der også problemer med det modsatte, at der bliver givet for meget” siger han.

Psykiatrisk behandling kan ikke måles

Patienterstatningen har ikke defineret, hvad de forstår ved undermedicinering, men henviser til promedicin, som er en database med information om lægemidler, og til den såkaldte erfarne specialiststandard.

”Vi ser vi på, om en erfaren specialist ville have behandlet patienten på en anden måde. Hvis en erfaren specialist ville have gjort noget andet, så patienten med overvejende sandsynlighed havde undgået sin behandlingsskade, kan patienten have ret til erstatning,” fremgår det af det skriftlige svar fra Patienterstatningen.

Men reglen er problematisk at anvende i psykiatrien, mener Liberal Alliances sundhedsordfører Louise Brown.

”Psykiatriens behandling kan ikke måles på samme måde, som man kan det i somatikken. Det er nemmere med et brækket ben. Når man skal afgøre om en behandling i psykiatrien virker, er der ofte tale om vurderinger. Derfor er det svært at afgøre, hvad der er det rigtige. Det er patienterne de bedste til at afgøre. Hvis de siger, at behandlingen ikke virker, eller at de får det værre, må psykiateren lytte til det,” siger hun

Tre ud af fire samarbejder med industrien

Henrik Day Poulsen er ikke den eneste psykiater hos Patienterstatningen, som har eller har haft tætte forbindelser til medicinalindustrien. Det har tre ud af Patienterstatningens fire psykiatere. Psykiater Morten Ørnstrup har i perioden fra 2015 -2023 været tilknyttet danske Lundbeck Pharma A/S, hvor han har undervist og holdt foredrag. Det har han modtaget 112.721 kr. for, viser en aktindsigt fra Lægemiddelstyrelsen.

Psykiater René Ernst Nielsen var sidste år og i år på lønningslisten hos Janssen-Cilag A/S og Lundbeck Pharma fremgår det af Lægemiddelstyrelsens liste over sundhedspersoner, der samarbejder med industrien. Patienterstatningen har dog oplyst, at René Ernst Nielsen ikke har deltaget i arbejdet med at vurdere sagerne fra Regionspsykiatrien i Randers, fordi han er nyansat.

At der er så tætte forbindelser mellem klagesystemet og medicinalindustrien bør give anledning til, at reglerne bliver efterset, mener Louise Brown

”Vi har brug for, at der er armslængde på området, men hvordan vi gør det i praksis, har jeg ikke noget konkret bud på,” siger LA-politikeren.

Konsulent i Patienterstatningen, Henrik Day Poulsen har da også for nylig udtalt til Ugeskrift for Læger, at han har mange venner i medicinalindustrien efter at have arbejdet der i fire år, og at han er begejstret for samarbejdet.

”Ulempen ved at sige nej er, at man så ikke bliver opdateret på den nyste viden om produktet. Og alle patienter vil jo helst have den bedste medicin med mest effekt og færrest bivirkninger, sagde han til Ugeskriftet i juni måned.

Men som beskrevet tidligere i PsykitriAvisen, er det ikke altid ny viden medicinalindustrien bidrager med. Tværtimod glemmer industrien ofte at fortælle om de negative sider ved psykofarmaka. Det viser sig blandt andet ved at forskning finansieret af industrien er mere positiv overfor depressionsmedicin end uvildig forskning.

Overmedicinering fortsætter

Mens Randers psykiateren bliver kritiseret for at have en anderledes tilgang og for at bruge for lidt medicin, så viser et studie fra sidste år, at det modsatte, nemlig overmedicinering er et stort problem i psykiatrien, og at hver fjerde patient får en kombination af flere forskellige typer psykofarmaka, også kendt som polyfarmaci. Det er i strid med de faglige retningslinjer. Polyfarmaci har ikke bedre effekt men er derimod forbundet med flere alvorlige bivirkninger.

Sundhedsstyrelsen strammede i 2014 reglerne for brugen af psykofarmaka. Det skete efter en række sager om dødsfald, overmedicinering og polyfarmaci, som blev beskrevet i dagbladet Politiken.

Men i 2020 kunne PsykiatriAvisen beskrive, hvordan de skærpede regler blev omgået ved, at  forbruget af psykofarmaka blev flyttet, så der i stedet bliver brugt flere gamle og nye antipsykotiske lægemidler som Truxal og Quetiapin også kendt som Seroquel.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt Sundhedsstyrelsen, hvad man gør for, at de strammere regler fra 2014 bliver fulgt. Men styrelsen har ikke ønsket at stille op til interview

Patienterstatningens psykiatriske konsulent, Henrik Day Poulsen, hører netop til blandt de psykiatere, der går ind for at sprænge rammerne for brugen af psykofarmaka, og han har tidligere udtalt, at der ikke er nogen problemer i at bruge doser, der er tre gange så høje som det, de officielle vejledninger foreskriver.

Fejl i 10 ud af 1600 sager

Da psykiatrien i Region Midtjylland sidste år iværksatte en gennemgang af godt 1600 patientjournaler, var det for at finde fejl i behandlingen af patienter, som havde været indlagt på afsnit C ogD i Regionspsykiatrien Randers. Patienterne blev efterfølgende vejledt om at søge erstatning eller klage.

Herefter har Patienterstatningen modtaget 162 sager fra folk, som har søgt erstatning. PEBL oplyser, at de i forvejen havde fem sager, og at der ud af de i alt 167 sager er afgjort 82 sager.

71 er blevet afvist.

11, hvoraf de 10 stammer fra Regionspsykiatrien i Randes, har fået erstatning, fordi der er givet for lidt medicin eller diagnosticeret for sent. Det samlede erstatningsbeløb var først i november opgjort til 494.525 kr., oplyser Patienterstatningen.

PsykiatriAvisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henrik Day Poulsen

 

 

 

3 Comments

  1. Tak, PsykiatriAvisen, for en sædvanligvis sober og god og oplysende artikel.

    Jeg har et par spørgsmål, et par oplysninger, og jeg har et par kommentarer, bla.a om forskning fra to tyske forskere omkring at lave doseringer absolut er at foretrække.

    Hvor mange klager mod diverse psykiatere og diverse andet psykiatrisk personale findes mon ? Jeg tror det er mange. Rigtigt rigtigt mange, vil jeg tro. Og jeg tror at der klages over samtlige afdelinger og stort set over alle ansatte.

    Vi er ude i et meget svært område, og mange patienter kommer meget nemt til at føle sig frygteligt forkert behandlet. Det kan være meget overvældende at måtte tage imod psykiatrisk behandling. Og, meget grænseoverskridende kan det føles.
    Sådan ér virkeligheden.

    Jeg var psykiatrisk patient, on and off, i mere end 20 år, og undervejs sad jeg i flere dialogfora og diverse andre organisationer og foreningsbestyrelser. Jeg har set og hørt mit, i forbindelse med den berygtede danske psykiatri.

    En enkelt gang troppede jeg op til orientering om forskning på området. På Bispebjerg hospital, 2013 eller 2014. Dér hørte jeg to tyske forskere fortælle, at det forholder sig sådanne, at når man holder sig til lave doseringer af de psykiatriske piller, vil det ske at den maksimale virkning måske er lidt længere om at træde i kraft, tilgengæld vil patienten kunne fortsætte på lav dosering fremover ….. Og jo altså derfor blive langt mindre forgiftet.

    Psykiatriske piller er som regel helt ekstremt giftige.

    I LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, var der mange, der, omkring 2012, sagde :
    Lad os dog få lov at undgå alle de piller. Lad os få et behageligt hospitalsophold, og lad psykosen dampe af – det tager maks 2 måneder….

    Ja, der ér mange muligheder.

    Idag ved vi, at det er muligt at stoppe udvikling af både psykotisk depression og psykotisk paranoia UDEN PILLER.

    Så … måske vi snart skulle til at få forsket ordentligt på de pillefri behandlingsmetoder, sådan for alvor.
    Hvad skal til, når patienten ikke ønsker eller ikke tåler pillerne, eksempelvis. Hvilke RecoveryStrategier kan patienten med fordel bruge ? Hvilke kompetencer skal personalet bestride for at kunne støtte patienten optimalt. Uha, dette ku jeg tale om i ugevis. Der er SÅ meget vi kan støtte et psykisk meget ramt menneske med. Der er så mange fine – og pillefri – strategier man kan afprøve, og således finde det der virker godt for den enkelte patient.

    Det er da bare om at komme igang. Idag ved vi rigtigt meget om dette. Der var en god grund til at LAP modtog ” Den Flyvende gris ” i 2015. Det var jo fordi de har lavet et fuldstændigt brilliant Recovery – Kursus !!!

    Det er på er på høje tide at forske ordentligt i alt dette !!!!!!!!!!

    Vor gode psykiater fra Randers, KKS, vidste om alt dette, vil jeg tro. Ihvertfald var han meget dygtig og meget varsom. Det ville jeg ønske at jeg havde oplevet da jeg var patient. Nu kan jeg tilgengæld sidde her med alle mine 14 fysiske lidelser, som er skabt af alt alt for meget alt alt for dårlig såkaldt psykiatrisk behandling.

    Jeg opfordrer stærkt til, at man stopper anklagerne og alt det GAS man tænder ligthere på. Stop alt det vrøvl og se i øjnene at KKS ´s behandlingsværktøjer alle var redelige.
    Så ærgeligt for alle jer der ikke stillede op for KKR.
    SÅ ærgeligt for alle jer, der bruger alt alt for mange piller i jeres såkaldte psykiatriske behandling.
    Og, jeg opfordrer jer, der anklager KKR for alt muligt opspind : Hvor er det dog flovt, for det første. Og – ta og træk jer, stille og roligt. Stop jeres ubegavede og ubehøvlede hetz !!!
    Og tusind tak for alt det som vor gode psykiater fra Randers nåede at vise os at kan lade sig gøre på et psykiatrisk hospital, vel og mærke hvis man opfører sig ordentligt, og benytter ægte ligeværdighed og værdig behandling, som omtalte gode psykiater ALTID gjorde.

  2. Jeg har sendt den til Folketinget med en kommentar om, at Retslægerådet og SS bør nedlægges!
    De svarer tilbage:

    Tak for din henvendelse af 6. december.

    Henvendelsen er dags dato blevet lagt frem til Folketingets medlemmer i deres læsesal, så de har mulighed for at læse den.

    Med venlig hilsen

    Serviceteamet

  3. Pro.medicin.dk (tidligere: Lægemiddel kataloget) ejes af … Medicinalindustrien!

    De er nok helt uvildige? 🥵

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

PsykiatriAvisen har brug for din støtte

…så hvis du synes vores journalistik er vigtig, beder vi dig købe et abonnement

Læs mere

Hvad er den gode behandling
i psykiatrien?

Læs med på debatten.

Se det seneste indlæg

Foredrag

Vil du bestille et foredrag om psykiatri så læs mere

Forrige opslag

Vi bør kunne have åben debat om psykiatri, mener politiker

Næste opslag

Vi trænger til et opgør, mener LA politiker

Seneste fra Randers-sagen

Hvilket selvmord?

Sidste år mistede 115 mennesker livet i psykiatrien som følge af selvmord uden stor offentlig bevågenhed. Men på afsnit C i Randers

Psykiater gik fri efter dødsfald

Forældre har mistet voksne børn i psykiatrien efter medicinering med psykofarmaka, uden at det fik konsekvenser. Men i Randers er en psykiater

Vær med til at forandre psykiatrien

PsykiatriAvisen S/I er en forening, der arbejder for at forandre psykiatrien. Psykiatriens mange problemer med tvang, overmedicinering, selvmord og dødsfald skyldes ikke mangel på ressourcer men en fejlslagen behandling.

Det er psykiaterne/psykiatrien, som ejer fortællingen om psykiatri. Det monopol arbejder PsykiatriAvisen S/I på at bryde og nuancere, og vi arbejder for at afsløre og oplyse om psykiatriens falske fortællinger.

Mentale lidelser har ikke sit ophav i en fejl i hjernen, som kan afhjælpes med medicin, sådan som psykiatrien ynder at fortælle det.
Fakta om psykiatri

Vi har brug for dig for at arbejdet med at forandre psykiatrien kan lykkes. Nogen kan bidrage meget, andre mindre, men det vigtige er, at du er med.

Læs mere

Gå tilToppen