Skandalesagen fra Randers, viser, at der foregår et voldsomt magtspil i psykiatrien, mener politiker, som vil stille nye spørgsmål til sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Af Gitte Rebsdorf
Da en psykiater for cirka tre år siden offentlig udtalte, at de ikke havde brug for flere penge og senge i psykiatrien, overtrådte han en uskreven regel.
Som speciallæge i psykiatri Asker Stig Nielsen tidligere har udtalt, så falder det ikke i god jord at udtale sig sådan
Men det ønsker Alternativets psykiatriordfører Karin Liltorp at gøre op med.
”Vi får aldrig en bedre psykiatri, hvis vi har sådanne systemiske og kulturelle udfordringer. For mig at se er psykiatri ikke eksakt videnskab, og hvis ikke vi får debatten om det, så kommer vi ikke videre. Randers psykiateren har forsøgt at gå nye veje. Det er, hvad alle politikere ønsker sig. Men han er blevet slagtet uden rettergang, og vi er nødt til at se på det magtspil, der foregår. Derfor vil jeg stille nye spørgsmål til sundhedsministeren,” siger Karin Liltorp.
Psykiateren fra afsnit C i Randers, KKS, blev sidste efterår fyret og politianmeldt efter at være beskyldt for at have begået alvorlige behandlingsfejl endda med selvmord til følge. Men som PsykiatriAvisen har dokumenteret det, var der ikke selvmord blandt de 12 patientsager, som ifølge Frihedsbrevet den 5. september var havnet hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed, som har oplyst, at der var 12 sager, og at der ikke var selvmord blandt disse.
Randers psykiateren er da heller aldrig blevet partshørt om selvmord og hans fagforening, FAS, har kritiseret, at sagen mod ham er uigennemsigtig og ufaglig, fremgår det af en aktindsigt. Karin Liltorp mener, at processen i sagen mod den fyrede psykiater er uacceptabel.
”Sagen er fuldstændig grotesk. Også i betragtning af, at der er så mange selvmord i psykiatrien, og det bør få konsekvenser at komme med sådanne påstande. Psykiaterens kritikere har jo haft frit spil, og det bør ministeren forholde sig til,” mener Karin Liltorp, som peger på at Sophie Løhde (V) tidligere har reageret i sagen.
Sagen mod den fyrede psykiater er blevet til på baggrund af anonyme klager fra hans kolleger, sådan som det kan læses i Frihedsbrevet den 5. september 2024:
”Allerede i 2019 kom den første advarsel om overlægens kontroversielle og i værste fald farlige tilgang til at behandle psykiatriske patienter. En ansat på Afsnit C slog alarm i en sag, der drejede sig om liv og død.”
Den dramatiske beskrivelse står i skærende kontrast til, at Styrelsen for Patientsikkerhed efterfølgende frikendte KKS. Det fremgår af en afgørelse fra december 2019, hvor styrelsen skriver:
”Styrelsen vurderer på baggrund af sagens oplysninger, at den ikke giver anledning til nogen som helst form for bekymring for patientsikkerheden for dine patienter og heller ikke for den faglige standard i øvrigt på din afdeling.”
Statsadvokaten har da også stoppet efterforskningen i sagen mod Randers psykiateren, sådan som PsykiatriAvisen har beskrevet det. Det er sket efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed har udtalt, at de ikke ville have politianmeldt ham.
Kritikken fra Randers psykiaterens kolleger handler om, at han har forsøgt at gå nye veje i psykiatrien. Men det er ikke en fejl, mener Alternativets psykiatriordfører.
”Vi skal ikke have en psykiatri, hvor det eneste rigtige er at udskrive piller, som måske slet ikke virker og har mange skadevirkninger,” siger Karin Liltorp, som henviser til, at der internationalt er krav om forandringer i psykiatrien.

Alt for få politikere udtaler sig åbent om psykiatrien.
Ved forrige valg, kontaktede jeg flere politikere, for “fra hestens egen mund”, at vide hvor de stod i forhold til bl.a. tvang I psykiatrien, og Den europæiske menneskerettighedskommissions gentagne kommentarer til den danske stats overtrædelse af menneskerettighederne, i psykiatrien. Jeg modtog ikke et eneste svar, så NEJ jeg støtter ikke de pågældende politikeres stemme eller mandat.
Det er ubegribeligt, at politikere i et land som Danmark, over en bred kam understøtter et sygt internt magtspil i et offentligt behandlingssystem, fordi det er os, de danske borgere, som ofres. Vores ret til eget liv, egne valg, vores medfødte ret til at være dem vi er, og selv bestemme hvad vi vil have i vores kroppe.
Og som Liltorp siger, så kan den medicin, som flertallet af psykiatere sværger til, uddeler og påtvinger borgerne, volde betydelig skade. Det ved enhver, som gider sætte sig bare lidt ind i fakta om psykofarmaka.
Lad os få en offentlig høring, hvor alle med erfaringer og reel viden kan komme til orde, uden at blive mistænkelig- og sygeliggjorte.
Psykiaterne og medicinal industrien har fået frit spil bag nedrullede gardiner og låste døre, og de politikere, burde for længst have lært af de mange tidligere og nuværende sager om magtmisbrug og overgreb mod individer og befolkningsgrupper, som gennem årene har fundet sted. Sager de nødtvunget, af enkelt individers ihærdige og modige ytringer i det offentlige rum, har følt sig forpligtede til at komme med undskyldninger for. Men ” kære” politikere, menneskerettighederne overtrædes stadig I DAG – på jeres vagt, I gør det muligt for bl.a. psykiatere at misbruge magt, begå overgreb og forsøge at undertrykke ethvert intelligent individs modstand mod deres forudindtagede behandlingsmetoder. Det skal vi ikke acceptere. Jeg kommer aldrig til at stemme på en politiker, som ikke på et så livsvigtigt område reelt kan repræsentere mig og mine holdninger.
Vi skal derimod respektere ptsd som fysisk overbelastning og finde relevante ikke-medicinske behandlingsmetoder derfor. Man må kunne lære af Dignitys metoder til behandling af torturofre. Zandra Berthelsen fra Tønder-sagen søgte ikke-medicinsk behandling for ptsd, men fik afslag. Hun skulle tænke på, hvad hun havde været igennem, det værste, de kunne gøre ved hende.