Den danske medicinalvirksomhed Lundbeck er med, når gymnasieelever lærer om stress, angst og depression. Spørgsmålet er om undervisningen er fagligt korrekt, og om eksperterne er uafhængige.
Af Gitte Rebsdorf
Når gymnasieelever landet over bliver undervist i biologi, psykologi og samfundsfag, så kan den danske medicinalvirksomhed Lundbeck være med, uden at de færreste måske bemærker det.
Filmproduktionsselskabet, CFC Kort & Dok har i samarbejde med Systime, som er en platform for digital undervisning målrettet gymnasier, produceret en række film eller videoer om depression, angst og stress. Undervisningsmaterialet er støttet af Lundbeckfonden med cirka 1,5 millioner kroner.
Men undervisningsmaterialet bliver kritiseret for at være ensidigt og misvisende.
”Det fremgår af udgivelsen, at formålet er at formidle væsentlige aspekter af den forskningsbaserede viden Men når man ser det faktiske indhold, som stort set udelukkende består af psykiatrisk og biologisk videnskab, må man undre sig over, at den psykologiske og sociologiske forskning ikke er medtaget,” siger autoriseret psykolog Niels Bagge, der er uddannet fra Københavns Universitetet.
I produktionsselskabet afviser leder og partner Ulrik Gutkin, at undervisningsmaterialet er ensidigt.
”Flere gange nævnes der for eksempel psykoterapi som behandlingsform i forhold til både angst og depression. Ligeledes nævnes der flere gange forholdet mellem miljø og gener,” skriver han i et skriftlig svar.
Skal industrien bestemme hvad der undervises i?
Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen så er Lundbeck med, når sundhedspersonale bliver undervist i psykiatri.
Men nu viser det sig, at Lundbeck via sin fond også er med, når unge mennesker i gymnasiet lærer om psykiske lidelser. Det er problematisk, mener psykolog og forsker Niels Bagge.
”Det svarer til at lade Coca Cola udvikle undervisningsmaterialerne til hjemmekundskab, og det er uheldigt, at nogen, der har så stærke kommercielle interesser får indflydelse på, hvad det vil sige at lide psykisk og på påvirkningen af unge mennesker i gymnasiet,” siger han.
Også professor Karsten Juhl Jørgensen fra Cochrane Danmark på Syddansk Universitet mener, at der er grund til at kigge med kritiske briller på industriens rolle i undervisningen.
”Lundbeck er ikke de eneste, der gør det, og når skolerne accepterer den slags, hænger det sammen med, at der er få midler at gøre godt med. Men det er en væsentlig samfundsdiskussion om, vi ønsker at industrien skal have indflydelse på, hvad vores børn og unge lærer i skolerne” siger han.
I produktionsselskabet CFC KORT & DOK A/S afviser leder og partner Ulrik Gutkin, at Lundbecks millioner har spillet en rolle i forhold til det indholdsmæssige.
”Det er korrekt at vi har fået støtte fra Lundbeckfonden, men det har ikke haft nogen betydning,” siger han.
Erhvervsdrivende fonde bliver ofte betegnet som filantropiske, men ifølge Lundbeckfondens fundats har den først og fremmest til formål at støtte sine egne forretninger. Det fremgår af paragraf 7 i fundatsen:
”At sikre og udbygge Lundbeck- koncernens virksomhed.”
Flere kritikere har tidligere peget på, at det er problematisk, at erhvervsdrivende fonde støtter deres egne forretninger på den måde.
Er der tale om misinformation?
Spørgsmålet er da også om undervisningsmaterialet er med til at fremme den biokemiske forståelse af psykiske lidelser og dermed salget af medicin, som Lundbeck lever af at producere og sælge.
I undervisningsmaterialet medvirker to psykiatere, hvoraf den ene, som vi skal se, arbejder tæt sammen med industrien. De udtaler sig om de tre lidelser, depression, angst og stress, om hvor udbredte de er og hvilken behandling, der findes.
Landets cirka 140.000 gymnasieelever får at vide, at cirka halvdelen af de mennesker, som har en depression, har brug for behandling enten i form af psykoterapi eller i form af antidepressiv medicin. Det fortæller en af psykiaterne, professor Poul Videbech fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning, Psykiatrisk Center Glostrup.
”Omkring halvdelen (red: af alle deprimerede) har en let depression. Den skal man ikke nødvendigvis have behandling for, den kan man godt komme sig fra. Den anden halvdel har en moderat til svær depression, og har man det, har man brug for behandling. Det kan være psykoterapi eller antidepressiv medicin. Men et eller andet tilbud skal man have, når man har en sådan moderat til svær depression,” fortæller han i videoen.
Men der er ikke faglig enighed om, at antidepressiv medicin bør bruges til moderat eller svær depression, sådan som Poul Videbech fortæller det i undervisningsmaterialet.
Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen så viser metaanalyser, at der kun er en effekt på 0.20 eller 0.30 på den såkaldte hamiltonskala. For at kunne tale om en effekt skal man over en score på 0.50. En metaanalyse er en undersøgelse af den videnskabelige forskning, der er på et givent område.
Psykolog Niels Bagge mener helt i tråd med, hvad metaanalyserne viser, at effekten af depressionsmedicin er overvurderet.
”Depressionsmedicin er ikke bare kemi, der påvirker hjernen. Der er også en placebo effekt, og en effekt af den måde samfundet reagerer på medicinen, altså alt det psykosociale, men forskningen viser, at kemikalierne ikke er virksomme,” siger han og henviser til den amerikanske psykolog Irving Kirsch, der har udarbejdet metaanalyser og som er ekspert i placebo effekt.
Det får eleverne dog intet at vide om, og det mener folkene bag undervisningsmaterialet heller ikke er vigtigt.
”Det ligger ikke inde for denne udgivelses rammer at diskutere for eller imod den medicin, der er godkendt af sundhedsmyndighederne og ordineres af fagfolk,” skriver Ulrik Gutkin i et mail svar.
I undervisningsmaterialet fortæller Poul Vidbech desuden om, at der er forskellige former for depression, og at cirka tre procent af befolkningen har denne lidelse. Det har man ifølge Poul Videbech fundet ud af ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser.
Men ret beset kan man ikke vide om tre procent af befolkningen lider af depression. Psykiatriske diagnoser er usikre, og kan ikke stilles med samme sikkerhed som et brækket ben, påpeger Karsten Juhl Jørgensen.
”Psykiatriske diagnoser er et arbejdsredskab, hvor man aldrig har en objektiv sandhed. Det er alene en klinisk vurdering af om folk opfylder, de kriterier, som man vælger at stille op, og ætiologien er som sådan ukendt. Det skal man holde sig for øje,” siger han.
Forskning viser da også, at psykiatriske diagnoser videnskabeligt set er meningsløse.
I undervisningsmaterialet lærer eleverne desuden om hvilke behandlingsformer, der er hjælpsomme i forhold til at have depression. Ifølge Poul Videbech så virker depressionsmedicin udmærket og ECT er meget effektivt. Det udtaler han samtidig med, at han siger, at der ikke er nogen mirakelkur.
”Vi har et meget bredt spektrum af behandling. Psykoterapi, som er effektiv i forskellige former, og så har vi den medicinske behandling. Problemet med den er, at man kan risikere at få bivirkninger, men den virker sådan set også udmærket. Men der er alligevel nogen…. altså vi har ikke nogen mirakelkur, og der vil altid være nogen, der ikke responderer, og så er det nødvendigt at prøve sig lidt frem. ECT er til de rigtig svære depressioner. Den er meget effektiv. Til gengæld er der bivirkninger, ” siger han i videoen.
Det er dog ikke korrekt og fyldestgørende oplysning til landets gymnasieelever, mener Psykolog Niels Bagge.
”Det er informationer, som ensidigt er præget af den biomedicinske tilgang. Altså en tilgang, hvor man forsøger at finde ud af, hvad der er galt med dig biologisk eller i hjernen fremfor at undersøge, om der kan være andre forklaringer på, at folk har det psykisk dårligt.
Der kan være psykologiske forklaringer, hvor man ser på, hvad der er sket i folks liv, de reaktioner de har på traumatiske oplevelser og de måder, de har håndteret det på.
Vi ved, at mange med psykiatriske diagnoser har haft traumer, siger han med henvisning til forskningen i The Power Threat Meaning Framework, PTMF, hvor Niels Bagge leder et i gang værende oversættelsesarbejde af PTMF til dansk.
Så hvorfor er det psykiatere med en biokemisk tilgang der medvirker i undervisningsmaterialet?
”Vi har valgt dem, fordi de har stor viden på området, også indenfor forskning. Ligeledes ville vi foretrække nogle, der sad i offentlige stillinger indenfor psykiatrien,” skriver Ulrik Gutkin i et mail svar.
Men psykiaterne bestrider ikke alene offentlige stillinger.
Mere industriindblanding.
Medicinalindustriens rolle i undervisningsmaterialet rækker videre end til, at Lundbeckfonden har støttet det med 1.5 millioner kroner.
En af de psykiatere, som fungerer som ekspert i undervisningsmaterialet er på Lægemiddelstyrelsens liste over læger, der samarbejder med medicinalindustrien.
Psykiater og professor Maj Vinberg fra Psykiatrisk Center Nordsjælland og Institut for Klinisk Medicin, KU samarbejder med flere medicinalvirksomheder, herunder også Lundbeck.
Alene i 2023 og 2024 har hun samarbejdet med Janssen Cilag International, Janssen-Cilag A/S og med Lundbeck Pharma A/S. I denne toårige periode har hun modtaget 62.750 i honorar fra disse medicinalvirksomheder for at fungere som underviser og foredragsholder.
Men som samfund risikerer vi at tabe meget ved at lade industrien spille en så stor rolle, mener Karsten Juhl Jørgensen.
”Risikoen er, at vores børn og unge ikke får en bred forståelse af, hvad depression, angst og stress er. Når man tillader at industrien spiller en rolle i undervisningen, så skal vi være indstillede på, at de opnår det som er til fordel for industrien. Og det er ikke nødvendigvis det som er i samfundets interesse,” siger han.
Sygdom eller kulturel foranstaltning
Professor Maj Vinberg hører til de eksperter, som går ind for den biomedicinske tilgang i psykiatrien. I en af videoerne udtaler hun:
”Ja, hvad er en depression? Ja, der er nogen, der mener, at det er en kulturel foranstaltning, ” siger hun og trækker på smilebåndet.
”Nej, det er en alvorlig psykisk sygdom, som findes i forskellige former og som kendetegnes ved, at folk mister lysten og glæden. De er typisk trætte og uoplagte,” fortæller hun videre.
Men Maj Vinberg behøver ikke trække på smilebåndet over, at der er nogen, der mener, at depression er en kulturel foranstaltning, påpeger Niels Bagge. Der er slet ikke fagligt belæg for at udtale at depression er en sygdom på lige fod med et brækket ben. Der er ingen ætiologi eller markør, påpeger han.
”Jeg mener, at det er en ensidig udlægning af, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, og fagligt set er det ikke muligt at finde denne sygdom,” siger Niels Bagge, der også er chefpsykolog på Institut for Emotionsfokuseret Terapi, IEFT.
Hverken Poul Videbech eller Maj Vinberg har ønsket at svare på spørgsmål i sagen. Maj Vinberg havde oprindeligt sagt ja til interview. Men efter at interviewet var gennemført, ville hun alligevel ikke medvirke. PsykiatriAvisen har herefter valgt at udtage hende fra artiklen.
Hvis du vil læse mere om industriens rolle i forskningen og psykiatrien, kan du læse artiklen om SDU der har indgået en ulovlig kontrakt med EMA
– folk mister lysten og glæden og er trætte og uoplagte –
Naturligvis, – efter mine iagttagelser
fra det virkelige liv kan depression
være følge af enorm anstrengelse
med efterfølgende skuffelse over,
at kreativitet og kræfter opbrugt samt,
at der ikke er udsigt til snarlig restitution eller restitution i det
hele taget –
Jobskifte kan være nødvendig, men
en psykiatrisk diagnose kan være
mere bekvem og sygdom er hvermands
herre –
Vildt ærgerligt, at Maj Vinberg ikke har ønsket at bidrage i denne artikel, men siger det ikke en hel del om problemets kerne?
Nemlig at de der har deres faglige fundament indenfor psykiatrien og er villige til at anvende potentielt livsfarlige medikamenter, også mod befolkningens ønsker og reelle behov – og vilje, føler sig berettigede til at besidde positioner i VORES samfund, som giver dem magt til at påtvinge borgerne deres tro og syn på sundhed og sygdom, og tilmed anvende tvangsbehandling overfor alle os, som personligt eller fagligt ikke anerkender deres tro på, at de bedre end vi selv ved hvad der er bedst for os individuelt.
Min tanke, som jeg vil tillade mig at dele her, er, at de føler sig så højt hævede over andres holdninger, tro, viden og personlige og faglige erfaringer, at de ikke vil nedlade sig til at deltage, men også at de føler sig pressede af det nærmest uigennemskuelige hieraki de indgår i, som uddannede indenfor et erhverv, som tydeligt vis ikke har nogen fastnaglet evidens for at det de foretager sig er det rigtige.
Jeg ser frem til den dag, hvor de der har taget magten, åbent tør stå ved deres egen usikkerhed og uvidenhed, den dag hvor de har reflekteret dybt nok over hvorfor vi er så mange, som siger NEJ TIL DERES AUTORITET, NEJ TIL TVANGSMEDICINERING, og inviterer dem til at gå i dialog.
Vi gør det jo fordi vi nærer oprigtig kærlighed og omsorg for os selv og vores medmennesker og det samfund vi alle er en del af, og ønsker at bidrage med vores tro, viden, og personlige og faglige erfaringer.
Personligt har jeg ikke en fast tømret tro på, at jeg ved hvorfor alle der lider psykisk gør det, men jeg er såvel personligt som fagligt inderligt interesseret i at bidrage til at skabe de bedste betingelser, muligheder og tilbud til mennesker, som har brug for hjælp og støtte til at håndtere egen og andres livssituation, symptomer og tilstand.
For mig at se repræsenterer de ansatte i psykiatrien en af de mest lukkede grupper af individer jeg nogensinde har mødt i det her land, når det kommer til at respektere deres medmennesker. Det er mig aldeles ubegribeligt, at de ikke nærer et oprigtigt ønske om at bidrage gennem åben dialog med de selv samme borgere, som de åbenbart ser sig “sat i verden for at hjælpe”.
Når de befinder sig indenfor de mure, låste døre og nedrullede gardiner, i de institutioner, hvor til de har nøglerne til livet udenfor, føler de sig tilsyneladende frie til at udøve og misbruge tvang gennem fysiske, verbale og medicinske overgreb, men udenfor i den verden som de fleste af os opfatter som virkeligheden, bliver de mundlamme, så snart de møder kritik!
Hvad siger det om dem? !!!!
Min vrede over den arrogance giver mig lyst til at skrive noget rigtigt grimt, men det vil jeg undlade, for selv om min vrede er fuldt berettiget, af grunde jeg ikke vil komme ind på her, så nærer jeg absolut intet ønske om at gøre disse mennesker utrygge, kun at hjælpe dem til at forstå, at de ikke ved bedst, og at de gennem deres arrogante måde at forvalte deres eget liv og faglighed på, i mange tilfælde har deltaget i at smadre liv og familier.
Men vi der har overlevet, vi der ved at vi har en medfødt ret til selv at leve vores liv, og selv bedst af alle er i stand til at afgøre hvad der er bedst for os, vi vil ikke længere bare tie i frygt for den overgrebskultur, som findes bag murene.
Jeg har valgt selv at bruge min stemme, til gavn for mig selv og mine medmennesker, og kunne aldrig drømme om, at udsætte nogen for noget der tilnærmelsesvis ligner det jeg er blevet udsat for, og jeg vil ikke lade mig kue til tavshed, i skam, i frygt, p.g.a. folk, som misbruger deres autoritet, og ikke møder mig i gensidig ligeværdig dialog…..
… Okay, denne artikel handlede egentlig om hvordan medicinalindustrien – og specifikke psykiatere som er betalt af selv samme angiveligt “ensidigt” forsøger at give unge mennesker indblik i psykiatrisk behandling m.m. , men jeg blev grebet af en indre stemning, og min følelse af afmægtighed over hvordan den treenighed, som jeg oplever mange politikere sammen med psykiatere og medicinalindustrien udgør, skamløst og arrogant påfører befolkningen holdninger og behandlinger som intet har med sundhed samt udvikling af sund fornuft, viden og indsigt at gøre.
Og ja, jeg vil gerne tage ud på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner og bidrage til viden og andre måder at håndtere livets udfordringer på, end den som ender med at gøre flere til “psykisk syge medicinafhængige” borgere.
Jeg inviterer til dialog.
Tak Gitte for endnu en god artikel.